»Er man uenig med Paludan i det helt grundlæggende, så er man også moralsk og politisk forpligtet til at kæmpe imod hans indflydelse. Men sådan ser den politiske moral ikke ud. Evnen til skam forsvinder, når magten lokker, når moralen forstener og det rigtige bliver lig med det, der giver politisk magt.«

En besværgelse fejer gennem den offentlige debat: “Rasmus Paludan må mene og sige hvad han vil. Det er hans menneskeret at demonstrere”. Ja, sådan er det heldigvis. Demokratiet inviterer sine fjender indenfor, giver dem en platform under fødderne, en mikrofon i hånden og beskyttelse, hvis nogen forsøger at knægte deres frihed. Og sådan skal det være.

Derfor er det vigtigt, at vi ikke kun tager Paludans rettigheder alvorligt, men også vores egne. Glemmes det i bestræbelserne på at stå vagt om Paludans rettigheder, så er vores rettighedstænkning forvitret til selvfedme. Hans ret til at demonstrere og udtale sig opløser ikke vores pligt til at tale ham imod, til at bruge vores egne rettigheder og vores eget moralske ansvar for at betegne ham som det han er, nemlig en gemen racist med stærke nazistiske tilbøjeligheder – og behandle ham derefter i den frie demokratiske debat.

Det giver ikke nogen mening at beskytte Paludan og lignende fænomener langt ud over deres rettigheder, og således krænke vores eget moralske ansvar for også at beskytte samfundet mod virkeliggørelsen af vanvittige ideer – om det så er i form af en fascistisk, nazistisk, racistisk eller islamisk stat! Moralsk har en række politikere imidlertid flashet det totale sammenbrud i denne forbindelse:

I Politiken d. 02.05.19 bliver den politiske ordfører Britt Bager spurgt om Venstre vil kunne bruge Stram Kurs som parlamentarisk grundlag. “Det tager Lars Løkke stilling til, når vi kender det endelige valgresultat. Vi kommer ikke til at tage stilling nu”. Britt Bager mener det er for tidligt at forholde sig til Stram Kurs før valgresultatet foreligger. Mon det betyder, at Venstre rent faktisk ikke kan beslutte sig til, hvad man skal mene om Stram Kurs, at man vil vente til efter valget med at beslutte om der kan samarbejdes med dem eller ej? SHAME ON YOU – Hvorfor er det lige, at ordføreren ikke svarer på om et parti med de holdninger, som hun jo kender, kunne have potentiale som parlamentarisk grundlag for en ny regering med Venstre i spidsen? 

Heller ikke den konservative formand Søren Pape vil tage stilling. Han mener ikke, at man på forhånd kan afvise noget, da der ikke er “nogen mandater, der er finere end andre.” Nej, det kan han måske have ret i, men er så der heller ikke nogen meninger, der er finere eller bedre end andre for den konservative formand? Hvis det ikke er tilfældet, så er der jo ikke brug for politiske partier, der i almindelighed antages at bygge på standpunkter, meninger og holdninger til ret og vrang, rigtigt og forkert. Det er jo sådan, at rigtigt og forkert netop afgøres og afklares i konfrontation med andre. Det er kernen i det politiske, som den den konservative partiformand her nægter at forholde sig til. 

Men den konservative Naser Khader har det på samme måde. Han kan faktisk godt forestille sig en dialog med Stram Kurs, “hvis de har nogle bud på, hvad man kan gøre i forhold til ghettoerne eller i forhold til de kriminelle bander”. Det må lige indskydes, at det har Stram Kurs i dén grad et par forslag til. Problemet er bare, at det næppe bliver Naser Khader, der i givet fald kommer til at foretage dén politiske sondering for de konservative, idet et af forslagene fra Stram Kurs handler om at deporterer folk af Khaders slags. 

Helt at udelukke Stram Kurs vil dog efter Khaders mening være forkert, for så bliver de bare martyrer”. SHAME ON YOU – Khader vil ikke gøre Stram Kurs til martyrer, men gerne sig selv til moralsk skammelig. Hvad er den moralske investering i at forestille sig en dialog om ghettoer med de små-nazistiske og racistiske folk fra Stram Kurs? Hvis det nu havde været et fundamentalistisk islamisk parti, der havde tiltusket sig en opstillingsberettigelse, ville Naser Khader så også gå med våde drømme om at føre drøftelser om ghettoer med den slags hulefacister?

Socialdemokraterne bevæger sig lidt mere forsigtigt og siger, at de er uenige med Stram Kurs. Men Mette Frederiksen kritiserede dog de svenske socialdemokrater for at afvise samarbejde med partiet Sverigedemokraterna, der patter på samme sut som Paludan. Det var udemokratisk, synes Mette Frederiksen, selv om de svenske socialdemokrater ret tydeligt sagde, at de ikke kunne samarbejde med et parti, som de var så uenige med. Det er vel egentlig helt fint og i overensstemmelse med de demokratiske principper for politisk ansvarlighed og troværdighed.

Fra DF lyder det, at “De folk, danskerne stemmer ind i Folketinget, skal behandles på lige vilkår. Man må diskutere ud fra, hvor man er politisk enig og uenig”. Og her er der jo noget at være enige om. Som partiformanden udtrykker det, der er “et kapløb i gang om at slå sig op på den hårdeste kamp mod islamismen”. For DF handler det jo derfor nok mest om at stramme kursen og så kan man logisk set ikke afvise ret mange af de holdninger, som Stram Kurs repræsenterer, blot bruge dem som pejlemærke for egne fremtidige holdninger.

Det samme gælder naturligvis Pernille Vermund fra Nye Borgerlige. Hun vil hellere have Stram Kurs end Socialdemokratiet i Folketinget, siger hun til Berlingske d. 29.04.19: “For venstrefløjen kan både være ekstremt frihedskrænkende og udemokratisk”. Sådan oplever Pernille Vermund ikke Stram Kurs, der jo også blot er en lidt mindre poleret og lidt mere primitiv udgave af Nye Borgerlige. 

Flere af de adspurgte politikere hæfter sig ved, at Paludan dog nok ikke kan bruges til noget, når han peger på sig selv som statsminister. SHAME ON YOU – ville I da overhovet kunne gå i seng med et parti som Stram Kurs, hvis fyren nu ikke pegede på sig selv som statsminister? Det er vel ikke kun en taktisk betragtning, der ligger bag tvivlen om partiet kan bruges til noget? Hvor er forargelsen, skammen, moralen og ansvaret? Stram Kurs står tilsyneladende over for Slap Moral, der ikke kan samle sig sammen til at lægge fuldstændig afstand til Stram Kurs, fordi der jo følger interessante samarbejdsmuligheder med partiets eventuelle tilstedeværelse i Folketinget.

Men det er ikke en absolut demokratisk forpligtelse at skulle samarbejde med nogen, som man er grundlæggende uenig med. Det var det, som de svenske socialdemokrater understregede, dog til moralsk forargelse for Mette Frederiksen. Faktisk er det først udtryk for politisk ansvarlighed og troværdighed, når man helt tydeligt beslutter sig til, hvem man kan lave politik sammen med, og hvem det er umuligt at dele standpunkter og idéverden med – og så ellers kan begrunde hvorfor. Og dén begrundelse skal ikke kun handle om magt og positioner, men om holdninger, værdier og moral.

Hvis man mener, at ansvarlig demokratisk politik kræver, at man søger samarbejde med alle der kan levere stemmer, så handler det udelukkende om magten for magtens egen skyld, og ikke om moralsk integritet og politiske værdier. Selv om alle stemmer tæller lige meget, så forpligter det ikke til at samarbejde med alle. At alle afgivne stemmer er ens, har ikke den konsekvens, at alle der bliver stemt ind har ens ret til at blive inviteret ind i et samarbejde med andre partier, hvis uenighederne er fundamentale. Her holder ligheden op, og den politiske kamp om samfundets indretning begynder. 

Er man uenig med Paludan i det helt grundlæggende, så er man også moralsk og politisk forpligtet til at kæmpe imod hans indflydelse. Det er bare ikke det indtryk man får ved at lytte til Venstres politiske ordfører, den konservative formand, til Naser Khaders dialogdrømme og til Mette Frederiksens moralsk brok over, at hendes svenske partifæller netop udviste moralsk integritet. 

Hvad er egentlig deres politiske projekt, når de tager den politiske magt mere alvorligt end deres egen moral? I moralens fravær er der åben bane for at lade sig drive rundt efter stemmer fra Stram Kurs, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. For Venstre, Konservative og Socialdemokraterne vil ikke andet end magten. Magten ved de imidlertid ikke hvad de vil med. Hvilke mål skal magten tjene, hvilken moral og hvilke værdier skal den understøtte og fremme? End ikke Rasmus Paludan og Stram Kurs kan tilsyneladende få disse partier til at trække grænser og tage moralsk stilling.  

Men sådan ser den politiske magtmoral ud. Evnen til skam forsvinder, når magten lokker, når moralen forstener og det rigtige bliver lig med det, der giver politisk magt. Hvad kunne man kalde det? Det er en kold tid vi lever i, så lad os nøjes med at kalde det for ynkeligt og skamfuldt.

%d bloggers like this: