Kategoriarkiv: Samfund

Udsigt over Corona-land: Pas på kærlighedsevnen

Har været bragt i en versioneret udgave på POINT of VIEW International d. 13. marts 2020

Når afstanden mellem mennesker i den kommende tid bliver til normen og rytmen i vores hverdag, så er varetagelse af kærlighedsevnen mere vigtig end nogensinde. Det var nærmest som en symbolsk påmindelse om at passe på kærligheden, at både landets swingerklubber og kirker lukkede i løbet af onsdagen, som en konsekvens af kampen mod den truende Corona-virus. Om formiddagen kunne Ekstra Bladet meddele, at swingerklubberne ville vise samfundssind ved at indstille aktiviteterne. Senere på dagen var det landets biskopper, der udsendte en pressemeddelelse om, at “Gudstjenesterne aflyses overalt i folkekirken”. 

Der er naturligvis tale om to udtryk for forudseenhed og rettidig omhu, som man kun kan påskønne. Men når både de fysiske og åndelige kærlighedsinstitutioner lukker, så er det alligevel vigtigt at huske på, at nødvendigheden af eros og kærlighed ikke af den grund forsvinder. Det er måske de færreste, der går på swingerklub og i kirke, men alle har brug for den trøst, som både eros og kærligheden giver. Og nu er fysisk afstand mellem mennesker altså sundhedsnormen og den moralske tilgang til det sociale liv. 

Hvad sker der med nærhedsetikken når afstanden pludselig er et livsvigtigt påbud? Bliver den fortyndet, når det moralske krav er, at vi holder afstand? Og hvordan genopfinder vi en afstandens etik og ansvarsfølelse, når isolation og fysisk afstand gør det svært at se Den Andens ansigt og sårbarhed? Hvordan opretholder vi evnen til at reagere på andres skrøbelighed og behov, når dørene skal holdes lukkede? Det er en dybt paradoksal situation, vi er havnet i: Verden er ramt af en sygdom, som kun kan bekæmpes i fællesskab, men som kræver afstand og isolation. Så er fælles handling og ansvar for næsten ikke nødvendigvis en helt indlysende prioritering. Eros betyder at række ud efter andre, som man jo rent fysisk gør i elskoven, og kærlighed betyder slet og ret, at indse sit livs afhængighed af noget og nogen, som ikke er én selv. Når swingerklubberne og kirken lukker, kan vi vælge at sige “og hvad så”? Men vi kan også vælge at set det symbolske i den kendsgerning, at mennesker har brug for nærhedskontakt med hinanden, for at være og forblive mennesker og for at udvise menneskelighed.

Derfor: Hvordan opretholdes en mellemmenneskelig eros og kærlighed når afstanden mellem mennesker for en tid er den afgørende sociale norm? Så er det måske ordene og øjnenes blik, der skal blive mere levende, medfølende og trøstende, mere erotiske, kropslige og lidenskabelige, for allerede nu kan vi jo se, at netop kravet om afstand meget let slår over i ligegyldighed og bortvendte øjne. Derfor elsker man pludselig kassedamen i Netto, som siger “god dag”; derfor er det så dejligt og næsten erotisk, at nikke til fremmede, man møder på gaden; derfor er det så sugende skønt kunstfærdigt, at bukke og neje for hinanden, når vi nu ikke kan give hånd og knus; derfor er det så nødvendigt at se hinanden i øjnene, for det er også at række ud, berøre og kærtegne. Lad swingernes erotisk livsglæde blive en del af den forårsluft, der trods alt er fælles, og forener os på gader og stræder, og lad kirkens trøstende kærlighed blive en del af det blik vi møder hinanden med. Selv på afstand kan vi godt råbe hinanden op og vise medfølelse og lidenskabeligt engagement i hinandens ve og vel. Rør hinanden med øjnene, netop i Corona-land har vi øjne for at se hinanden og ikke for at lukke dem.

Positive erfaringer – heldigvis er vi ret afhængige af verden omkring os

Meditationer i februar over betydningen og nødvendigheden af at være afhængig af andre mennesker, af verden omkring os og af tilfældighederne.

1. Vi er afhængige af andre mennesker og må derfor tit opgive vores egne planer, fordi de ikke kan lade sig gøre i den omverden, som vi lever i og er afhængig af.

2. Vi betyder noget for andre mennesker og må ofte gøre noget, som vi ikke har lyst til eller personlig interesse i – uden at opleve det som tab eller manglende frihed.

3. Vi kan ikke undgå andre menneskers påvirkning af vores liv eller deres indflydelse på vores hverdag. Vi må tilpasse os andre og kan ikke suverænt bestemme, hvornår og hvordan de skal eller må påvirke os.

4. Vores liv er i stor udstrækning bestemt af de begrænsninger vi er underlagt, og ikke kun af muligheder, frie valg og egen planlægning.

5. Vi kan ikke alt, har ikke alle muligheder og talenter og slet ikke uendelig valgfrihed. Ofte bliver der valgt for os, og vores frihed består i at forholde os til dette uden at se det som en tabserfaring eller udtryk for personlige begrænsninger – selv om vi jo også må acceptere personlige begrænsninger på en lang række områder. 

6. Vores opmærksomhed på verden omkring os er afgørende for om vi oplever en forbindelse med denne verden, og ikke bliver lukket inde i livet med os selv, i en ensom kamp for at definere både os selv og verden.

7. Vi skal lade omgivelserne trænge ind i vores opmærksomhed, for denne opmærksomhed er den eneste adgang til det, der ikke er os selv.

8. Alt det vigtigste og mest betydningsfulde i tilværelsen kan vi hverken planlægge os til eller fra. Verden og omgivelserne kan noget med os, som vi ikke selv kan – de kan give os livsfylde og medleven.

9. Vi kan ikke forberede os på alt. Tilfældigheder er et af de vigtigste elementer i vores liv og er kilden til både lidelse, livslyst og lykkefølelse. 

10. Vores liv bliver først vores eget når vi oplever vores begrænsninger, for heri ligger vores sande muligheder.

Gadespejlet

Enken nede i stueetagen havde to faste pladser ved vinduet ud mod Holmbladsgade. I hver karnap stod der en lænestol, som passede til vinklen på gadespejlene. Det ene var indstillet så hun kunne se ned mod Amagerbrogade, det andet spejlede rækken af sidegader med tyske bynavne op mod Strandlodsvej. 

Spejlene var nødvendige, hvis hun ville have del i det, der foregik ude på gaden, for hun var for længst blevet så gammel, at hun næsten ikke kunne bevæge sig uden for en dør. Alderdommen havde ramt hende ekstra hårdt da hendes mand døde, sagde min farmor, som boede oppe på fjerde. For de fleste i området var den afdøde mand bare en gammel historie. Han var dog stadig den, som enken helst ville tale om, hvis hun mødte andre mennesker end dem, hun så gennem gadespejlet. 

Hver gang vi gik forbi hendes vindue var det tydeligt, at enken sad derinde. Børnene grinede op til hende mens de voksne rystede lidt på hovedet og hviskede om hendes nysgerrighed, som om hun var mere nysgerrig end dem, der gik ude på gaden og med egne øjne kunne se alt, hvad der foregik, og ikke kun det udsnit, som det firkantede gadespejl afgrænsede. Men de voksne mumlede noget om, at så spændende kunne det da heller ikke være at glo ud på gaden, der skete jo aldrig noget.

Man var altså mere nysgerrig, hvis man kikkede ud på gaden via et spejl, end hvis man flere gange om dagen gik op og ned langs husrækken; først på arbejde eller i skole, så på fælleden og hjem igen, så ud for at købe ind, besøge venner og kammerater, senere for at gå i biografen, til fodbold eller ud for at mødes med kæresten, eller hvad der nu kunne være grunden til turen ud på gaden. Måske gik man bare en tur, ikke for noget, men gik bare en tur forbi steder man kendte. Og den gamle enke sad der hver eneste gang. 

I dag taler man om nødvendigheden af at kunne spejle sig i omgivelserne, fordi vi lærer os selv at kende gennem spejlingen i verden og menneskene omkring os. Psykologerne har nok ikke tænkt på gadespejle, da de udformede teorien om spejling. Men det kunne de faktisk godt have gjort. 

Verden kom ind til enken gennem gadespejlet, men i stor udstrækning forblev den tavs, for den reagerede ikke på hendes blik. Hendes spejlverden var som en stumfilm. På grund af det ukendte handicap, som måske skyldtes mandens død, kom enken næsten aldrig ud på gaden; verden reagerede derfor heller ikke på hende, og det er jo netop denne reaktion, som psykologisk set er det vigtige ved spejling. Og faktisk kunne hun jo næsten heller ikke opsøge verden – kun den del af den, som kunne være i gadespejlet.

Min far sagde, at enken bare sad og så på alle dem, som gik forbi i løbet af dagen, hvad skulle hun ellers foretage sig? Han var et medfølende menneske og forklarede mig om ensomhed og isolation. Den gamle dame var ensom og isoleret, og hun savnede at kunne gå ud i byen, sagde han. Hun kan jo slet ikke komme nogen steder, understregede min far og pegede rundt, der hvor vi stod. Han pegede på steder, uden at pege på noget bestemt, for der var jo steder alle vegne, alle steder, kunne man jo sige. Vi var selv på vej et sted hen, nemlig til Rønberg Legetøj i Store Kongensgade.

Netop Rønberg Legetøj var et af de første steder som jeg for alvor kom til at kende, bortset fra de steder, der var mine egne, altså hjemme, og tæt på hjemme. Vi tog i Rønberg Legetøj én gang om året, i sommerferien, og så måtte jeg vælge tre ting. Siden har det betydet, at Store Kongensgade er et sted, hvor der for mig er deponeret en stemning af frihed, muligheder og overflod, også den dag i dag.

At begynde turen ned ad Store Kongensgade, oppe fra Kongens Nytorv, er at begynde en tur ind i et forjættet land. Det er ikke så tit, at jeg går den vej længere, man skal ikke overdrive med det forjættede og de uanede muligheder. Men jeg ved, at gaden har den stemning parat til mig, når jeg kommer fra Gothersgade og drejer til venstre for at kunne spejle mig i Store Kongensgade. Ikke i den luksus og overflod, som gaden repræsenterer i dag, men i barndommens nærmest ubegribelige luksus, som var forbundet med at kunne vælge tre ting i Rønberg Legetøj.

Den var den slags steder, som enken i vinduet ikke havde længere. Eller rettere, hun havde dem sikkert i erindringen, men hun kunne ikke nå frem til dem i virkelighedens verden. Gennem gadespejlet kunne hun måske begynde turen til et af disse steder, som for hende havde deponeret vigtige erindringer og stemninger om overflod, uanede muligheder, det første møde med hendes mand, det første kys, eller måske bænken nede ved kirkegårdsmuren, altså det sted, hvor hun satte sig, når hun som ung mor havde trillet rundt med barnevognen. Disse steder var kraftfelter i hendes liv; det var hendes steder, depotsteder, som rummede erindringsbilleder, der aldrig ville ændre sig, uanset hvor meget de så ellers måtte have ændret sig gennem tiden. 

Det var disse steder, erindringens kraftfelter, stemningsdepoterne, hun savnede at se og mærke gennem kroppens tilstedeværelse. Og det var vejen hen til dem, hun prøvede at indfange i gadespejlet og gennem de mennesker, der kom forbi, på vej til eller fra deres egne steder og kraftfelter; der, hvor de havde deponeret vigtige følelser, stemninger og erindringer. Stederne, hvor dele af deres liv lå deponeret.

Magtens anatomi

Magten kan gemme sig mange steder, f.eks. i den menneskelige anatomi, i bestemmelsen af organernes betydning, ikke kun som fysiske organer, men som udtryk for egenskaber og værdier hos kvinden og manden. Netop kønnets organer har gennem tiden været, og er stadig, et af de stærkeste magtredskaber i tildelingen af rettigheder og kvaliteter. Der er fortsat grund til at undersøge de såkaldte ædlere dele, for de er virkelig kostbare i den forstand, at de har magt til at fraskrive eller tilskrive mennesker betydning, værdighed og anerkendelse. Og her har definitionsmagten næsten altid har ligget hos mændene!

Da Gud skabte mennesket, fik han desværre ikke sat mærkater på organerne – heller ikke på de organer, som ellers antages at adskille de to køn fra hinanden. I store dele af historien har der imidlertid heller ikke eksisteret to køn, men blot ét. Vi ved naturligvis godt, at det fra tidernes morgen har vrimlet med både kvinder og mænd, og de bedste fortællinger handler netop om den kærlighed og de konflikter, som skyldes forskellighederne. Derfor er det fristende at konkludere, at der så også har været enighed om, at der var to køn. Men sådan er det altså bare ikke.

Den græsk-romerske læge Claudius Galenos levede fra ca. 130 til 220. Det var ham, som fik en afgørende indflydelse på spørgsmålet om antallet af køn – en indflydelse, der strakte sig helt ind i det 18. århundrede. I denne lange periode var der ikke nogen, som for alvor rejste tvivl om Galenos teori: i fysiologisk forstand er der kun ét køn, selv om der i kulturen tales om både kvinder og mænd. 

Det eneste køn der fandtes, var det mandlige. Ifølge Galenos og hans mange efterfølgere havde kvinder og mænd nemlig ens kønsorganer. Som enhver empirisk undersøgelse jo viser, vender kvindens kønsorganer bare indad, og er derfor ikke synlige, som mandens. Kvindens vagina er således en indre penis, forklarede Galenos, altså en penis foldet ind i kvindens indre, i stedet for at være løst hængende, som hos manden. På samme måde svarer kvindens kønslæber til forhuden, uterus kan sammenlignes med testikelpungen og ovarierne med selve testiklerne. Lige netop ovarierne fik da heller ikke noget selvstændigt navn før i det 18. århundrede, men blev indtil da betegnet som orcheis, som også mandens testikler blev kaldt.

Denne formodede fysiologiske lighed mellem kvinder og mænd betød imidlertid ikke noget for deres lighed i kultur og samfund. Kvindens indadvendte kønsorganer svarede måske til mandens, men var alligevel ikke fuldt så gode som mandens tilsvarende udadvendte kønsorganer. Galenos’ teori var, at kvinden af nødvendighed måtte have indadvendte, eller indkrængede kønsorganer, fordi hun efter sin natur var koldere end manden, og dermed også var en ringere udgave af mennesket end manden. Teorien understregede desuden, at det alene var den mandlige sæd, der netop på grund af mandens varme, kunne være livgivende. Livet kom fra mandens udadvendte kønsorganer, og kvinden tjente blot som en slags ernæringsbeholder for fosteret, selv om hendes kønsorganer var identiske med de mandlige, men altså bare indadvendte.

At kvindens kønsorganer var indadvendte viste også noget om kvindens mystik og farlighed, noget som teologerne og kirken først og fremmest drøftede med udgangspunkt i den deformerede fysiologiske indretning af de kvindelige – eller rettere mandlige – kønsorganer. 

Generelt har der i store dele af historien været en sand foragt for legemet, godt understøttet af kirken og religionen. Foragten har dog været mest udtalt og voldelig i forhold til kvinder, fordi djævlen yndede at gemme sig i kvindernes forvrængede køn og fra denne skjulte position vækkede de sagesløse mænds lyst og liderlighed.

Kvinder havde nok principielt de samme kønsorganer som mændene, men de var deformerede og forfejlede i forhold til mændenes, og derfor udtryk for en moralsk forskel – en forskel, som gjorde kvinderne langt mere liderlige og syndige end mændene. En skyld som kvinderne måtte mærke, og som de har betalt en høj pris for gennem størstedelen af historien. 

Altså var der tale om ét køn, men alligevel om kvalitativt forskellige udgaver af dette køn. Denne teori blev med stor autoritet fastholdt helt op i det 18. århundrede. Dog ikke fordi der ikke skete nye videnskabelige opdagelser vedrørende kvindens mystiske og fejlbehæftede indretning, men fordi de anatomiske forestillinger også slog igennem som en samfundsmæssig og socialt begrundet magt. Pointen var, at nok var der kun tale om ét køn, men kvinderne var alligevel ringere mennesker end mændene. 

Det viste sig f.eks. da den italienske anatom Realdo Colombo (1515/6-1559) i 1559 hævdede, at han var den første, der kunne beskrive klitoris og dens funktion. Den selvbevidste Colombo undrede sig over, at ingen før ham havde fundet netop dette kvindelige sted, og kaldte det derfor helt efter egen inspiration for Venus’ sødme. Allerede tidligere græske, persiske og arabiske læger havde dog beskrevet dette sted. Og mon ikke også en hel del kvinder op igennem historien havde opdaget det, inden doktor Colombo nærmest tog det til sig som sin egen opfindelse, og kunne beskrive sødmen for kvinderne selv?

Romanen “Anatomen” (Gyldendal 1999) er en skønlitterær fremstilling af historien om Realdo Colombo “opdagelse” af klitoris

Mændenes definitionsmagt havde heller ikke på dette område fornægtet sig, så grækerne havde valgt at betragte “Venus’ sted” som en uperfekt version af den mandlige penis. Og senere bemærkede anatomen og lægen Andreas Vesalius (1514-1564), at man nærmest ikke kunne beskrive denne nytteløse ting, som et organ, men måtte betragte den som noget patologisk, der kun viste sig hos kvinder med tendenser til hermafrodisme. 

I den lægevidenskabelige diskurs forsvandt klitoris derfor igen, og lå stadig næsten helt neddykket i forhold til den lægevidenskabelige faglitteratur i det 19. århundrede, hvor man stadig kunne læse, at klitoris var at sammenligne med den mandlige penis, dog i en degenereret udgave. Selv om man i det 19. århundrede ikke holdt fast i den biologiske et-køns model, var det stadig mandens anatomi, der blev lagt til grund for forestillingerne om kvindens anatomi. Opfattelsen af kvindens kønslige anatomi fortsatte derfor også i lang tid med at tage udgangspunkt i en teori om fejlindretning i forhold til manden.

At der stadig findes en slags magtens anatomi viste sig, da NASA i 1972 og 1973 sendte Pioneer 10 og 11 ud i det ydre solsystem, bl.a. for at fortælle eventuelt udenjordisk liv lidt om mennesket. Ombord på de to rumfarttøjer var der således en plade, som bl.a. viser en nøgen kvinde og en nøgen mand. Fra en magt-anatomisk betragtning er det interessant, hvordan disse to nøgne mennesker er skildret. Manden er udstyret med en tydelig, men dog meget lille, penis. 

Udsnit af den såkaldte “Pioneerplade”, som rumsonderne Pioneer 10 og 11 medbragte på rejsen til det ydre Solsystem

Kvinden har imidlertid intet, som kunne antyde eksistensen af en vagina, men ser ud som om hun er helt lukket mellem benene, nærmest som om hun mangler noget, f.eks. en penis. Det ville i hvert fald ikke være mærkeligt, hvis eventuelle rumvæsener skulle finde på at tolke afbildningen på netop dén måde. Og så vil de være helt på linje med størstedelen af den jordiske historie om kvindens og mandens anatomi. 


Litteratur

Kai Aalbæk-Nielsen: Kærlighed i antikken. I tidens ånd 1. Gyldendal 1999.
Kai Aalbæk-Nielsen: Kærlighed i middelalderen. I tidens ånd 2. Gyldendal 1999.
Hugh Aldersey-Williams: Anatomies, Penguin Books London 2014.
Fererico Andahazi: Anatomen, Gyldendal 1999.
H. Hopstock og L. Faye: Grundtræk af anatomiens historiske udvikling, bd. 1 og 2, Kristiania 1994.

Det lyriske husapotek

Næsten ingen af de problemer, der berører os dybest, har noget sikkert svar. Den engelske filosof Bertrand Russell (1872-1970) anbefaler imidlertid filosofien som en udvej: »At lære, hvordan man kan leve uden vished, og dog ikke lade sig lamme heraf, er måske det vigtigste, filosofien i vor tid stadig kan gøre for dem, der studerer den«, skrev Russell i introduktionen til Vestens filosofi. 

Netop dén bog blev oversat til dansk af forfatteren Elsa Gress (1919-1988) i 1962, og hun havde selv en mening om, hvad man kunne stille op med de eksistentielle problemer, som hverken videnskaben eller religionen kunne give svar på. Hendes svar var ikke filosofien men poesien, som selvfølgelig heller ikke giver noget svar på de dybeste eksistentielle spørgsmål, men som åbner muligheder for nye perspektiver og opdagelser – og ikke mindst vækker slumrende erkendelser på tværs af tider og steder, fortid og nutid. Lyrik er ikke bare ord og korte linjer. At læse et digt er en erfaring, der sætter spor i både krop og sind, helt på linje med alle andre erfaringer, hvis vi altså er vågne nok. 

Her i sommer har jeg beskæftiget mig en hel del med Elsa Gress og bl.a. besøgt hende på kirkegården ved Damsholte Kirke på Møn, hvor hun ligger begravet. I år ville Elsa Gress være blevet 100 år og det er hen over sommeren blevet fejret med en udstilling og en række arrangementer på Møn, fordi hun fra 1974 og frem til sin død i 1988 boede i den store gartnerbolig ved Marienborg Gods uden for Stege. Stedet eksisterer stadig som Villa Gress og fungerer bl.a. som refugium for forfattere. 

Blandt Elsa Gress’ mindre kendte bøger er Under månens skive fra 1964, med undertitlen Poetisk postil. I middelalderen var postiller en samling litterære tekster, der havde til hensigt at virke opbyggelige og støttende på mennesker, ikke mindst i livets sværeste  øjeblikke. Dengang havde de naturligvis ofte en religiøs karakter. Den poetiske postil, som Elsa Gress udgav, handler imidlertid om det der overgår mennesket i det sublunare – altså i den menneskelige sfære, under månen (Luna er det latinske ord for måne) »i modsætning til himmel og helvede«, som Elsa Gress skriver i forordet. 

I Under månens skive har Elsa Gress samlet og oversat en samling digte, og ordnet dem efter særlige stemninger og grundfølelser, som f.eks. menneskelig længsel, angst, minder, mismod, dødstanker, smerte, lidelse, ensomhed og selvfølgelig kærlighed og knust hjerte; altså stemninger eller grundfølelser, som alle mennesker på et eller andet tidspunkt møder. I forordet skriver hun således, at digtene er valgt »efter hvad man kunne kalde deres sindsstyrkende virkning i de pågældende menneskelige situationer, der alle indebærer behov for trøst«.

At give trøst betyder efter min mening at give håb. Har man mistet håbet, eller tvivler man, så er det næsten aldrig i én selv, at håbet umiddelbart kan genfindes. Så må man vende sig mod verden, mod andre mennesker, eller mod lyrikken, hvorfra der tales med nye ord og andre erfaringer om det, som man lige nu selv oplever.

Selvfølgelig er det i høj grad individuelt, hvad der kan give et menneske håb midt i en lidelsesfyldt situation; også hvilke digte, hvilke ord i det hele taget, der kan virke lindrende. Elsa Gress valgte naturligvis de digte, der havde hjulpet hende. 190 digte blev det til af kendte og ukendte digtere, oversat fra fem forskellige sprog. Her gengiver jeg bare en enkelt strofe fra et digt, som Elsa Gress har placeret under afsnittet Dødstanker og sorg over døde. Strofen er fra Charles Baudelaires (1821-1867) digt Døden og de fattige:

Det er døden, ak, der gi’r lysten til livet,
vort mål og det eneste håb vi har her,
der som eliksir har berust os og givet
os mod til at vandre til natten er nær.

Ideen til en poetisk postil fik Elsa Gress fra den tyske, forfatter Erich Kästner (1899-1974), som i 1936 begyndte at skrive digte til det han kaldte et Lyrische Hausapotheke, et lyrisk husapotek, med digte om og til menneskets forskellige oplevelser; de af menneskets indre tilstande, der ikke findes diagnoser for eller medicin imod, men som ikke desto mindre kan være fyldt med usikkerhed, smerte og lidelse. Først langt senere udkom disse digte, men Kästner tilføjede løbende nye, så den udgave jeg har på tysk består af 29 digte i faksimile, i den smukkeste håndskrift og illustreret.

Der findes en dansk oversættelse af seks af Kästners digte fra Lyrische Hausapotheke, oversat af Julius Clausen, som også selv udgav det lille lyriske husapotek på blot 17 sider og i kun 55 eksemplarer. Bagerst i bogen skriver Julius Clausen, at den udgives i anledning af julen 1949 og med forfatterens, altså Erich Kästners, personlige tilladelse, som det tilføjes med Clausens egen håndskrift. 

Digtenes danske titler fortæller lidt om, hvad Kästners husapotek indeholder og stræber efter: 1. Jernbanetoget, 2. Hvermands Sørgmodighed, 3. Opmuntring for Kleinmodige, 4. Alderdomshjemmet, 5. En Bogholder skriver til sin Mor og 6. Den gyldne Ungdomstid. 

Det er digte, der sætter ord og perspektiv på almene hverdagssituationer, f.eks. den stemning, man kan komme i på banegårde og ved togrejser:

Vi sidder alle i samme Tog
og rejser tværs gennem Tiden.
Saa kigger vi ud. Vi har læst vor Bog.
Vi kører alle i samme Tog.
Hvor langt? Dér glipper vor Viden.

Kästners digte i Lyrische Hausapotheke er henvendt til alle, men og selvfølgelig ikke mindst til værdigt trængende i lidelse og sorg. Helt den samme model, som Elsa Gress udvalgte digte efter til den poetiske postil. 

Man behøver ikke at bruge hele indholdet, eller noget af det overhovedet, fra hverken Elsa Gress’ eller Erich Kästners forslag til til et lyrisk husapotek. Ideen er imidlertid til at bruge. Siden jeg var 17 år gammel har jeg læst digte og har faktisk, uden helt selv at være klar over det, efterhånden fået opbygget et lyrisk husapotek. 

Ikke mindst i de senere år er jeg gang på gang vendt tilbage til bestemte digte, måske for at få trøst og håb i vanskelige og tunge situationer, måske for at få et nyt perspektiv på følelser og tanker, som jeg ikke kunne komme ud af. Eller også har jeg hentet digte fra det lyriske husapotek for at finde udveje, som jeg selv var blind for, eller for at finde forklaringer, der skjulte sig for mig, og for at høste indsigter, som digtere på tværs af tid og sted, generøst tilbød mig. 

Igennem årene har jeg fået samlet mig et lyrisk husapotek, bestående af helt forskellige digtere fra alverdens lande og alle tider. Og mit lyriske apotek vokser heldigvis til stadighed. Sjovt nok senest i forbindelse med endnu et besøg på Møn, hvor jeg jo også mødte Elsa Gress. Denne gang var digteren – Gerđur Kristný – imidlertid helt levende og lysende indsigtsfuld da hun optrådte ved Verdenslitteratur på Møn, og med ét placerede en Sjælemesse blandt de livsnødvendige bøger i mit lyriske husapotek.

Hvis du har lyst til at blive lidt inspireret af mit eget lyriske husapotek, så har jeg samlet nogle få eksempler her.

Da Nobels Fredspris gik til en dansker

Fredrik Bajer blev født i landsbyen Vester Egede, ikke langt fra min lille ø her i det sydsjællandske. Det er nok de færreste der ved, hvem Fredrik Bajer er, men netop i dag er der faktisk god grund til at genopfriske historien. I dag blev Nobels Fredspris nemlig uddelt og i år gik den til Etiopiens premierminister Abiy Ahmed. For 111 år siden, i 1908, var det imidlertid Fredrik Bajer, fra Vester Egede, der som den hidtil eneste dansker, fik Nobels Fredspris.

Fredrik Bajer blev født i 1837 og døde i 1922. På alle måder er han et af de mennesker, der er grund til at huske. Han levede i urolige tider, som vi vel også gør i dag, og efter at have deltaget som løjtnant i krigen mod Preussen (i 1864) tog han en afgørende beslutning om at engagere sig i arbejdet for freden. Han trådte derfor ud af hæren og kastede sig over løsningen af samtidens alvorligste problemer med et engagement så man kunne ønske sig, at han stadig var iblandt os. 

Skulle Fredrik Bajer finde på at dukke op i dag – bare for at se, hvordan vi havde forvaltet hans politiske og moralske arv – så ville han snart opdage, at det med freden stadig har trange kår. I sin tid var han hovedmanden bag bl.a. Dansk Fredsforening og Verdensfredsbureauet i Bern i Schweiz. Han deltog i de store verdensfredskongresser og var engageret i næsten alt det vigtigste internationale fredsarbejde, og hans betydning for dette arbejde afspejlede sig i tildelingen af Nobels Fredspris i 1908. Derfor var det en enorm skuffelse for Fredrik Bajer, at 1. verdenskrig alligevel brød ud i 1914. Jeg tror ikke hans skuffelse ville være mindre, hvis han tog et kik på nutidens urolige og voldsplagede verden. Ville han overhovedet kunne forstå, at en verden med så mange muligheder, alligevel fortaber sig i umenneskelighed, undertrykkelse, krige og vold?

Fredrik og Matilde Bajer

Fredrik Bajer blev gift med Matilde Schlüter, og sammen stiftede de Dansk Kvindesamfund i 1871, og var begge meget aktive i kampen for ligestilling og social retfærdighed. De var tidligt ude fra familien Bajer, for nu – omkring 150 år senere – er spørgsmålet om fred, ikke-vold, social lighed og retfærdighed stadig aktuelt, og det gælder desværre også ligestillingssagen. 

Nu skal man ikke være demonstrativt pessimistisk sådan en dag, hvor Nobels Fredspris bliver uddelt. Betydningen af fortsat insisteren på, at der skal sættes (stor) pris på fredsarbejdet, kan ikke overvurderes. 

Fredrik Bajer var pacifist, fortaler for ikke-vold og fredelige løsninger på konflikter, samarbejde og gensidig respekt, trods modsætninger. Sådan var den i dag næsten ukendte mand fra Vester Egede. 

Det er nødvendigt at blive ved med at huske ham, nævne ham, huske på hvad ikke-vold betyder, huske på fredens nødvendighed, retfærdighedens betydning og ligestillingens moralske overlegenhed. Mange ting har ændret sig siden Fredrik Bejer fik Nobels Fredspris i 1908; men ikke nødvendigheden af at sætte pris på freden og retfærdigheden. Derfor siger vi tillykke til dagens modtager af Nobels Fredspris, Etiopiens premierminister Abiy Ahmed. 

Stresshåndtering – opium for folket

Sommerferien er forbi. Ude på virksomhederne skal der igen ledes. Lederne skal forandre, omstrukturere, innovere, maksimere, anerkende, nedskærer, omlægge, motivere m.m. Frem for alt skal lederne igen til at finde løsninger på alle de problemer, som dårlig ledelse og patologiske arbejdsvilkår resulterer i hos medarbejderne, bl.a. sygdom, nedslidning, stress og manglende motivation. 

Virksomhedernes nedbrydning af den såkaldte “menneskelige ressource” er et problem, som ledelsesteorierne tilsyneladende ikke kan finde en løsning på, og som afslører en fatal kløft mellem etik og management. Ikke så få ledelsesteorier går således mere eller mindre direkte ud på at sløre de alvorlige konsekvenser af denne kløft.  

Her skal der ikke refereres til specifikke undersøgelser, men det er for længst dokumenteret, at stress er det reelle i arbejdslivet for mange mennesker, at det moderne arbejdsmarked ofte skaber både psykiske og fysiske problemer hos medarbejderne. Hermed fjernes den motivation og arbejdsglæde, som ellers skulle resultere i gode resultater for virksomhederne. Stress trænger sig ind på stort set enhver virksomhed, og er i dag nærmest defineret som en folkesygdom. Det er næsten umuligt at holde sig på afstand af stressende arbejdsvilkår, selv om alle ved hvor ødelæggende de er for krop og sjæl.

En del af ledelsesteoriernes rationale er at omskrive potentielt stressende arbejdsvilkår til at være tegn på en spændende, motiverende og udfordrende arbejdskultur. Lige omkring sommerferiens afslutning så jeg således tilfældigvis en jobannonce, der netop præsenterede nogle arbejdsvilkår, som forskningen viser er direkte stressfremkaldende. I jobannoncen blev de imidlertid præsenteret som vilkår for et job fyldt med spænding og muligheder for motiverende arbejdsglæde i hverdagen. 

I jobannoncen stod der, at hvis nogen siger “omskiftelig og til tider uforudsigelig hverdag,” tænker I (altså dem, der ville søge jobbet), “herligt – det bliver aldrig kedeligt”. Det lyder måske uskyldigt, men begreberne “omskiftelig” og “uforudsigelig” lover ikke kun variation og sund afveksling i arbejdslivet, men en grænseoverskridende dynamik, der øger risikoen for stress hos medarbejderne.

Bag de tilforladelige ord kan der gemme sig arbejdsvilkår, hvor du ikke kender din opgave når du møder ind om morgenen, hvor du kan blive smidt ud i opgaver, som du ikke har faglige kompetencer til at løse, hvor du ikke har mulighed for at forberede dig på en kvalificeret måde, hvor den næste arbejdstime lige netop er “uforudsigelig” og virksomheden generelt er under konstant omstrukturering. Samlet set en arbejdsdag uden struktur og gennemskuelighed, uden tryghedszoner og med en organisationskultur, hvis fremherskende kendetegn og selvforståelse er konstant forandring. 

Jobannoncen omtaler imidlertid disse arbejdsvilkår i et ny-sprog med forventningen om, at medarbejderne vil opleve f.eks. uforudsigelighed i hverdagen som en “herlig” modvægt til kedsomhed. Sagen er bare, at netop dette flydende arbejdsliv er den direkte vej til stress. Jobannoncen perverterer sandheden og viser hvilken afstand der er mellem etik og management.

Men så er der jo altid stresshåndtering at falde tilbage på, hvis medarbejderen ikke kan tåle mosten. Virksomhederne der stresser medarbejderne, abonnerer på andre virksomheders kurser i stresshåndtering og coaching af stressede medarbejdere. Når den nye medarbejder, der får jobbet med de omskiftelige og uforudsigelige hverdage, bryder sammen, så venter et kursus eller et coachingforløb, som skal gøre medarbejderen i stand til at vende tilbage til det job, som skabte den stressende hverdag. 

Den slags kursus- og coachingforløb i stresshåndtering udtrykker den centrale ideologi bag arbejdsmarkedet i dag. Først præsenterer den moderne ledelsesteori psykologisk og eksistentielt pres på medarbejderne, som lutter positive udfordringer, spændende arbejdsdage og muligheder for personlig vækst. Bryder medarbejderne alligevel sammen med stress så overtager stress-coachen opgaven med at få dem indpasset og gentilpasset de selv samme vilkår, som resulterede i stress. 

Undertiden er det fristende at bruge den marxistiske kliché om opium for folket, som beskrivelse af moderne ledelsesteori og stresshåndtering.

Der er tale om en slags glidecreme, som skal mindske friktionen mellem medarbejder og arbejdsvilkår. Mange ledelsesteorier og metoder til stresshåndtering skal få virksomhedens medarbejdere til, mest gnidningsfrit, at kunne deltage i arbejdslivets afsindige tempo og patologiske organisering, mens de samtidig formår at opretholde en nogenlunde mental sundhed. 

Stresshåndtering og forkromet medarbejdercoaching er blevet en god medspiller på ledelsesgangen, hvor der behændigt manipuleres med stress, frygt og ængstelse. Adspurgt ville den ledelse som stod bag ovennævnte jobannonce nok sige, at jobbeskrivelsen afspejler det, som udviklingen kræver. Ud fra en effektivitetsbetragning ved vi, at dét i hvert fald ikke passer. Stressede medarbejdere er ikke effektive. Ud fra en faglig betragtning ved vi også, at stressede, fortravlede og pressede medarbejdere heller ikke er innovative. 

Måske er det simpelthen bare dårlig ledelse, der bygger på en fordummende ideologisk overbevisning om, at hvis etikken bøjes lidt i den gode sags tjeneste, så kommer der mere profit, og bare man giver medarbejderne coaching og kurser i stresshåndtering, så går smerten væk. Ingen af delene er korrekt, og afslører bare en perfid alliance mellem de virksomheder, der stresser medarbejderne og de virksomheder, der tilbyder disse medarbejder stresshåndtering og coachingforløb. 

I virkeligheden burde enhver stresscoach og ethvert kursus i stresshåndtering have en etisk forpligtelse til også at rette blikket mod de virksomheder, som skaber de stressede medarbejdere. I stedet sker det modsatte i en form for symbiose: De står sammen om at gøre stress til et problem for den enkelte medarbejder, der bare skal have hjælp og behandling, for at kunne klare vilkårene på arbejdspladsen. Der er tale om en fælles uetisk og ideologisk beskyttelse af dem, som skaber stressede mennesker.

Mærkelige ting: Fotografier

Hvert år bliver der taget cirka 1,2 billioner fotografier. Alene på Facebook bliver der dagligt lagt over 200 millioner fotos op. Alle disse fotografier siger ganske givet noget om vores forhold til verden omkring os. Hvad betyder det f.eks. at have en erfaring? Facebook, Instagram, Flickr o.l. giver lidt af svaret: At have en erfaring er i stigende grad identisk med at tage et foto af denne erfaring og publicere det på de sociale medier.

Nu skal man imidlertid ikke tro, at det er noget helt nyt, at fotografiet har lagt sig som et lag ovenpå alle vores oplevelser. Efter 15 år som amatørfotograf, sagde den franske forfatter Émile Zola allerede i 1901: »Du kan ikke påstå virkelig at have set noget før du har fotograferet det.«

Måske er de 1,2 billioner årlige fotografier den yderste konsekvens af denne holdning. Eller måske knytter foto-manien sig simpelthen til udviklingen af fotografiapparatets konstruktion fra selvstændigt apparat til at være en del af mobiltelefonen. Eller måske til det menneskelige behov for at kunne fastholde erindringer i en tid, hvor alt flyder forbi os i en hastig og ustoppelig strøm af nye indtryk og oplevelser. De mange fotografier kan være en slags fodaftryk og spor i ens tilværelse. 

Vi skal dog alligevel ikke så lang tid tilbage for at møde den opfattelse, at fotografier var noget mærkeligt noget, og tilmed noget farligt. De fleste har hørt historier om mennesker, der var bange for at blive fotograferet, fordi de forestillede sig, at fotografiet så at sige var en del af dem selv. Det hedder jo netop også, at der bliver taget et foto af nogen. Frygten for fotografiet knyttede sig bl.a. til at det kunne være sjælen, som på den måde blev taget.

I dag har fotografiet mistet lige netop dén form for mærkelighed. Nu er det mærkelige alt det, der rent faktisk bliver fotograferet. Alt det, som man vel kan kalde for ikke-motiver.

Men der er alligevel en slags mystik omkring gamle fotografier. Der er stadig noget mærkeligt ved et fotografi, hvor personerne på billedet er de første i slægten, der bliver fotograferet. Før sådan et billede har alt været erindring, ren erindring, der ikke kunne støtte sig til fotografier, men udelukkende til fortællinger. 

Sådan et fotografi bliver jeg selv ved med at vende tilbage til. Det blev taget d. 1. maj 1933 på Rådhuspladsen i København. Foran kanonfotografen står min farmor og farfar med deres to børn; min far og hans storbror. 

Jeg sidder og skriver dette lige efter, at jeg har været i Politikens Boghandel og netop har krydset den nye Rådhusplads. I lommen har jeg Susan Sontags bog On photography, som jeg købte i boghandlen. Jeg sætter mig på en café og læser de første sider i bogen, som tilsyneladende er skrevet om det gamle fotografi i mit familiealbum: »At tage et foto er at deltage i en anden persons dødelighed, sårbarhed, foranderlighed. Præcis ved at skære dette øjeblik ud og fryse det, vidner alle fotografier om tidens ubarmhjertige gang.«

Fotografiet af min far med hele familien på Rådhuspladsen kan selvfølgelig på ingen måde fremkalde en direkte erindring hos mig, som det ellers ofte er meningen med fotografier. I 1933 er der stadig næsten 25 år til min ankomst og min far er bare 7 år gammel. Jeg har kun kendt drengen på fotografiet som min far, så det er ikke nogen genkendelse i almindelig forstand, det vækker i mig. 

Men som Susan Sontag skriver, hvis vi havde et fotografi af f.eks. William Shakespeare, ville det svare til at have en splint fra Kristi kors. Mindre kan gøre det, og fotografiet er en lille del af min far fra den tid, hvor han ikke var min far og levede i en verden, som jeg aldrig selv har kendt – selv om jeg lige har stået på Rådhuspladsen i København, hvor han stod for 86 år siden.

Fra Rådhuspladsen er familien gået videre mod Fælledparken, hvor der i 1933 mødte over 100.000 mennesker op for at holde 1. maj under bannere med paroler som Mod diktatur – For Folkestyre og Landets arbejdsløse kræver arbejde. I Tyskland var Hitler næsten lige kommet til magten, og de tyske arbejderpartier blev allerede forfulgt af nazisterne. Da min far og hans familie sammen med tusindvis af andre gik over Dronning Louises Bro og videre til Fælledparken var det derfor alvorligt ment, selv om det også var festligt med slik til børnene og stjerneøl til de voksne. 

Som på ethvert fotografi vises der kun en overflade, et splitsekund af min fars liv, men det er også en invitation, fordi det ellers ubetydelige fotografi åbner et vindue mod en anden verden. Det mærkelige ved et fotografi, nyt som gammelt, er dets oprør mod tiden. Fotografiet er en tynd skive af rum og tid, som Susan Sontag skriver. Det er nærvær og fravær på én gang. Den lille dreng på billedet blev senere forvandlet til min far. Den dag på Rådhuspladsen var han imidlertid langt væk, han var opslugt af at være sin egen fars søn. Selv var jeg intetsteds, vel nærmest på samme måde, som min far i dag. 

Fotografiet viser det mest intime: det sårbare og foranderlige liv. De fire mennesker har eksisteret, selv om jeg kun husker min farmor gennem fortællinger om hende, og aldrig har mødt min farfar, der døde af tuberkulose længe inden min ankomst. Og min farbror så vi ikke ret meget til. Som alle fotografier har mit gamle foto imidlertid stabiliseret det, der kun har eksisteret i bevægelse og forbigående. Billedet viser, at vi kun er besøgende.

Den lystne moralist

I sidste uge blev det slået fast, at parforholdet – tosomheden – er kilden til den sande kærlighed, den rigtige seksualitet, den normale menneskelige udvikling og den sunde forældrekærlighed!

Sådan har fordommene ganske vist været i mange år, men nu er det blevet slået fast i en artikel af en dansk psykolog, hvor meget tallet “2” betyder for den ægte kærlighed. Vedkommende beskriver endda sig selv som autoriseret, hvilket sprogligt og juridisk betyder, at han har officiel godkendelse til at drive psykologisk virksomhed og komme med domme over normalt og unormalt. 

Baggrunden for psykologens indlæg er en række artikler, der tidligere på sommeren har været bragt i Politiken, om polyamourøse kærlighedsforhold. Ganske vist beskriver psykologen dem netop ikke som kærlighedsforhold, men blot som udsvævende og ødelæggende seksuelle forhold, hvilket dog også viser hans uvidenhed. 

At leve polyamourøst betyder, at flere voksne mennesker har kærlighedsrelationer til hinanden og indbyrdes. I en polyamourøs familie kan flere voksne altså leve sammen. Som den autoriserede psykolog slår fast, har disse lystige polyamourøse også sex med hinanden, hvilket netop ser ud til at være problemet. 

Helt uden argumentation understreger han nemlig, at polyamourøse forhold bygger på en seksuel lyst, der er skadelig for både de voksne og for børnene i familien. Mennesker, der lever i et polyamourøst forhold er kort og godt “grænseløst selvoptaget”, slår den autoriserede psykolog fast, fordi de tænker så meget på sex. Det er stadig uklart, hvor han ved det fra. Men i hvert fald slår det ham ikke, at mennesker, der lever i en polyamourøs familie, med flere kærlighedspartnere, rent faktisk kan elske hinanden og er gået ind i forholdet på grund af kærlighed til hinanden, og ikke kun på grund af en savlende seksuelle lyst, som den psykologiske moralist tydeligvis ser for sit indre blik. 

Voksen og moden kærlighed forudsætter ikke at der kun er to personer involveret. Faktisk er det muligt at elske flere mennesker på én gang, at føle kærlighed til flere og nære mennesker, hvis det er sådan ens tilværelse har udviklet sig

Men det er åbenbart en helt umulig tanke for den autoriserede psykolog, at den slags mærkelige forhold begynder med kærlighed og næres af en meget moden form for kærlighed, og ikke udelukkende bygger på endeløse seksuelle udskejelser. Polyamorøs kærlighed har ikke noget at gøre med åbne forhold. Troskab, tillid, vedholdenhed, kærlighedsbånd og varme familiefølelser kan også eksistere i det polyamourøse landskab. Ligesom den slags omvendt ikke med nødvendighed eksisterer i alle former for tosomhed.

Her stopper psykologens angreb på det “unormale” imidlertid ikke. Uden belæg slår han nemlig fast, at børnene i de polyamorurøse forhold er de store tabere, fordi det jo udelukkende handler om de voksnes uansvarlige og umættelige seksuelle begær. Jeg ved ikke hvad det er for nogle scener, psykologen ser for sig. Men også i polyamourøse familier er der en hverdag med arbejde og helt almindelige forpligtelser, som i alle andre familietyper; der er hjemlig hygge, udflugter med børnene, skole-hjem-samtaler, tv-aftener, oplæsning, dans og glæde i dagligstuen, indkøb og tøjvask. »Ja, og sex,« vil psykologen tilføje. Øh, ja – har man lyst til at sige; får du ikke selv et godt knald en gang imellem, uden at det forhindrer alle andre aktiviteter og forpligtelser i dit liv?

Faktisk er det vel sådan, at børn i harmoniske familier har store chancer for at blive harmoniske, uanset om familien så er hetero, homo, poly eller solo. Kærlighed mellem de voksne, er godt for børnene. Og selv om psykologen vist tror det, så er der ikke mere kærlighed i en familie med to voksne, end der er i en poly-famile bestående af nogle flere. Psykologens ypperste viden sammenfattes i følgende udsagn: “Sex er selvfølgelig rart og vigtigt, men der er også meget andet i et parforhold”. Det er faktisk korrekt, men hvorfor skulle det ikke også gøre sig gældende i en polyamourøs familie? 

Her er vi ved noget vigtigt, som ikke blot handler om et moralistiske trip fra en autoriseret og tilsyneladende seksuelt overopstemt psykolog. Det drejer sig nemlig grundlæggende om, at han glemmer, at tænkning og erkendelse aldrig er tilendebragt, men altid er undervejs. Det gælder ikke mindst når vi har at gøre med flygtige begreber som kærlighed, der ofte får tænkningen til at stoppe op ved fordommen. Hele den autoriserede psykologs artikel er nemlig bygget op omkring en fordom om, hvad rigtig kærlighed er, hvordan man lever sammen på den rigtige måde. Og derefter punktum; tænkningen stopper ved fordommene om det rigtige og forkerte, det normale og unormale kærlighedsforhold. Psykologen vil dømme, men ikke vide og ikke skaffe indsigt.

Den autoriserede psykolog har indsat sig selv, som en seksuel retskaffen borger, der udelukkende tænker på de lystnes – de polyamourøses – stakkels børn, der efter hans mening nødvendigvis må vantrives. Han kommer til at afsløre, hvor dogmatisk og autoritativt han bakker op omkring en af samfundets støbeforme for opfattelsen af kærlighed, familie og samliv: Kærlighed opstår når der kun kan tælles til to voksne i én familie; harmoniske forhold i familien opstår gennem forældrenes selvforglemmelse og éntydige fokus på børnene, som om overskud til børnene kunne komme fra noget andet sted, end fra forældrenes (også de polyamourøses) forsatte og vedvarende psykiske og erotiske kærlighedsliv.

Den autoriserede psykolog begynder og slutter tænkningen med fordommen om, at sex mellem flere er udtryk for en perversion og umuligt kan bygge på kærlighed og familiefølelse, mens sex mellem to er normalt og hele forudsætningen for kærlighed, fokus på børnene, og simpelthen udtryk for et normalt familieliv. 

Psykologen giver sig selv mandat til at dømme en kærlighed, som han tydeligvis hverken kender til eller ved noget om, men let kan have lystne fantasier om. Han undersøger ikke nærmere om flere voksne, der lever sammen i en polyamourøs relation, kan være andet end lystige galninge, der glemmer børnenes udvikling for selv at kunne dyrke umådeholden sex. Den autoriserede psykolog udelukker fra begyndelsen, uden undersøgelse eller argumentation, at de polyamourøse familier faktisk kan have en stærk kraft i deres hverdag; en kraft, der knytter sig til en indbyrdes kærlighed der har ligeså stor gyldighed, som tosomhedens kærlighed. 

En stille og langsom bog

I min ferie, både under fodtur og togrejse, har jeg læst Niels Jørgen Cappelørns seneste bog At leve i nuet og gå glip af evigheden. Dén bog er god at have med sig, fordi den på det nærmeste tvinger én til at stoppe op, bevæge sig langsomt og være stille. Og hvad andet end at leve langsomt skulle man da også foretage sig i ferien? Som Cappelørn skriver, er det imidlertid ikke helt ufarligt at få god tid: »For så kan man risikere at høre sine egne eftertanker og komme til at overveje, om der var mening og sammenhæng, da det gik travlt til«.

Niels Jørgen Cappelørn har været professor i Søren Kierkegaard Studier. Det viser sig at være blevet til et slægtskab når en af bogens små tekster f.eks. lyder:

»Man skal ikke pjatte med livet, ikke
bortforklare smerten i sjælen, ikke
fortone følelsen af tab og mening,
aldrig undskylde skylden

Man skal ikke borthøvle tilværelsens
knuder og knaster, men i stedet tage
livet på ordet, og det er at tage det
alvorligt, som det er«

Cappelørns bog består af petitgrammer, der er et genrebegreb, som forfatteren selv har opfundet. De knækkede linjer indikerer derfor ikke, at der er tale om digte, men om et kort-format med sansninger, eftertanker, aforismer og meditationer, præcist skrevet og så skrapt tænkt, at de snitter det vigtige ud i den tydeligste form. Ingen omveje, ikke noget overflødigt, ikke noget flødeskum, men lutter essens: 

»At leve er ikke at sikre sig;
det er at investere sig

Livet er ikke en sikker gang på stedet;
det er en risikabel affære på vej fra dag til dag«

At leve i nuet og gå glip af det evigeer en stille og insisterende samling tekster, der kræver langsom læsning. Ingen fjendebilleder, bandeord og store besværgelser af modstandere, men en selvsikker og ydmyg tro på tænkningens klare lys, som vi kun kan dele: »Tænkningen er aldrig fuldført og tilendebragt, men altid undervejs til ny erkendelse og til dybere indsigt«.

Sådan lyder de første ord i bogen. Der er budt op til med-tænkning og åben eftertanke, for at kunne nå til dybere indsigt. En form for tænkning og eftertanke, der måske ikke fører til sjov og demonstrativ glæde af den slags, der giver status på de sociale medier, men til en glæde, »jeg kan føle, selv om jeg er ked af det«.