Sikkert utilsigtet har dannelsen af Inger Støjbergs nye parti fremkaldt et meget klart billede af grundlaget for politik. Partiet Danmarksdemokraterne viste sig allerede på stiftelsesdagen at være en slags politisk laboratorierotte, som kan studeres med henblik på at analysere kernen i politik – ikke kun i det nye parti, men i alle politiske partier. Fordi partiet i skrivende stund blot har eksisteret i 24 timer, er nogle ting tydelige, som hos de ældre partier efterhånden enten er glemt eller blevet tildækket under tykke lag af fernis.

Da krigen kom til Ukraine, kom frygten til os. Siden Anden Verdenskrig har vi ellers næsten vundet hævd og brugsret til forestillingen om, at vi lever på et fredeligt sted, selv om verden har været fyldt med krige, også med dansk deltagelse, dog heldigvis langt væk. Men via bagvejen i Ukraine er krigen kommet ind i vores hverdagssprog og daglige forestillinger, som noget, der ikke udelukkende kan beskrives og betragtes på afstand. 

Med den slags “fredsvenner”, som man i disse dage møder på Facebook og andre sociale medier, behøver man ikke nogen fjender. Det er som om der er sluppet en aggressiv ånd ud af flasken blandt ellers fredelige gamle venstreorienterede fredsvenner. Reaktionerne på krigen i Ukraine har vist, at en krigs første offer ikke nødvendigvis er sandheden, som det ellers hævdes, ej heller er det de mennesker, som bliver direkte ramt af lidelse og krigsvold. Nej – krigens første offer er evnen til medfølelse. 

Hvis man ikke vil lære af fortiden, er der kun nutiden tilbage. Og det kan være langt mere pinefuldt at skulle lære af nutiden end af fortiden. Netop erfaringerne fra fortiden kan være instruktive i disse dage, hvor risikoen for krig i Europa har overtaget de gule breaking news fra covid-19 og pandemien.

Den 8. januar 1962, dagen efter min fem-års fødselsdag, præsenterede statsminister Viggo Kampmann en lille pjece med dommedagstitlen “Hvis krigen kommer”. Kort tid efter blev den husstandsomdelt i 1,5 millioner eksemplarer og landede i mine forældres postkasse, langt ude på landet i en vestsjællandsk landsby. Jeg ved ikke hvad mine forældre tænkte, men mange år senere fandt jeg pjecen blandt deres vigtigste efterladte papirer. Det havde været alvorligt, så de havde i hvert fald valgt at gemme anvisningerne på, hvordan man skulle forholde sig, hvis krigen kom.