Enken nede i stueetagen havde to faste pladser ved vinduet ud mod Holmbladsgade. I hver karnap stod der en lænestol, som passede til vinklen på gadespejlene. Det ene var indstillet så hun kunne se ned mod Amagerbrogade, det andet spejlede rækken af sidegader med tyske bynavne op mod Strandlodsvej. 

Spejlene var nødvendige, hvis hun ville have del i det, der foregik ude på gaden, for hun var for længst blevet så gammel, at hun næsten ikke kunne bevæge sig uden for en dør. Alderdommen havde ramt hende ekstra hårdt da hendes mand døde, sagde min farmor, som boede oppe på fjerde. For de fleste i området var den afdøde mand bare en gammel historie. Han var dog stadig den, som enken helst ville tale om, hvis hun mødte andre mennesker end dem, hun så gennem gadespejlet. 

Hver gang vi gik forbi hendes vindue var det tydeligt, at enken sad derinde. Børnene grinede op til hende mens de voksne rystede lidt på hovedet og hviskede om hendes nysgerrighed, som om hun var mere nysgerrig end dem, der gik ude på gaden og med egne øjne kunne se alt, hvad der foregik, og ikke kun det udsnit, som det firkantede gadespejl afgrænsede. Men de voksne mumlede noget om, at så spændende kunne det da heller ikke være at glo ud på gaden, der skete jo aldrig noget.

Man var altså mere nysgerrig, hvis man kikkede ud på gaden via et spejl, end hvis man flere gange om dagen gik op og ned langs husrækken; først på arbejde eller i skole, så på fælleden og hjem igen, så ud for at købe ind, besøge venner og kammerater, senere for at gå i biografen, til fodbold eller ud for at mødes med kæresten, eller hvad der nu kunne være grunden til turen ud på gaden. Måske gik man bare en tur, ikke for noget, men gik bare en tur forbi steder man kendte. Og den gamle enke sad der hver eneste gang. 

I dag taler man om nødvendigheden af at kunne spejle sig i omgivelserne, fordi vi lærer os selv at kende gennem spejlingen i verden og menneskene omkring os. Psykologerne har nok ikke tænkt på gadespejle, da de udformede teorien om spejling. Men det kunne de faktisk godt have gjort. 

Verden kom ind til enken gennem gadespejlet, men i stor udstrækning forblev den tavs, for den reagerede ikke på hendes blik. Hendes spejlverden var som en stumfilm. På grund af det ukendte handicap, som måske skyldtes mandens død, kom enken næsten aldrig ud på gaden; verden reagerede derfor heller ikke på hende, og det er jo netop denne reaktion, som psykologisk set er det vigtige ved spejling. Og faktisk kunne hun jo næsten heller ikke opsøge verden – kun den del af den, som kunne være i gadespejlet.

Min far sagde, at enken bare sad og så på alle dem, som gik forbi i løbet af dagen, hvad skulle hun ellers foretage sig? Han var et medfølende menneske og forklarede mig om ensomhed og isolation. Den gamle dame var ensom og isoleret, og hun savnede at kunne gå ud i byen, sagde han. Hun kan jo slet ikke komme nogen steder, understregede min far og pegede rundt, der hvor vi stod. Han pegede på steder, uden at pege på noget bestemt, for der var jo steder alle vegne, alle steder, kunne man jo sige. Vi var selv på vej et sted hen, nemlig til Rønberg Legetøj i Store Kongensgade.

Netop Rønberg Legetøj var et af de første steder som jeg for alvor kom til at kende, bortset fra de steder, der var mine egne, altså hjemme, og tæt på hjemme. Vi tog i Rønberg Legetøj én gang om året, i sommerferien, og så måtte jeg vælge tre ting. Siden har det betydet, at Store Kongensgade er et sted, hvor der for mig er deponeret en stemning af frihed, muligheder og overflod, også den dag i dag.

At begynde turen ned ad Store Kongensgade, oppe fra Kongens Nytorv, er at begynde en tur ind i et forjættet land. Det er ikke så tit, at jeg går den vej længere, man skal ikke overdrive med det forjættede og de uanede muligheder. Men jeg ved, at gaden har den stemning parat til mig, når jeg kommer fra Gothersgade og drejer til venstre for at kunne spejle mig i Store Kongensgade. Ikke i den luksus og overflod, som gaden repræsenterer i dag, men i barndommens nærmest ubegribelige luksus, som var forbundet med at kunne vælge tre ting i Rønberg Legetøj.

Den var den slags steder, som enken i vinduet ikke havde længere. Eller rettere, hun havde dem sikkert i erindringen, men hun kunne ikke nå frem til dem i virkelighedens verden. Gennem gadespejlet kunne hun måske begynde turen til et af disse steder, som for hende havde deponeret vigtige erindringer og stemninger om overflod, uanede muligheder, det første møde med hendes mand, det første kys, eller måske bænken nede ved kirkegårdsmuren, altså det sted, hvor hun satte sig, når hun som ung mor havde trillet rundt med barnevognen. Disse steder var kraftfelter i hendes liv; det var hendes steder, depotsteder, som rummede erindringsbilleder, der aldrig ville ændre sig, uanset hvor meget de så ellers måtte have ændret sig gennem tiden. 

Det var disse steder, erindringens kraftfelter, stemningsdepoterne, hun savnede at se og mærke gennem kroppens tilstedeværelse. Og det var vejen hen til dem, hun prøvede at indfange i gadespejlet og gennem de mennesker, der kom forbi, på vej til eller fra deres egne steder og kraftfelter; der, hvor de havde deponeret vigtige følelser, stemninger og erindringer. Stederne, hvor dele af deres liv lå deponeret.