Kategoriarkiv: Filosofi

Samtidighed

Skriv en kommentar

Midt i Radioavisen opdagede jeg årsagen til min pludselige svimmelhed: Jeg var ikke alene ét sted, jeg var mange steder på én gang. Oplæseren nævnte et sted på kloden, og jeg var der omgående. Et andet sted blev omtalt, og med det samme, ud af det blå, var jeg også dér. Jeg var på bjerget Mantap, hvor Nordkorea tester atomvåben, jeg var i Nangarhar-provinsen, hvor USA lige har smidt verdens største bombe, jeg var i Syrien, Tyrkiet, i Paris, London, Berlin og Stokholm, hvor den blinde islamiske vold har dræbt helt tilfældige mennesker. Jeg var i Somalia, Sudan og Yemen, hvor 1,4 millioner børn er ved at dø af sult. Jeg blev kastet rundt i verden mellem de 62 rigeste mennesker og de 3,5 milliarder fattigste, der samlet har langt mindre end de få rigeste.

Jeg var alle steder på én gang. Kvantemekanikken viser, at en partikel kan befinde sig mange forskellige steder på samme tid. Det er naturligvis kun i partiklernes mikroskopiske verden, at den slags ting sker. Men nyhedsudsendelsen skabte en eksistentiel kvantemekanisk accelerator, hvor jeg i løbet af få minutter var på helt forskellige steder i verden. Steder, hvor mennesker var kastet ud i livsomstændigheder, som umuligt kunne eksistere på samme tid, som jeg sad hjemme i stuen.

Nu løfter jeg min kaffekop, nu er mange af de 3,5 milliarder fattigste ved at omkomme eller ser deres børn dø af sult, eller nu er der børn, som bliver gjort til selvmordsbombere af islamiske galninge. Denne notoriske samtidighed af uforenelige hændelser kræver faktisk, at man det meste af tiden forsøger ikke at tænke på det.

Det betyder imidlertid også, at vi kommer til at leve i en form for realisme, som minder om det depressive menneskes syn på livet: Enhver positiv forventning, ethvert håb om forandring er en farlig illusion, som vi må holde os fra. Det bliver imidlertid også let til en kynisk distance, som i virkeligheden blot er en måde at blinde os selv på.

Det er samtidigheden mellem vores eget liv og de andres komplet fremmede livsomstændigheder, der kan virke lammende. Men det er også netop denne samtidighed, som er forudsætningen for overhovedet at kunne gøre noget. Vi lever på samme tid og i den samme verden. Faktisk er det en svimlende tanke, hvor meget og hvor mange ting der sker mens man selv er i gang med sit eget liv. Denne morgens nyhedsoversigt trak mig i nogle minutter ind i en iagttagelse af fremmede menneskers samtidige liv, og kvantemekanikken siger, at blot det at iagttage en partikel, at rette opmærksomheden mod den, kan forandre denne partikel…

 

Eksistensgenerator

Skriv en kommentar

Der er en café på det provinssygehus, hvor jeg i nogle måneder har været fast kunde. Jeg kan godt lide hende, der sælger kaffe og aviser. Vi får en snak når jeg kikker ind. Om dankortautomater, håndhygiejne, vejret, ikke mindst morgentågen – og så ønsker vi hinanden en god dag. Hun kikker på mig og det er vigtigt, at der er øjne som ser én, når man er på sygehuset. Hun kan se bekymringen hos de fleste af dem, som hun sælger kaffe og blade til. Henover disken hjælper hendes blik og ord mange patienter. Ligesom når sygeplejerskerne og fysio-pigerne kikker på én med øjne, der føles som om de i nogle øjeblikke deler ens frygt, og derfor gør den lettere at bære.

Fra caféen kan jeg se svingdøren, der adskiller sygehuset fra verden uden for. De fleste lyde når aldrig herind. Bilerne, vinden i træerne og kranerne fra byggepladsen nede på hjørnet. Inde på sygehuset er alle lyde anderledes. Selv når der bliver grædt sker det med et minimum af lyd. Men eksistensen larmer alligevel i caféen og oppe på afdelingerne

Svingdøren er en slags eksistensgenerator. Der er en verden til forskel på det vigtigste uden for sygehuset og inden for. Alle de egenskaber, der sættes højest i det liberalistiske markedssamfund, mister værdi i samme øjeblik de har været en tur gennem sygehusets svingdør: Økonomisk effektivitet, forbrug, luksusgoder, lønarbejde, konkurrencefordele og lignende økonomiske værdier. Inde på sygehuset handler det om helt antiøkonomiske værdier som medfølelse, venlighed, hengivelse, omsorg. Her bæres der vidnesbyrd om, at det sande begær ikke er markedets morbide forbrugsbegær, men – man tør næsten ikke sige det – begæret efter kærlighed.

Det er som om turen gennem sygehusets svingdør på et øjeblik kan få mennesker til at opleve, at de er trådt ind i den nøgne eksistens, stillet over for frygt, angst, lidelse, smerte, sygdom og livets endelighed. Men – det er på samme tid også her, at vi møder hende der sælger kaffe, sygeplejersken der trøster, fysioterapeuten der støtter og opmuntre, lægen der helbreder. Og selvfølgelig patienter, som på deres egen stille måde fortæller om det vigtigste i livet:

Ved det runde bord skråt bag mig, sidder der en ældre mand. På et tidspunkt vender jeg mig om for at se hvad klokken er, og møder hans blik. Jeg kan se, at han vil sige noget og læner mig frem for at kunne høre: »Min datter er på vej. Hun har ringet; kommer og besøger mig om lidt.«

Jeg nikker og tænker, hvor mange hjerter der banker her og allerede har banket her på sygehuset, fordi de tænkte på den kærlighed, som kunne lindre dem.

Hvordan er det at være noget andet?

Skriv en kommentar

Mennesket lever på Jorden men kan også se stjernerne. Her har vi måske forklaringen på vores nysgerrighed. Det daglige liv udelukker ikke visioner om det store og ukendte. Foruden al den viden, vi så ubesværet har adgang til på Jorden, er et blik på himlen nok til at vække forundring over alt det, vi ikke har adgang til at vide noget om. Hvilken grænse mellem det tilgængelige og det utilgængelige. Ikke mærkeligt, at mennesket gang på gang forsøger at overskride den.

Symbolsk begyndte fortællingen om menneskets nysgerrighed cirka 500 f.Kr. i byen Efesos i Lilleasien. Ifølge traditionen var det her filosoffen Heraklit levede og formulerede det berømte udsagn: »Tings egentlige natur holder af at skjule sig.« Disse få ord har siden været stærkt medvirkende til menneskets refleksion over tilværelsen og verdens beskaffenhed. For datidens filosoffer betød natur nemlig tingenes inderste væsen; alt det, som ikke var umiddelbart tilgængeligt ved første blik.

Homo Sapiens er en art der ønsker at vide. Men drivkraften til at afdække og få noget nyt at vide, har altid været fascinationen af det skjulte. Ikke kun det skjulte, der blinker til os ude fra verdensrummet, når vi kikker op på stjernerne. Selv her på Jorden ved vi, at der stadig findes noget skjult. Det fascinerende er netop, at vores planet, vores nærmeste omgivelser her på Jorden, også består af noget, der er utilgængeligt for os.

Videnskaben er optimistisk med hensyn til at kunne skabe endnu mere viden og gennemsigtighed. Den fortæller da også historien om en fantastisk udvikling, hvor mennesket i dag ved mere end nogensinde, både om sig selv og om den omgivende verden. Heldigvis – for uden videnskabens afdækning af skjulte og ellers ukendte fænomener ville vores verden i dag have set helt anderledes ud end den gør; langt farligere, langt mere truende og præget af tilfældigheder.

Det er umuligt at sige, hvor grænsen for den videnskabelige afdækning af ny viden går, for mennesket vil altid være en grænsegænger på grænsen mellem det kendte og det ukendte.

Den dybeste mangel på viden begynder imidlertid i vores eget hus, og udtrykkes måske bedre i poesiens sprog end i videnskabelige begreber. Hvordan er det f.eks. at være noget andet end det jeg er? Den amerikanske filosof Ian Bogost spørger således, hvordan det er at være en ting? Normalt spørger vi ikke på den måde. Ting relaterer jo til hensigter, formål eller omstændigheder, men vi kan ikke vide hvordan tingene er i sig selv, og slet ikke hvordan det er, at være en ting,

Her er vi allerede på vej ind i en klassisk filosofisk problemstilling, nemlig Kants adskillelse af tingene i sig selv og tingene, som de fremtræder for os. Ifølge Kant kan jeg ikke kan vide, hvordan en sten eller en hammer er i sig selv; kun hvordan stenen eller hammeren fremtræder for mig. Det er ordet jeg, som skaber vanskelighederne. Jeg’et afgrænser sig selv; jeg betyder dybest set en undtagelse fra alt andet. Jeg’et kan vi følge langs dets grænse i forhold til alt andet.

Det er ikke kun i forhold til ting vi må spørge, hvordan det er at være noget helt andet end én selv, eller som den portugisiske digter Fernando Pessoa spurgte: »Hvad er det at være en flod og at flyde?«pessoa

Hele Pessoas forfatterskab er bygget op omkring en undersøgelse af, hvad jeg kan stille op med den begrænsning det er, at være mig? Han udtrykker en dyb sorg over, at verden altid kun kan beskrives med det enkelte menneskes eget udgangspunkt. Han mærkede den uomgængelige begrænsning, der knytter sig til, at vi kun kan beskrive vores oplevelse af omgivelserne, f.eks. af floden, mens vi aldrig vil kunne erhverve os viden om, hvordan det er at være selve floden.

Bare ved at kikke sig lidt omkring kan man her og nu møde mysterier, som aldrig vil lade sig afdække. Pessoa udtrykte således stor ærgrelse over, at han ikke kunne vide, hvordan det var at være en haremskvinde. Det andet menneskes erfaring er jo ikke tilgængelig i direkte linje. Hvis det er Pessoas haremskvinden, det drejer sig om, kan hun formidle hvad hun oplever, og vi kan fortolke hendes liv, men den direkte oplevelse af haremskvindens liv er og bliver hendes alene.

Hvad der sker på den anden side af grænsen, hvor jeg ikke er, og hvor jeg ikke kan komme, fremtræder for Pessoa attraktivt, mystisk, fremmed, skræmmende, og ikke mindst stimulerende. Det er den mest magiske af alle grænser at stå ved, fordi den kan få et andet menneske til at virke som et mirakel. Det tiltrækkende, det fascinerende og det mystiske ligger jo aldrig i det, som vi helt udtømmende kan forstå.

Hverken den fjerneste galakse eller det nærmeste menneske kommer vi til at forstå helt restløst. Fernando Pessoa undrede sig over, hvordan det var at være en flod eller en haremskvinde. Han talte om tingenes forbløffende virkelighed, som han dagligt kunne opdage: floder, sten, mennesker – dog uden at kunne overskride grænsen, for det egentlige holder jo af at skjule sig, som Heraklit skrev for flere tusind år siden.

Andre gange mærkede Pessoa vinden, der blæste i Lisabons gader. Måske ville han gerne have vidst, hvordan det var at være vinden. Men alligevel, skrev han, var alene det at høre og mærke vinden alle livets besværligheder værd.

Det meste af Fernando Pessoas liv gik med at forholde sig til det skjulte, fordi det viste hvilken overflod vi bevæger os rundt i. Sådan var det for Pessoa uanset om han skrev om floder, træer, vinden gennem gaderne eller andre mennesker.

Litteratur:

Hans Blumenberg: The Genesis of the Copernican World, The MIT Press, Cambridge 1987.
Pierre Hadot: The Veil of Isis: an essay on the history og the idea of nature, The Belknap Press of Harvard University Press, Cambridge 2008.
Jane Hirshfield: Hiddenness, Uncertainty, Surprise: Three Generative Energies og Poetry, Bloodaxe Books Ltd 2008.
Jørgen Mejer: Førsokratiske filosoffer. Fra Thales til Heraklit, Hans Reitzels Forlag 1994.
Fernando Pessoa: Den såkaldte sjæl, Brøndums Forlag 2002.
Fernando Pessoa:  The Book of Disquiet, Penguin Modern Classics 2002.
Fernando Pessoa: Udvalgte digte. Oversat fra portugisisk af Peter Poulsen. Forord af Martin Bastkjær. Rosinante 2016.

De anstændige – mine elever fra folkedybet

Skriv en kommentar

Måske er det alderen, for i stigende grad har jeg svært ved at orientere mig i den verden, som også er min – og som jeg ikke længere helt kan genkende, når jeg vågner om morgenen. Samfundet har tilsyneladende ikke længere ret meget at give mennesker, og omvendt har mennesker heller ikke ret meget at give samfundet. Sådan ser det i hvert fald ud, for mennesker, grupper, racer, lande og nationer isolerer sig, og prøver at overleve ved at vende ryggen til hinanden, og måske endda ved at forsøge at udrydde de andre, smide dem ud eller bygge mure.

Trump bliver præsident i USA ved at dyrke et program, der bygger på kvindehad, racisme, vold, brutalitet, vrede, løgnagtighed, mistro og mistillid til alt og alle. I Europa har vi et EU, som ingen længere kan se fællesskabsværdien i, vi har et Frankrig med Front National, et Østrig med Frihedspartiet, et Ungarn og et Polen, hvor demokratiet allerede er under afvikling og i Danmark har vi DF – alle steder politikere og partier, som udelukkende definerer sig selv i modsætning til de fleste andre, de andre nationer, de andre racer, de rige, de fattige, de andre – altså dem med skylden for det hele, dem der ikke indrømmes nogen rettigheder, og nærmest ikke engang en menneskelighed.

I aviserne kan jeg læse journalisternes analyser af det amerikanske valg og af alle de andre anti-demokratiske bevægelser rundt omkring i verden. Det skulle angiveligt være folkedybet, som begynder at røre på sig, fordi eliten har svigtet. Hvornår man er elite og hvornår man er folkedyb er der ikke helt nogen, som gør rede for. Jeg har ikke de politiske journalisters intellektuelle kapacitet og deres forbløffende indsigt i folkedybets karakter og i elitens anløbne moral, men jeg er ganske meget ude blandt mennesker, og kan ikke helt genkende denne opdeling af befolkningen.

Gennem min undervisning på en Sosu skole har jeg mødt tusindvis af meget forskellige mennesker fra det folkedyb, som journalisterne så betaget har fået øje på. Altså det folk, som nu skulle være på vej med et brutalt, antidemokratisk oprør mod de fikse ideer om menneskerettigheder, lighed, demokrati, retfærdighed, fredelig sameksistens, tolerance og lignende pladderhumanisme.

På mine hold drøfter vi tit, hvad der er ret og rimeligt, ansvar og forpligtelse, godt og ondt. Jeg har talt med Maria, Carina, Lotte, Katrine og Pernille. Jeg har stået midt i klassen med Bente, Camilla, Lasse, Dorthe, Sofie og Mette. Jeg har siddet på bordet foran Julie, Anne og alle de andre – og måske har vi været uenige – men ingen er gået over den anstændighedsgrænse, som politikerne gang på gang overskrider. Mange af mine elever er vrede over den kurs, som vores samfund har i disse år, de er vrede over, at de ikke kan passe deres borgere på den bedste måde, de er vrede over, at de bliver svigtet, at de bliver nedslidte, at de skal gå skuffede fra deres arbejde, at de skal være bange for vanvittige terrorister. Men de er aldrig uanstændige og brutale i deres vrede – på den måde som politikerne i stigende grad er det.

Medierne fremstiller det såkaldte folkedyb, som den direkte årsag til at politikere og ekstreme partier udtrykker sig mere og mere brutalt – en brutalitet, som angiveligt skulle være et spejl af, hvad folkedybet går og tænker og føler. Jeg kan naturligvis ikke udelukke, at det slet ikke er folkedybet, som jeg gennem årene har stået i et undervisningslokale sammen med. Men det er i hvert fald en stor del af den befolkning, som jeg i parentes bemærket også selv tilhører. Og det er en gruppe mennesker, som jeg har så stor tillid til, at vi kan være uenige eller enige, fordi jeg ved, at der er en anstændighed, som jeg ikke finder i det politiske liv længere.

Maria, Carina, Lotte, Mette, Pernille, Julie og alle jer andre i mit undervisningslokale – hvor kunne politikerne lære meget af jeres anstændighed! I har meget at give til samfundet, men det virker som om samfundets politikere ikke længere vil tage imod det. Kunne det tænkes, at de kun er optaget af magten og faktisk ser brutalitet, som et middel til både at opnå og beholde magten?

Menneskebad

Skriv en kommentar

Søren Kierkegaard blev kun 42 år gammel. Han havde et skrøbeligt helbred, men forsøgte at styrke det ved at gå ture i Københavns gader flere gange om dagen. Kierkegaard vidste, at det var en fysisk livsnødvendighed for ham at bevæge sig til fods, og det var en kur, som han gerne anbefalede til andre, der også led under et svigtende helbred. Han skrev således til sin svigerinde, Henriette Kierkegaard, at hun for alt i verden ikke måtte miste lysten til at gå.

Svigerinden, der tilbragte det meste af tiden i sengen, fik dette råd med på vejen om de helsebringende effekter af spadserekunsten: »Jeg gaar mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaar fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kender ingen Tanke saa tung, at man ikke kan gaa fra den. Når man saaledes bliver ved at gaa, saa gaar det nok.«

Hensynet til helbredet spillede en væsentlig rolle for Søren Kierkegaard, når det handlede om hans interesse for at gå lange ture. Udsigten til ikke at kunne få motion var således en af Kierkegaards store bekymringer, da han i en periode frygtede at blive arresteret, på grund af sin konflikt med kirken.

Men det at gå lange ture var ikke kun et spørgsmål om at dyrke motion for at holde sig i form. For Søren Kierkegaard havde det også en eksistentiel dimension. På den måde kan vi se Kierkegaard som en af de mange filosoffer, der op gennem tiden har koblet gåture sammen med det at filosofere. For over 2000 år siden blev en gruppe af filosoffer i Grækenland således kaldt for Den peripatetiske Skole. Ordet peripatetiker er græsk og betyder vandringsmand. Bl.a. var Aristoteles peripatetiker, fordi hans undervisning i filosofi foregik mens han gik omkring i Athens gader sammen med sine elever.

På Kierkegaards mange ture i Københavns gader blev der også filosoferet og drevet psykologiske studier af mennesker. Det var tanker og iagttagelser, som kunne være forberedelse til hans bøger. Det at gå rundt og samtale med andre mennesker, eller opsamle indtryk fra byens liv, var således også en filosofisk livsnødvendighed for Søren Kierkegaard. Han gav det tilmed et navn. Når Kierkegaard vandrede rundt i København tog han nemlig menneskebad.

Jeg sidder på Café Kop Amok og kikker over mod Vesterport Station. Søren Kierkegaard må have passeret tæt forbi dette sted, når han begav sig ud på en af sine yndlingsture; den ud mod Frederiksberg Have. Fra mit udsigtspunkt, her cirka 160 år senere, kan jeg godt forstå, hvad Søren Kierkegaard mente med at tage menneskebad.img_2315

Synssansen er den frieste af alle sanserne. Jeg kan rette den mod et bestemt menneske, som krydser over gaden fra Vesterport Station og med blikket følge ham ned ad Vester Farimagsgade mod Hovedbanegården. Eller jeg kan lade mit blik være ufokuseret og blot se, uden at se efter noget bestemt, bare lade hvem som helst komme ind i synsfeltet og passere videre, som bølger fra menneskehavet ude på gaden.

Men jeg kan også lade mit blik løbe hen over Vesterport Station, og kikke på byen, som jeg ved den aldrig kommer til at se ud igen. Her tager mit indre blik over og lader gamle billeder fra tidligere tider lægge sig som en tynd film hen over det, jeg ser her og nu. Sådan så Vesterport ud da jeg var barn og gik forbi med min mormor i hånden, når vi var i København i sommerferien.

Eller jeg kan rette blikket undersøgende over mod en dør og opgang længere nede ad gaden og spørge om jeg vil kunne leve der? Det er det særlige blik, det vurderende, som jeg næsten altid bruger når jeg kikker på specifikke steder. Jeg vurderer næsten aldrig om de er pæne, grimme eller indbydende – men om jeg vil kunne bo der. På den måde får jeg med det samme et personligt forhold til steder, som f.eks. denne dør og trappeopgangen bag den.

På den måde er det ikke blot menneskebad man tager, men verdensbad. Sammen med alle de mennesker, der passerer forbi, dukker stedets karakteristika op, som en del af badet. Ikke kun den dør, som jeg kikkede på, men også alle forretningerne, der på det nærmeste skyller mig op på en fremmed strand. En enkelt gade repræsenterer næsten hele verden. Alene fra min plads i cafeen kan jeg se forretninger fra Indien, Pakistan, Italien, Danmark, USA, Vietnam, Marokko og Rusland.

Og så er der alle hjørnerne, som altid bringer noget nyt frem. Hjørner har eksistentiel betydning, fordi de afslører noget, for senere at skjule det igen. Fra min plads i cafeen kan jeg se tre hjørner. Hende, der lige har rundet det ene hjørne, hvor var hun før jeg fik øje på hende? Hvor kom hun fra, hvad havde hun foretaget sig inden hun dukkede op, for kort efter at forsvinde rundt om et andet hjørne? Der er forbandet mange hjørner i en by. Først skjuler de noget, så åbenbarer de en lille smule og så skjuler de det hele igen.

Vi er på den måde både forbundet med verden og samtidig afkoblet fra den. Men den eneste måde vi kan være forbundet med verden og med andre mennesker, er gennem vores opmærksomhed. Byen åbner sig ikke bare for os, og det var Søren Kierkegaard klar over. Forudsætningen for Kierkegaards menneskebad var nemlig hans opmærksomhed på mennesker og verden. Selv om han ikke kendte tjenestepigerne, der passede børn i Frederiksberg Have, så fik de alligevel, gennem Kierkegaards opmærksomhed, en placering i hans liv, og nogle af dem endda en betydning i hans bøger.

Jeg har lige har set en kvinde komme omkring hjørnet med et barn i hånden. Selv om de allerede få sekunder efter er forsvundet om det næste hjørne, så belønner opmærksomheden alligevel én med vigtig viden om dem: Der eksisterer andre mennesker, for hvem jeg også lige er dukket frem fra et hjørne, og om lidt forsvinder omkring et andet. Det er den ekstremt vanskelige oplevelse af, at noget andet end én selv har virkelighed på helt samme niveau, som man selv har.

Faktisk tror jeg, at det er gennem et opmærksomt menneskebad, at vi for alvor oplever os selv, som et konkret individuelt menneske. Et individuelt menneske bliver man nemlig først i det opmærksomme møde med andre mennesker: Her er jeg, dér er du.

Bibliotek

Skriv en kommentar

I mit københavnerliv spiller Det Kongelige Bibliotek en stor rolle. Den Sorte Diamant er bibliotekets nyeste tilbygning og ligger ved Søren Kierkegaards Plads. Den monumentale bygning er opført i sort granit, som er blevet brudt i Zimbabwe og poleret i Italien. Bag den afrikanske granit kan man bl.a. finde Café Øieblikket, som har fået navn efter et af Søren Kierkegaards værker. Det er her jeg ofte drikker min kaffe, holder møde med dem, jeg skal tale med, sidder og læser eller skriver.det-kgl-bibliotek

Der er noget magisk ved ethvert bibliotek, uanset om det er en bogbus, et lille købstadsbibliotek, Det Kongelige Bibliotek eller måske forestillingen om det legendariske bibliotek i Alexandria, som i antikken var verdens største bibliotek.

Da jeg var barn tog min far mig med på biblioteket i den provinsby, vi boede i. Det kan naturligvis ikke passe, men i min erindring var det altid mørkt når vi kørte på biblioteket. Det hænger sammen med, at mørket, som jeg ellers ikke var glad for, blev trygt når min far var med. Og på biblioteket var der altid voksne med autoritet, og der blev ikke råbt eller drillet – så for mig var det et godt sted at være.

Jeg lærte først at læse i en ret sen alder, fordi jeg pjækkede fra skole. Men efterhånden begyndte de sorte streger og krumninger på papiret at give mening. Ikke i den betydning, at jeg begyndte at kunne læse. Bogstaverne og ordene tog sig af mig, og begyndte at tale, så jeg kunne høre dem. På den måde har jeg måske i virkeligheden aldrig helt lært at læse, men til gengæld er jeg blevet en god ordlytter, så jeg kan høre ordene, selv når de ikke udtales, men kun står på det flade papir.

Der er skrevet masser af historier og fortællinger om biblioteker, fordi grundstoffet i al magi lige netop er ord, der taler om det ufattelige; det, der paradoksalt nok ikke kan siges, med mindre det siges ud fra siderne i en bog.

Historiens store biblioteker har været mytiske og mystiske, fordi det blev fortalt, at de rummede al den viden, som fandtes, og dermed var farlige. Ligesom i dag har viden til alle tider været anset for farlig. Særlige bøger på specielle biblioteker har være så farlige, at de blev brændt, hvis bibliotekerne ikke formåede at skjule dem godt nok. En af de farligste bøger i verden har været Om verdens natur, som blev skrevet af romeren Lukrets (96-55 fvt.) I mange århundreder var dette manuskript væk, og der gik kun rygter om det. Men i 1418 fandt Poggio Bracciolini en gammel kopi af det på et klosterbibliotek. Manuskriptet havde været gemt grundigt af vejen, fordi det fortalte om den farlige idé, at universet og mennesket fungerede helt uden indblanding fra guderne. Lukrets skrev, at religiøs frygt var helt uden grund i virkeligheden og kun virkede til skade for mennesket. Bogen fortsatte derfor med at være farlig for kirken og for de etablerede i samfundet, der byggede på Guds love.

Der er således masser af fortællinger om bøger og biblioteker, som på den ene eller anden måde er magiske, fordi de rummer dyb, farlig eller hemmelig viden. Når jeg sidder inde i den store granitblog på Søren Kierkegaards Plads er der også magi omkring mig i form af de mange millioner bøger, manuskripter og tekster af enhver art, som befinder sig ganske tæt på mig når jeg drikker kaffe i Café Øieblikket.

I etagerne over mig, og i alle bibliotekets ældste bygninger, befinder sig bøger og tekster, systematiseret og opbevaret i en orden, så de ikke alene kan findes, men også udgør en sammenhæng. Der er forskellige faglige afdelinger, forskellige bogsamlinger og inddelinger efter en tematisk orden, der viser, hvor meget mennesket gennem århundrede har forsøgt at forstå om sig selv og verden.

Der er bøger om de mindste insekters særlige karakteristika og om universets yderste stjerner. Uanset hvilken afdeling og hylde man skulle støde ind i på Det Kongelige Bibliotek, så vil de bøger og tekster man finder, alligevel have noget til fælles. De er alle sammen udtryk for menneskets forsøg på at forstå, forklare og fortolke sig selv. Bøgerne er udlægninger af menneskelivet, af verden – rent ud sagt af alt. Om det så er en digtsamling, den tyndeste samling, den ældste eller nyeste i biblioteket, så er den et forsøg på at tolke mennesket og den menneskelige eksistens i verden.

Det Kongelige Bibliotek er derfor heller ikke bare en stor bogsamling. Det er en problemsamling, som den tyske filosof Ernst Cassirer (1874-1945) beskrev det såkaldte Warburg-bibliotek i Hamburg. Det var et privat bibliotek med 20.000 bøger, hvor bøgerne ikke var sat op efter den almindelige systematik. Bogsamlingen var bygget op så bøgerne stod ved siden af hinanden på en måde der viste, hvordan bøgernes forskellige slags viden spillede sammen i forsøget på at udlægge den menneskelige verden. En bog om kunsthistorie kunne stå ved siden af en bog om mytologi, der stod ved siden af en bog om sprog, der stod ved siden af en bog om religion, der stod ved siden af en bog om filosofi, videnskab, græske guder, eller hvad det nu måtte være. Selv om Det Kongelige Bibliotek ikke er bygget op på den måde, så er bøgernes forskellighed dog et fælles forsøg på at forstå den menneskelige eksistens i verden.

Mennesket er omgivet af en realitet, som det ikke selv har skabt, og som det ikke selv er herre over. Det er denne realitet, som bøgerne forsøger at fortolke og forstå – for herigennem måske alligevel at kunne kontrollere den, bare en smule, eller i hvert fald for at give den en særlig mening og betydning.

Bibliotekerne viser hvor meget mennesket har kæmpet med verden og med sig selv, for at skabe mening og handlemuligheder. Tavst står Den Sorte Diamant ved havnefronten i København og virker lidt tung og dyster i sin sorthed. Men måske er den det mest levende sted i København, for her lever tusindvis af tanker og forestillinger fra tusindvis af år om tusindvis af ting, som mennesket har været berørt af og stadig er det – og stadig skriver bøger om. For afklaret bliver vi aldrig, og derfor er tanken og ordet altid i bevægelse. Derfor kan jeg mærke, at Den Sorte Diamant bevæger sig, som var den en tanke om det hele – indtil nu.

Træstub

Skriv en kommentar

Sidste år fældede de et af træerne bag kirkegårdsmuren ud mod fjorden. Men stubben, der blev tilbage, er ikke mindre karakterfuld end det høje træ i sin tid var. I alle rynkerne og udposningerne er det tydeligt, at stubben gemmer på erindringer, som repræsenterer mange generationer af menneskeliv.traestub

Med træets direkte udsigt ned til kirkedøren er utallige lykkelige og ulykkelige begivenheder passeret forbi op gennem tiden. Og så er der selvfølgelig alle børnene, som har kravlet og leget i træets grene. Eller de unge fra omegnen, som med en fiskekniv har skåret deres navne i barken for at fortælle, at de havde været der sammen med deres kæreste – sikkert ret sent en sommeraften.

Næsten for foden af træet har der ligget en lille havn for småbåde. Der er tre vakkelvorne anløbsbroer tilbage, men her har strandjægere og fiskere gennem tiden samlet sig for at fortælle om deres held eller uheld ude på vandet. Træet var så stort, at flere af mændene kunne læne sig op ad det, mens de fortalte og bankede piberne ud nederst på træet.

Måske har nogen troet, at de var alene ved bådene eller når de gik langs kirkegårdsmuren nede ved vandet. Træet stod der jo bare og var ikke nogen. I hvert fald ikke nogen, som man kunne være sammen med, så hvis der ikke var andre mennesker i sigte, var man alene.

Men de opdagede alligevel med det samme, at træet en dag var væk. Og det vil undre mig, hvis mange af dem ikke begyndte at tale om deres oplevelser omkring træet – næsten som om det alligevel havde været nogen, man kunne have oplevelser sammen med.

F.eks. dengang de som børn kravlede op på kirkegårdsmuren for at kunne nå de nederste grene og hive sig helt op i træet, hvor de kunne gemme sig og søge tilflugt, hvis nogen var efter dem. Andre stod og kikkede på træet da det var blevet fældet og ledte efter det sted på stammen, hvor de i sin tid havde snittet et hjerte. Og dem, som havde gået der om natten, eller boede tæt på, fortalte om træets knagende lyde når det stormede; de lyde, som nogen var bange for, mens andre følte det trygt og hyggeligt, som om træet beskyttede dem.

Træet havde stået der så længe, at de voksne i mange generationer huskede det, som symbolet på barndommens tidløse sommeraften. Træet havde ikke kun én fortid. Det var en akkumulering af fortider, som forskellige mennesker gennem mange generationer havde delt med det. Og nu repræsenterede træstubben den sidste rest af denne hukommelse.

Mange har på den måde haft et samliv med træet, som ellers så ud til bare at stå der. Når jeg sætter mig på træstubben falder jeg let ind i træets tid. Efter et par minutter kan jeg mærke, hvordan det må have været, at være dét træ, hvor der nu kun er stubben tilbage. Et øjeblik har jeg det gamle træs alder og højde, og hører stemmerne fra alle dets oplevelser på tværs menneskets tid. Jeg kan se ud over hele landskabet bag kirkegårdsmuren, hvor folk er kommet fra når de skulle døbes, konfirmeres, giftes og begraves, og jeg kan se ud over vandet, til landet på den anden side, der hvor sognet i gamle dage endte så brat, som var det en helt ukendt verden der begyndte.

Duften af syren

Skriv en kommentar

Det regnede i København, og jeg krydsede gennem Illum for at skyde genvej mellem Købmagergade og Strøget. Det tager omkring ét minut, at skære hjørnet af Illum ved Amagertorv. Glasdørene åbner automatisk for én, og tidligt på formiddagen er der masser af plads til hurtigt at kunne smutte rundt mellem de udstillede varer og glasmontrerne.

Da jeg trådte til side for at lade en ung kvinde med barnevogn komme forbi, strejfede min hånd en glasdisk i afdelingen for dameparfume. Et øjeblik var det som om jeg havde gnedet på den magiske lampe, for mod mig strømmede der en duft, en slags ånd, der ville mig noget.

Den fyldte luften omkring mig, som en melodistump man hører, uden først helt at genkende den som en klassiker: Det var duften af min første kæreste, som jeg stadig ikke kunne sætte i forbindelse med andet end det komplet ukendte, fordi hun var den første pige i mit liv, som havde taget min hånd og lagt den ned mellem sine ben.

Hvor meget har jeg ikke glemt om hende, selv om jeg faktisk tror, at jeg i en af mine gamle telefonbøger har det nummer, som man kunne ringe til på hendes kollegium. Men så var der denne duft, som hun nu uden varsel dukkede ud af, som lampens ånd. Den mindede mig om, hvordan én enkelt hændelse, mødet ved et busstoppested sent om aftenen, blev til en anden tilfældig hændelse, nemlig genkendelsen dagen efter i et indkøbscenter, og endte med, at vi tilfældigvis kom til at danse sammen ved en byfest, den efterfølgende weekend.

Hun blev min første kæreste, men jeg kan ikke længere høre hendes stemme; ikke engang i mit hoved eller fantasi. Og så alligevel den duft, som jeg blev fanget i og som på stedet fik mig til at ønske og håbe på nye minder og erindringer om hende. Omgivelserne overtog centrale funktioner af min hjerne, ikke mindst hukommelsen.

Kraniet og huden – har ikke nogen privilegeret funktion, som grænsen for vores forstand og psyke. Objekterne omkring os, sanseindtrykkene fra vores omgivelser, er ofte langt mere kraftfulde end vores personlige hjerne og erindringsevne. De husker os på det der var, men som ikke er længere. De er reservoirer fyldt med specifikke personlige erfaringer, som blot venter på, at vi kommer forbi og samler erindringen op. Duften i Illums parfumeafdeling var fyldt med timer af mit liv for 40 år siden.

Duften af Syren. Måske går der en linje fra syrenhækken i mine forældres have til den uomgængelige tiltrækning, som jeg mærkede, da jeg i sin tid svagt kunne fornemme hendes duft af netop syren. Der er en slags opmærksomhedens erotik i denne sansning – både dengang og nu, her i Illum. Erotik i den betydning, at jeg bliver trukket ud af mig selv, mod noget andet, mod denne syrenduft, denne andethed og fremmedhed, som har overlevet i 40 år, deponeret i en parfume, som nu pludselig strømmer mod mig igen.

Parfumen, som jeg svagt fornemmede, da jeg passerede tæt forbi disken, bærer på en erfaring i sin flacon, som kun materialiserede pigen, fordi jeg kom forbi, og genkendte duften som hendes fra den dag, jeg for første gang duftede til hendes hals og bryst. Jeg passerede parfumeafdelingen, fordi jeg søgte ly for regnvejret og ville skyde genvej. Dét tog mig cirka ét minut, men da jeg gik ud på Strøget, havde jeg været 40 år undervejs, og havde fået et nyt forhold til min første kæreste – og hun var stadig ligeså tiltrækkende og mystisk som første gang, jeg mærkede hendes duft af syren.

Sjælefuglen

Skriv en kommentar

sjaelefuglenHer i weekenden gik jeg hen over engen i Præstø. Allerede tidligt på efteråret begynder Tubæk å at flyde over og tage nogle af vandets dyr med ind blandt træerne.

På lang afstand så jeg en fiskehejre stå i retstilling i skyggen af et træ, på dens karakteristiske fastfrosne måde. Men da jeg vendte mig om igen var den væk, som opløst af den fugtige luft over engen. Den havde allerede mærket mit blik og gjort sig usynlig.

I mytologien symboliserer fugle ofte sjælen. F.eks. i det gamle Egypten, hvor sjælefuglen hed Ba. Måske er det fordi fugle er så uhåndgribelige, svære at fange, så forsvindende flyvske og altid på vej mod himlens usynlighed, at de er blevet symbolet på sjælen, som jo heller ikke lader sig hverken se eller fange.

Jo mere mennesket op gennem tiden har ledt efter sjælen jo mindre har der været at se. Gennem lange tider troede man, at sjælen sad i hjertet, men da der blev kikket efter, var der ikke noget at se, hvilket dog alligevel godt kan være beviset for sjælens eksistens: Som en fugl var den fløjet da mennesket rettede sit insisterende og undersøgende blik mod den.

Men ofte kan man alligevel mærke noget besjælet hos et andet menneske. Ikke hvis man stirrer, kikker, leder, graver eller glor. Kun kan man mærke det, hvis man er opmærksom, et eller andet sted i yderkanten af synsfeltet, på den måde, som jeg så fiskehejren. Herfra skinner det ind i vores eget liv:

Fiskehejren folder sig ud og trækkes let op i vinden
inden blikket endnu har nået den.

Øjet har løftet en fjer i dens stramme dragt
så en luftning advarer om at synligheden er på vej.

Fuglen er der kun så længe den ikke er set
når blikket larmer tages den af usynligheden.

Opmærksomhedens etik

2 svar

I sidste uge fik jeg tilfældigvis foræret lidt tid. I et par dage kunne jeg forholde mig i ro og sidde stille i stolen. Men så opdagede jeg, at der bag verdens tumultariske støj gemmer sig en larmende tavshed, som ikke høres med mindre man netop giver sig tid, og direkte retter opmærksomheden mod den. Jeg tror det er den tavshed, som den israelske forfatter David Grossman kalder for ligegyldighedens tavshed over for andres smerte.

For et par uger siden hørte jeg Grossman tale ved litteraturfestivalen ”Verdenslitteratur på Møn”. Midt i de smukke og idylliske omgivelser på Fanefjord Skovpavillon spurgte han: ”Hvem giver sig i dag oprigtigt hen til andres lidelse for at sympatisere med den?”

Ligegyldigheden er den tavshed der kan høres, hvis man er opmærksom nok. Det er måske et paradoks at sige, at man kan høre tavsheden. En form for opmærksom lytten er da også nødvendig, hvis man skal høre ligegyldighedens tavshed, fordi den meget let forsvinder i flygtighedens baggrundsstøj. Som David Grossman sagde i Kristeligt Dagblad, så er der nemlig en tendens til at omforme alt til underholdning og vittigheder: ”Når du tænder for fjernsynet, ved du aldrig i de første 20 sekunder, om det er et seriøst nyhedsmagasin, et standup-show eller en dokumentarudsendelse, du er ved at se.” Opmærksomheden over for det vigtige sløres, distraheres – og så er det, at ligegyldighedens tavshed indfinder sig.

Vi får masser af daglige glimt af andre menneskers helvede. Det er den slags voyeurisme, som medierne i stor udstrækning bygger på. I sekunder ser vi det, og glemmer det, og derefter er der kun ligegyldighedens tavshed tilbage, fordi der skal være plads til flere glimtvise oplevelser. Vi skulle helst ikke hænge for meget fast i det samme; krigen om vores opmærksomhed tillader ikke fordybelsens tidsmæssige hængedynd.

Jeg har altid en tvangstanke på mig, i lommen eller i min taske. Tvangstanken er ofte en bog, som skal tvinge mig til at fastholde noget vigtigt, øge min opmærksomhed og gøre den lidt mere stillestående end det ellers er ønskværdigt, hvis man skal følge med udviklingen. Lige for tiden er det to digtsamlinger, som tvinger min opmærksomhed i en bestemt retning:

hvorfor er vi alle sammen
så stille
vi er da ikke døde
endnu

Disse tretten små ord er fra Henrik S. Holcks digtsamling ”Vi må være som alt”. Smal og med skarpe kanter, som et af de lommetørklæder min mor strøg til min far, kan den ligge i lommen og sætte eftertanker i gang – ikke mindst når det senere i samme digt lyder:

der skal så lidt til
og det er ubærligt
synet er vort skriftested

Hvorfor bliver vi så stille når vi præsenteres for blikket ind i andres lidelse? Måske af den årsag, som en anden af mine aktuelle tvangstanke-bøger skriver om:

På et tidspunkt
blev solen kold
og gavmildheden forlod jorden.

(…)

Ingen tænkte længere på kærlighed
Ingen tænkte længere på at kæmpe for noget,
og ingen
tænkte længere over noget som helst

Sådan skrev den unge kvindelige iranske digter Forugh Farrokhzad i digtet ”Jordiske vers” fra 1963. Både Henrik S. Holcks digt og Forugh Farrokhzads efterladte ord (hun døde i 1966, kun 32 år gammel) er skrevet i en anden sammenhæng end den, jeg her bruger dem i. Men lige nu er de blandt de tvangstanker, som jeg frivilligt har valgt at gå rundt med, fordi de dels stiller spørgsmålet: hvorfor er vi alle sammen så stille? – og dels antyder et svar: ingen tænker længere på kærlighed.

Forughs digt om kærlighed har en særlig betydning, som nærmest er forsvundet fra sproget. Kærlighed handler ikke kun om kærlighed mellem to, tre eller fire mennesker, eller mellem de ganske nære. For Forugh har kærligheden en poetisk betydning i bredere forstand, som også gør den til noget politisk betydningsfuldt. Når hun skriver: ”ingen tænkte længere på kærlighed” er det ikke blot udtryk for en følelsesmæssig melankoli. Det er også en beskrivelse af den del af samtiden som har glemt, at rette kærlighed mod de lidende, de forfulgte, ofrene for tvang, undertrykkelse, terror og al anden vold.

Hvorfor er vi så stille når stuen hver aften fyldes med andre menneskers lidelse? Vi er da ikke døde endnu. Nej – men der er sket noget med vores opmærksomhed. Uden opmærksomhed svækkes den sansning, som giver næring til medfølelse, empati, sympati og kærlighed.

I nutiden er der en økonomisk betinget kamp om vores opmærksomhed. Opmærksomheden er derfor hele tiden på vej et andet sted hen; ofte er den nærmest et helt andet sted end vores krop. Opmærksomheden er så at sige på flugt fra os. Umiddelbart kan det måske opleves som en rigdom i muligheder for det enkelte menneske, at opmærksomheden ikke er bundet til noget, men er i fri bevægelighed. Men selv om opmærksomhed er en individuel egenskab er det også tydeligt, at spørgsmålet om opmærksomhed er ved at blive et kollektivt problem.

Den amerikanske filosof Matthew B. Crawford understreger, at vores opmærksomhed også er rettet mod en fælles og delt verden. Der er et moralsk imperativ knyttet til det, at have opmærksomheden rettet mod den delte verden, og ikke kun at have den lukket inde i ens eget hoved.

Forfatteren Iris Murdoch skrev, at for at være et godt menneske, må man først og fremmest vide visse ting om ens omgivelser, ikke mindst naturligvis om eksistensen af andre mennesker, deres behov og fordringer.

Som mennesker har vi kun begrænsede opmærksomheds-ressourcer. Et indlysende eksempel på dette er at tale med et menneske, som sideløbende med vores samtale tjekker sin SMS. Jo – vi kan tale, men ikke sam-tale, for uanset hvor begrænset uopmærksomheden er ved at tjekke SMS, så påvirker det evnen til opmærksomt nærvær, indlevelse, medlevelse, lytning og forståelse. På den måde er vores opmærksomhed altså ikke kun en privat, indre sag for os selv, men et fælles anliggende, der påvirker andre. Når vi lever i distraktionens tidsalder bliver det nærliggende, at tale om en opmærksomhedens etik. Et opmærksomt blik, en opmærksom opmærksomhed eller en uforstyrret, ikke-distraheret opmærksomhed på andre mennesker.

Når David Grossman spørger, hvem der i dag giver sig oprigtigt hen til andres lidelse, for at sympatisere med den, så handler det også om, hvor godt, hvor længe og hvor dybt vi kan fastholde opmærksomheden mod lidelsen i en opmærksomhedsøkonomi, hvor der hele tiden er noget, nogen – og ofte os selv, der bringer opmærksomheden ud på distraktionens afveje.

Forugh Farrokhzad skrev om solen, der på et tidspunkt blev kold, hvormed gavmildheden forlod verden. Hvis vi et øjeblik siger, at solen er vores opmærksomheds lys, som kan rettes mod et andet menneske, så kan gavmildheden være den kærlighed i bred forstand, som Forugh også talte om. For kærlighed, oplevelsen af kærlighed, medfølelse, sympati, med-lidelse, knytter sig til opmærksomheden

At give sig hen til andres lidelse er også at give dem opmærksomhed. Ikke kun voyeurismens blik, men opmærksomheden, der trækker det andet menneske ind i ens eget liv. Opmærksomhed mod den anden fører mig væk fra mig selv, i retning af noget, der er fremmed for mig – men også noget, som min bevidsthed ikke kan beskrive som uvirkeligt eller ukorrekt. Opmærksomhed, når et andet menneske lider, fører til erkendelsen af lidelsens virkelighed for dette andet menneske. Opmærksomhed er den egenskab, der forbinder os med verden, og knytter os til andre mennesker.


Kilder:
Kristeligt Dagblad d. 17.09.16. Interview med David Grossman: Ligegyldighed over for andres smerte er vor tids forbandelse.
Henrik S. Holck: Vi må være som alt, Gladiator 2016.
Forugh Farrokhzad: Kun stemmen bliver tilbage. Poesi og biografi. Oversat af Shadi Angelina Bazeghi, Gyldendal 2013.
Matthew B. Crawdford: World Beyond Your Head, Farrar, Straus and Giroux, New York 2015.
Iris Murdoch: Existentialists and Mystics. Writings on Philosophy and Literature, Penguin Books 1999.