Kategoriarkiv: Filosofi

Stram Kurs og Slap Moral

»Er man uenig med Paludan i det helt grundlæggende, så er man også moralsk og politisk forpligtet til at kæmpe imod hans indflydelse. Men sådan ser den politiske moral ikke ud. Evnen til skam forsvinder, når magten lokker, når moralen forstener og det rigtige bliver lig med det, der giver politisk magt.«

En besværgelse fejer gennem den offentlige debat: “Rasmus Paludan må mene og sige hvad han vil. Det er hans menneskeret at demonstrere”. Ja, sådan er det heldigvis. Demokratiet inviterer sine fjender indenfor, giver dem en platform under fødderne, en mikrofon i hånden og beskyttelse, hvis nogen forsøger at knægte deres frihed. Og sådan skal det være.

Derfor er det vigtigt, at vi ikke kun tager Paludans rettigheder alvorligt, men også vores egne. Glemmes det i bestræbelserne på at stå vagt om Paludans rettigheder, så er vores rettighedstænkning forvitret til selvfedme. Hans ret til at demonstrere og udtale sig opløser ikke vores pligt til at tale ham imod, til at bruge vores egne rettigheder og vores eget moralske ansvar for at betegne ham som det han er, nemlig en gemen racist med stærke nazistiske tilbøjeligheder – og behandle ham derefter i den frie demokratiske debat.

Det giver ikke nogen mening at beskytte Paludan og lignende fænomener langt ud over deres rettigheder, og således krænke vores eget moralske ansvar for også at beskytte samfundet mod virkeliggørelsen af vanvittige ideer – om det så er i form af en fascistisk, nazistisk, racistisk eller islamisk stat! Moralsk har en række politikere imidlertid flashet det totale sammenbrud i denne forbindelse:

I Politiken d. 02.05.19 bliver den politiske ordfører Britt Bager spurgt om Venstre vil kunne bruge Stram Kurs som parlamentarisk grundlag. “Det tager Lars Løkke stilling til, når vi kender det endelige valgresultat. Vi kommer ikke til at tage stilling nu”. Britt Bager mener det er for tidligt at forholde sig til Stram Kurs før valgresultatet foreligger. Mon det betyder, at Venstre rent faktisk ikke kan beslutte sig til, hvad man skal mene om Stram Kurs, at man vil vente til efter valget med at beslutte om der kan samarbejdes med dem eller ej? SHAME ON YOU – Hvorfor er det lige, at ordføreren ikke svarer på om et parti med de holdninger, som hun jo kender, kunne have potentiale som parlamentarisk grundlag for en ny regering med Venstre i spidsen? 

Heller ikke den konservative formand Søren Pape vil tage stilling. Han mener ikke, at man på forhånd kan afvise noget, da der ikke er “nogen mandater, der er finere end andre.” Nej, det kan han måske have ret i, men er så der heller ikke nogen meninger, der er finere eller bedre end andre for den konservative formand? Hvis det ikke er tilfældet, så er der jo ikke brug for politiske partier, der i almindelighed antages at bygge på standpunkter, meninger og holdninger til ret og vrang, rigtigt og forkert. Det er jo sådan, at rigtigt og forkert netop afgøres og afklares i konfrontation med andre. Det er kernen i det politiske, som den den konservative partiformand her nægter at forholde sig til. 

Men den konservative Naser Khader har det på samme måde. Han kan faktisk godt forestille sig en dialog med Stram Kurs, “hvis de har nogle bud på, hvad man kan gøre i forhold til ghettoerne eller i forhold til de kriminelle bander”. Det må lige indskydes, at det har Stram Kurs i dén grad et par forslag til. Problemet er bare, at det næppe bliver Naser Khader, der i givet fald kommer til at foretage dén politiske sondering for de konservative, idet et af forslagene fra Stram Kurs handler om at deporterer folk af Khaders slags. 

Helt at udelukke Stram Kurs vil dog efter Khaders mening være forkert, for så bliver de bare martyrer”. SHAME ON YOU – Khader vil ikke gøre Stram Kurs til martyrer, men gerne sig selv til moralsk skammelig. Hvad er den moralske investering i at forestille sig en dialog om ghettoer med de små-nazistiske og racistiske folk fra Stram Kurs? Hvis det nu havde været et fundamentalistisk islamisk parti, der havde tiltusket sig en opstillingsberettigelse, ville Naser Khader så også gå med våde drømme om at føre drøftelser om ghettoer med den slags hulefacister?

Socialdemokraterne bevæger sig lidt mere forsigtigt og siger, at de er uenige med Stram Kurs. Men Mette Frederiksen kritiserede dog de svenske socialdemokrater for at afvise samarbejde med partiet Sverigedemokraterna, der patter på samme sut som Paludan. Det var udemokratisk, synes Mette Frederiksen, selv om de svenske socialdemokrater ret tydeligt sagde, at de ikke kunne samarbejde med et parti, som de var så uenige med. Det er vel egentlig helt fint og i overensstemmelse med de demokratiske principper for politisk ansvarlighed og troværdighed.

Fra DF lyder det, at “De folk, danskerne stemmer ind i Folketinget, skal behandles på lige vilkår. Man må diskutere ud fra, hvor man er politisk enig og uenig”. Og her er der jo noget at være enige om. Som partiformanden udtrykker det, der er “et kapløb i gang om at slå sig op på den hårdeste kamp mod islamismen”. For DF handler det jo derfor nok mest om at stramme kursen og så kan man logisk set ikke afvise ret mange af de holdninger, som Stram Kurs repræsenterer, blot bruge dem som pejlemærke for egne fremtidige holdninger.

Det samme gælder naturligvis Pernille Vermund fra Nye Borgerlige. Hun vil hellere have Stram Kurs end Socialdemokratiet i Folketinget, siger hun til Berlingske d. 29.04.19: “For venstrefløjen kan både være ekstremt frihedskrænkende og udemokratisk”. Sådan oplever Pernille Vermund ikke Stram Kurs, der jo også blot er en lidt mindre poleret og lidt mere primitiv udgave af Nye Borgerlige. 

Flere af de adspurgte politikere hæfter sig ved, at Paludan dog nok ikke kan bruges til noget, når han peger på sig selv som statsminister. SHAME ON YOU – ville I da overhovet kunne gå i seng med et parti som Stram Kurs, hvis fyren nu ikke pegede på sig selv som statsminister? Det er vel ikke kun en taktisk betragtning, der ligger bag tvivlen om partiet kan bruges til noget? Hvor er forargelsen, skammen, moralen og ansvaret? Stram Kurs står tilsyneladende over for Slap Moral, der ikke kan samle sig sammen til at lægge fuldstændig afstand til Stram Kurs, fordi der jo følger interessante samarbejdsmuligheder med partiets eventuelle tilstedeværelse i Folketinget.

Men det er ikke en absolut demokratisk forpligtelse at skulle samarbejde med nogen, som man er grundlæggende uenig med. Det var det, som de svenske socialdemokrater understregede, dog til moralsk forargelse for Mette Frederiksen. Faktisk er det først udtryk for politisk ansvarlighed og troværdighed, når man helt tydeligt beslutter sig til, hvem man kan lave politik sammen med, og hvem det er umuligt at dele standpunkter og idéverden med – og så ellers kan begrunde hvorfor. Og dén begrundelse skal ikke kun handle om magt og positioner, men om holdninger, værdier og moral.

Hvis man mener, at ansvarlig demokratisk politik kræver, at man søger samarbejde med alle der kan levere stemmer, så handler det udelukkende om magten for magtens egen skyld, og ikke om moralsk integritet og politiske værdier. Selv om alle stemmer tæller lige meget, så forpligter det ikke til at samarbejde med alle. At alle afgivne stemmer er ens, har ikke den konsekvens, at alle der bliver stemt ind har ens ret til at blive inviteret ind i et samarbejde med andre partier, hvis uenighederne er fundamentale. Her holder ligheden op, og den politiske kamp om samfundets indretning begynder. 

Er man uenig med Paludan i det helt grundlæggende, så er man også moralsk og politisk forpligtet til at kæmpe imod hans indflydelse. Det er bare ikke det indtryk man får ved at lytte til Venstres politiske ordfører, den konservative formand, til Naser Khaders dialogdrømme og til Mette Frederiksens moralsk brok over, at hendes svenske partifæller netop udviste moralsk integritet. 

Hvad er egentlig deres politiske projekt, når de tager den politiske magt mere alvorligt end deres egen moral? I moralens fravær er der åben bane for at lade sig drive rundt efter stemmer fra Stram Kurs, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. For Venstre, Konservative og Socialdemokraterne vil ikke andet end magten. Magten ved de imidlertid ikke hvad de vil med. Hvilke mål skal magten tjene, hvilken moral og hvilke værdier skal den understøtte og fremme? End ikke Rasmus Paludan og Stram Kurs kan tilsyneladende få disse partier til at trække grænser og tage moralsk stilling.  

Men sådan ser den politiske magtmoral ud. Evnen til skam forsvinder, når magten lokker, når moralen forstener og det rigtige bliver lig med det, der giver politisk magt. Hvad kunne man kalde det? Det er en kold tid vi lever i, så lad os nøjes med at kalde det for ynkeligt og skamfuldt.

Livsbilleder

2 svar

Sanserne er omgivelsernes vej til mennesket, eller den ydre virkeligheds vej til den indre virkelighed. Netop derfor advarede den franske filosof René Descartes (1596-1650) imod ubetinget at tro på sanserne, for de kan snyde os: “jeg troede lige jeg så…”, “det lød som noget helt andet…”, “det føltes som om…”. Vi bliver konstant snydt af sanserne; eller er det virkeligheden, der snyder os? Det skal vi ikke tale om her, blot slå fast, at det er i mødet mellem vores opmærksomhed og det materiale, som sanserne sender til os, at virkeligheden bliver til.

Christen Dalsgaard (1824-1907) »Mon han dog ikke skulle komme?« (1879) Den Hirschsprungske Samling

En sansning kan være hurtig, momentan og overfladisk – man kan bruge den til umiddelbart at orientere sig i verden. Og så er der sansninger, der rumler af psykologisk dybde. Den danske maler Christen Dalsgaard (1824-1907) var en mester i at male sansende mennesker, hvor sansningen så at sige havde grebet hele personen. Et af disse malerier hænger på Den Hirschsprungske Samling i København og hedder »Mon han dog ikke skulle komme?« fra 1879.

Fra det mørke indre i et bondehus ser vi en ung kvinde i døråbningens lys, med aftenlandskabet i baggrunden. Kvinden er den personificerede sansning, det inkarnerede blik. Hendes øjne, som vi ikke kan se direkte, definerer hele hendes skikkelse i en bevidsthedsfraværende positur, der nødvendigvis må fremtvinge en større historie. Det er så udtryksfuld sansning, at man nærmest ikke kan lade være med at fortælle videre – om noget, der ligger uden for billedet.

Det talende blik skræpper ikke op som munden ofte gør. Det talende blik taler med tavshedens eminente præcision. Hele dette maleri er bygget op omkring den unge kvindes sansende blik, og gør det til et maleri af noget, som vi ikke kan se. Hverken hendes øjne kan vi se, eller det, som øjnene kikker efter. Det vigtigste ligger et andet sted. Kvinden er ét med sansningen af den vej, som hun følger med blikket, sikkert ned til det første sving, hvor hendes kæreste skal dukke frem. Der skjuler sig antydningen af uro i kvindens kropsliggjorte blik, ikke angst eller uhygge, ikke frygt for en ulykke, men den kropslige uro, som spændt venten kan resultere i, og som paradoksalt nok ofte låser kroppen fast i en næsten ubevægelig positur, f.eks. med strikkepinden distræt i munden. Hun er så sansende optaget gennem blikket, at hun af lutter opmærksomhed nærmest er blevet en del af den vej, som hun kikker på.

Christen Dalsgaard var en mester i at male mennesker, der næsten er ren syns-sansning. Mange af de skikkelser, han malede, “ser” på en måde med hele deres krop, så selv om vi ikke kan se deres øjne, så oplever vi deres sansning ved at se på deres krop, siddende, stående og ofte helt faldet i staver, eller fraværende opmærksom, som kvinden her på billedet.

Kunsthistorikeren Julius Lange (1838-1896) kaldte Dalsgaards billeder for livsbilleder, fordi de fremhæver den psykologiske dybde, som f.eks. en synsansning kan fremkalde i et menneske. Maleriet af den kikkende kvinde i døren synliggør nærmest en følelsesmæssig sfære omkring hende, strømmende ud fra blikkets koncentration og fokus på noget ude i verden, uden for billedet. Kvinden er et sansende øje, en øjekrop, og maleriet giver os en total-oplevelse af hendes fortid og fremtid – fanget i det seende og kikkende nu. Hvad kan denne øjekrop ikke få én til at fortælle om kvinden?

 

Kærlighedens Museum

Skriv en kommentar

På et museum er der en kustode. Det er iflg. ordbogen en person, der hæger om fortidens værdier. I vittighedstegninger ser man derfor ofte kustoder med en støvekost, i færd med at støve museets værdigenstande af. I moderne sprogbrug kan en kustode imidlertid også være en, der fastholder fortiden, som er imod forandring; sådan bruges ordet inden for politik. 

kærlighedens museum 1

Begge betydninger, at hæge om fortidens værdier og at være imod forandringer, gælder også kustoden på Kærlighedens Museum. Det er mit personlige museum, som ligger i hjertets labyrint, stuen midt for. I dag mødte jeg kustoden, ansigt til ansigt, da vi var ved at flytte lidt rundt på nogle værdigenstande i museets arkiv. Pludselig stod vi over for et gammelt nummer af lyrik-tidsskriftet Hvedekorn. Fra side 3 blinkede min daværende kæreste på den særlige måde, som viste, at hun var glad for gensynet, og det var jeg også.

Kustoden fik støvet digtene af; her var der noget at værne om, så det ikke ændrede sig. 40 år er som fra i går til i dag, og jeg gider stadig ikke sige andet end »Jeg elsker dig« til erindringen om hende. Jo, jeg ved det godt, hun døde for nogle år siden, men her på Kærlighedens Museum hviler hun ikke i de ukendtes grav. Jeg kendte hver centimeter
af hende og forsøgte at beskrive det, når hun lavede mirakler med mig:

Digtenes halvt fremstammede sætninger
glider ud mellem dine ben

Fra første gang
du åbnede dit køn imod mig
strømmede det frem

Kaldte på den orden
som linierne kan sætte
kærligheden og lysten i

Mine første digte blev optaget af Poul Borum i Hvedekorn og faldt sammen med, at jeg for første gang holdt op med at være forelsket i en kvinde, og i stedet begyndte at elske hende. For cirka 40 år siden låste hun benene omkring mig, i sengen, i skoven, i bilen, ved stranden. Vi kyssede og knaldede med en fremadrettet kraft, der stadig kan indløses som nærvær og samvær. Det er umuligt ikke at forbinde min kærlighed i dag med kraften og håbet fra hendes krop. Derfor arrangerer jeg nu igen ordene i montrerne. De er en af hovedattraktionerne på Kærlighedens Museum, de skal passes på, så de ikke mister den store betydning de havde, og som ændrende mit liv:

I et lyst oprør
trak du mig ind til dig

Glæden er jeg

Jeg genskaber hende ved at læse digtene højt. Der er det, ord kan; de kan opretholde alt det, vi har mistet, alt det, som ikke er her, men befinder sig uden for vores tidshorisont, hvor det stadig kaster betydning ind over os. Og i aften vil vi genbruge alle hendes kys på hinanden, for Kærlighedens Museum har altid åbent. 

Hvordan stemmer eksistenskontoen?

Skriv en kommentar

2018 var året, hvor jeg endelig blev millionær. Det var ikke til at forudse. Hvem havde regnet med, at min arbejdsplads, hen over en nat, ville gøre mig til mangemillionær? Da vores veje skiltes, var der ikke tale om noget gyldent håndtryk i klasse med de helt store kanoner fra finanssektoren, der gør sig fortjent til svimlende summer, fordi de svindler med andre folks penge. Måske havde jeg simpelthen svindlet for lidt og opført mig for godt til at kunne få et seriøst gyldent håndtryk. På den yderste dag nåede jeg kun at svindle et par gamle firmakuglepenne med forældet logo ned i inderlommen. Men skidt med det, jeg blev millionær alligevel, for tid er jo penge, som man siger.

Økonomisk kapital eller eksistens kapital?

Den version af et gyldent håndtryk, som jeg blev tildelt i forsommeren 2018, kastede forgyldt tid af sig. Skinnende, blinkende, dyrebar tid lyste optimistisk ud over mine fremtidsplaner. Med andre ord, jeg blev mangemillionær på den eksistentielle konto.

Lige inden nytår læste jeg, at mange mennesker ønsker sig et andet liv end det, de rent faktisk lever. At leve det forkerte liv, større tragedie kan man vel næsten ikke tænke sig. Men en undersøgelse viser, at hver fjerde dansker drømmer om en markant anderledes tilværelse, om en radikal ændring af livet, med mere kontrol over tidsforbruget, et andet livsmønster, mere mening med livet, og med arbejdet – som om det var to forskellige ting.

Som faguddannet filosof ved jeg, at livet ikke varer evigt, at det kan slutte…nu, eller lidt senere på sæsonen. Jeg ved det tilmed af personlig erfaring; det er sådan livet er, det kan slutte midt i det hele, eller måske endda før det hele for alvor er begyndt, og mens vi er ved at lægge helt andre planer. Hvis man vil have millionerne til at rulle ind på den eksistentielle konto, så handler det altså om at gribe dagen. Også selv om man så måske bliver fattigere på den økonomiske konto.

Det handler imidlertid ikke alene om at gribe sin egen dag, men om at gør livsmuligheder til et politisk krav. Det vi ser i disse år er, at mennesker i et af verdens rigeste lande får indskrænket deres livsmuligheder. Mennesker reduceres til økonomiske aktører, og muligheder bliver ensbetydende med økonomiske muligheder, eller manglende økonomiske muligheder, det vil sige økonomisk ulighed og fattigdom.

Velstand er den økonomiske forudsætning for velfærd. Vi har haft en velfærdsstat, fordi det danske samfund var velstående. Men et samfund kan også være velstående uden at det resulterer i velfærd. Det er sådan det er ved at gå i Danmark. Vi er stadig et af verdens rigeste lande, men der er ikke politisk støtte til at bruge denne velstand til velfærd. Af en eller anden grund anses det for bedst, hvis pengene forbliver i de riges lommer. Dét skaber naturligvis velstand hos nogen og mindre velstand hos andre og desværre også fattigdom rundt omkring i samfundet.

Denne skæve fordeling af velstanden skaber imidlertid ikke nødvendigvis overskud på den eksistentielle konto, hverken hos de velstående eller de mindre velstående. Det kunne mere lighed måske gøre. Mange af de mennesker, der ønsker sig en anden tilværelse, har en glimrende økonomisk konto, men en noget dårligere eksistentiel konto, hvor der måske endda er underskud. Rent faktisk har de gode økonomiske muligheder, men oplever sig som truet af eksistentiel fattigdom.

Hvis nogle af mine læsere hører til dem, der gerne vil lave deres liv om, ønsker sig en anden tilværelse, som det hedder i undersøgelsen – så se at få det gjort, begynd bare i det små! Hvad vil I bruge det næste år til, og måske også det næste igen, eller resten af livet? Det er vist den slags spørgsmål man overvejer nytårsaften, med champagnen boblende i blodet, eller senest i ugen efter, hvor hverdagen igen trænger sig på.

De fleste er heldigvis glade for deres liv i bred forstand. Men måske er der alligevel en lille sprække et eller andet sted, en drøm, som kunne blive til noget andet  – til mere overskud på den eksistentielle konto?

2018 blev mit år, det år; året, hvor mit samlede livsregnskab viste et tidsmæssigt overskud i den forstand, at jeg fik foræret nogle nye livsmuligheder. Det blev et godt år, for når jeg kikker ned over den eksistentielle kassebogs forskellige kolonner, så viser der sig et overskud med endnu flere kys end året før, mere elskov, mere kreativitet, flere gåture med familien, flere kaffeaftaler med mine børn, mere læsning, mere skrivning, nærmest mere af alt det, der giver overskud i livet. Altså ingen røde tal på bundlinjen i årets eksistentielle regnskab.

Jeg er ikke naiv – det er man ikke efter over 30 år på arbejdsmarkedet. Pengene skal ind og regningerne betales. Der skal arbejdes. Men når der tømmes lidt ud i kalenderen, åbner horisonten sig. Nye muligheder kan måske alligevel opsøges. Og i hvert fald kan man så småt begynde at opstille et eksistentielt regnskab: Hvad giver dit liv værdi og mening? Hvad giver overskud og hvad giver underskud på din eksistentielle konto?

Enshed og forskellighed

Skriv en kommentar

SKAL VI HAVE FOKUS PÅ DET DER FORENER OS ELLER DET DER ADSKILLER OS? Dette er mit liv, det kan kun leves af mig, opleves, mærkes og forstås af mig. Og sådan er det med alle mennesker; her ligger vores forskellighed, vores individualitet, måske endda vores identitet. Men at det er sådan for alle, gør det jo netop til noget fælles-menneskeligt: Oplevelsen af at være forskellig er ens for alle.

Men hvis vi kun har blik for forskellene mellem os, så er der noget andet, som bliver svært. Hvis vi bygger hele vores identitet op omkring det, der i vores egen forestilling gør os forskellig fra andre: vores race, farve og køn, vores uddannelse, nationalitet, bosted eller politiske og religiøse tilhørsforhold, vores seksualitet, etnicitet osv. – så får det der forener os vanskelige kår.

Hvis identiteten udelukkende bygges op omkring, hvad der er det særlige og specielle ved mig, eller ved min gruppe, så kan det blive svært at finde det, der skal holde os sammen som fællesskab og samfund. På den måde udvikler det sig alt for let til kampe om anerkendelse eller afvisning og udstødning.

Grundlæggende kan man jo spørge: Hvis det ikke er for at være sammen med andre, hvorfor er vi her så? Problemet opstår imidlertid, hvis det udelukkende er for at være sammen med andre, der er ligesom én selv. Så kommer forskellige grupper til at stå over for hinanden i en anerkendelseskamp, der ikke nødvendigvis fører noget entydigt godt med sig, men resulterer i grænsedragninger og splittelse mellem “dem og os”.

Et eksempel fra dagens avis: En underviser ved en videregående uddannelse har gjort indsigelser imod at der skulle afsynges ”Den danske sang er en ung blond pige”, fordi underviseren, som er brun, følte sig krænket. Dette er blot ét eksempel, og sager med det modsatte fortegn kendes alt for godt, f.eks. når det drejer sig om, hvad man må gå med i det offentlige rum og hvad der må spises på børneinstitutioner, hvad der er dansk og udansk osv.

Tænk nu hvis vi kunne fastholde vores forskellighed, og samtidig finde frem til det, som vi er fælles om som mennesker: Hvis vi ud over vores individuelle selv, også kunne opleve os som borger i samfundet med alt det, der gør os ens, i stedet for at have blikket stift rettet udelukkende mod forskellighederne. I den globaliserede verden er spørgsmålet om, hvad der gør os forskellige, ved at være gammeldags og utidssvarende, fordi det resulterer i så mange konflikter. Så – hvad ville en meditation over spørgsmålet, »hvad har vi tilfælles,« mon resultere i? Vi ved jo alt for godt, hvor vi er forskellige.

Postkort fra Præstø: Kirken

Skriv en kommentar

Der er steder her på øen, som har et underjordisk ekko fra de 2 millioner år, hvor isen blev presset ned fra fjeldene højere oppe mod nord. Øen blev skabt under de kilometer-dybe iskapper, der trak store fjeldstykker og kæmpesten med sig, og flåede landskabet op i elve, søer, dale, flodsletter, bakker og tundraer. Store sten sank igennem isen og blev blandet med kalk, flint, sand, grus og ler. Fra dette seje og urolige dyb af uimodståelig kraft, rejste landskabet sig når isen smeltede. Men under Præstøs velkendte skildpaddeform ligger resterne af dette geologiske inferno, som er os helt ubekendt, her på den velordnede og moderne overflade.

Det er ved kirken, at vores faste aftentur øen rundt begynder. Det er især i skumringen, at det underjordiske ekko kan høres, og klippestykkernes bevægelse mærkes op igennem kroppen. Alle de betydninger, som knyttes til sten og andre geologiske forekomster, er kun korrekte i et meget begrænset tidsperspektiv. Stendød, tavs som en sten, ubevægelig som en sten. Denne tilsyneladende ubevægelighed, dødhed og tavshed har gennem millioner af år alligevel været ustoppelig i sin bevægelse, larmende i sin skurren mod alt, hvad der kom i vejen. Lige nu har den for en periode sat sig fast her på øen og viser sig rent undtagelsesvist meget velordnet, gennem stenene i kirkens fundament og i de tilhuggede kalksten. Kirken står foran os som mødet mellem de årtusindgamle sten fra de nordiske bjerge og fortidens mennesker, som rejste rundt og byggede kirker. Begge dele i det, som vi kalder for gamle dage.

Men i geologisk tid er kirken stadig så ung, at den næsten lige er blevet bygget. Værktøjet, som tilhuggede stenene, burde stadig gløde efter at have bearbejdet det hårde materiale, og håndværkernes hænder stadig være mærkede af det hårde arbejde. I det geologiske perspektiv er tiden for kirkens opbygning ikke længere væk end i formiddag. Næsten som om de sidste sten stadig er under bearbejdning og vi kan forvente at møde kirkens bygmestre på vores aftentur. Når vi træder ind på kirkegården, kommer vi imidlertid tættere på en mere forståelig tidsregning.

Den geologiske stentid larmer og ulmer fra undergrunden, fordi den er så ubegribelig og mystisk i sin forsvinden tilbage i en slags intet-tid. Den efterlader sig ikke nogen årstal, kun sten, kalk og landskab uden noget andet ophav end tidens ubegribelige morgen. Kirken efterlader sig i det mindste en skygge af forståelig tid med veldefinerede årstal, selv om den på sin side ikke er blevet meget ældre i min individuelle levetid.

På den østlige spids af øen troner den som en fortætning af tiden, knap nok eroderet af den stride pålandsvind ude fra Østersøen. Det er den sidste plads på øen. Følger man hovedgaden ligger kirken i svinget, nede for enden. Først kirken, så gravstederne, som sidste blad på en afrivningskalender. Her passer de levende på de dødes haver. »Vi var som dig, du skal blive som os«, hvisker de døde fra deres små velordnede parceller, der overhovedet ikke afspejler det kaos, som døden har installeret i livet, højest en symmetrisk knækket søjle.

I forlængelse af kirkegården ligger vandet, der virker så tiltrækkende på dæmoner. Kirkens midnatsklokker har ringet for generationer som værn mod mørket, der kommer ind over øen, ude fra fjorden. Fra antikken til Freud og Jung har havet og vandet været det store symbol på psyken, det ubevidste dyb, dæmonernes drømmested. Herfra samler mørket sig over det kendte og sænker øen, med dens beboere, i havet for natten.

Helt som man kan forvente under nordlige himmelstrøg, mangler kirken i Præstø enhver form for forfængelighed af den slags, der ses ude omkring i verden. Præstøs kirke ligger tungt på jorden uden himmelstræbende spir. Der er ikke nogen kuppel til at minde jordboerne om himmelhvælvet og universets højere harmoni. Fra dens mure springer der ikke hærskarer af figurer frem, som kunne illuderer kampen mellem godt og ondt, eller de frelstes guddommelige ekstase og de fortabtes diabolske lidelse. Skæv er kirken også, for mod øst blev det alligevel for svært at bygge den femkantede afslutning, som vender ud mod fjorden; så heller ikke her blev der nogen opbyggelig symmetri til afspejling af universets perfekte guddommelighed.

Alt dette er grunden til, at Præstø kirke kan gribe én. Den er så jordisk, så tung og så skæv, som mange andre kirker i Danmark. Præstø kirke har ingen lighed med universets harmoni og den guddommelige perfektion. Hertil er den alt for menneskelig i sin skrantende skævhed og mangel på perfektion.

Kirkens dunkle slægtskab med det overmenneskelige knytter sig til dens alder som viser, at vi altid lever på baggrund af noget allerede begyndt. Verden er så at sige gjort parat til os når vi ankommer ved fødslen, som Præstø lå der med kirke, fjord, gader og stræder og ventede på os, og stadig venter på de kommende generationer.

Vi opstår og forgår med en dødelig lethed, flygtige og tidsbestemte i et blændende hukommelsestab. Kirkens alder rummer en hemmelighedsfuld dybde, der skaber slørede fornemmelser af noget evigt, fra istidernes rumlende stenskred, ned gennem landskabet, over kirkebyggernes tilhugning af klippestykkerne fra de nordiske fjelde – til os, her i Præstø, og dem, der måske i fremtiden skal bygge dæmninger omkring øen for at holde fjordens dæmoniske vand på afstand.

Når jeg står og læner mig op ad murværket, så smelter denne dunkle fornemmelse sammen med følelsen af noget forbigående, som viser sig at være mit eget liv. I istidens og kirkens tidsperspektiv sætter et menneskeliv ikke dybere aftryk end trykket fra min hånd, når jeg støtter mig mod den østlige stengavl, for at kikke ud over fjorden. Men for os tælles der anderledes. For os mennesker har dette korte og begrænsede tidsrum præg af evig betydning.

Løgn og ledelse

Skriv en kommentar

På det seneste har jeg skrevet en del om ledelse. Jeg har intet imod ledelse. Men jeg er anfægtet af den løgn, som spinder treenigheden af ledelse, ledelsesteorier og ledelsesuddannelser ind i et tæt net af uigennemskuelighed og bortforklaringer.

Min kritik af ledelse og nærmeste opland har imidlertid fået nogen til at tro, at jeg er imod ledelse. Inden jeg stopper med at gøre mig klog på ledelse, for at tage fat på andre emner, vil jeg derfor gerne sammenfatte mine synspunkter i 13 teser:

Teser om løgn og ledelse:

  1. Ledelse har som mål at få en gruppe af medarbejdere til at producere så meget som muligt, så effektivt som muligt og så kvalificeret som muligt. Ledelse kan ikke handle om andet.
  2. Det løgnagtige knytter sig til, at moderne ledelse, ledelsesteorier og ledelsesuddannelser i stor udstrækning skjuler og bortforklarer, hvad ledelse i virkeligheden handler om.
  3. Ledelse er blevet et modefænomen og er styret af samme innovationsdrift, som driver moden frem. Den ene ledelsesteori afløser den anden, helt efter modens logik: Der behøves ikke nogen henvisning til kvalitet, for det nye er i sig selv kvalitet. Derfor er de fleste nye ledelsesteorier selvbegrundet og behøver ikke at bygge på andet end netop nyheden. Altså en slags “Kejserens nye klæder”. Mange ledelsesteorier fremstår som komplet irrationelle og uden kobling til den virkelighed, hvori der skal ledes, fordi de efterstræber forandring for forandringens egen skyld. Heri ligger ledelsens “funktionelle stupiditet”.
  4. I stigende grad “italesættes” ledelse som noget der har med medarbejdernes psykiske og eksistentielle – måske endda åndelige – livssituation at gøre. Der tales således f.eks. om eksistentiel ledelse, om ledelse baseret på Søren Kierkegaard, om filosofisk ledelse, om inddragelse af eksistentialistisk filosofi i ledelsesgerningen.
  5. Alt dette ændrer dog ikke noget ved, at ledelse er og bliver en funktion, som skal få medarbejderne til at yde mere, bedre, mere effektivt, på kortere tid – uden at det koster virksomhederne mere.
  6. I det omfang psykologi, filosofi, meningen med livet, eksistensspørgsmål, livskvalitet, spiritualitet, åndelighed o.l. bliver trukket ind i ledelsesanliggender – er det udelukkende som redskaber til at nå ledelsesmålet, nemlig øget effektivitet, øget kvalitet, øget produktivitet. Ledelse kan som sagt ikke handle om andet.
  7. Ledelse kan godt bygge på indsigter fra psykologien, filosofien, teorier om meningen med livet, menneskets eksistensvilkår, livskvalitet eller noget andet i den stil. Men – filosofi, eksistenstænkning, spiritualitet, åndelighed, bevidst nærvær, anerkendelse o.l. bliver trukket ind for at ledelsesmålene kan opfyldes endnu bedre, endnu mere effektivt.
  8. Jo mere komplekse, sofistikerede og omfattende arbejdsmarkedets forskellige jobfunktioner bliver, jo mere er der brug for den grænseløse medarbejder. Den medarbejder, som ikke har nogen grænse mellem arbejde og fritid, fysisk og psykisk involvering, indre og ydre engagement i arbejdet.
  9. Når de enkelte jobfunktioner kræver involvering af medarbejdernes psykiske, mentale, sociale og spirituelle ressourcer, må ledelsen satse alt på at øge medarbejdernes motivation og behov for at investere netop dén slags ressourcer i jobbet og virksomheden.
  10. Dette kan man bl.a. søge at opnå gennem ledelsesmæssig intervention i medarbejdernes sjæleliv, så at sige. Blød ledelse, anerkendende ledelse, filosofisk, eksistentiel, åndelig og inddragende ledelse er bl.a. en måde, at få medarbejdernes psykiske, eksistentielle og spirituelle grundstoffer involveret i arbejdslivet.
  11. Naturligvis er det ikke kun medarbejdernes hele fysiske og psykiske habitus, ledelsen har for øje. Det handler først og fremmest om ledelsens målsætning om at skabe mere effektivitet og kvalitet på et komplekst arbejdsmarked med nye krav om øget menneskeligt engagement fra medarbejdernes side.
  12. Når f.eks. filosofiens indsigter benyttes for at opnå ledelsens målsætninger, så har dette intet med filosofi at gøre. Filosofien er et vidensområde, som i sig selv intet positivt har med ledelse at gøre. Det er en tydelig erfaring op igennem historien, at når filosofien (gennem filosoffer) har involveret sig med ledelse og politisk styring, så korrumperes filosofiens indsigter til simple redskaber for mere eller mindre skjult eller kamufleret magtudøvelse.
  13. Men der skal ledes og styres, i erhvervslivet og i den politiske verden. Så snart der er ledelse i spil er der imidlertid tale om en asymmetrisk magtsituation. Der er ledelsen og nogen som skal ledes. Her kan filosofien sige noget om ansvar, ordentlighed, medfølelse, etik og moral. Altså noget om, hvordan man skal opføre sig i en asymmetrisk magtrelation, hvor man er den, der har magten, styringen, ledelsen over andre. Men bemærk – i modsætning til den måde hvorpå ledelsesteorierne ofte inddrager filosofien, så handler det her om ledelsens adfærd og ikke om, hvordan man gennem filosofien kan få medarbejderne til at give sig helt hen til arbejdspladsens behov og værdier. Det handler om, at filosofien, etikken og moralen kan stemme lederne til ordentlighed og selvkritik i forhold til konsekvenserne af den asymmetriske magt- og ledelsesrelation.

Ikke alt skal siges

Skriv en kommentar

Det er tåkrummende pinligt at opleve, hvordan mange ledere misrøgter betydningsfulde ord og begreber, ved at lade dem danse rundt, som tæmmede dyr, i en cirkusmanege for såkaldt moderne ledelse. Det betyder bl.a., at flere vigtige ord er ved at blive talt ihjel.

Under dødskampen mister ordene deres betydning, og ender som oppustet bubblegum i munden på brugerne og som ubehageligt klister i hovedet på dem, der skal lægge ører til dette misbrug af sprogets vigtigste ord og begreber.

Og ikke nok med det; når ordene mister deres betydning, går det også ud over det, som ordene ellers skulle sige noget om. Ordene er selvfølgelig ikke ensbetydende med det, de udtrykker. Men i relationen mellem det, som ordet udtrykker og det fænomen, som det siger noget om, ligger betydningen, troværdigheden og meningsfuldheden. Der er således ord, som man skal passe på ikke at vold-bruge og tæmme, for så mister de deres indhold og det bliver uklart, hvad det egentlig er de henviser til. Og på den måde bliver der også noget, som vi ikke længere kan tale helt meningsfuldt om.

I dag hører vi ofte, at ”alt skal italesættes”. Som om det, at noget bliver sagt, også gør det sagte tydeligt og forståeligt – endda betydningsfuldt og meningsfuldt. I en del sammenhænge sker der imidlertid det stik modsatte. Nogle ord bliver brugt alt for meget til at italesætte noget, som kun bør italesættes ved særlige lejligheder. Og så er det, at ordene mister livskraft og bare bliver en tynd overflade. Sådan er det f.eks. i mange tilfælde når moderne ledere skal “italesætte” deres ledelsesvisioner.

Et par eksempler, som de fleste vel efterhånden har været ude for i mødet med en leder: Ved de såkaldte MedarbejderUdviklingsSamtaler risikerer man at møde en italesættelse af noget af det vigtigste, noget af det mest betydningsfulde, i menneskers liv, nemlig anerkendelse: “Jeg anerkender dig”. Anerkendelse hænger tæt sammen med udviklingen af menneskets identitet og selvfølelse. Selve anerkendelsesprocessen er meget kompleks, men bygger på et gensidighedsperspektiv, hvor det enkelte menneskes positive selvbillede, dets identitet og selvrealisering, er noget som sker i mødet med andre mennesker.

Her, i dette møde mellem mennesker, skal alt midlertid ikke siges, heller ikke til en MUS-samtale. At stå overfor en leder, som “talesætter” anerkendelse, denne tillidsbærende menneskelige relation, vil ofte virke direkte modproduktivt på medarbejderen. Selvfølgelig har lederen lært det på et kursus: “Du skal tydeliggøre, at du anerkender din medarbejder”. Man kunne stille et eksempel op: Hvordan skal man tydeliggøre, at man elsker sin kone? Ved at italesætte det, eller ved at vise det? Hvis man kun italesætter det, giver det bagslag. Hvis man viser det (og så må man naturligvis også meget gerne sige det), så virker det langt mere troværdigt.

Lederen vil imidlertid ofte italesætte anerkendelsen, fordi vedkommende ikke ved, hvordan man professionelt viser anerkendelse, og fordi han/hun bruger italesættelsen, som forklædt ledelsesredskab: Ledelsesmagt, nu forklædt som terapi, psykologisering og menneskelig indsigt. Men når den slags dybt betydningsfulde forudsætninger for menneskeligt samvær sættes på ord, “italesættes”, så kryber der en terapeutisk dimension ind i relationen mellem leder og medarbejder, som kan virke dybt krænkende, mistillidsskabende og slet ikke anerkendende på den enkelte medarbejder.

Selvfølgelig skal der ledes og vi ved alle sammen, at ledelse betyder magtrelationer, at der er nogen som bestemmer mere end andre. Det kræver menneskelig indsigt og pli i omgangsformerne, respekt og selvfølgelig anerkendelse. Intet af dette opstår ved ”italesættelse”, som tværtimod lægger ansvaret for oplevelsen af anerkendelsen over på medarbejderen: ”Her i firmaet er det vigtigt, at medarbejderne føler sig anerkendte, og du har selv ansvaret for at opleve det, for nu har jeg sagt det!”

For at være troværdigt (eller sandt) skal et udsagn være i overensstemmelse med det, der rent faktisk sker. Jeg har tit oplevet en leder sige: “Jeg hører, hvad du siger.” Øh, nå – gør du det? Ja, det regner jeg egentlig også med. Det er en italesættelse af den fundamentale, underlæggende, forudsætning for al samtale og kommunikation. Troværdigheden og tilliden er derfor omgående tabt. Opmærksomhed, som det drejer sig om, er ikke noget der skal eller kan italesættes – det er hele forudsætningen for, at en meningsfuld samtale overhovedet kan føres. Når opmærksomhed således italesættes, opløses denne grundlæggende forudsætning for samtalen, for opmærksomhed fortælles ikke, den vises, udøves og praktiseres, som forudsætning for meningsfuld samtale. Udsagnet ”Jeg hører, hvad du siger” er i virkeligheden udtryk for alt andet end lyttende, nysgerrig opmærksomhed: ”Jeg gider ikke høre på dig, men det kan jeg jo ikke sige, for det lyder ikke anerkendende, imidlertid skal du ikke regne med min opmærksomhed”.

Vi kunne lave en hel ordbog over ord og begreber, som er ved at blive talt eller italesat ihjel. Ord, hvis tab af mening også fjerner meningen fra det, som ordet henviser til. Som f.eks. når anerkendelse helt ukritisk og ureflekteret italesættes, så er det ikke kun ordet, der tømmes for indhold, selve anerkendelsesrelationens betydning forsvinder også i italesættelsens tåger og forplumring.

Det samme kunne siges om andre af de ord og begrebsdannelser, som ukritisk har vundet indpas i ledelsesteorier. F.eks. begreber som “medarbejderudvikling”, “synlig ledelse”, “eksistentiel ledelse”, “personligt lederskab”, “autentisk ledelse”. Disse og mange andre moderne ledelsesbegreber består af dybt betydningsfulde ord, som henviser til grundvilkår i menneskelivet. Til anvendelsen af dens slags tunge og betydningsfulde ord knytter sig derfor også etiske overvejelser. Hvad betyder det at anerkende et andet menneske, hvordan oplever denne anden, at man rent faktisk gør det, og ikke mindst – hvad kræver det af én selv?

Lidt selvkritik ville klæde den måde, som ledelsesteorierne anvender de vigtige ord og begreber på. Alt for ofte støder man på ledere, som tilsyneladende synes det er fedt at bruge ordene, men som simpelthen ikke har kapaciteten til at forstå dybden i det, som ordene både udtrykker og forudsætter.

Hvornår tæller en løgn?

Skriv en kommentar

I den forløbne uge har den offentlige debat været præget af et moralsk spørgsmål: Må man lyve? Alternativets Niko Grünfeld, måtte trække sig som kulturborgmester i København, efter flere ugers kritik. Radio24syv havde afsløret, at Grünfeld i forbindelse med kommunalvalget havde oplyst, at han havde en master i positiv psykologi – men det havde han bare ikke. Og – man må ikke lyve.

Nu er jeg jo kun filosof, og i filosofien har det været et klassisk tema, at sandheden er et gode i sig selv. Men sådan er det tilsyneladende ikke i politik. Børsens politiske kommentator Helle Ib analyserede sagen således: »Vi har med et parti at gøre, som i høj grad blev valgt ind på at ville stå for en ny politisk kultur og en større grad af ordentlighed i forhold til andre partier«.

Men hallo! Betyder det, at hvis man er så idiotisk at slå sig op som et anstændigt og ordentligt parti, så giver det et problem, hvis man fanges i en løgn? Det er måske dog til at forstå. Men hvad så med partier, der ikke slår sig op som anstændige og ordentlige – for dem tæller det ikke så meget med en løgn, eller hvad?

Hans Engell, en anden politisk kommentator, sagde da også: »Det efterlader et imageproblem for partiet. Altså kan de overhovedet noget? Glem ikke, at Uffe Elbæk (Alternativets leder) optræder med et nummer om at ville være statsminister efter næste valg«. Løgnen tæller altså som en løgn, og må få konsekvenser.

Men hvorfor fik det så ikke nogen konsekvenser for Inger Støjberg fra Venstre, da hun i 2009 skrev i sit CV på ministeriets hjemmeside, at hun var uddannet som journalist. For det var hun altså bare ikke. Det var en løgn i Niko Grünfeld-klassen. Her var der imidlertid ikke nogen som gjorde gældende, at det ville skade Inger Støjberg og partiet Venstre og tilmed svække Lars Løkkes fremtid som statsminister. Der var ikke nogen som argumenterede med, at i et anstændigt og ordentligt parti som Venstre var det et imageproblem, hvis f.eks. en minister blev taget i at lyve om sin uddannelse, som Inger Støjbjerg jo blev.

Er det fordi Venstre ikke slår sig op (og endnu mindre betragtes) som et anstændigt og ordentligt parti, at en løgn ikke tæller som en løgn, som den gør for Alternativet, der jo reklamerer med sig selv, som et parti præget af ordentlighed?

Tja, bom, bom. I hvert fald ved vi, at Venstre har meget svært ved at acceptere en løgn – andres løgne altså, ikke mindst har Inger Støjberg svært ved det. I august 2017 lød en overskrift i Politiken nemlig således: »Støjberg: Du bliver aldrig dansker, hvis du lyver for os.« Hun ville gøre det umuligt at få permanent ophold, hvis nogen lyver i en ansøgning om asyl. »Vi hjælper mennesker i nød, og derfor mener jeg, det er helt på sin plads, at vi stiller nogle firkantede regler om, at man skal tale sandt«, sagde Inger Støjberg. Så – det handler altså ikke om, at man ikke må lyve. Spørgsmålet er hvornår en løgn tæller som en løgn. Måske endda om partiet, som skal afgøre dette, er anstændigt eller …. uanstændigt.

Høsttale 2018

Skriv en kommentar

Lørdag d. 15. september 2018  havde Beldringe Borgerforening inviteret mig til at holde årets høsttale ved deres årlige Høstfest. En invitation, som glædede mig meget. Det blev da også en dejlig aften for mig, hvor jeg mødte en forsamling feststemte, imødekommende og gode mennesker. Dette blev ordene:

Da jeg gik i skole, havde vi en geografibog, hvor forskellige farver viste, hvad der var det særlige ved de enkelte lande. Danmarks farve viste, at vi var et landbrugsland. Det var der nu ikke mange af os børn, som var i tvivl om, for vi gik i en landsbyskole; en lille skole med tre klasser, som imidlertid var ret stor, når man selv ikke var større end vi var.

Hvad skulle Danmark være andet end et landbrugssamfund? Vi boede i en landsby, hvor der lå tre bondegårde inde i selve landsbyen. En proprietærgård var der også blevet plads til, med en proprietær, der havde en ikke ubetydelig indflydelse på landsbyens sager. Der, hvor jeg boede med min far og mor, stødte vores have op til en mark. Det kunne næsten ikke være anderledes, for byen var omkranset af marker. Og lige overfor os boede smeden, som reparerede alle de forskellige redskaber, der blev brugt på markerne, og som undertiden også skoede heste.

I smedjen og ved markhegnet havde jeg et ret godt overblik over årets gang i landbruget. I løbet af et år fulgte jeg med i forberedelserne til såning, i selve såningen, i bekymringen for vejret, i høsten og i alt det, der skete efter høsten. Dét var min erfaringsverden, og børnene i byen legede bønder, når de ikke lige spillede fodbold på kirkepladsen eller legede i Ellehaven i udkanten af byen, hvor der også om sommeren kunne stjæles æbler og bær fra præstens have. Men det fik os ikke til at overveje at blive præst. Noget andet var det med muligheden for at blive bondemand.

Jeg gik i klasse med børnene fra gårdene, så i modsætning til i dag vidste jeg faktisk noget om landbrug, da jeg var barn. Ingen undrede sig derfor over, at jeg med sikkerhed i stemmen kunne svare på det sædvanlige spørgsmål om, “hvad skal sådan en lille fyr være, når han bliver voksen?”: “Bondemand” naturligvis.

Jeg blev ikke til noget ved landbruget. Men jeg fik børn, som også havde geografi i skolen. Her lærte de, at Danmark tidligere havde været et stort landbrugsland, men nu mere måtte betegnes som et service- og informationssamfund. Men det er ikke helt korrekt. Danmark er stadig et landbrugsland.

Næsten to-tredjedele af Danmarks areal er landbrug. I vores nabolande er landbrugets andel af det samlede areal betydeligt lavere. Og korn udgør 54 pct. af landbrugsarealet. Der er stadig noget at fejre ved en høstfest.

Når det bliver diskuteret om Danmark er et landbrugsland eller ej, så drejer det sig om økonomi.  Hvor meget fylder landbrugsproduktionen i BNP og lignende. Men det er ikke kun i økonomisk forstand, at Danmark har været og stadig er et landbrugsland. Selv om der naturligvis er økonomi i sagen, så er der meget mere i spil. Det viser sig bl.a. ved en høstfest.

Jeg tror ikke, at der er nogen andre erhverv, der holder noget, som kunne minde om en høstfest, for at fejre deres produktion. IT-industrien og bankerne; jeg tror ikke de holder en særlig årlig fest for at fejre deres specifikke produkt, f.eks. computerprogrammernes dag eller pengenes dag. Eller hvad med Ældreområdet, eller Sygehusområdet?

Når der holdes høstfest, er det fordi, landbruget ikke kun er et erhverv med en produktion, der kan gøres op i penge, men også en tilstand for mange danskere, selv om det måske er ubevidst for de fleste. Landbruget er lige her; ikke i fabriksbygninger, ikke i højhuse, ikke lukket inde på særlige institutioner eller i produktionshaller – nej, landbruget er lige her, lige foran vores øjne. Uanset, hvor meget eller hvor lidt man måtte kende til landbrugets økonomiske mekanismer, så kender man til landskabet, og det danske landskab og geografi er i dén grad præget af landbruget, af markerne, af kornet om sommeren. Uanset, hvor man kører rundt i det danske landskab er der tydelige spor af landbruget.

Kaj Ejstrup (1902-1956)
“Høstlandskab”
Odsherreds Kunstmuseum

Man kan sige, at det danske landskab er lig med landbruget. Det er markerne, der er kernen i det danske landskab. Man kan ikke beskrive, tage billeder o.l., af det danske landskab uden at få markerne med. De er der, og de dominerer billedet, og derfor også vores bevidsthed om, hvordan Danmark ser ud. Danmark, udenfor de større byer, ser ud som landbrugets marker – er ensbetydende med landbrugets marker tilsat et par mindre skove og måske lidt havudsigt.

I det meste af Danmark lever man ikke længere særlig tæt på det som foregår før, under og efter høsten, og slet ikke så tæt på, som jeg gjorde i min barndom. Men man kan ikke af den grund komme uden om kornmarkerne. De trænger sig på, selv om det efterhånden er de færreste, der kan kornsorterne.

Markerne med landbrugets afgrøder og produktion trænger sig så meget på, at man ofte slet ikke kan se dem for bare marker. Og sådan er det når man kender noget så godt, at det næsten er blevet til en del af ens forståelse af verden, blevet en tilstand; så er det der bare, og vi lægger først mærke til det, hvis det en dag ikke længere skulle være der.

Når jeg siger, at landbruget er det eneste erhverv, som traditionelt holder en årlig fest for at fejre sin produktion, så er det fordi, at landbrugets produktion, i form af kornet og høstens afgrøder, er et ganske specielt produkt.

Det særlige ved høsten, det der adskiller produktionen af korn fra stort set alle andre produkter, er, at der er noget andet end menneskets hænder og vores tekniske og faglige dygtighed, som spiller ind. Det er i de færreste andre produktionsprocesser at det er så tydeligt, at mennesket er afhængig af noget andet end sig selv og det menneskeskabte. Det handler om afhængigheden af naturen i bred forstand: jord, mikroorganismer, himmel, luft, hav, fauna, dyr – både det synlige og det usynlige i vores omgivelse, man kunne sige i vores ophav.

Når der i kirkelig sammenhæng siges tak for høstens afgrøder, betyder det, at der siges tak til Gud, for det der gives os til livets opretholdelse, det daglige brød. I dag kan det lyde umoderne, som et levn fra en helt anden tid. Måske – men hvis vi giver tingene nogle andre navne, beskriver det på en lidt anden måde, så viser der sig alligevel noget.

Tidligere blev Gud takket, fordi han var navnet på den kraft, som mennesket ikke selv havde kontrol over, men som det var afhængig af, hvis høsten skulle lykkes. Uanset menneskelig dygtighed, teknisk kunnen, effektive maskiner og meget andet af det, som vi selv råder over – så er vi imidlertid stadig afhængig af noget, der ikke er under vores kontrol. Det gælder ikke kun landbruget, det gælder os alle. Men denne afhængighed er tydelig når man kører igennem det danske landbrugs-landskab: Afhængigheden af jorden, af det der er i jorden, af vinden, af varmen, af temperaturen, af regn eller tørken.

I det gamle Grækenland mente man, at vinden, solen, jorden og dens frugtbarhed, regnen, havet og naturen i det hele taget repræsenterede forskellige guder, eller rent ud sagt var gudernes beskeder til mennesket. Og guder, det vidste man godt, dem har mennesket ikke under kontrol. Derfor hyldede grækerne også de ukendte kræfter, når det var gået godt, og endnu mere for at sikre, at det fortsat skulle gå godt.

Man behøver ikke at tro på græske guder, eller guder i det hele taget, for at have respekt for de kræfter, vi som mennesker ikke selv har kontrol over. Disse kræfter kan så meget med os mennesker og vores livsvilkår, og råder næsten over alt det vigtigste i tilværelsen, fra kærlighed til høstens afgrøde. Det opleves ikke kun i Danmark, men lige for tiden i de områder, der rammes af orkaner. Det opleves af os når vi rammes af tørke, eller af alt for regnfulde perioder, eller af kærlighed eller af tab. Der er tale om en afhængighed af noget, som vi kun i meget begrænset omfang har kontrol over.

Vi har så mange politiske og personlige projekter, der skal frigøre os fra afhængighed. Måske har vi også undertiden brug for at dyrke afhængigheden lidt mere – som vi f.eks. gør i aften ved en høstfest, hvor det fejres, at høsten nu er inde; at den er i hus på grund af menneskets store evner og arbejdsindsats, men også fordi naturens ukontrollerbare kræfter, måske endda de græske guder, spillede sammen med os, endnu en gang.