Kategoriarkiv: Filosofi

Man skal ikke undervurdere de døde

Skriv en kommentar

De døde er i flertal, og man skal bestemt ikke undervurdere deres evne til at gøre sig gældende blandt de endnu levende. Den svenske mesterfortæller Pär Lagerkvist skriver i romanen ”Det evige smil” om en gruppe døde, som får tiden til at gå ved at tale om de levende: Nej, sagde en af dem og fortsatte en samtale, som havde varet i uendelige tider, de levende er for selvglade. De bilder sig ind at alt afhænger af dem.

Det er ikke ukendt, at der i religionernes og myternes verden rettes stor opmærksomhed mod de døde. Man kender deres indflydelse, og frygter den. Derfor skal de døde begraves på en bestemt måde, vendes med hovedet i den rigtige retning, have gaver med i graven, ofres til, og i hvert fald huskes. Ellers hører man fra dem. Men det behøver man ikke at være religiøs for at opleve.

En dag, hvor jeg skulle hente min kone i Faxe, gik jeg først ind i boghandlen og købte Søren Ulrik Thomsens digtsamling “Rystet spejl”. Det var en fin dag så jeg tog bogen med hen til et sted, hvor man har god udsigt over kalkbruddet. Her slog jeg op på en tilfældig side og læste:

Selv oldinge føler sig fortabte
når de sidder og stirrer ud i fællesarealerne
og pludselig husker
at de har mistet deres forældre.

Digtet kaldte et billede frem for mine øjne. Et eller andet sted nede i kaldbruddets grønne og hvide månedal havde min far stået sammen med to kammerater, da de lige efter krigen var på cykeltur, væk fra det overophedede København. Hver gang jeg er i Faxe prøver jeg at identificere det sted, hvor de har fotograferet hinanden, men geografien har ændret sig, så jeg kan ikke orientere mig efter de små sort-hvide fotografier. Men hver gang håber jeg at finde det sted, hvor min far engang havde stået.

Søren Ulrik Thomsens digt fortæller om, hvordan de døde lever videre. Blot fordi ens far dør, er man stadig et menneske, der har en far, som man gerne vil vise, hvor langt man har drevet det, som man skælder ud på eller fortæller hvor skidt man har det, og hvor meget man har brug for hans råd og evne til at tage ansvaret for en. Og det samme gælder naturligvis ens mor; vi forbliver vores mors barn, også som oldinge.

Ofte taler de døde langt højere end da de af egen kraft fik deres stemmebånd til at vibrere. De kan fortsat kommentere det, man gør og de beslutninger, man træffer. Det var jo også de døde, som Freud kaldte overjeget og installerede som en stærk myndighed i menneskets psyke. Og du forstår mig meget bedre, hvis du ved noget om mine forældre og min opvækst som deres barn. Vi er aldrig samtidige med det, der gør os til den vi er. Vi er rodfæstede i fortiden, og mange af vores motiver fortaber sig i den opvækst, vi har haft med vores forældre, og i det liv, som de har haft med deres far og mor.

På den måde kan vi også træde endnu længere ind i tidsmaskinen. Koderne i mit blod, mine knogler, mit kød, mine anlæg, det overhovedet at være i live, kommer af mine forældre, mine bedsteforældre, oldeforældre, og deres forældre, bedsteforældre og oldeforældre. Jeg består af tusindvis af menneskers historie, som jeg aldrig har kendt, men den er i blodet og i mine dispositioner, måske fortyndet, men alligevel mine forfædres mærke på mit liv.

I mit blod er der rester fra den gang, da min mors slægt i 770’erne deltog i sachsernes kampe med Karl den Store. Min fars slægt forsvinder derimod fra kirkebøgerne efter få led. Første udtynding sker da familienavnet pludselig ændrer stavemåde og siden forstøver alle spor da en gade forsvinder fra bykortet. Men i det dunkle trækkes trådene tilbage til de døde. Som Pär Lagerkvist lader en af de døde sige: Vi bor i dem dernede. Vi bor stille. Vi går rundt på strømpesokker, der er ingen, der hører os.

Men selv på strømpesokker kan de døde sandelig trampe godt rundt i vores liv og larme mere end rigeligt. Tag Dig iagt for enhver Afdød, advarede Søren Kierkegaard i ”Kjerlighedens Gjerninger” De døde er nemlig stærke, fordi de forbliver uforandrede, og denne uforanderlighed gør de dem så insisterende og svære at håndtere for de efterlevende.

En dag gik forbi

Skriv en kommentar

I økonomisk teori er det er en kendt sag, at et tab her og nu, senere kan vende tilbage som en gevinst. Min personlige økonomi er ikke stærk nok til at eksperimentere med dette tab-og-vind-koncept. Men jeg kom alligevel til at tænke over det, da jeg tidligere på ugen underviste i, hvordan mennesket håndterer sygdom og lidelse. Og her stopper så enhver sammenligning med økonomi, for nu skal det handle om lidelsen, som et af livets dybeste vilkår.

Tidligere i historien kunne mennesket tilskrive det forskellige forklaringer når det blev ramt af sygdom og lidelse. Det kunne f.eks. være mørkets kræfter, gudernes vrede, dæmoner og angreb fra andre mystiske væsner. Medicinmanden, shamanen eller præsteskabet kunne herefter forhandle med de angribende kræfter, de kunne bede, ofre, løskøbe eller den ramte kunne overgive sig til skæbnen. Men lidelsen blev set i en sammenhæng, som gav den en form for mening. Religionen, troen og mytologien gjorde lidelsen til, om ikke en integreret del af tilværelsen, så i hvert fald til noget forklarligt.

Også i dag spørger mennesker, der rammes af alvorlig sygdom og lidelse, efter meningen med, at netop de skal rammes. Hvilket svar er der så til det moderne menneske? Der er ikke nogen grund til naivitet. Lidelse kan tvinge mennesker i knæ. Det kunne den tidligere, og det kan den i dag. Men det er vanskeligere at finde meningen med lidelsen i dag, hvor vi næsten kun kan besvare spørgsmålet om grunden til sygdom og lidelse med en diagnose eller med henvisning til uheldige omstændigheder.

I dag kommer meningen med lidelsen ofte først senere; set i bakspejlet, som det hedder. Men det bliver den ikke mindre betydningsfuld af. Senere kan vi måske se den lidelse, som vi har været igennem, som noget, der fik os til at vågne op til et nyt livssyn, nye prioriteringer og mere nærvær i livet. Men før alt dette kan ske må vi ofte kæmpe med lidelsens meningsløshed. Det er næsten umuligt at opleve mening midt i smerten, angsten og lidelsen. Men derfor er det vigtigt at være opmærksom på, at tabet nu, kan være impulsen til senere gevinst.

Den østrigske psykiater Viktor E. Frankl talte om meningsveje, som han sagde ofte blev brudt, ikke på trods af lidelse, men på grund af lidelse. Har man et gudsforhold kan man midt i lidelsen måske sige: ”Nogen vil mig noget gennem den smerte og lidelse, som jeg her oplever”. For det moderne menneske, uden noget stærkt guds- eller trosforhold, er dette ikke så let. Alligevel mente Frankl, at lidelsen vil os noget vigtigt, eller som vi måske vil sige i dag, at den kan bruges til noget. Lidelse beskytter os nemlig mod apati og psykisk stivhed, og bryder derfor nye veje for os – veje der fører ind i livet på måder, som vi ikke tidligere har været bevidste om. Ikke nødvendigvis lige mens man står midt i den værste lidelse, men senere. Som den tyske digter Rainer Maria Rilke skrev:

En dag, som vi gik fremmede forbi,
beslutter sig for Gave sidenhen.

Frankl vidste hvad han talte om når det drejede sig om lidelse. Som jøde blev han under Anden Verdenskrig sendt i koncentrationslejr. Her så han dagligt, at lidelsen kan indebære, at mennesker opløses eller forvandles. Ikke meget kan i dag sammenlignes med den lidelse, som jøderne oplevede i en koncentrationslejr. Men ingen kan undgå lidelse, og hvis man ikke kan få øje på dens potentiale som omformer, nyskaber af tilværelsen, så knækker man meget let.

Frankl så lidelsen som en impuls til forvandling. På samme måde som smerten er et fysisk signal om at noget er galt, fungerer lidelsen på det psykiske plan: Noget må ske – f.eks. en mere intensiv åbenhed over for livet. I det perspektiv er det rimeligt at se lidelsen som en vogter og beskyttelse mod psykisk dødsstivhed.

Tid til livet

Skriv en kommentar

Hvad betyder det når et menneske siger: Bare jeg havde mere tid? Nu er det jo vanskeligt rent faktisk at få mere tid, og jeg tror heller ikke, at det er det, der menes. Bag ønsket om mere tid gemmer der sig en grundlæggende tvivl, nemlig spørgsmålet: Bruger jeg den tid, som jeg har, på det rigtige? Problemet er ikke nødvendigvis at have travlt, og føle at tiden går. Men der opstår problemer, hvis man pludselig kommer i tvivl om det nu også er det rigtige, man har så travlt med.

For få år siden blev der lavet en undersøgelse af børnefamiliernes tidsforbrug. På den ene side viste det sig, at det var disse familier, der brugte mest tid på at arbejde. På den anden side udtrykte de samme familier, at der var en kløft mellem det liv, som de levede, og det liv, som de godt kunne tænke sig at leve. De følte sig fanget mellem frygten for ikke at kunne hænge på når toget kørte med arbejde, karriere, øgede forbrugsmuligheder o.l. og frygten for ikke at få tid til livet i bredere forstand.

Og det er jo ikke kun børnefamilierne. I alle hjørner af samfundet støder vi på mennesker med stress, nedslidte og udbrændte medarbejdere; man behøver bare at kigge sig om. Mennesker knækker dagligt og psykologerne taler om, at vi er blevet paniske udrettere. Man skal nå det hele. Uro og rastløshed er blevet nøglebegreber i en psykologisk samtidsdiagnose, for livet har fået form af et projekt, der skal bygges, udvikles, vedligeholdes, og hvor stilstand, pause og langsomhed er et problem.

De gamle græske guder straffede nu og da mennesket på den mest grusomme måde: Guderne fandt ud af, hvad menneskene ønskede sig mest af alt; og så opfyldte de disse ønsker alt for fuldkomment. Måske er vi i dag ved at opleve den fulde ironi i denne form for straf. Vi ønskede os masser af velstand og arbejde, som kunne give os råd til nye forbrugsmuligheder, nye oplevelser osv.  Det har vi så fået, uanset finanskriser o.l. Dog til en vis pris på de indre linjer.

Som Milan Kundera viser i den smukke bog ”Langsomheden”, så sker der noget med os når vi bliver stadig mere stakåndede for at nå det hele: Glemslen vinder over erindringen. Hvorfor var det, at vi ønskede os alt dette? Ikke at det var eller er et forkert ønske. Personligt kunne jeg ikke tænke mig at leve i noget andet samfund end vores. Der er ikke nogen grund til fattigdoms- eller bonderomantik. Men det er dog en overvejelse værd, hvad det er for en livsdrøm, der ligger bag den måde, som vi har indrettet os på. Er det fortsat den rigtige måde, vi prioriterer på, hvis vi vil holde fast i denne drøm?

Evnen og viljen til disse overvejelser ser heldigvis ud til at vokse. Der er ved at blive vakt en ny livsinteresse hos mange, som har fundet ud af, at tid ikke bare er noget man koger æg efter, som Piet Hein sagde. Tiden er det sted, hvor man lever sit liv. Livet er ikke et andet sted. Derfor kan vi også se en stræben efter virkelig at overveje, hvad det er, tiden fyldes med; om det er vigtigt nok for det liv, som man ønsker at leve.

Som sagt mener jeg ikke at der er noget galt i at have travlt, hvis man føler at det er det rigtige, man har travlt med. Hvis travlheden er fremmedgjort, er det imidlertid et problem. For så er der også tale om en fremmedgjorthed i forhold til det liv, som man dybest set ønsker sig. Så ender det med alt for meget tempo og alt for meget tomhed.

Hvordan er du blevet dig?

2 svar

Man skal skabe sit eget liv, tage hånd om sin livshistorie, fortælle livet, tage kontrollen, indtage teten, siger de i modefilosofien, ugebladspsykologien og i markedsføringen. Næsten som om der ikke er noget, som er større end individets fortolkende ord og frie valg til at vælge netop det liv, der lever op til pasformen. Hvordan skal jeg så fortolke min nuværende situation? Hvad har jeg gjort for at konstruere mit liv?

Det er korrekt, at jeg har haft mulighed for at beslutte og vælge mig til langt flere ting end min far. Han ville f.eks. gerne have været teolog, men det kunne han ikke blive, fordi han kom fra et arbejderhjem. Jeg kommer også fra et arbejderhjem, men kunne selv vælge på alle uddannelsessystemets hylder.

Så – måske er jeg blevet den jeg er, fordi jeg har besluttet mig til det. Og så alligevel. Jeg behøver bare at kigge hen over computerskærmen mens jeg skriver dette. Over i sofaen sidder min kone. Vi har selvfølgelig valgt hinanden, da vi efter adskillige omveje nærmest blev viklet ind i hinandens livsforløb. Valget var vores, men de grundlæggende forudsætninger trådte frem for os, som det man tidligere kaldte en skæbne. En af de utallige muligheder der kunne tilstøde mig.

I de store ting, finder livet altid en måde at overmande os på, som vi senere måske kan rationalisere, så det ligner et livsforløb, som vi selv har konstrueret. Men det at være menneske er at være kastet ind i livet helt uafhængigt af vores valg og ønsker. Det er en eksistensbetingelse, at jeg kan beslutte mig for noget i dag, og i morgen sker der noget på vej til bussen, som jeg ikke er herre over, endsige kan vælge til eller fra. Nu er jeg her, før var jeg der, som digteren Erik Knudsen skrev. Det, der virkelig ændrer livets retning, sker med os.

Den historiske kombinatorik har utallige muligheder at spille ud. Kigger jeg tilbage på mit liv, så har jeg besluttet mig til meget, men endnu mere, det meste betydningsfulde, er bare lige pludselig trådt frem, som fra bag et slør. Vi er alle manifestationer af en mystisk kraft, sagde den amerikanske myteforsker, Joseph Campbell. Den kraft, der former livet; en kraft der kommer fra et område hinsides vores viden, valg og ønsker. Hvis vi grundlæggende kæmper imod denne kraft eller energi i livet, konstant forsøger at være på forkant, at forudsige, at tage kontrollen, så tror jeg, at vi bliver syge – af ren og skær angst for livet.

Der var en gang hvor jeg den ene dag var rask, og så den næste dag blev ramt af en sygdom, som nær havde slået mig ihjel. Det jeg husker, som det mest skræmmende, var oplevelsen af, at på de vigtigste områder var livet uden for min kontrol. Da jeg blev rask fortsatte denne følelse med i lang tid at gøre det svært at leve helt. Lynet kunne jo ramme mig igen, selv om jeg gjorde alt hvad jeg kunne for, at det ikke skulle ske. På den måde tyranniserede livets ukontrollable kraft mig til en frygtelig angst for netop livet.

Men man er alligevel ikke i stand til at hamle op med livets uudtømmelighed af mulige tildragelser, hverken de gode eller dårlige. Man må prøve at bevæge sig fra en optagethed af, hvordan livet er, til en betagethed over, at det er – lige her og nu.

I den gamle egyptiske mytologi var der et Isis-slør, som forhindrede almindelige mennesker i at erkende tilværelsens dybeste sandheder. En af disse sandheder kunne være, at bag dette Isis-slør forberedes morgendagen for dig

Knust-hjerte-syndromet

Skriv en kommentar

I fremtiden vil man kunne gå til lægen og få stillet diagnosen knust hjerte, som er en livsfarlig tilstand. Baggrunden er bl.a. undersøgelser, som dokumenterer en overdødelighed på helt op til 50 procent hos ægtefæller, der har mistet deres anden halvdel. Det ser imidlertid ikke ud til at lægevidenskaben har nogle helt gode forklaringer på dette, men der mumles noget om tab af livsgnisten.

I filosofien, litteraturen og de store fortællinger er der imidlertid masser af forklaringer på det knuste hjerte. Gud lagde vel egentlig op til det, da han som bekendt skabte mennesket ud af den rene og skære tomhed, men tilsyneladende glemte en lille smule tomhed inde omkring menneskets hjerte. Fyldes denne tomhed ikke ud af et andet menneske så er det, at hjertet falder sammen og knuses. Denne smertefulde tilstand er nu på vej ind i diagnosesystemet, kan jeg læse i avisen. Det skal tilføjes, at tilstanden også har været kendt af psykoterapeuter i ganske mange år.

Ét af de perspektiver, der kan fortolke vores erfaringer med knuste hjerter, når et elsket menneske forsvinder, er er den græske filosof Platon. I dialogen Symposion lader Platon den store komedieforfatter Aristofanes fortælle sagnet om menneskets evige søgen efter den uundværlige partner.

I tidernes begyndelse var mennesket ikke én-kønnede, mand eller kvinde, som tilfældet er i dag, siger Aristofanes. Nej – menneskene var cirkelformede og både mand og kvinde. Imidlertid var dette menneske blevet så magtfuldt, og tilmed overmodigt, at guderne til sidst valgte at spalte det i to dele: Enhver af os er altså kun halvdelen af et menneske, siden vi er gennemskårne ligesom flyndere, som Platon lader Aristofanes formulere det.

Pointen er, at vi herefter konstant stræber efter at finde vores anden halvdel; den afhuggede og tabte halvdel. Aristofanes kalder det eros når vi stræber efter den helhed, som vi kun kan opnå i forening med ét andet, helt bestemt menneske:

Altså er den gensidige elskov fra en så fjern fortid menneskene medfødt og i stand til at føre dem sammen igen, som deres natur oprindelig var, idet den bestræber sig for at gøre de to til ét og bringe menneskenaturen lægedom.

Vores søgen efter den Eneste Ene er således også en søgen efter totalitet, enhed; det der gør os sandt menneskelige. Aristofanes mener at det individuelle og personlige i det enkelte menneske først fuldbyrdes i foreningen med et andet menneske. Paradokset er, at det enkelte menneske er mest sig selv, når det er sammen med et andet menneske.

Knust-hjerte-syndromet viser hen til den tilstand, hvor et menneske hellere vil dø end at miste sin anden halvdel. Fortolket ud fra det, som Aristofanes siger i Platons Symposion, er det imidlertid ikke fordi dette menneske vil dø, men udelukkende fordi det kun vil leve et menneskeligt liv. De mennesker, der dør af knust-hjerte-syndromet, dør helt enkelt fordi de ikke længere føler sig som et menneske; for menneske var jo det, de var sammen med den anden, den elskede, deres anden halvdel.

Med knust-hjerte-syndromet har vi fået bragt det mystiske og magiske ind i det lægevidenskabelige diagnosesystem. Det er genopdagelsen af verdens magi neden under den moderne videnskabs opfattelse af mennesket som genstand for logiske og biologiske forklaringer. Det er inddragelsen af livets eksistentielle essens i forklaringen på menneskets ve og vel.

Dø og lad leve

4 svar

Mens jeg forleden dag sad og skrev på min bog om døden, brugte jeg en kaffepause til at kigge lidt i B.T. Her stødte jeg på en hel række af eksistentielle sandheder om døden, som jeg ublufærdigt vil bruge et sted i bogen.

Avisen refererede en undersøgelse af den australske sygeplejerske Bronnie Ware, som i mange år har passet døende mennesker. På baggrund af samtaler med mennesker på dødens rand har hun sammensat en lister over de ting, som de fleste fortryder ansigt til ansigt med døden. Denne top 5 ser sådan ud:

1. Jeg ville ønske, jeg havde haft mod til at være tro mod mig selv. 2. Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så meget. 3. Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser. 4. Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakt til mine venner. 5. Jeg ville ønske, at jeg havde ladet mig selv være lykkeligere.

Avisen stiller det samme spørgsmål til læserne: Hvad vil du sætte dig for at opnå før du dør? Det kunne lyde som en af de sædvanlige pop-psykologiske undersøgelser, men spørgsmålet har en eksistentiel betydning, som ikke skal undervurderes. Der opfordres jo ganske enkelt til refleksion over den livsmening og det mål, som læseren har med tilværelsen.

Den amerikanske psykoterapeut Irvin D. Yalom skriver, at mennesket lever under en række grundvilkår: Døden, friheden, isolationen, og meningsløsheden. Vi skal dø, og ved ikke hvornår; vi har friheden til at træffe valg i tilværelsen og bærer dermed også ansvaret for disse valg og byrden af deres konsekvenser; vi er grundlæggende alene stillet over for døden og de store spørgsmål; vi får ikke meningen med det hele foræret, den må vi selv stå for.

Dette er det enkelte menneskes ultimative anliggender, siger Yalom. Men fordi de er ultimative, kommer vi ikke bare lige i kontakt med dem, for hverdagens mange andre gøremål dækker tit disse eksistentielle spørgsmål til med glemslens støv. Men så er det godt at vi har B.T. Yalom siger nemlig også, at det der ofte skal til for at komme i kontakt med de vigtige, eksistentielle spørgsmål, er konfrontationen med ens egen død.

Det er jo ikke fordi vi ikke konfronteres med døden. Her fra min udkigspost i storcenterets café har jeg inden for de sidste par uger set aviser med billeder af dræbte unge på Utøya, maltrakterede ofre for bilbomber, den døde Whitney Houston i kisten m.m.  Men det er jo altid de andres død. Langt mere end alle billederne af de andre døde, konfronterer den lille undersøgelse i B.T. læserne med den personlige egen-død: Givet at du skal dø, måske om få minutter, måske om 50 år, hvad er det så for et liv du gerne vil kunne se tilbage på?

Dette er det moderne spørgsmål, som konfrontationen med ens egen død, kan fremprovokere. Tidligere handlede spørgsmål om døden oftest om, hvad der kom efter døden. I dag drejer det sig om, hvad det er for en selv-refleksion over livet, som vores viden om døden kan motivere os til – mens vi endnu er i live.

Den dybe eksistentielle sandhed, som B.T. formidlede var: Livet får sin værdi ved døden. Eller som en den amerikanske psykoterapeut, James Hilllman, skrev i en bog om døden som sjælelig forvandling: Hvis kun de levende kan dø er kun de døende virkelig levende.

På den måde kan man sige, at refleksionen over ens egen død er en slags døen ind i livet og en indkredsning af det væsentlige på en ny og levende måde.

Den moderne sårbarhed

Skriv en kommentar

Hvor meget belastning kan mennesket tåle før det knækker? Det ser ud som om vi er ved at foretage eksperimentet i disse år. Om vi vil det eller ej, så er krisen ved at være det normale; den helt almindelige menneskelig spilittethed mellem at skulle og kunne klare udfordringerne. Enhver samfundsform og kultur op gennem historien har udstyret mennesket med nogle psykiske dispositioner. De menneskelige konsekvenser af det samfund, som vi beboer i dag, er tilsyneladende psykiske dispositioner for lavt selvværd, identitetsproblemer, oplevelsen af personlig utilstrækkelighed. ulykkelighed, meningstab, angst og skyldfølelse.

I den sidste times tid har jeg siddet på gulvet i mit arbejdsværelse for at ryde op i alle arkivkasserne. På en af dem står der: den moderne sårbarhed. Når jeg kigger artiklerne og rapporterne igennem ser der ud til at være to tråde at følge.

Den ene tråd: Dokumentationen for at stadig flere mennesker i Danmark får antidepressiv medicin. Det skønnes at dreje sig om ca. 425.000 mennesker. Det højeste tal nogensinde. Tilmed viser en undersøgelse, at hver 4. kvinde oplever så lavt selvværd, at hun overvejer at søge hjælp, sygemelde sig eller helt lægge livet om. For mændenes vedkommende gælder det, at flere end tidligere søger hjælp hos en psykoterapeut på grund af problemer med selvværdet og med overhovedet at mærke sig selv.

Den anden tråd: Spørgsmålet om, hvad der egentlig er problemet? At det giver så mange psykiske problemer, at leve i Danmark i 2000-tallet? Eller, at så mange er blevet nogle svæklinge og ikke kan klare det, som de både skal og bør?

Inden for psykologien er det kendt, hvordan et menneskes livshistoriske dispositioner kan føre til både psykologisk og social sårbarhed. Men det er næppe alene nederlagserfaringer og psykiske belastninger tidligt i livshistorien, der har bragt så mange mennesker på antidepressiv medicin og ind i psykoterapeuternes venteværelser.

Det letter svar er derfor, at vi er blevet for blødsødne, at velfærdsstaten har gjort os bløde som smør, så vi ikke længere kan klare tingene uden at få den hjælpende hånd, som pillerne og terapien kan give. Jeg tror ikke udelukkende, at det hænger sådan sammen. Uden at forfalde til letkøbte udsagn om, at det er samfundets skyld, må vi genetablere interessen for forbindelsen mellem det enkelt menneske og samfundet, som længe har været ude af syne.

Hænger den tilsyneladende forøgede psykiske sårbarhed sammen med noget der kendetegner det moderne samfund? Sættes der betingelser for menneskene, som i stigende grad fremprovokerer eksistentielle kriser, meningstab, svækket selvværd, identitetsproblemer og rodløshed? Eller som gør det vanskeligt for det enkelte menneske at håndtere disse problemer?

Måske er behandling i form af antidepressiv medicin ikke svaret, men det skal ikke fjerne fokus fra, at stadig flere mennesker tilsyneladende oplever, at der lige bag hverdagskonventionernes almindelighed, truer et kaos, som rykker ved deres følelse af grundlæggende tryghed i verden. Det relevante spørgsmål er derfor, hvad det er for nogle kulturelle og samfundsmæssige vilkår der har skabt denne moderne såbarhed hos mennesket?

Du er det jeg siger – en måske egnet

1 kommentar

Jeg har set på Facebook, at en af mine bekendte har udgivet en lokalhistorisk bog om den lille stationsby, hvor vi begge to gik i skole. Han en hel del mere end jeg, for jeg pjækkede og var der ikke ret tit. Der er masser af gamle fotografier og bl.a. et med min daværende klasselærer. Hun har nu været død i en del år, og har sikkert fået et rensende syrebad i skærsilden, så derfor kan jeg godt sige lidt mere. For der var jo en grund til at jeg pjækkede så meget.

I dag vil man sikkert sige, at jeg blev moppet, men dengang blev jeg bare drillet, og det var noget som alle raske drenge skulle kunne klare. Problemet var ikke så meget mine klassekammerater. Men min klasselærer tog godt fra. Når jeg endelig kiggede inden for på skolen, startede hun timerne med højt at erklære, at Peter behøver ikke at tage bøgerne frem eller høre efter, for han kan alligevel ikke finde ud af det her. Da jeg en dag tog mod til mig og spurgte hvorfor, lød svaret: Sådan er du, når jeg siger det. Og her ramte hun en langt større og universel sandhed, end den rent regionale, der knyttede sig til mine åndsevner. Jo – vi bliver ofte det, som andre siger vi er.

Jeg begyndte derfor at tro på, at jeg var dum. Så var der jo heller ikke nogen grund til at gå i skole. Derfor pjækkede jeg endnu mere, og kom sikkert til at virke endnu dummere.

Det var jo uholdbart, så jeg kom til skolepsykologen, der lavede en intelligenstest på mig. Jeg kender ikke resultatet, men det hjalp ikke på min lyst til at gå i skole, og så var vejen banet for et besøg hos en børnepsykiater. Hun mente faktisk, at jeg var syg; ikke fysisk, men psykisk og så blev jeg udstyret med diagnosen skolefobi. Psykiateren ville gerne have mig indlagt på børnepsykiatrisk afdeling, for her kunne man sikkert helbrede mig. Men så trådte mine forældre på bremsen og sagde stop. Nok var de autoritetstro, men de mente hverken at jeg var dum eller psykisk syg, og så tog vi hjem med den besked, at det var deres ansvar, hvis jeg ikke kom i behandling.

Det gik da heller ikke særlig godt. Jeg pjækkede fortsat, og det hele endte med, at jeg lempeligt blev taget ud af skolen midt i 8 klasse. Min exit blev ledsaget af klasselærerens besked til mine forældre: Peter egner sig ikke til at læse, han skal være håndværker. Hun kunne jo ikke vide, at jeg er en trussel mod den nationale sikkerhed med en hammer i hånden, og jeg blev da heller ikke håndværker, selv om min far var smed.

Men hvad gør man med en dreng, der tror han er mere dum end andre? Mine forældre mente ikke at jeg var dum, og den sætning, som jeg husker min far bedst for var: Peter, du kan blive lige hvad du vil. Det skulle vise sig at blive en god ballast mod min klasselærers modsatte synspunkt.

Da jeg kom ud af skolen fik jeg kærester og venner, som heller ikke mente, at jeg var dum eller småt begavet. Sammen med mine forældre støttede de mig i det sære indfald, at jeg ville være forfatter. Det var selvfølgelig vanskeligt, for på grund af min meget sparsomme skolegang kunne jeg hverken skrive eller læse særlig godt. Derfor måtte jeg have lukket alle hullerne gennem voksenundervisning og senere ved at tage en HF-eksamen.

Jeg siger ikke, at det er gået godt, men jeg har da fået min egen blog. Og min gamle klasselærer er død. Hvorfor: Fordi sådan er du, når jeg siger det.

Kirken set fra et cafébord

Skriv en kommentar

Det er et godt sted jeg har fundet mig. Et bord i caféen, helt henne ved vinduet, så jeg har udsigt til kirken på den modsatte side af gaden. Og det er jo den måde, de fleste mennesker forholder sig til kirken; udefra, med skeptisk loyalitet, og kaffe på bordet.

På cafébordet ligger tre indbundne bøger, som jeg skal aflevere på biblioteket: Illustreret religionshistorie. Trods titlen, der leder tanken mod tegneseriegenren, er de tre tunge bind ikke specielt illustrerede. De er til gengæld fyldt med viden og fortællinger om, hvor stor en rolle det religiøse har spillet helt op til moderne tid – for samfundene, kulturerne og ikke mindst for menneskets selvforståelse.

Med en espresso i den ene hånd og blikket på de tre bøger, og naturligvis kirken i baggrunden, må jeg indrømme, at det næsten giver mig åndenød at tænke på, hvor stor en rolle religionen har spillet i historien og samtidig opleve, hvor lille en rolle den har i dag.

Kirken ligger der som en klat størknet tid; et mindesmærke over en tid, hvor mennesket, som noget helt indlysende, var religiøst, det vil sige var noget mere end blot sig selv.

Men religionen har ikke svaret til det menneske, der ene og helt alene er sig selv. Religionen kræver, for at være gyldig, at mennesket kan se sig selv i noget andet, noget der er større end det selv. Noget, der er så stort, at det kan give forklaringer på, hvorfor tingene er som de er, hvorfor man selv er som man er, hvad man skal gøre med sine svagheder og styrker, hvorfor og hvordan man skal lide og dø.

Fire-fem kirker ligger der vist her i byen. Nogle af dem bliver nok nedlagt eller sammenlagt når ministeren går i gang med at se på, hvor mange kirker der er brug for i forhold til efterspørgslen. På vejen fra parkeringspladsen til caféen passerede jeg ikke alene to af disse kirker, men også adskillige af deres mentalitetshistoriske afløsere – psykoterapeuterne.

De sårbarhedsskabende træk ved den moderne, individualiserede kultur har kirken og religionen ikke haft noget svar på. I stedet er vi som individer blevet overbelastet af den magt, vi har overtaget fra kirken og religionen: Magten over os selv, hinanden, over verden og det gode og det onde, den ekstreme mulighedsrigdom. Den magt, der før var knyttet til religionen og Gud, er blevet menneskeliggjort – det er nu vores egen personlige magt.

Det er os med denne magt, der sidder i terapeuternes venteværelse: Vi bliver nemlig bange når vi opdager den magt og det ansvar, vi har over vores eget liv. Og vi bliver bange når vi ikke kan få øje på denne magt og i stedet føler os magtesløse.

Det onde

Skriv en kommentar

Min kone er psykoterapeut og i går aftes lå der en bog på hendes skrivebord med titlen: Tilknytningsteori. Den handler om, hvordan nære følelsesmæssige relationer har betydning for udviklingen af et menneskes psykiske liv. Mens kaffevandet kogte kiggede jeg på de første sider i bogen, og allerede i indledningen fik jeg øje på et citat af den svenske forfatter og journalist Nina Björk:

Han er nøgen. Han græder. Han kan ikke vende sig om. Han kan ikke få sine fingre ind i munden. Et spædbarn i min favn. Og i et nu fornægter dette spædbarn vores samfunds allerhelligste idealer. Han er nemlig fuldstændig hjælpeløs. Ikke som en fejltagelse, men som noget helt naturligt. Han er simpelthen afhængig, ikke fordi der er gået noget galt, men fordi det er rigtigt. Det er netop sådan vi er. Det er sådan vi alle har været. Overalt. Til alle tider. Hjælpeløse, afhængige, sårbare, ude af stand til at klare os selv.

Det er sjældent at en dybdepsykologisk indsigt formuleres så poetisk – og så umiddelbart indlysende, og da jeg vågnede i morges gik det op for mig, hvorfor disse ord havde sat sig fast i mig.

Til min kommende bog om døden er jeg ved at skrive et kapitel om Det onde. Nina Björks ord om det sårbare, psykisk og fysisk nøgne barns grænseløse afhængighed af kærlige hænder og øjne, gjorde det vanskeligt at forlige sig med, at det onde, ikke længere skal søges hos Djævlen, men hos mennesket. Som den tyske filosof Rüdiger Safranski skriver i bogen Det onde, er Det onde er en del af dramaet om den menneskelige frihed. Det onde kan kun udspringe af mennesket selv, og ikke forklares med henvisning til en højere, absolut ond instans. Guds død tog Djævlen med i faldet og overlod såvel det gode, som det onde, til mennesket selv.

I og med at det onde ikke længere kan forklares ud fra en størrelse som f.eks. Djævlen er ondskaben havnet i mennesket selv. Og her klinger Nina Björks ord igen: Han er nøgen. Han græder. Han kan ikke vende sig om. Han kan ikke få sine fingre ind i munden. Et spædbarn i min favn. Nej – mennesket kan ikke være en metafor for ondskaben.

Og her er kilden til vores problem med at forstå det onde. Vi er ikke i tvivl om, at der findes onder, at der sker onde ting i verden, men når ondskaben får det omfang, som vi f.eks. så med Anders Behring Breiviks massedrab i Norge, bliver det næsten umuligt at tilskrive et medmenneske denne ondskab.

Er det ikke sådan, at det næsten ville være lettere og mindre smertefuldt at forstå tragedien, hvis der kunne henvises til en metafysisk forklaring om en vred Gud eller en Djævel? Nu er vi henvist til at acceptere kendsgerningen, at ét eneste sølle menneske kan foranledige så stor ondskab, så stor tragedie og smerte for så mange mennesker

Når det menneskelige kommer til udtryk i tragedier som den, vi f.eks. oplevede i Norge, er det nærmest umenneskeligt at skulle forstå. Men Anders Behring Breivik er et menneske. Lige præcis det, at skulle erkende hans handlinger som menneskeligt muligt, truer imidlertid med at sprænge de kategorier, som vi er i stand til at tænke mennesket i.