Kategoriarkiv: Digte

Vejr-mennesket

Skriv en kommentar

Ordet »vejr« bliver i Den Danske Ordbog bl.a. tillagt følgende poetiske betydning: »luften udendørs; området mellem himmel og jord«. Der findes mere videnskabelige definitioner, men denne forekommer at være meget relevant, når det drejer sig om vores daglige oplevelse af vejret. Det er det, vi går ud i hver dag. Vejret er det der hersker mellem himmel og jord, altså på helt samme sted, som vi mennesker befinder os. Derfor har vi så tæt et forhold til vejret. Hvis nogen fra det ydre rum skulle finde på at iagttage mennesket, så tror jeg faktisk ikke, at de helt ville kunne adskille os fra vejret. Så tæt hænger vi sammen med »luften udendørs; området mellem himmel og jord«.

Hjemme hos os er det sådan, at den der kan blive liggende længst i sengen, spørger de andre: »Hvordan er vejret?« Om sommeren bliver vinduet åbnet og hovedet stukket ud for at finde et svar, som kan være, at det er godt, skidt, dårligt, uklart, varmt, koldt, skyet, blæsende, mørkt, lyst, trist osv. Ofte kommer der mindst tre forskellige svar, for ingen beskrivelse af vejret er helt objektiv, men heller ikke kun subjektiv. Den er som menneskets oplevelse af sig selv, mellem himmel og jord, komplet integreret med vejret: Stemningsfuld, følelsesmættet, metaforisk, poetisk, realistisk, uklar på den alligevel helt tydelige måde, som mennesket også oplever sig selv.

John Constable (1776 – 1837), »Studie af cirrusskyer« (1822)

Vejret er vel et af de mest omfattende begreber, der findes. Først og fremmest fordi det ikke kun beskriver nogle meteorologiske forhold, men udtrykker en stemning eller fremkalder en stemning. Vejret og den, der beskriver vejret, indgår nemlig i en intim relation. Jeg har to eksempler på vejrets og menneskets indbyrdes forhold, hentet fra min ferielæsning her i sommervarmen:

Først de indledende linjer fra Dan Turèlls krimi Mord i september: »Det regnede. Ikke fordi det var nogen nyhed. Det var tredje dag i træk det regnede. Det var en støt og stabil og pålidelig regn. Ikke noget med sindssyge skybrud eller pludseligt piskende tove. Bare en vedblivende, monoton, lettere sløret funktionær-regn der koncentrerede sig om sit arbejde, og ikke holdt unødige pauser.«

Det andet eksempel på at vejret og mennesket er relationelle størrelser er også fra en krimi, nemlig begyndelsen på den cubanske forfatter Leonardo Paduas Maskespil i Havana: »Varmen er en skrækkelig plage, som hjemsøger alt og alle. Varmen sænker sig som en bred kappe af rød silke, smidig og sej indhyller den kroppe, træer og ting (…) Varmen er en dom, som hverken kan appelleres eller gøres formildende omstændigheder overfor.«

Vejret er en metaforisk størrelse, men ikke blot det. Vejret og mennesket skaber i fællesskab stemninger, hvor det ydre vejr spiller sammen med menneskets indre, ofte som om der nærmest ikke eksisterede nogen forskel. Vejret tilskrives egensindige egenskaber, som kan kaste tristhed, glæde, skygge, lys, melankoli og farve over menneskets liv i området mellem himmel og jord, som det jo hedder i ordbogen.

Vejret har ikke altid været vejr på samme måde, som det er i dag. På samme måde som hos os, var vejret f.eks. i det gamle Grækenland også udtryk for noget mere end blot varme, kulde, torden, mørke, lys osv., men knyttede sig ikke direkte til menneskets indre stemninger, som tilfældet ofte er i dag. Vejret var først og fremmest udtryk for gudernes humør og anliggender. Torden, lyn, piskende regn, kvælende hede, tørke eller livfuld regn ramte menneskene som en dom, straf eller belønning, og var under alle omstændigheder udtryk for, hvad der foregik i gudernes himmel – som altså også her afspejlede sig nede hos menneskene, mellem himmel og jord – helt som i dag.

Vejret har altid været af central betydning, fordi det sætter nogle centrale eksistensvilkår for mennesket, uanset om dette er stedbundet eller vandrer omkring. Men også som kommunikation mellem guderne og menneskene, har vejret haft en stor betydning, som tegn på det mennesket på ingen måde kan vinde kontrol over; det, der normalt er blevet kaldt for skæbnen, eller gudernes uudgrundelige vilje, eller som i dag blot »vejret«, der imidlertid kræver lige så meget opmærksomhed som på gudernes tid. Her midt i hedebølgen er vejret stadig symbol på det, vi absolut ikke kan gøre noget ved, men nok tale om og forsøge at tyde gennem vejrudsigter for at tolke, hvordan den kommende dag mellem himlen og jorden mon bliver for vejr-mennesket.

Poesiens sprog

1 kommentar

Hvordan taler vi om de vigtigste ting i livet? Om kærlighed, sorg, lykke, lidelse, død og angst? Svaret er naturligvis, at det gør vi ved at sætte ord på de oplevelser og følelser, der knytter sig til disse tilstande. Men omvendt ved vi jo også, hvor svært det kan være at sætte ord på netop den slags hændelser i livet. Ordene slår simpelthen ikke til. Nærmest som om det almindelige sprog ikke har dybde og nuancer nok til at kunne forklare, hvordan det er at være midt i kærligheden, angsten, lidelsen osv.

Men der findes faktisk et sprog, som er langt mere avanceret end hverdagssproget og det videnskabelige eller tekniske sprog, for slet ikke at tale om det økonomiske sprog. Det er poesiens sprog. Tidligere havde vi et religiøst sprog, som mennesker greb til, når det handlede om det alvorligste i livet. Det har vi naturligvis stadig, men for mange af os er det ikke den vej, vi vender os. Poesiens sprog tager ikke hensyn til om man tror på det ene eller det andet, eller slet ikke tror. Det har indlevelsens evne til at beskrive det, der ellers er ubeskriveligt, fordi oplevelser som kærlighed, sorg, lykke, angst, sorg, tab eller død er så tæt på os og knyttet til vores hele eksistens, at de ikke kan holdes ud i strakt arm og beskrives på afstand. De må beskrives eller fortælles indefra, der hvor de opleves – fra det enkelte menneskes mystiske dybde.

Det er fra det sted i os, vi oplever at hjertet kan tale, selv om vi jo ved, at det “blot” er en pumpe. Det er her vi tydeligt er i dialog og samvær med vores fortid, her vores døde slægtninge kan tale til os. Men det er også her, at en solsort meddeler os noget vigtigt, hvor et træ viser os noget af livet når vi støtter os til det. Det er også fra den position, at den elskede ikke bare er en andet menneske, men en duft, en bevægelse, et mørke af lys, som vi forsvinder i. Det er her, at barnet i os selv kan redde vores liv, fordi vi i en sygdoms alvorligste øjeblik pludselig høre vores egen ungdommelige stemme og mærker, at barnet rækker ud efter os med mere liv. Med andre ord alt det, der ikke kan siges, men som har afgørende betydning i vores liv, og som derfor ofte må udtrykkes alligevel. Til det har vi poesiens sprog.

Da jeg selv sidste år ved denne tid – også med sneen hvirvlende gennem luften – var meget syg med en hjertelidelse, oplevede jeg netop det, som ikke kan siges. Fra et hjerte lyder der ikke nogen klingende lyde, ingen stemmer fra barndommen, ingen trøstende ord. Hjertet har ikke sin egen vilje til at ville dø eller leve. Men alligevel – det var sådan jeg oplevede det. Og jeg tror tit, at mennesker oplever den slags ting som en stor trøst, som lindring eller måske endda som noget ubestemt, der rækker ud efter dem i deres livs sværeste øjeblikke. Derfor elsker jeg at læse poesi. Og hvis jeg vil fortælle hvordan det alvorligste i mit eget liv har været, så må jeg også selv skrive – f.eks. om de dage, hvor jeg hørte fra den yngste stemme.

Den yngste stemme

Maleri af Marianne Overbye Nielsen

Under hjertets svækkelse
var der en klingende lyd.
Måske svigter det nu
men fra barndommen hørtes
den yngste stemme:
Jeg er glad for at være.

Hjertet var bortvendt
men pulsslag for pulsslag
lød ordene højere
for at vække det med lyden
fra den yngste stemme:
Jeg er glad for at være.

I ordenes rytme faldt hjertet i slag
forvandlede stemmen
fra den yngste til den ældste.
Vendt mod døden
ville hjertet svimlende mere:
Jeg er glad for at være.

Januars Janus-ansigt

Skriv en kommentar

Januar har navn efter den gamle romerske gud Janus, som var vogter af bl.a. port- og døråbninger. Han vogtede over al begyndelse og afslutning, for sådan er det jo netop med porte og døre; man går både ud og ind af dem, på én gang endda. Man afslutter noget ved at vende ryggen til og begynder noget andet ved at træde ind over tærsklen. Helt på samme måde, som det er med den måned, der er begyndt i dag. Janus har ikke kun januars begyndelse at vogte over, men hele det nye år, samtidig med at han fortsat skal søge for, at det opbrugte år ikke alene finder sin afslutning, men også sin indlemmelse i det kommende år. Janus er derfor også afbilledet med to ansigter. Et der kikker frem og et, der kikker tilbage – på samme tid.

Janus-ansigtet er en sindstilstand hos mange mennesker omkring årsskiftet. Tilbageblikket og det første kik ind i det nye år. Selv om det er blevet et moderne slogan, at man ikke skal kikke sig over skulderen, men se fremad, fordi drømmene ligger i fremtiden, så er alle drømme også gjort af stof fra vores fortid.

Hvad 2018 end vil bringe, så ved vi i hvert fald, at det nye år vil bringe himmellys. Det kan året slet ikke lade være med og tilløbet blev taget for to uger side, i det gamle år, da det var vintersolhverv. En af det gamle års sidste handlinger for os: Den første åbning mod mere lys. Det gamle års sidste dag, og det nye års første dag her og nu, fortjener derfor også en ekstra lille sang.

Her på bloggen skal vi fejre det med et digt af vores gamle digter og forfatter Johannes V. Jensen (1873-1950) og en tegning af Johannes Larsen (1867-1961), den dejlige lysmaler fra Kerteminde.

Omkring juletid i 1922 skrev Johannes V. Jensen til den fynske maler. Kort tid inden var Johannes V. Jensen begyndt at udgive tidsskriftet Forum. Nu ville han gerne have Johannes Larsen til at lave en tegning til tidsskriftets januar-udgave:

»Det skal være en Fugl og jeg vil skrive en Tekst dertil, et Nytaarsdigt, det første Kny efter Solhverv, saa ved du hvilken fugl det skal være,« skrev Johannes V. Jensen.

Kort efter sendte Johannes Larsen den fine stregtegning af gærdesmutten. Johannes V. Jensen kaldte gærdesmutten for landets mindste sanger. Og lille er den. Næst efter fuglekongen er gærdesmutten Danmarks mindste fugl, men en stor sanger, som også synger om vinteren. Derfor satte Johannes V. Jensen fuglen i forbindelse med årets første måned. Den »synger i et tidligt Vintergry – Nytaarsmorgen? – og hilser Solen…«

Senere kom der tegninger til årets øvrige måneder. F.eks. var det kragen, der blev februars fugl, fordi den er »sort og hvid som Taagen og Brakmarken med Tøsne.« Til hver tegning satte Johannes V. Jensen et digt. Jeg ved ikke om vi har samme fornemmelse for årstidernes gang og særpræg, som mennesker ofte havde tidligere. Vores opmærksomhedsevne har i stor udstrækning drejet sig et andet sted hen. Måske mod os selv, vores eget indre følelseslandskab, mere end mod det ydre og omgivende landskab.

I vores indre landskab er der ingen syngende stemmer fra gærdesmutten, stæren eller viben; her er der kun vores egen indre stemme og følelser. Og det er jo godt nok, og vigtigt nok. Men når man læser Johannes V. Jensens digte om Johannes Larsens fugletegninger – og om årets gang – så fornemmer man alligevel betydningen af at kunne tage sansemæssigt bad i omgivelserne og i naturen, og ikke blot i sine egne følelser.

Opmærksomheden i digtene og tegningerne er rettet udad mod omgivelserne og naturens verden. På den måde får januar lige pludselig en stemme, gærdesmuttens, når digteren skriver:

I Graven gik det gamle Aar
med Løgn og Pjalter, Skam og Saar.
Det unge Gry mod Rosensky
af Havet svinger sig paany.

Nu vender om den sunkne Sol
og flytter til vor Strand sin Stol.
Det gamle Spil! Hvor gerne vil
vi haabe Haabet en Gang til!

Ved Solhvervstid vor mindste Fugl
forvoven flyver af sit Skjul.
Kong Gædesmut, med Halestrut,
forkynder: Mørketid er slut!

(…)

Ak knyt dig til de gamle Ting!
De holder ud, de gaar i Ring.
Nu Dagen trang – nu lys og lang …
Giv dig Aarets Vold med Sang!

Januar, altså måneden opkaldt efter Janus, guden der kikkede både frem og tilbage. 2017 er ganske vist forbi og væk, men i dets spor skabes der allerede nyt. Johannes V. Jensen lader gærdesmutten synge det mørke væk, som må have været der, og Johannes Larsens tegning viser den lille fugl kikke ud mod solens tiltagende lys i horisonten.

Både tekst og tegninger kan findes i Johannes V. Jensen: Johannes Larsen og Aarstiderne. Forord af Aage Marcus. Gyldendal 1963.

Vintersolhverv

Skriv en kommentar

I dag, d. 21. december, er det vintersolhverv. Solen når sit laveste punkt over horisonten, og ikke engang fra dens middagshøjde er der meget lys at hente. Julen, som kaldes for lysets fest, fejres altså på det tidspunkt af året, hvor himlen er mørkest og nærmest kan mørkne helt ind i menneskets sjæl. Digteren Thøger Larsen (1875-1928) beskrev fraværet af lys på denne måde i digtet Vintersolhverv:

Maja Lisa Engelhardt: Vintersolhverv (2001)

Nu mørkner Vindens Stemme,
og Sol er ikke hjemme,
og Dag bli’r stadig mindre,
en Drøm i Nattens Indre.
Solen tog sin gyldne Gave,
rejste bort med Edens Have.
Natten er som Nat i Grave.

“Solen er ikke hjemme,” men heldigvis – julens gamle nordiske betydning hænger alligevel sammen med glæde og jubel over, at nu vender lyset efterhånden tilbage, nærmest stråle for stråle, indtil det får samlet sig til sommerens solbad. I den mørkeste tid fejrer vi julen, som på ganske hedensk vis, er en velkomst til den begyndende lysning. Hvis man ikke har et stærkere personligt forhold til julens evangelium så ligger der altså alligevel en mulighed for at fejre noget højtideligt i anledning af netop vintersolhverv.

Thøger Larsen valgte da også at digte, ikke kun om vintersolhverv, men også om et Jule-Solhverv fordi:

Ind under Julens Dage
den kære Sol blev født paany,
og Vinterhimlen mindes
sin Sommers hvide Sky.

Skønt evig som vor Verden
genfødes Solen Aar for Aar
og genopvækker Livet
af Livet, som forgaar.

Årets kirkelige højtider eller naturens højtider? Ofte falder de sammen, men naturens højtider kan man rent faktisk se på himlen og mærke i luften. De dufter, vækker hudens sanser og sætter kendte toner i vores ører når trækfuglene langsomt begynder at vende tilbage fra de varme lande.

Solhvervsfester har været kendt i Norden siden tiderne virkelig var ukristelige – de var hedenske og det var solens genkomst, man hilste og fejrede. Også de gamle grækere tilbad solens guddom. Hver dag så de jo Helios køre hen over himlen med et hestespand. De bøjede sig for den helt synlige og mærkbare kraft, som Helios og hans hestespand havde: Lyset, solen med dens varme og magi, der fik ting til at vokse op fra jordens mørke, og som skaffede næring til menneskene og deres liv.

Der er ikke nogen grund til at være hånlig over for grækernes tilbedelse af Helios. Han var en meget synlig og aktiv guddom; han var personificeringen af selve lyset. Selv om vi i dag ved en hel del mere end de gamle grækere om solen og dens kræfter, så er vi stadig afhængig af solen, på fuldstændig samme måde, som grækerne var.

Det er tilmed den helt samme sol, der lyser for os i dag, som lyste over datidens Athen. Dén sol har ikke ændret sig, og vores afhængighed af den har slet ikke. Der er med andre ord grund til at besinde sig på, hvad der er vigtigst at fejre: Det kristelige evangelium eller naturens evangelium? Det første hævder at bygge på en guddom, der kan udføre mirakler. Det sidste bygger rent faktisk på mirakler, som dagligt viser sig for vores øjne.

Poesiens trøst. Om digteren Thøger Larsen

Skriv en kommentar

At læse digte kan have en dyb og terapeutisk effekt på sindet. Alt det, der ikke kan siges, hverken i videnskabens eller i hverdagens sprog – det kan siges i et digt. Ofte er det lige netop det vigtigste og dybeste i livet, som sproget ikke umiddelbart kan udtrykke. Nærmest som om det vigtigste ligger hinsides sprogets udtryksmuligheder. Sproget forstummer så at sige, stillet overfor det dybeste i menneskets tilværelse. Ofte er det imidlertid netop fra dén kilde, at digterne taler. Det usigelige kan få ord i et digt. Selv på tværs af årenes gang og tidernes forandring kan en digter tale til os; trøste, opmuntre, give ord til en dyb, men ellers tavs følelse eller erfaring.

Lige for tiden læser jeg den danske digter Thøger Larsen. Han levede fra 1875 til 1928. Levede og døde altså i en helt anden tid end den, der er min. I en verden, hvor “å” blev skrevet med “aa”, hvor digtene rimede og hvor verden virkede ny for Thøger Larsen. Ikke fordi den var ret meget nyere end i dag, men fordi han levede i en tid, hvor religionen var blevet erstattet af videnskaben, som forklaring på verden, på mennesket og på naturen. Dét gjorde verden ny og mystisk for Thøger Larsen. Verden var ikke besjælet med guddommelige kræfter, ikke skabt af en Gud, den var måske endda tilfældig og naturen blot en tavs livsproces, der var ligeglad med mennesket – som jo også blot var en organisk livsproces.

Alt det, som videnskaben opdagede om verden, gjorde imidlertid ikke verden og livet mindre mystisk for Thøger Larsen. Nærmest tværtimod. Det affortryllede ikke verden og livet – de videnskabelige opdagelser gjorde omgivelserne endnu mere dunkle, appellerede til endnu større nysgerrighed og undren. Og det er det, som Thøger Larsens digte udtrykker. f.eks. i digtet Pan:Larsen_kikkert_2

I Universets evige Blaa,
hvor Kloderne tavst om Kloderne gaa —
i Jordens Luft, Hvor Torden og Storm,
Solskin og Slud som Stemninger skifter,
mens Skyerne skifter Farve og Form
og jages af store, urolige Drifter —
i Kræfternes Løb ad Lovenes Vej,
manende Jordelivets mylrende Kuld
af Muld, over Muld, i Muld —

Fra 1913 er der et fotografi af Thøger Larsen – med bowlerhat og bag en enorm stjernekikkert – måske kikker han på Universets evige Blaa. Men det var ikke kun i forhold til dette fjerne, at Thøger Larsen kikkede dybt. Ikke mindst i forhold til det nærmeste – det der tages for givet og derfor ofte forbliver usagt – havde han et sikkert sprogblik:

Jeg elsker de kløftede Bakker,
hvorunder min Barndom Lyset saá,
hvor Skygger med Tænder og Takker
før Aften langt over Agren laa.

Det er fra digtet Ved Fjorden; et digt, der taler fra en anden verden, men som alligevel vækker trøstende og genkendelige følelser i mig, her i 2017. Faktisk har jeg det med Thøger Larsen, som han selv havde det med en for længst afdød poet:

Nu er du Muld, mens jeg er Mand.
(…)
Syv Hundred Aar os skiller ad,
dog gør din sang mit Hjerte glad.

På den måde gjorde poesien også sin virkning på Thøger Larsens hjerte, på tværs af tiden. Lige nu er det mørkt uden for. Dagene er blevet kortere og lysets korthed kan smitte af på ens indre. For mig kan Thøger Larsens digt Vintergraavejr faktisk lyse lidt op i hjertet:Thøger Larsen - Sommerens solnedgang

En Brise vugger sig kaad og øm,
mens Graavejrsfarverne vaage,
den nynner vildsomt om Verdens Drøm
bag Virkelighedens Taage.

 

 

Thøger Larsen var også maler – som et digt er dette maleri stemningsfuldt, så man næste kan mærke det.

Amager i mit hjerte

Skriv en kommentar

Ved et af mine utallige besøg i Danmarks bedste og venligste bogantikvariat (som ligger i Næstved) købte jeg en gammel udgave af Klaus Rifbjergs digtsamling ”Amagerdigte” fra 1965. Det er frydefuldt som en sommerdag i Kongelunden, at læse Rifbjerg beskrive Amagerbrogade som min pragtfulde hjerteflod. Jeg har selv et forgrenet ophav på Amager. Min far voksede op på Holmbladsgade, hvor jeg umiddelbart efter min fødsel også selv kom til at bo.

Senere flyttede mine forældre på landet, hvilket var en frygtelig fejl, for på landet er der ikke noget Amager, mens der på Amager er masser af åbent land samtidig med at det også flyder med by. Senere flyttede jeg selv tilbage til Amager, hvor jeg i min studietid boede på Grønjordskollegiet, lige i kanten af Fælleden. Her boede jeg sammen med Hanne på værelse 4513 og senere sammen med Ditte på Hørhusvej ved siden af politistationen. Her havde jeg sammen med min kollegieven Torben en stampub i Amager Centret. Min ældste ven Poul boede i Serbiensgade og jeg lærte norsk af Heidi mens vi blandt andet gik tur på Voldene og smugkikkede ind i Ravelinen.

Jeg har boet på Amager og synes, at en julepyntet Amagerbrogade sætter mig i bedre julestemning end noget andet. Jeg fór vild i Urban Planen med en ukendt pige, som har brændt sig ind i mine hænder, købte ristede pølser i Grønjordsgrillen, soppede midt om natten i Øresund ved Italiensvej med udsigt til lysene på Barsebäck. Jeg løb efter bussen på Peder Lykkes Vej, læste filosofi ved Københavns Universitet på AMAGER og forsømte aldrig en mulighed for at krydse rundt i de mange kolonihaveforeninger.

Jo jo, jeg er ama’rkaner i hjertet og synes at A’mager er smukkere end de fleste andre bydele i København. Heldigvis er Amager også det første, som turisterne ser når de er landet i lufthavnen, der ellers hedder Københavns Lufthavn, men den fejl blødes der lidt op på når det er Amagerlandet, som først møder de tilrejsendes blik. Jeg har det lidt som Klaus Rifbjerg skriver: Broerne til Amager er hjerteklapper i mit liv.

Hvordan er det at være noget andet?

Skriv en kommentar

Mennesket lever på Jorden men kan også se stjernerne. Her har vi måske forklaringen på vores nysgerrighed. Det daglige liv udelukker ikke visioner om det store og ukendte. Foruden al den viden, vi så ubesværet har adgang til på Jorden, er et blik på himlen nok til at vække forundring over alt det, vi ikke har adgang til at vide noget om. Hvilken grænse mellem det tilgængelige og det utilgængelige. Ikke mærkeligt, at mennesket gang på gang forsøger at overskride den.

Symbolsk begyndte fortællingen om menneskets nysgerrighed cirka 500 f.Kr. i byen Efesos i Lilleasien. Ifølge traditionen var det her filosoffen Heraklit levede og formulerede det berømte udsagn: »Tings egentlige natur holder af at skjule sig.« Disse få ord har siden været stærkt medvirkende til menneskets refleksion over tilværelsen og verdens beskaffenhed. For datidens filosoffer betød natur nemlig tingenes inderste væsen; alt det, som ikke var umiddelbart tilgængeligt ved første blik.

Homo Sapiens er en art der ønsker at vide. Men drivkraften til at afdække og få noget nyt at vide, har altid været fascinationen af det skjulte. Ikke kun det skjulte, der blinker til os ude fra verdensrummet, når vi kikker op på stjernerne. Selv her på Jorden ved vi, at der stadig findes noget skjult. Det fascinerende er netop, at vores planet, vores nærmeste omgivelser her på Jorden, også består af noget, der er utilgængeligt for os.

Videnskaben er optimistisk med hensyn til at kunne skabe endnu mere viden og gennemsigtighed. Den fortæller da også historien om en fantastisk udvikling, hvor mennesket i dag ved mere end nogensinde, både om sig selv og om den omgivende verden. Heldigvis – for uden videnskabens afdækning af skjulte og ellers ukendte fænomener ville vores verden i dag have set helt anderledes ud end den gør; langt farligere, langt mere truende og præget af tilfældigheder.

Det er umuligt at sige, hvor grænsen for den videnskabelige afdækning af ny viden går, for mennesket vil altid være en grænsegænger på grænsen mellem det kendte og det ukendte.

Den dybeste mangel på viden begynder imidlertid i vores eget hus, og udtrykkes måske bedre i poesiens sprog end i videnskabelige begreber. Hvordan er det f.eks. at være noget andet end det jeg er? Den amerikanske filosof Ian Bogost spørger således, hvordan det er at være en ting? Normalt spørger vi ikke på den måde. Ting relaterer jo til hensigter, formål eller omstændigheder, men vi kan ikke vide hvordan tingene er i sig selv, og slet ikke hvordan det er, at være en ting,

Her er vi allerede på vej ind i en klassisk filosofisk problemstilling, nemlig Kants adskillelse af tingene i sig selv og tingene, som de fremtræder for os. Ifølge Kant kan jeg ikke kan vide, hvordan en sten eller en hammer er i sig selv; kun hvordan stenen eller hammeren fremtræder for mig. Det er ordet jeg, som skaber vanskelighederne. Jeg’et afgrænser sig selv; jeg betyder dybest set en undtagelse fra alt andet. Jeg’et kan vi følge langs dets grænse i forhold til alt andet.

Det er ikke kun i forhold til ting vi må spørge, hvordan det er at være noget helt andet end én selv, eller som den portugisiske digter Fernando Pessoa spurgte: »Hvad er det at være en flod og at flyde?«pessoa

Hele Pessoas forfatterskab er bygget op omkring en undersøgelse af, hvad jeg kan stille op med den begrænsning det er, at være mig? Han udtrykker en dyb sorg over, at verden altid kun kan beskrives med det enkelte menneskes eget udgangspunkt. Han mærkede den uomgængelige begrænsning, der knytter sig til, at vi kun kan beskrive vores oplevelse af omgivelserne, f.eks. af floden, mens vi aldrig vil kunne erhverve os viden om, hvordan det er at være selve floden.

Bare ved at kikke sig lidt omkring kan man her og nu møde mysterier, som aldrig vil lade sig afdække. Pessoa udtrykte således stor ærgrelse over, at han ikke kunne vide, hvordan det var at være en haremskvinde. Det andet menneskes erfaring er jo ikke tilgængelig i direkte linje. Hvis det er Pessoas haremskvinden, det drejer sig om, kan hun formidle hvad hun oplever, og vi kan fortolke hendes liv, men den direkte oplevelse af haremskvindens liv er og bliver hendes alene.

Hvad der sker på den anden side af grænsen, hvor jeg ikke er, og hvor jeg ikke kan komme, fremtræder for Pessoa attraktivt, mystisk, fremmed, skræmmende, og ikke mindst stimulerende. Det er den mest magiske af alle grænser at stå ved, fordi den kan få et andet menneske til at virke som et mirakel. Det tiltrækkende, det fascinerende og det mystiske ligger jo aldrig i det, som vi helt udtømmende kan forstå.

Hverken den fjerneste galakse eller det nærmeste menneske kommer vi til at forstå helt restløst. Fernando Pessoa undrede sig over, hvordan det var at være en flod eller en haremskvinde. Han talte om tingenes forbløffende virkelighed, som han dagligt kunne opdage: floder, sten, mennesker – dog uden at kunne overskride grænsen, for det egentlige holder jo af at skjule sig, som Heraklit skrev for flere tusind år siden.

Andre gange mærkede Pessoa vinden, der blæste i Lisabons gader. Måske ville han gerne have vidst, hvordan det var at være vinden. Men alligevel, skrev han, var alene det at høre og mærke vinden alle livets besværligheder værd.

Det meste af Fernando Pessoas liv gik med at forholde sig til det skjulte, fordi det viste hvilken overflod vi bevæger os rundt i. Sådan var det for Pessoa uanset om han skrev om floder, træer, vinden gennem gaderne eller andre mennesker.

Litteratur:

Hans Blumenberg: The Genesis of the Copernican World, The MIT Press, Cambridge 1987.
Pierre Hadot: The Veil of Isis: an essay on the history og the idea of nature, The Belknap Press of Harvard University Press, Cambridge 2008.
Jane Hirshfield: Hiddenness, Uncertainty, Surprise: Three Generative Energies og Poetry, Bloodaxe Books Ltd 2008.
Jørgen Mejer: Førsokratiske filosoffer. Fra Thales til Heraklit, Hans Reitzels Forlag 1994.
Fernando Pessoa: Den såkaldte sjæl, Brøndums Forlag 2002.
Fernando Pessoa:  The Book of Disquiet, Penguin Modern Classics 2002.
Fernando Pessoa: Udvalgte digte. Oversat fra portugisisk af Peter Poulsen. Forord af Martin Bastkjær. Rosinante 2016.

Duften af syren

Skriv en kommentar

Det regnede i København, og jeg krydsede gennem Illum for at skyde genvej mellem Købmagergade og Strøget. Det tager omkring ét minut, at skære hjørnet af Illum ved Amagertorv. Glasdørene åbner automatisk for én, og tidligt på formiddagen er der masser af plads til hurtigt at kunne smutte rundt mellem de udstillede varer og glasmontrerne.

Da jeg trådte til side for at lade en ung kvinde med barnevogn komme forbi, strejfede min hånd en glasdisk i afdelingen for dameparfume. Et øjeblik var det som om jeg havde gnedet på den magiske lampe, for mod mig strømmede der en duft, en slags ånd, der ville mig noget.

Den fyldte luften omkring mig, som en melodistump man hører, uden først helt at genkende den som en klassiker: Det var duften af min første kæreste, som jeg stadig ikke kunne sætte i forbindelse med andet end det komplet ukendte, fordi hun var den første pige i mit liv, som havde taget min hånd og lagt den ned mellem sine ben.

Hvor meget har jeg ikke glemt om hende, selv om jeg faktisk tror, at jeg i en af mine gamle telefonbøger har det nummer, som man kunne ringe til på hendes kollegium. Men så var der denne duft, som hun nu uden varsel dukkede ud af, som lampens ånd. Den mindede mig om, hvordan én enkelt hændelse, mødet ved et busstoppested sent om aftenen, blev til en anden tilfældig hændelse, nemlig genkendelsen dagen efter i et indkøbscenter, og endte med, at vi tilfældigvis kom til at danse sammen ved en byfest, den efterfølgende weekend.

Hun blev min første kæreste, men jeg kan ikke længere høre hendes stemme; ikke engang i mit hoved eller fantasi. Og så alligevel den duft, som jeg blev fanget i og som på stedet fik mig til at ønske og håbe på nye minder og erindringer om hende. Omgivelserne overtog centrale funktioner af min hjerne, ikke mindst hukommelsen.

Kraniet og huden – har ikke nogen privilegeret funktion, som grænsen for vores forstand og psyke. Objekterne omkring os, sanseindtrykkene fra vores omgivelser, er ofte langt mere kraftfulde end vores personlige hjerne og erindringsevne. De husker os på det der var, men som ikke er længere. De er reservoirer fyldt med specifikke personlige erfaringer, som blot venter på, at vi kommer forbi og samler erindringen op. Duften i Illums parfumeafdeling var fyldt med timer af mit liv for 40 år siden.

Duften af Syren. Måske går der en linje fra syrenhækken i mine forældres have til den uomgængelige tiltrækning, som jeg mærkede, da jeg i sin tid svagt kunne fornemme hendes duft af netop syren. Der er en slags opmærksomhedens erotik i denne sansning – både dengang og nu, her i Illum. Erotik i den betydning, at jeg bliver trukket ud af mig selv, mod noget andet, mod denne syrenduft, denne andethed og fremmedhed, som har overlevet i 40 år, deponeret i en parfume, som nu pludselig strømmer mod mig igen.

Parfumen, som jeg svagt fornemmede, da jeg passerede tæt forbi disken, bærer på en erfaring i sin flacon, som kun materialiserede pigen, fordi jeg kom forbi, og genkendte duften som hendes fra den dag, jeg for første gang duftede til hendes hals og bryst. Jeg passerede parfumeafdelingen, fordi jeg søgte ly for regnvejret og ville skyde genvej. Dét tog mig cirka ét minut, men da jeg gik ud på Strøget, havde jeg været 40 år undervejs, og havde fået et nyt forhold til min første kæreste – og hun var stadig ligeså tiltrækkende og mystisk som første gang, jeg mærkede hendes duft af syren.

Sjælefuglen

Skriv en kommentar

sjaelefuglenHer i weekenden gik jeg hen over engen i Præstø. Allerede tidligt på efteråret begynder Tubæk å at flyde over og tage nogle af vandets dyr med ind blandt træerne.

På lang afstand så jeg en fiskehejre stå i retstilling i skyggen af et træ, på dens karakteristiske fastfrosne måde. Men da jeg vendte mig om igen var den væk, som opløst af den fugtige luft over engen. Den havde allerede mærket mit blik og gjort sig usynlig.

I mytologien symboliserer fugle ofte sjælen. F.eks. i det gamle Egypten, hvor sjælefuglen hed Ba. Måske er det fordi fugle er så uhåndgribelige, svære at fange, så forsvindende flyvske og altid på vej mod himlens usynlighed, at de er blevet symbolet på sjælen, som jo heller ikke lader sig hverken se eller fange.

Jo mere mennesket op gennem tiden har ledt efter sjælen jo mindre har der været at se. Gennem lange tider troede man, at sjælen sad i hjertet, men da der blev kikket efter, var der ikke noget at se, hvilket dog alligevel godt kan være beviset for sjælens eksistens: Som en fugl var den fløjet da mennesket rettede sit insisterende og undersøgende blik mod den.

Men ofte kan man alligevel mærke noget besjælet hos et andet menneske. Ikke hvis man stirrer, kikker, leder, graver eller glor. Kun kan man mærke det, hvis man er opmærksom, et eller andet sted i yderkanten af synsfeltet, på den måde, som jeg så fiskehejren. Herfra skinner det ind i vores eget liv:

Fiskehejren folder sig ud og trækkes let op i vinden
inden blikket endnu har nået den.

Øjet har løftet en fjer i dens stramme dragt
så en luftning advarer om at synligheden er på vej.

Fuglen er der kun så længe den ikke er set
når blikket larmer tages den af usynligheden.