Det er vist ikke sket før, at en hel nation på det nærmeste går i opløsning under fuld mediedækning. Men det er tæt på at ske i USA i disse måneder. Når hele lande eller nationer er gået i opløsning, har det ofte været i Mellemøsten eller Afrika, og uden samme medieinteresse og uden samme identifikationsmuligheder, som når det sker i USA. Det er jo ikke bare et tilfældigt land; USA har været en del af den tilstand, som vi danskere har levet i, siden Anden Verdenskrig. Om vi har været tilhænger eller modstander af den amerikanske politik, kultur, økonomi og livsform så har vi, og alle andre vesteuropæere, boet i en forstad til USA.
Alligevel oplever vi først nu for alvor, hvor splittet det amerikanske samfund er. Det blev tydeligt allerede i de hektiske minutter efter CNN’s annoncering af Joe Bidens sejr ved det amerikanske præsidentvalg i november 2020. I studiet skete der noget dybt foruroligende, da deltagerne i ekspertpanelet skulle kommentere konsekvenserne af valgets udfald. I panelet sad Van Jones, som bl.a. var rådgiver for Barack Obama, og den republikanske politiker Rick Santorum, som i 2012 forsøgte at blive republikanernes præsidentkandidat. Fra to forskellige politiske positioner kommenterede de det kommende skift fra Donald Trump til Joe Biden, og det var som at høre to mennesker fra hver sit solsystem tale forbi hinanden.
COVID-19 er blevet en slags lyddæmper på den ellers så larmende og aktive verden. Men menneskets verden består ikke blot af det ydre. Vi har også en indre verden, der er lige så stor, som den ydre. Og i dén verden har der været alt andet end stille under pandemien. Eksistensen har larmet på sin helt egen måde, lige fra nedlukningens første timer i marts 2020.
Eksistensen kan melde sig på mange forskellige måder. Ofte sker det når vi får adgang til livets dybde, som ellers er skjult bag alt det, som kræver vores fulde opmærksomhed i hverdagen: arbejde, karriereplanlægning, uddannelse, indkøb, ferieplanlægning, familieskærmydsler osv.
Eksistensen kan f.eks. melde sig i det øjeblik, hvor man ser sit nyfødte barn, eller hvor der sker noget andet af det, som vi kalder for en skelsættende begivenhed: død, sygdom, tab, savn, kærlighedsmøde, brud eller kriser af forskellig slags. Eksistensen melder sig ofte i ret larmende stemninger af omvæltning, fornemmelsen af point-off-no-return, angst, fortvivlelse, tristhed eller endda kedsomhed og skyldfølelse – men selvfølgelig også som f.eks. lykkefølelse, taknemmelighed, begær, dyb livsglæde og samhørighedsfølelse.
Under pandemien melder eksistensen sig bl.a. når myndighederne hver dag kl. 14 offentliggøre døgnets dødstal, antal smittede og indlagte, samt tal for, hvor mange mennesker, som må holdes i live ved hjælp af en respirator. Reelt er der tale om statistiske beregninger af menneskelig lidelse knyttet til pandemiens hærgen i Danmark. Størrelser som angst, frygt og sorg over mistede pårørende er pandemiens eksistentielle mørketal for lidelse, som kun registreres af de ramte.
Den gode og barmhjertige omsorg fylder heldigvis mest på landets plejehjem, men når det brutale og ydmygende omsorgssvigt rammer, fylder det alt for de mennesker, det går ud over. Senest har vi set omsorgsmedarbejdere på et plejehjem i Aarhus udsætte hjælpeløse mennesker, som var i deres varetægt, for groft omsorgssvigt. Denne skamløshed er resultatet af mennesker, som handler imod bedre vidende: de kan ikke være i tvivl om, at de påfører et andet menneske ondt, men gør det alligevel. Kan det beskrives som andet end ondskab, findes der andre forklaringer?
Hvorfor er det så svært at kalde mennesker for onde, selv når de bevidst påfører andre en åbenlys lidelse? Kan der være onde handlinger uden onde mennesker? Selv om ondskab er en del af den menneskelige erfaringsverden, beskriver vi ofte det onde, som konsekvenser, ikke af onde menneskers handlinger, men af omstændigheder, som fører til utilsigtede handlinger, der naturligvis kan opleves som onde. Der er stadig masser af onde handlinger, men onde mennesker er der få af, i modsætning til tidligere, hvor “Herren så, at menneskenes ondskab tog til på jorden,” som det fortælles i Første Mosebog.
Den danske filosof Søren Kierkegaard (1813-1855) ville have haft det ligeså svært, som vi har det, med de indskrænkninger i det sociale liv, som Corona-tiden har medført. Flere gange om dagen gik Kierkegaard rundt i Købehavns gader, opsøgte mennesker for at samtale og besøgte både venner og familie. Han kaldte det at tage menneskebad. Det er dét, vi ikke kan, fordi et menneskebad øger risikoen for smittespredning. Men netop når vi ikke har mulighed for frit at tage menneskebad, opdager vi for alvor den eksistentielle betydning af fri bevægelighed og mødet med andre mennesker, både i det private og offentlige rum. Om det er familie, venner, bekendte eller ukendte fremmede på gaden, i forretninger eller på cafeer – så er menneskebadet en kilde til livsoplevelse og livsfølelse.
Søren Kierkegaard ville derfor have forstået vores besværligheder med Corona-tidens begrænsede muligheder for at tage menneskebad. Men han ville også have haft et modtræk, som det måske er værd at genopfriske. Det hedder fantasi og indre oplevelseskraft.
Der må dog lidt historie til. Søren Kierkegaards far var en meget streng opdrager af den lille Søren, da de boede i barndomshjemmet på Nytorv 2 i København. Søren Kierkegaards far var tungsindig, i dag ville vi nok sige, at han var deprimeret. Hjemmet var præget af et tungt mørke, som må have virket overvældende på den lille Søren. Når han gerne ville ud på torvet og gaderne, som han kunne se fra vinduerne, så var farens svar ofte et bestemt nej. Under pseudonymet Johannes Climacus (på latin betyder efternavnet himmelstormeren) skriver Søren Kierkegaard om barndomshjemmet:
»Johannes´ hjem tilbød ikke mange adspredelser, og da han så godt som aldrig kom ud, blev han tidlig vant til at beskæftige sig med sig selv og med sine egne tanker. Hans far var en meget streng mand, tilsyneladende tør og jordbunden, mens han under denne vadmelsfrakke skjulte en glødende fantasi, som end ikke hans høje alderdom formåede at sløve.«
Her er der ikke tale om virtual reality eller sociale medier – det handler om fantasi og tankens evne til at flyve, selv om kroppen er lukket inde. Det er netop dét vi har brug for når Corona-tiden ikke tillader, at vi får vores daglige menneskebad i det offentlige rum. Tænk på, hvor mange oplevelser af verden omkring os, som vi allerede har på lager i vores indre; steder, mennesker, huse, gader, parker, situationer. Det var dem, som Søren Kierkegaards far brugte, når lille Søren skulle underholdes uden at gå ud. Her kan vi lade Søren Kierkegaard fortælle videre selv – han var der jo, og beskrev det senere i sin dagbog:
»Når Johannes (Søren) af og til bad om tilladelse til at gå ud, da fik han oftest et afslag, hvorimod faderen en enkelt gang som modydelse foreslog ham ved hans hånd at spadsere op og ned ad gulvet.«
Vi ved godt, hvad en moderne pædagogik vil sige til det forslag. Det er ganske givet heller ikke en idé, der skal overdrives, som alternativ til at være sammen med andre. Men netop nu, i disse Corona-tider, er vi jo tvunget til ikke at gå så meget ud og til kun at være sammen med andre i meget begrænset omfang. Og her er den kierkegaardske idé måske værd at afprøve – også fordi Søren Kierkegaard sagde, at det i stor udstrækning var den, som gjorde ham til filosof. Og sådan gik det for sig, da den lille Søren havde accepteret farens forslag om at gå en tur i stuen i stedet for at løbe ud på torvet:
»De gik da ud ad porten, til et nærliggende lystslot, eller ud til strandkanten, eller om i gaderne, alt eftersom Johannes ville det; thi faderen formåede alt. Mens de gik op og ned ad gulvet, fortalte faderen alt, hvad de så: de hilste på de forbigående, vognene larmede forbi dem og overdøvede faderens stemme; kagekonens frugter var mere indbydende end nogensinde. Han fortalte alt så nøjagtigt, så levende, så nærværende indtil den ubetydeligste detalje, der var Johannes bekendt, så udførligt og anskueligt hvad der var ham ubekendt, at han efter en halv time at have spadseret med faderen var så overvældet og træt, som om han en hel dag havde været ude.«
Men det var ikke gjort med det, for under deres livlige spadsereture rundt i stuen talte de sammen om det, de så; kommenterede menneskelige handlinger, beskrev situationer og drøftede om det var godt eller skidt, hvad der her skete, om nogen kunne have gjort anderledes. På den måde kunne de ændre situationerne og kunne vurdere og diskutere nye paradokser. I alt dette aner man de perspektiver, som filosoffen Søren Kierkegaard senere skulle komme til lægge på tilværelsen.
Vi har også et indre liv, en fantasi og en erindring. Søren Kierkegaards ture op og ned ad gulvet sammen med faren skærpede hans opmærksomhed på det ydre, selv om de foregik i det indre. Selvfølgelig gav de ham også den stærke lyst til senere at tage det daglige menneskebad ude i Københavns gader. Men oplevelsen af, hvad den indre verden og fantasien kan, ville helt sikkert være et af Søren Kierkegaards råd til os i dag, hvor vi ikke bare lige kan gå ud og gøre, hvad vi ellers gerne ville i det offentlige rum, hvor menneskebadet må vente.
Alene i dag har jeg været på den indre Assistens Kirkegård sammen med Dorthe, i Frederiksberg Have sammen med Marianne, på en dejlig tur til Sverige med Mette og Juliane, i ZOO med mine to piger, som igen var 9 og 10 år, og endda med mine for længst afdøde forældre en tur rundt om søen. Corona-tiden behøver ikke at afholde os fra oplevelser. Genopdag den indre verden, lav eventuel oplevelserne lidt om, så de bliver anderledes end du husker dem, skab dilemmaer, find nye veje – i virkeligheden er der meget plads i det indre og uendelige muligheder, og tilmed kan man møde Søren Kierkegaard, hvis man går hen over Nytorv.
Hvis du har fået lyst til at vide lidt mere om Søren Kierkegaard, så er Peter Thielsts Livet forstås baglæns – men må leves forlæns at anbefale. Den findes tilmed som både lydbog på Mofibo og som E-bog, så man slet ikke behøver at gå ud for at hente den. (Citaterne er hentet fra denne bog)
Når afstanden mellem mennesker i den kommende tid bliver til normen og rytmen i vores hverdag, så er varetagelse af kærlighedsevnen mere vigtig end nogensinde. Det var nærmest som en symbolsk påmindelse om at passe på kærligheden, at både landets swingerklubber og kirker lukkede i løbet af onsdagen, som en konsekvens af kampen mod den truende Corona-virus. Om formiddagen kunne Ekstra Bladet meddele, at swingerklubberne ville vise samfundssind ved at indstille aktiviteterne. Senere på dagen var det landets biskopper, der udsendte en pressemeddelelse om, at “Gudstjenesterne aflyses overalt i folkekirken”.
Der er naturligvis tale om to udtryk for forudseenhed og rettidig omhu, som man kun kan påskønne. Men når både de fysiske og åndelige kærlighedsinstitutioner lukker, så er det alligevel vigtigt at huske på, at nødvendigheden af eros og kærlighed ikke af den grund forsvinder. Det er måske de færreste, der går på swingerklub og i kirke, men alle har brug for den trøst, som både eros og kærligheden giver. Og nu er fysisk afstand mellem mennesker altså sundhedsnormen og den moralske tilgang til det sociale liv.
Hvad sker der med nærhedsetikken når afstanden pludselig er et livsvigtigt påbud? Bliver den fortyndet, når det moralske krav er, at vi holder afstand? Og hvordan genopfinder vi en afstandens etik og ansvarsfølelse, når isolation og fysisk afstand gør det svært at se Den Andens ansigt og sårbarhed? Hvordan opretholder vi evnen til at reagere på andres skrøbelighed og behov, når dørene skal holdes lukkede? Det er en dybt paradoksal situation, vi er havnet i: Verden er ramt af en sygdom, som kun kan bekæmpes i fællesskab, men som kræver afstand og isolation. Så er fælles handling og ansvar for næsten ikke nødvendigvis en helt indlysende prioritering. Eros betyder at række ud efter andre, som man jo rent fysisk gør i elskoven, og kærlighed betyder slet og ret, at indse sit livs afhængighed af noget og nogen, som ikke er én selv. Når swingerklubberne og kirken lukker, kan vi vælge at sige “og hvad så”? Men vi kan også vælge at set det symbolske i den kendsgerning, at mennesker har brug for nærhedskontakt med hinanden, for at være og forblive mennesker og for at udvise menneskelighed.
Derfor: Hvordan opretholdes en mellemmenneskelig eros og kærlighed når afstanden mellem mennesker for en tid er den afgørende sociale norm? Så er det måske ordene og øjnenes blik, der skal blive mere levende, medfølende og trøstende, mere erotiske, kropslige og lidenskabelige, for allerede nu kan vi jo se, at netop kravet om afstand meget let slår over i ligegyldighed og bortvendte øjne. Derfor elsker man pludselig kassedamen i Netto, som siger “god dag”; derfor er det så dejligt og næsten erotisk, at nikke til fremmede, man møder på gaden; derfor er det så sugende skønt kunstfærdigt, at bukke og neje for hinanden, når vi nu ikke kan give hånd og knus; derfor er det så nødvendigt at se hinanden i øjnene, for det er også at række ud, berøre og kærtegne. Lad swingernes erotisk livsglæde blive en del af den forårsluft, der trods alt er fælles, og forener os på gader og stræder, og lad kirkens trøstende kærlighed blive en del af det blik vi møder hinanden med. Selv på afstand kan vi godt råbe hinanden op og vise medfølelse og lidenskabeligt engagement i hinandens ve og vel. Rør hinanden med øjnene, netop i Corona-land har vi øjne for at se hinanden og ikke for at lukke dem.
Meditationer i februar over betydningen og nødvendigheden af at være afhængig af andre mennesker, af verden omkring os og af tilfældighederne.
1. Vi er afhængige af andre mennesker og må derfor tit opgive vores egne planer, fordi de ikke kan lade sig gøre i den omverden, som vi lever i og er afhængig af.
2. Vi betyder noget for andre mennesker og må ofte gøre noget, som vi ikke har lyst til eller personlig interesse i – uden at opleve det som tab eller manglende frihed.
3. Vi kan ikke undgå andre menneskers påvirkning af vores liv eller deres indflydelse på vores hverdag. Vi må tilpasse os andre og kan ikke suverænt bestemme, hvornår og hvordan de skal eller må påvirke os.
4. Vores liv er i stor udstrækning bestemt af de begrænsninger vi er underlagt, og ikke kun af muligheder, frie valg og egen planlægning.
5. Vi kan ikke alt, har ikke alle muligheder og talenter og slet ikke uendelig valgfrihed. Ofte bliver der valgt for os, og vores frihed består i at forholde os til dette uden at se det som en tabserfaring eller udtryk for personlige begrænsninger – selv om vi jo også må acceptere personlige begrænsninger på en lang række områder.
6. Vores opmærksomhed på verden omkring os er afgørende for om vi oplever en forbindelse med denne verden, og ikke bliver lukket inde i livet med os selv, i en ensom kamp for at definere både os selv og verden.
7. Vi skal lade omgivelserne trænge ind i vores opmærksomhed, for denne opmærksomhed er den eneste adgang til det, der ikke er os selv.
8. Alt det vigtigste og mest betydningsfulde i tilværelsen kan vi hverken planlægge os til eller fra. Verden og omgivelserne kan noget med os, som vi ikke selv kan – de kan give os livsfylde og medleven.
9. Vi kan ikke forberede os på alt. Tilfældigheder er et af de vigtigste elementer i vores liv og er kilden til både lidelse, livslyst og lykkefølelse.
10. Vores liv bliver først vores eget når vi oplever vores begrænsninger, for heri ligger vores sande muligheder.
Enken nede i stueetagen havde to faste pladser ved vinduet ud mod Holmbladsgade. I hver karnap stod der en lænestol, som passede til vinklen på gadespejlene. Det ene var indstillet så hun kunne se ned mod Amagerbrogade, det andet spejlede rækken af sidegader med tyske bynavne op mod Strandlodsvej.
Spejlene var nødvendige, hvis hun ville have del i det, der foregik ude på gaden, for hun var for længst blevet så gammel, at hun næsten ikke kunne bevæge sig uden for en dør. Alderdommen havde ramt hende ekstra hårdt da hendes mand døde, sagde min farmor, som boede oppe på fjerde. For de fleste i området var den afdøde mand bare en gammel historie. Han var dog stadig den, som enken helst ville tale om, hvis hun mødte andre mennesker end dem, hun så gennem gadespejlet.
Hver gang vi gik forbi hendes vindue var det tydeligt, at enken sad derinde. Børnene grinede op til hende mens de voksne rystede lidt på hovedet og hviskede om hendes nysgerrighed, som om hun var mere nysgerrig end dem, der gik ude på gaden og med egne øjne kunne se alt, hvad der foregik, og ikke kun det udsnit, som det firkantede gadespejl afgrænsede. Men de voksne mumlede noget om, at så spændende kunne det da heller ikke være at glo ud på gaden, der skete jo aldrig noget.
Man var altså mere nysgerrig, hvis man kikkede ud på gaden via et spejl, end hvis man flere gange om dagen gik op og ned langs husrækken; først på arbejde eller i skole, så på fælleden og hjem igen, så ud for at købe ind, besøge venner og kammerater, senere for at gå i biografen, til fodbold eller ud for at mødes med kæresten, eller hvad der nu kunne være grunden til turen ud på gaden. Måske gik man bare en tur, ikke for noget, men gik bare en tur forbi steder man kendte. Og den gamle enke sad der hver eneste gang.
I dag taler man om nødvendigheden af at kunne spejle sig i omgivelserne, fordi vi lærer os selv at kende gennem spejlingen i verden og menneskene omkring os. Psykologerne har nok ikke tænkt på gadespejle, da de udformede teorien om spejling. Men det kunne de faktisk godt have gjort.
Verden kom ind til enken gennem gadespejlet, men i stor udstrækning forblev den tavs, for den reagerede ikke på hendes blik. Hendes spejlverden var som en stumfilm. På grund af det ukendte handicap, som måske skyldtes mandens død, kom enken næsten aldrig ud på gaden; verden reagerede derfor heller ikke på hende, og det er jo netop denne reaktion, som psykologisk set er det vigtige ved spejling. Og faktisk kunne hun jo næsten heller ikke opsøge verden – kun den del af den, som kunne være i gadespejlet.
Min far sagde, at enken bare sad og så på alle dem, som gik forbi i løbet af dagen, hvad skulle hun ellers foretage sig? Han var et medfølende menneske og forklarede mig om ensomhed og isolation. Den gamle dame var ensom og isoleret, og hun savnede at kunne gå ud i byen, sagde han. Hun kan jo slet ikke komme nogen steder, understregede min far og pegede rundt, der hvor vi stod. Han pegede på steder, uden at pege på noget bestemt, for der var jo steder alle vegne, alle steder, kunne man jo sige. Vi var selv på vej et sted hen, nemlig til Rønberg Legetøj i Store Kongensgade.
Netop Rønberg Legetøj var et af de første steder som jeg for alvor kom til at kende, bortset fra de steder, der var mine egne, altså hjemme, og tæt på hjemme. Vi tog i Rønberg Legetøj én gang om året, i sommerferien, og så måtte jeg vælge tre ting. Siden har det betydet, at Store Kongensgade er et sted, hvor der for mig er deponeret en stemning af frihed, muligheder og overflod, også den dag i dag.
At begynde turen ned ad Store Kongensgade, oppe fra Kongens Nytorv, er at begynde en tur ind i et forjættet land. Det er ikke så tit, at jeg går den vej længere, man skal ikke overdrive med det forjættede og de uanede muligheder. Men jeg ved, at gaden har den stemning parat til mig, når jeg kommer fra Gothersgade og drejer til venstre for at kunne spejle mig i Store Kongensgade. Ikke i den luksus og overflod, som gaden repræsenterer i dag, men i barndommens nærmest ubegribelige luksus, som var forbundet med at kunne vælge tre ting i Rønberg Legetøj.
Den var den slags steder, som enken i vinduet ikke havde længere. Eller rettere, hun havde dem sikkert i erindringen, men hun kunne ikke nå frem til dem i virkelighedens verden. Gennem gadespejlet kunne hun måske begynde turen til et af disse steder, som for hende havde deponeret vigtige erindringer og stemninger om overflod, uanede muligheder, det første møde med hendes mand, det første kys, eller måske bænken nede ved kirkegårdsmuren, altså det sted, hvor hun satte sig, når hun som ung mor havde trillet rundt med barnevognen. Disse steder var kraftfelter i hendes liv; det var hendes steder, depotsteder, som rummede erindringsbilleder, der aldrig ville ændre sig, uanset hvor meget de så ellers måtte have ændret sig gennem tiden.
Det var disse steder, erindringens kraftfelter, stemningsdepoterne, hun savnede at se og mærke gennem kroppens tilstedeværelse. Og det var vejen hen til dem, hun prøvede at indfange i gadespejlet og gennem de mennesker, der kom forbi, på vej til eller fra deres egne steder og kraftfelter; der, hvor de havde deponeret vigtige følelser, stemninger og erindringer. Stederne, hvor dele af deres liv lå deponeret.
Magten kan gemme sig mange steder, f.eks. i den menneskelige anatomi, i bestemmelsen af organernes betydning, ikke kun som fysiske organer, men som udtryk for egenskaber og værdier hos kvinden og manden. Netop kønnets organer har gennem tiden været, og er stadig, et af de stærkeste magtredskaber i tildelingen af rettigheder og kvaliteter. Der er fortsat grund til at undersøge de såkaldte ædlere dele, for de er virkelig kostbare i den forstand, at de har magt til at fraskrive eller tilskrive mennesker betydning, værdighed og anerkendelse. Og her har definitionsmagten næsten altid har ligget hos mændene!
Da Gud skabte mennesket, fik han desværre ikke sat mærkater på organerne – heller ikke på de organer, som ellers antages at adskille de to køn fra hinanden. I store dele af historien har der imidlertid heller ikke eksisteret to køn, men blot ét. Vi ved naturligvis godt, at det fra tidernes morgen har vrimlet med både kvinder og mænd, og de bedste fortællinger handler netop om den kærlighed og de konflikter, som skyldes forskellighederne. Derfor er det fristende at konkludere, at der så også har været enighed om, at der var to køn. Men sådan er det altså bare ikke.
Den græsk-romerske læge Claudius Galenos levede fra ca. 130 til 220. Det var ham, som fik en afgørende indflydelse på spørgsmålet om antallet af køn – en indflydelse, der strakte sig helt ind i det 18. århundrede. I denne lange periode var der ikke nogen, som for alvor rejste tvivl om Galenos teori: i fysiologisk forstand er der kun ét køn, selv om der i kulturen tales om både kvinder og mænd.
Det eneste køn der fandtes, var det mandlige. Ifølge Galenos og hans mange efterfølgere havde kvinder og mænd nemlig ens kønsorganer. Som enhver empirisk undersøgelse jo viser, vender kvindens kønsorganer bare indad, og er derfor ikke synlige, som mandens. Kvindens vagina er således en indre penis, forklarede Galenos, altså en penis foldet ind i kvindens indre, i stedet for at være løst hængende, som hos manden. På samme måde svarer kvindens kønslæber til forhuden, uterus kan sammenlignes med testikelpungen og ovarierne med selve testiklerne. Lige netop ovarierne fik da heller ikke noget selvstændigt navn før i det 18. århundrede, men blev indtil da betegnet som orcheis, som også mandens testikler blev kaldt.
Denne formodede fysiologiske lighed mellem kvinder og mænd betød imidlertid ikke noget for deres lighed i kultur og samfund. Kvindens indadvendte kønsorganer svarede måske til mandens, men var alligevel ikke fuldt så gode som mandens tilsvarende udadvendte kønsorganer. Galenos’ teori var, at kvinden af nødvendighed måtte have indadvendte, eller indkrængede kønsorganer, fordi hun efter sin natur var koldere end manden, og dermed også var en ringere udgave af mennesket end manden. Teorien understregede desuden, at det alene var den mandlige sæd, der netop på grund af mandens varme, kunne være livgivende. Livet kom fra mandens udadvendte kønsorganer, og kvinden tjente blot som en slags ernæringsbeholder for fosteret, selv om hendes kønsorganer var identiske med de mandlige, men altså bare indadvendte.
At kvindens kønsorganer var indadvendte viste også noget om kvindens mystik og farlighed, noget som teologerne og kirken først og fremmest drøftede med udgangspunkt i den deformerede fysiologiske indretning af de kvindelige – eller rettere mandlige – kønsorganer.
Generelt har der i store dele af historien været en sand foragt for legemet, godt understøttet af kirken og religionen. Foragten har dog været mest udtalt og voldelig i forhold til kvinder, fordi djævlen yndede at gemme sig i kvindernes forvrængede køn og fra denne skjulte position vækkede de sagesløse mænds lyst og liderlighed.
Kvinder havde nok principielt de samme kønsorganer som mændene, men de var deformerede og forfejlede i forhold til mændenes, og derfor udtryk for en moralsk forskel – en forskel, som gjorde kvinderne langt mere liderlige og syndige end mændene. En skyld som kvinderne måtte mærke, og som de har betalt en høj pris for gennem størstedelen af historien.
Altså var der tale om ét køn, men alligevel om kvalitativt forskellige udgaver af dette køn. Denne teori blev med stor autoritet fastholdt helt op i det 18. århundrede. Dog ikke fordi der ikke skete nye videnskabelige opdagelser vedrørende kvindens mystiske og fejlbehæftede indretning, men fordi de anatomiske forestillinger også slog igennem som en samfundsmæssig og socialt begrundet magt. Pointen var, at nok var der kun tale om ét køn, men kvinderne var alligevel ringere mennesker end mændene.
Det viste sig f.eks. da den italienske anatom Realdo Colombo (1515/6-1559) i 1559 hævdede, at han var den første, der kunne beskrive klitoris og dens funktion. Den selvbevidste Colombo undrede sig over, at ingen før ham havde fundet netop dette kvindelige sted, og kaldte det derfor helt efter egen inspiration for Venus’ sødme. Allerede tidligere græske, persiske og arabiske læger havde dog beskrevet dette sted. Og mon ikke også en hel del kvinder op igennem historien havde opdaget det, inden doktor Colombo nærmest tog det til sig som sin egen opfindelse, og kunne beskrive sødmen for kvinderne selv?
Romanen “Anatomen” (Gyldendal 1999) er en skønlitterær fremstilling af historien om Realdo Colombo “opdagelse” af klitoris
Mændenes definitionsmagt havde heller ikke på dette område fornægtet sig, så grækerne havde valgt at betragte “Venus’ sted” som en uperfekt version af den mandlige penis. Og senere bemærkede anatomen og lægen Andreas Vesalius (1514-1564), at man nærmest ikke kunne beskrive denne nytteløse ting, som et organ, men måtte betragte den som noget patologisk, der kun viste sig hos kvinder med tendenser til hermafrodisme.
I den lægevidenskabelige diskurs forsvandt klitoris derfor igen, og lå stadig næsten helt neddykket i forhold til den lægevidenskabelige faglitteratur i det 19. århundrede, hvor man stadig kunne læse, at klitoris var at sammenligne med den mandlige penis, dog i en degenereret udgave. Selv om man i det 19. århundrede ikke holdt fast i den biologiske et-køns model, var det stadig mandens anatomi, der blev lagt til grund for forestillingerne om kvindens anatomi. Opfattelsen af kvindens kønslige anatomi fortsatte derfor også i lang tid med at tage udgangspunkt i en teori om fejlindretning i forhold til manden.
At der stadig findes en slags magtens anatomi viste sig, da NASA i 1972 og 1973 sendte Pioneer 10 og 11 ud i det ydre solsystem, bl.a. for at fortælle eventuelt udenjordisk liv lidt om mennesket. Ombord på de to rumfarttøjer var der således en plade, som bl.a. viser en nøgen kvinde og en nøgen mand. Fra en magt-anatomisk betragtning er det interessant, hvordan disse to nøgne mennesker er skildret. Manden er udstyret med en tydelig, men dog meget lille, penis.
Udsnit af den såkaldte “Pioneerplade”, som rumsonderne Pioneer 10 og 11 medbragte på rejsen til det ydre Solsystem
Kvinden har imidlertid intet, som kunne antyde eksistensen af en vagina, men ser ud som om hun er helt lukket mellem benene, nærmest som om hun mangler noget, f.eks. en penis. Det ville i hvert fald ikke være mærkeligt, hvis eventuelle rumvæsener skulle finde på at tolke afbildningen på netop dén måde. Og så vil de være helt på linje med størstedelen af den jordiske historie om kvindens og mandens anatomi.
Litteratur
Kai Aalbæk-Nielsen: Kærlighed i antikken. I tidens ånd 1. Gyldendal 1999. Kai Aalbæk-Nielsen: Kærlighed i middelalderen. I tidens ånd 2. Gyldendal 1999. Hugh Aldersey-Williams: Anatomies, Penguin Books London 2014. Fererico Andahazi: Anatomen, Gyldendal 1999. H. Hopstock og L. Faye: Grundtræk af anatomiens historiske udvikling, bd. 1 og 2, Kristiania 1994.
Sommerferien er forbi. Ude på virksomhederne skal der igen ledes. Lederne skal forandre, omstrukturere, innovere, maksimere, anerkende, nedskærer, omlægge, motivere m.m. Frem for alt skal lederne igen til at finde løsninger på alle de problemer, som dårlig ledelse og patologiske arbejdsvilkår resulterer i hos medarbejderne, bl.a. sygdom, nedslidning, stress og manglende motivation.
Virksomhedernes nedbrydning af den såkaldte “menneskelige ressource” er et problem, som ledelsesteorierne tilsyneladende ikke kan finde en løsning på, og som afslører en fatal kløft mellem etik og management. Ikke så få ledelsesteorier går således mere eller mindre direkte ud på at sløre de alvorlige konsekvenser af denne kløft.
Her skal der ikke refereres til specifikke undersøgelser, men det er for længst dokumenteret, at stress er det reelle i arbejdslivet for mange mennesker, at det moderne arbejdsmarked ofte skaber både psykiske og fysiske problemer hos medarbejderne. Hermed fjernes den motivation og arbejdsglæde, som ellers skulle resultere i gode resultater for virksomhederne. Stress trænger sig ind på stort set enhver virksomhed, og er i dag nærmest defineret som en folkesygdom. Det er næsten umuligt at holde sig på afstand af stressende arbejdsvilkår, selv om alle ved hvor ødelæggende de er for krop og sjæl.
En del af ledelsesteoriernes rationale er at omskrive potentielt stressende arbejdsvilkår til at være tegn på en spændende, motiverende og udfordrende arbejdskultur. Lige omkring sommerferiens afslutning så jeg således tilfældigvis en jobannonce, der netop præsenterede nogle arbejdsvilkår, som forskningen viser er direkte stressfremkaldende. I jobannoncen blev de imidlertid præsenteret som vilkår for et job fyldt med spænding og muligheder for motiverende arbejdsglæde i hverdagen.
I jobannoncen stod der, at hvis nogen siger “omskiftelig og til tider uforudsigelig hverdag,” tænker I (altså dem, der ville søge jobbet), “herligt – det bliver aldrig kedeligt”. Det lyder måske uskyldigt, men begreberne “omskiftelig” og “uforudsigelig” lover ikke kun variation og sund afveksling i arbejdslivet, men en grænseoverskridende dynamik, der øger risikoen for stress hos medarbejderne.
Bag de tilforladelige ord kan der gemme sig arbejdsvilkår, hvor du ikke kender din opgave når du møder ind om morgenen, hvor du kan blive smidt ud i opgaver, som du ikke har faglige kompetencer til at løse, hvor du ikke har mulighed for at forberede dig på en kvalificeret måde, hvor den næste arbejdstime lige netop er “uforudsigelig” og virksomheden generelt er under konstant omstrukturering. Samlet set en arbejdsdag uden struktur og gennemskuelighed, uden tryghedszoner og med en organisationskultur, hvis fremherskende kendetegn og selvforståelse er konstant forandring.
Jobannoncen omtaler imidlertid disse arbejdsvilkår i et ny-sprog med forventningen om, at medarbejderne vil opleve f.eks. uforudsigelighed i hverdagen som en “herlig” modvægt til kedsomhed. Sagen er bare, at netop dette flydende arbejdsliv er den direkte vej til stress. Jobannoncen perverterer sandheden og viser hvilken afstand der er mellem etik og management.
Men så er der jo altid stresshåndtering at falde tilbage på, hvis medarbejderen ikke kan tåle mosten. Virksomhederne der stresser medarbejderne, abonnerer på andre virksomheders kurser i stresshåndtering og coaching af stressede medarbejdere. Når den nye medarbejder, der får jobbet med de omskiftelige og uforudsigelige hverdage, bryder sammen, så venter et kursus eller et coachingforløb, som skal gøre medarbejderen i stand til at vende tilbage til det job, som skabte den stressende hverdag.
Den slags kursus- og coachingforløb i stresshåndtering udtrykker den centrale ideologi bag arbejdsmarkedet i dag. Først præsenterer den moderne ledelsesteori psykologisk og eksistentielt pres på medarbejderne, som lutter positive udfordringer, spændende arbejdsdage og muligheder for personlig vækst. Bryder medarbejderne alligevel sammen med stress så overtager stress-coachen opgaven med at få dem indpasset og gentilpasset de selv samme vilkår, som resulterede i stress.
Undertiden er det fristende at bruge den marxistiske kliché om opium for folket, som beskrivelse af moderne ledelsesteori og stresshåndtering.
Der er tale om en slags glidecreme, som skal mindske friktionen mellem medarbejder og arbejdsvilkår. Mange ledelsesteorier og metoder til stresshåndtering skal få virksomhedens medarbejdere til, mest gnidningsfrit, at kunne deltage i arbejdslivets afsindige tempo og patologiske organisering, mens de samtidig formår at opretholde en nogenlunde mental sundhed.
Stresshåndtering og forkromet medarbejdercoaching er blevet en god medspiller på ledelsesgangen, hvor der behændigt manipuleres med stress, frygt og ængstelse. Adspurgt ville den ledelse som stod bag ovennævnte jobannonce nok sige, at jobbeskrivelsen afspejler det, som udviklingen kræver. Ud fra en effektivitetsbetragning ved vi, at dét i hvert fald ikke passer. Stressede medarbejdere er ikke effektive. Ud fra en faglig betragtning ved vi også, at stressede, fortravlede og pressede medarbejdere heller ikke er innovative.
Måske er det simpelthen bare dårlig ledelse, der bygger på en fordummende ideologisk overbevisning om, at hvis etikken bøjes lidt i den gode sags tjeneste, så kommer der mere profit, og bare man giver medarbejderne coaching og kurser i stresshåndtering, så går smerten væk. Ingen af delene er korrekt, og afslører bare en perfid alliance mellem de virksomheder, der stresser medarbejderne og de virksomheder, der tilbyder disse medarbejder stresshåndtering og coachingforløb.
I virkeligheden burde enhver stresscoach og ethvert kursus i stresshåndtering have en etisk forpligtelse til også at rette blikket mod de virksomheder, som skaber de stressede medarbejdere. I stedet sker det modsatte i en form for symbiose: De står sammen om at gøre stress til et problem for den enkelte medarbejder, der bare skal have hjælp og behandling, for at kunne klare vilkårene på arbejdspladsen. Der er tale om en fælles uetisk og ideologisk beskyttelse af dem, som skaber stressede mennesker.
Hvert år bliver der taget cirka 1,2 billioner fotografier. Alene på Facebook bliver der dagligt lagt over 200 millioner fotos op. Alle disse fotografier siger ganske givet noget om vores forhold til verden omkring os. Hvad betyder det f.eks. at have en erfaring? Facebook, Instagram, Flickr o.l. giver lidt af svaret: At have en erfaring er i stigende grad identisk med at tage et foto af denne erfaring og publicere det på de sociale medier.
Nu skal man imidlertid ikke tro, at det er noget helt nyt, at fotografiet har lagt sig som et lag ovenpå alle vores oplevelser. Efter 15 år som amatørfotograf, sagde den franske forfatter Émile Zola allerede i 1901: »Du kan ikke påstå virkelig at have set noget før du har fotograferet det.«
Måske er de 1,2 billioner årlige fotografier den yderste konsekvens af denne holdning. Eller måske knytter foto-manien sig simpelthen til udviklingen af fotografiapparatets konstruktion fra selvstændigt apparat til at være en del af mobiltelefonen. Eller måske til det menneskelige behov for at kunne fastholde erindringer i en tid, hvor alt flyder forbi os i en hastig og ustoppelig strøm af nye indtryk og oplevelser. De mange fotografier kan være en slags fodaftryk og spor i ens tilværelse.
Vi skal dog alligevel ikke så lang tid tilbage for at møde den opfattelse, at fotografier var noget mærkeligt noget, og tilmed noget farligt. De fleste har hørt historier om mennesker, der var bange for at blive fotograferet, fordi de forestillede sig, at fotografiet så at sige var en del af dem selv. Det hedder jo netop også, at der bliver taget et foto af nogen. Frygten for fotografiet knyttede sig bl.a. til at det kunne være sjælen, som på den måde blev taget.
I dag har fotografiet mistet lige netop dén form for mærkelighed. Nu er det mærkelige alt det, der rent faktisk bliver fotograferet. Alt det, som man vel kan kalde for ikke-motiver.
Men der er alligevel en slags mystik omkring gamle fotografier. Der er stadig noget mærkeligt ved et fotografi, hvor personerne på billedet er de første i slægten, der bliver fotograferet. Før sådan et billede har alt været erindring, ren erindring, der ikke kunne støtte sig til fotografier, men udelukkende til fortællinger.
Sådan et fotografi bliver jeg selv ved med at vende tilbage til. Det blev taget d. 1. maj 1933 på Rådhuspladsen i København. Foran kanonfotografen står min farmor og farfar med deres to børn; min far og hans storbror.
Jeg sidder og skriver dette lige efter, at jeg har været i Politikens Boghandel og netop har krydset den nye Rådhusplads. I lommen har jeg Susan Sontags bog On photography, som jeg købte i boghandlen. Jeg sætter mig på en café og læser de første sider i bogen, som tilsyneladende er skrevet om det gamle fotografi i mit familiealbum: »At tage et foto er at deltage i en anden persons dødelighed, sårbarhed, foranderlighed. Præcis ved at skære dette øjeblik ud og fryse det, vidner alle fotografier om tidens ubarmhjertige gang.«
Fotografiet af min far med hele familien på Rådhuspladsen kan selvfølgelig på ingen måde fremkalde en direkte erindring hos mig, som det ellers ofte er meningen med fotografier. I 1933 er der stadig næsten 25 år til min ankomst og min far er bare 7 år gammel. Jeg har kun kendt drengen på fotografiet som min far, så det er ikke nogen genkendelse i almindelig forstand, det vækker i mig.
Men som Susan Sontag skriver, hvis vi havde et fotografi af f.eks. William Shakespeare, ville det svare til at have en splint fra Kristi kors. Mindre kan gøre det, og fotografiet er en lille del af min far fra den tid, hvor han ikke var min far og levede i en verden, som jeg aldrig selv har kendt – selv om jeg lige har stået på Rådhuspladsen i København, hvor han stod for 86 år siden.
Fra Rådhuspladsen er familien gået videre mod Fælledparken, hvor der i 1933 mødte over 100.000 mennesker op for at holde 1. maj under bannere med paroler som Mod diktatur – For Folkestyre og Landets arbejdsløse kræver arbejde. I Tyskland var Hitler næsten lige kommet til magten, og de tyske arbejderpartier blev allerede forfulgt af nazisterne. Da min far og hans familie sammen med tusindvis af andre gik over Dronning Louises Bro og videre til Fælledparken var det derfor alvorligt ment, selv om det også var festligt med slik til børnene og stjerneøl til de voksne.
Som på ethvert fotografi vises der kun en overflade, et splitsekund af min fars liv, men det er også en invitation, fordi det ellers ubetydelige fotografi åbner et vindue mod en anden verden. Det mærkelige ved et fotografi, nyt som gammelt, er dets oprør mod tiden. Fotografiet er en tynd skive af rum og tid, som Susan Sontag skriver. Det er nærvær og fravær på én gang. Den lille dreng på billedet blev senere forvandlet til min far. Den dag på Rådhuspladsen var han imidlertid langt væk, han var opslugt af at være sin egen fars søn. Selv var jeg intetsteds, vel nærmest på samme måde, som min far i dag.
Fotografiet viser det mest intime: det sårbare og foranderlige liv. De fire mennesker har eksisteret, selv om jeg kun husker min farmor gennem fortællinger om hende, og aldrig har mødt min farfar, der døde af tuberkulose længe inden min ankomst. Og min farbror så vi ikke ret meget til. Som alle fotografier har mit gamle foto imidlertid stabiliseret det, der kun har eksisteret i bevægelse og forbigående. Billedet viser, at vi kun er besøgende.
Peter Johannes Schjødts blog 