Kategoriarkiv: Kultur

Meditation over mine døde

Skriv en kommentar

En nat vendte jeg mig om i sengen, fordi der blev kaldt på mig. “Følg os,” lød det fra flere stemmer, som jeg med det samme vidste hvem var. Det var mine døde og ikke kun mine, men også de døde, som havde været tæt på de mennesker, som jeg elsker: Der var mine afdøde forældre, min ungdomskæreste og de venner, som var borte nu, der var mine svigerforældre, og der var Glaspigens døde, hendes første kæreste, hendes mor og hendes tætte veninde. Der var alle de døde, som jeg på den ene eller anden måde har i mit liv, gennem de levende omkring mig.

Det var ikke nogen uhyggelig drøm. De døde opfordrede mig ikke til at følge dem ind i døden, men til at beholde dem i mit liv. Jeg tror det var en drøm, som skulle trøste mig, fordi man jo kan komme til at opleve sin egen død, som meningsløs og ganske sikkert ved, at den ikke kan overtages af andre og ikke engang erfares af andre. Alle mine døde havde oplevet netop dét, og nu var de her igen for at besegle vores fællesskab på tværs af den ultimative grænse mellem livet og døden.

De hævede ikke deres stemmer; til sidst hviskede de blot: “følg os.” Og så forsvandt de lige inden jeg fik vendt mig helt om. De var væk da jeg løftede hovedet, men ekkoet af deres kalden fortsatte med at mumle i rummet omkring mig. “Følg os.” Og så gik jeg ind i mit arbejdsværelse og tog den blå notesbog, for at skrive lidt om mine døde, så de med det samme kunne vide, at de stadig var med-levende i mit liv.

Hvis vi vil sige ”jeg lever” må vi også sige “jeg lever med.” At leve er en med-leven, en leven sammen med andre; både vores levende, og paradoksalt nok også vores døde. At leve er at dele livet med andre, også hinsides deres liv, helt ind i deres død – gennem erindringen om vores med-liv sammen med dem. Et andet menneskes død betyder, at vi må begive os ud på en rejse for at genfinde dem i en anden betydning end da de var i live. Der er intet mystisk og overnaturligt ved kontakt med de døde. Det har vi alle i den forstand, at vi forsøger at overvinde afstanden til de døde gennem erindringen.

Det er også gennem denne erindring, at vi har adgang til vores egen død. Det begrænsede vi kan lære om døden, kan vi lære af de døende og de døde. Vi kan ikke lade os falde ud af tiden for at lære noget om døden. Gennem størstedelen af livet er det andres død, som er vores primære erfaringskilde til døden. En filosof har sagt, at menneskets væren er en væren-til-døden, og denne død er vores egen død. Men den første erfaring af vores egen død får vi gennem andres død.

Nogle af disse – mine døde – vendte tilbage den nat, mens de sandsynligvis har kigget nærmere på de levende, der lå i vores seng. Så kaldte de “følg os.” Ikke fordi vi skulle dø nu, men nok fordi de ville fortælle os lidt om de levendes fællesskab med de døde, om den måde, som de døde stadig med-lever i vores liv.

Ved et menneskes død begynder der et nyt liv for de efterladte. Dér i sengen lå vi og levede et andet liv end før vi mistede mennesker tæt på os. På den måde har de døde stadig indflydelse på de levende. Og de levende har indflydelse på de døde, ikke alene ved erindringens kraft, men også gennem de fortællinger, vi lader vokse op om de døde.

Polyamory – The Future of Love?

Skriv en kommentar

Scientific American er et anerkendt internationalt tidsskrift, der skriver om den nyeste videnskabelige og teknologiske udvikling. Derfor er det måske også lidt overraskende, midt i det hele, at støde på en artikel om kærlighed. Men på samme måde, som alt andet, har kærligheden naturligvis også udviklet sig op igennem historien. Kærligheden har til alle tider optaget mennesket, uanset hvordan den så ellers har vist sit ansigt.

Artiklen viser da også, at kærligheden stadig udvikles og forandres. Først og fremmest tyder noget på, at kærlighedens mængdelære er under udfordring: Tosomheden er ikke nødvendigvis den eneste og rigtigste måde, at udleve kærligheden på. Psykologer og sociologer er således begyndt at kikke nærmere på det, der kaldes “polyamory.” Ordet “poly” betyder mange, og ordet “amor” betyder kærlighed. Et polyamorøst forhold er på den måde et kærlighedsforhold imellem flere end to mennesker; tre, fire eller måske flere.

Polyamory adskiller sig fra swingere ved ikke, at være knyttet til uforpligtende sex med partnerbytte men ved først og fremmest, at bygge på forpligtende kærlighedsforbindelser imellem alle involverede. Polyamory er derfor heller ikke bare et såkaldt “åbent forhold.” Der er tale om en familie, som blot består af mere end to voksne, og hvor alle har kærlighedsbånd til alle – og naturligvis også seksuel tilknytning til hinanden. En polyamorøs familie kan således f.eks. bestå af en kvinde og to mænd eller af en mand og tre kvinder med kærligheds- og seksuelle bånd på kryds og tværs – altså bånd, som inkluderer alle og derfor også knytter sig til, at nogle af parterne får udlevet deres biseksualitet i det polyamorøse forhold. Der er simpelthen tale om en samlivsform, hvor hverdagen er, som i enhver anden familie – der er blot tale om flere involverede.Hands

Amerikanske sociologer regner med, at der er over en halv million af den slags polyamorøse forhold i USA. Men sandsynligheden taler for, at der er mange flere. I forhold til samfundsnormerne er det nemlig langt mere acceptabelt, at to mænd eller to kvinder lever sammen i et homoseksuelt forhold, end f.eks. tre eller fire mennesker lever sammen i en polyamorøs familie. Derfor forsøger mange sandsynligvis, at skjule deres polyamory. En kendt anbefaling blandt polyamorøse er da også, at åbenhed i forhold til omverdenen ikke altid er en ubetinget anbefaling.

Det er naturligvis ikke kun i USA, at kærligheden udtrykker sig igennem polyamorøse forhold. Det vil ikke undre mig, hvis der blandt denne blogs læsere er nogen, som kender nogen, der lever polyamorøst, selv om det måske ikke sker for helt åbent tæppe. Det er deres valg. Kærligheden har altid langt flere ansigter end man kan forestille sig – og det er jo svært at have noget imod, at den dyrebare kærlighed deles imellem mange.

Den amerikanske psykolog Deborah Anapol har forsøgt, at give en samlet beskrivelse af polyamory i bogen “Polyamory in the Twenty-First Century.” Kort sagt bygger polyamory naturligvis på den levede og positive erfaring af, at man kan have dybe kærlighedsforhold til flere mennesker på én gang. Kærligheden bliver ikke mindre af, at blive delt imellem tre eller fire, og ikke kun imellem to. Kærlighed behøver ikke, at være defineret eksklusivt, men kan også være inklusiv. Kærlighedsbåndene i et polyamorøst forhold er ligeså dybe, stærke og seriøse, som imellem to mennesker i et mere traditionelt forhold.

Parterne i et polyamorøst forhold har ikke kun fundet sammen af seksuelle årsager, men først og fremmest, fordi de elsker hinanden og er knyttet følelsesmæssigt sammen. Som i alle andre kærlighedsforhold betyder det seksuelle naturligvis også meget i det polyamorøse forhold. Men de traditionelle spørgsmål til et polyamorøst forhold: “Så knalder I vel hele tiden, og er det ikke skide frækt at se to eller flere kvinder/mænd sammen, eller hvordan gør I?” giver ganske enkelt ikke nogen mening. På samme måde, som kærligheden har mange ansigter, har seksualiteten det også. Men ligesom i et helt almindeligt to-personers forhold er polyamorøs seksualitet knyttet til, at den finder sted imellem mennesker, som elsker hinanden, men som også skal forholde sig til, hvem der køber ind til aftensmaden, og om katten har fået mad.

Den amerikanske professor i social-psykologi Bjarne M. Holmes har bl.a. undersøgt, hvad der følelsesmæssigt karakteriserer en polyamorøs relation, for at finde ud af, om andre kunne lære noget af den måde, som disse familier håndterer dagliglivets udfordringer på. Faktisk viser det sig, at de polyamorøse familieformer måske kan komme med nogle svar på en række af de problemer, som parterapeuter ofte møder i monogame forhold.

De polyamorøse gør nemlig ofte mange af de ting, som vil styrke ethvert forhold. Måske fordi de polyamorøse så tydeligt er tvunget til det, hvis familietrioen eller -kvartetten skal fungere og holde sammen. Og netop det med at holde sammen, undgå utroskab, svigt o.l. er selvfølgelig lige så vigtigt for det polyamorøse forhold, som for det monogame. At der er flere i det polyamourøse forhold betyder ikke, at båndene er løsere. Den følelsesmæssige og seksuelle binding er lige så stærk, som i det monogame forhold.

Typisk for et polyamorøst forhold er, at der samtales og kommunikeres meget og intenst, siger Bjarne M. Holmes. Netop fordi balancen imellem parterne er helt afgørende er det vigtigt, at stærke følelsesmæssige begreber, som tillid, ærlighed, åbenhed, sandhed, gensidig involvering, sammenhold, indbyrdes forståelse, respekt og følelsesmæssig nærhed hele tiden bliver gjort tilgængelige ved hjælp af samtale og kommunikation. I disse forhold forbliver ganske få følelser og stemninger uudtalte. Der kommunikeres hele tiden igennem tale, berøring, sms, mails, telefon – for at sikre balancen, tilliden og åbenheden imellem parterne i det polyamorøse forhold.

Bjarne M. Holmes mener derfor, at mange monogame forhold kunne lære noget af den måde, som de polyamorøse forhold fungerer på nede i maskinrummet. For også i det monogame forhold handler det om balance, tillid og åbenhed imellem parterne. Holmes mener imidlertid, at de polyamorøse forhold ofte er mere optaget af et fælles dybdeengagement i udforskningen af følelserne end mange monogame forhold, fordi det omgående bliver tydeligt, hvis en ubalance rammer forholdet, idet én af parterne så lige pludselig havner i en “uden-for-tilstand,” som kan blive livstruende for hele forholdet.

Men sådan er det jo også med monogamiens tosomhed. Bare fordi man her kun er to er der jo ikke mere kærlighed til deling end der er, hvis man er tre eller fire. Og kærligheden imellem to er ikke nødvendigvis stærkere end den er imellem tre eller fire. Måske kan man sige, at i et polyamorøst forhold er der flere til hele tiden, at “tage vare” på det vigtige, hele tiden nogen, som får øje på, hvis en begynder at føle sig ude, svigtet eller glemt. Hvem skal gøre det i en tosomhed, hvor den der glemmes eller svigtes jo netop bliver glemt eller svigtet af den anden part, som i sagens natur ikke helt oplever det, fordi det jo er ham eller hende, der glemmer eller svigter?

Det er denne bevidste og konstante udforskning af det polyamorøse forholds følelsesliv, som mange monogame forhold kunne lære lidt af, mener professor Holmes. Artiklen i Scientific American beskriver naturligvis ikke polyamory som et fremskridt på kærlighedens område, på samme måde som en teknologisk opfindelse kan være et fremskridt. På den måde kan man ikke tale om fremskridt for vigtige følelser, som kærlighed. Men der er dog en pointe at hente i artiklen, som gælder al kærlighed og ikke kun den polyamorøse, mener Holmes:

I polyamorøse forhold bruges der bevidst ekstraordinær meget tid på at samtale og kommunikere. Denne tid er bevidst tilvalgt i mange af disse forhold på bekostning af mulighederne for øget økonomisk velstand og karriere. At være sammen, at tilbringe tid i fællesskab, at samtale o.l. koster penge og måske endda karrieremuligheder. I det polyamorøse forhold er dette ofte bevidste til- og fravalg i bevidstheden om, at kærlighed koster tid, og at vedligeholde kærligheden koster endnu mere tid. Polyamory er en livsform, som er meget bevidst tilvalgt, mens monogamien nok ofte vælges, fordi den er et bærende træk ved vores kultur.

Som enhver parterapeut i dag ved er det netop manglen på bevidste valg omkring tid og ikke mindst fællestid, som tit kaster kærligheden ud i krise. Måske er den polyamorøse kærlighed ikke The Future of Love for alle. Men tit vil det i hvert fald være sådan, at The Future of Love i mange familier afhænger af det, som polyamorøse ofte er meget bevidste om: Prioriteringen imellem tid, kærlighed, samvær og økonomi.

 

Litteratur

Deborah Anapol: Polyamory in the Twenty-First Century – Love and Intimacy With Multiple Partners, Rowman & Littlefield 2012.

Kai Aalbæk-Nielsens fire bind om kærlighedens historie er udgivet på Gyldendal i perioden 1999-2003.

Palle Ove Christensen & Svend Nielsen (red.): Kærlighedens ansigter. Fra førromantik til vore dage, C.A. Reitzels Forlag 2002.

Poul Henningsen og Ove Brusendorff: Erotikkens historie i tekst og billeder, Thanning & Appels Forlag 1966-1967.

Elisabeth Sheff: The Polyamorists Next Door – Inside Multiple-Partner Relationships and Families, Rowman Littlefield Publishers 2015.

Philosophy To Go

Skriv en kommentar

En dag spurgte hun mig: »Hvorfor valgte du at læse filosofi?« Jeg svarede med de ord, som afsluttede min gamle amerikanske yndlingsserie på tv, X-Files: »The Truth is Out There!« Mit liv i sig selv havde ikke helt givet nogen mening. Men der var en mening, når jeg i korte øjeblikke formåede at se mit liv, som en del af noget større. Når jeg ikke blindt og tankeløst accepterede verden, som noget selvfølgeligt, men både som en gave og en gåde, jeg måtte undersøge og trænge dybere ind i. Der var en vej derude, og der var langt mere end jeg kunne forstå – det var i denne uvished, jeg så en mulighed. »The Truth is Out There!«

Men måske er jeg bare blevet en Second-Hand tænker; en brugt-tanke-tænker. Hvordan kan man snart være andet? Der er jo tænkt næsten alt mellem himmel og jord i den tid, hvor filosofien har gjort fordring på, at dyrke gudinden Sophia – visdommens gudinde. I 2.500 år har filosofien spekuleret over alt fra gudernes væsen til menneskets væren, fra verdens beskaffenhed til hvordan det mon er, at være en sten. Hvad kan gudinde Sophia efterhånden mere kræve af menneskets filosofiske tænkeevne? Det siges da også, at den tyske mestertænker Immanuel Kants sidste ord skulle have været “genug” – på dansk “nok” – for ham var der i hvert fald ikke mere at tænke.

Også for mange efterfølgende tænkere havde Kant udtømt filosofiens mulige rige med hensyn til, hvad der kunne tænkes af helt nye tanker. I hvert fald gav hans filosofi udtryk for, at den vidste, hvad der kunne vides og hvordan – og tilmed også, hvad der ikke kunne vides. Kant havde filosoferet over både det tænkelige og det utænkelige og hvad skulle der så være tilbage, at tænke og filosofere over? Men der blev naturligvis fortsat filosoferet og tænkt, selv om den engelske filosof A.N. Whitehead senere har ment, at al europæisk filosofi dybest set blot er en slags fodnote; ikke til Kant, men til oldtidens Platon.

Siden Platons tid har der alligevel været udvist en fantastisk idérigdom inden for filosofien, og det kunne ikke engang den store Immanuel Kant sætte en stopper for. Men selvfølgelig er der alligevel mange, som har vendt filosofien ryggen. En af dem var rumæneren E.M. Cioran, som vendte sig væk med den begrundelse, at det var umuligt at opdage nogen menneskelig svaghed hos Kant og måske også hos alle andre filosoffer. Efter Ciorans smag hævdede de nemlig, at kunne vide for meget. Og med hensyn til Kant kan vi nok godt give Cioran ret, for Kant sagde jo, at han både vidste, hvad vi kunne vide og hvad vi ikke kunne vide. Hermed er videre tænkning nærmest sat skak mat.

For at filosofien skal kunne leve må der være nogle åbninger, eller der må skabes nogle åbninger i forhold til, hvad der kan filosoferes over, ellers bliver man jo bare en genbrugs-filosof. Min gamle professor i filosofi sagde ved en forelæsning, at filosofi er kritisk eftertanke over alt det, som vi tager for givet. Og der er jo ganske mange ting, som vi tager for givet – flere og flere endda. Ikke mindst inden for etikken og moralen, hvor den fremvoksende selvfedme med hensyn til det rigtige og det forkerte godt kunne trænge til lidt filosofisk eftertanke, så der blev skabt lidt mere usikkerhed. På etikkens område er det ikke dogmatisk sikkerhed vi har brug for, men en usikkerhed, som konstant kan åbne for ny eftertanke.

Mange tror fejlagtigt, at filosofi har noget at gøre med sikkerhed, måske endda med opnåelse af sikker viden. Men filosofien lever stadig efter 2.500 år, fordi den grundlæggende næres af usikkerhed, og den dør i det øjeblik mennesket bliver for sikker – på sig selv, på sine evner, på sine muligheder, på sin viden, sin kontrol og sit overblik. Overtager denne sikkerhed filosofien får vi brug for en anti-filosofi, som kan genskabe den filosofiske usikkerhed og geninstallere spørgsmålene og tvivlen i både menneske og samfund. Tvivl åbner for eftertanke og fornyet undersøgelse. Sikkerhed kan forblinde, så vi lukkes inde i fasttømrede systemer og ikke kan være i konstant og skabende bevægelse.

Det er ikke et problem ved filosofien, at den ikke giver nogen endegyldige svar. Det er dens uafsluttethed, som er filosofiens mulighedsrigdom. Den franske filosof Gabriel Marcel sagde, at filosofien ikke kan dø, fordi det er en menneskelig grundbetingelse, at være bevidst om eksistensen af ubesvarlige spørgsmål. Ethvert menneskeliv er fuld af de dybeste dramaer, de mest uforklarlige hændelser og eksistentielle mysterier. Filosofien forsøger bl.a., at komme tæt på og beskrive disse mysterier. »The Truth is Out There!«PTG platon og aristoteles

Når jeg går gennem København køber jeg ofte en Coffee To Go. En Instant Coffe, som jeg kan varme mig ved på turen gennem byen. Men der er også behov for en Philosophy To Go, for virkelig filosofi opstår gennem konfrontationen med virkelige ting, som vi bl.a. møder på en tur gennem byen og i det hele taget på turen gennem livet. På turen gennem byens gader bryder ens gamle forestillinger hele tiden sammen, bliver udfordret og krakelerer, hvis man sætter sig selv i parentes og er opmærksom på alle tingene, hændelserne og episoderne, der udspiller sig lige foran én.

Med opmærksomheden rettet ud, væk fra alt det, som man ellers ved og tager for givet, har man en slags Philosophy To Go, som baner vejen ind i mysterier, og som sætter etableret viden sammen i nye kombinationer. Måske går vi der, hvor vi har gået før, men alle steder er der alligevel usynlige dimensioner, som tidligere er blevet overset, ikke undersøgt og ikke samtænkt med det, vi i forvejen vidste.

Philosophy To Go er at lade sig forstyrre af det fremmede, som imidlertid ofte er det vi har set på tusind gange før på den samme rute gennem byen, men som vi i åbenhed pludselig lader tale til os. Philosophy To Go er at lade stenene tale til os om, hvordan det er at være en sten og så måske begynde at overveje, hvilken forskel der er på det at være en sten og det at være træet på Assistens Kirkegård, det at være bænken bag muren, det at være mig og det at være fremmed for hende, der lige cykler forbi. Hvordan er det overhovedet at være i verden? »The Truth is Out There!« Tag en Philosophy To Go og undersøg det.

 

Litteratur:

Ian Bogost: Alien Phenomenology, or What It’s Like to Be a Thing, University of Minnesota Press, Minneapolis 2012.

E.M. Cioran: A Short History of Decay, Penguin Books, London.

Jeffrey Jerome Cohen: Stone. An Ecology of the Inhuman, University of Minnesota Press, Minneapolis 2015.

Gabriel Marcel: The Mystery of Being. Vol. 1: Reflection and Mystery, St. Augustine’s Press, South Bend, Indiana 2000.

Eugene Thacker: Starry Speculative Corpse. Horror of Philosophy, Vol. 2, Zero Books, Winchester 2015.

Hverdagens Venus

Skriv en kommentar

På væggen i mit arbejdsværelse hænger der en reproduktion af den spanske maler Velásquez’ store maleri af den liggende Venus. Hun har ryggen til os, så vi kan ikke se hendes ansigt direkte. Men foran hende holder Cupido et spejl op, og fra det kan vi få et indirekte blik på kærlighedsgudindens ansigt.RokebyVenus

Jeg har det hængende for at huske på betydningen af det direkte blik, den direkte, her-og-nu-forbindelse med dem, som man elsker. Det er ikke dét, som billedet er malet for at udtrykke, men for et stykke tid siden læste jeg en fantastisk historie om et menneske, som på grund af skæbnens spil aldrig fik set nok til sin elskede. Og i dén historie spiller Velázquez’ maleri, og ikke mindst spejlet, et central rolle.

Det drejer sig om den belgiske forfatter Stefan Hertmans familiehistorie Min bedstefars himmel. Den er først og fremmest en gribende fortælling om forfatteres bedstefar, og om tiden i Europa under og efter første verdenskrig. Stefan Hertman bygger fortællingen på de notesbøger, som hans bedstefar skrev. Det blev til 600 sider, skrevet i hånden, før Hertmans bedstefar, Urbain hed han, havde skrevet det, han ville om sit liv.

Bogen, som bygger på Urbains notesbøger er på alle måder dramatisk. På de ydre linjer, fordi den følger Urbains oplevelse af første verdenskrig, helt ude ved fronten, hvor intet menneskeligt mere er genkendeligt. Og på de indre linjer, hvor notesbøgerne fortæller en kærlighedshistorie, hvor alt det smukkeste menneskelige flyder, som en stille understrøm. Det er historien om, hvordan Urbain mødte den smukke Maria Emelia, hvordan han mistede hende, og hvordan han blev ved med at huske hende på grund af spejlet i Velázquez’ maleri.

Maria Emelia var naboens yngste datter og fra sit værelse kunne Urbain se ned på gårdspladsen, hvor hun tit viste sig. Jeg skal ikke trætte med, hvordan de blev kærester, men blot med Urbains ord fortælle, hvad han følte: »Jeg har fundet en himmelsk pige, som jeg kan knytte mig til og glemme gruen.« Det var krigens rædsler, som Maria Emelia fik Urbain til at glemme. De rædsler, som ellers truede med at tage magten fra hans livsmod. Men som han skriver i notesbogen, så trøster hun ham ved at sige: »Fat mod, min lille soldat, vi skal giftes til foråret.«

Urbain havde arvet sin fars store talent for at male og fulgte undervisningen på kunstakademiet. Det kan derfor ikke undre nogen, at han lover, at han vil male Maria Emelia, hvis hun en dag vil sidde model for ham. Men denne kærlighedshistorie bliver kort, fordi Den spanske syge spredte sin virus til næsten alle hjørner af Europa. Den rammer også Maria Emelia og i løbet af kort tid dør hun i armene på den knuste Urbain.

Urbain kom sig aldrig over denne sorg. Men han blev gift med en anden kvinde. Igen var det naboens datter, men nu Maria Emelias storesøster. Det var vist noget forældrene fik arrangeret, og det er svært at forstå, hvordan det må have været for Urbain at blive gift og tilbringe resten af livet sammen med søsteren til sin store kærlighed.

Som Stefan Hertman skriver, så bygger troen på den store kærlighed, jo netop på forestillingen om uerstattelighed, på den eneste ene. Og de var forskellige, de to søstre. Der var ikke mange af Maria Emelias træk, hverken psykisk eller fysisk, som gik igen hos storesøsteren. Kvinden, som Urbain blev gift med forblev utilnærmelig igennem hele livet. De fik børn, men ellers nægtede hun ham al nærhed og ethvert favntag.

Det er ikke mærkeligt, at Urbain derfor måtte lade Maria Emelia vende tilbage i en anden skikkelse. Han forblev søsteren tro igennem hele livet, men uden nogen opdagede det, fik han alligevel Maria Emelia med ind i tilværelsen. De havde kun været kærester i kort tid og Urbain havde aldrig set Maria Emelia nøgen eller haft mulighed for at elske med hende og mærke hendes krop under sig. Men hun havde været sanselig og der var mange løfter i de berøringer og kærtegn, som de havde haft mulighed for at udveksle.

Der findes kun et enkelt og meget dårligt og udvisket fotografi af Maria Emelia. Stefan Hertman så det da han skrev bogen om sin bedstefar. Han kendte naturligvis også alle de malerier, som Urbain med stort kunstnerisk talent havde malet. Blandt andet havde Urbain fremstillet en kopi af Velázquez’ maleri af den nøgne Venus, der lå og spejlede sig. Det var kendt i familien, at Urbain havde malet denne kopi og billedet stod fremme i hjemmet. Da Stefan Hertman skulle skrive bogen om sin bedstefar opdagede han imidlertid noget, som ingen andre havde lagt mærke til: Kvinden på maleriet ligger jo med ryggen til og man kan kun se hendes ansigt i spejlet. Men i dette spejlbillede genkendte Stefan Hertman ved et tilfælde Maria Emelias ansigt.

Urbain havde alligevel malet Maria Emelia, selv om hun ikke fik direkte mulighed for at være hans model. Han huskede hendes ansigt og gav det til Venus, kærlighedens gudinde. Maria Emelia var Urbains livslange kærlighedsgudinde, som han kun havde haft alt for kort tid til at tilegne sig. Men så malede han Velázquez’ Venus og gav hende Maria Emelias ansigt i spejlet. Både Venus og Maria Emelia var uopnåelige på hver deres måde. Men hver gang Urbain så på sin egen gengivelse af Velázquez’ maleri kunne han i spejlbilledet se hende, som skulle have været hans Venus i hverdagslivet.

Når jeg ser på den reproduktion, som jeg selv har hængende af Velázquez’ maleri, tænker jeg på hvor tæt-væk Urbain må have følt Maria Emelia i maleriets spejl. Og dét er en god erindringsøvelse for at huske på, hvor tæt man heldigvis stadig kan være på sit eget livs hverdags-venus’er.

Understregninger

Skriv en kommentar

I dag er det 150 år siden, at den danske digter Sophus Claussen (1865-1931) blev født. Selv om han nok ikke længere er kendt af så mange kan vi jo godt fejre ham på Facebook. De af os, der bor i den sydlige del af landet, kan i hver fald godt være lidt stolte over, at det var Sophus Claussens far, som i sit tid stiftede Lolland-Falsters Folketidende, som digteren også selv var redaktør for i en periode. Og tilmed gik Claussen i Nykøbing Katedralskole, hvor han dog klarede sig dårligt, og kun var at finde i en kort periode.

Sophus_ClaussenJeg arvede en gammel udgave af Sophus Claussens digtsamling “Fabler” fra min far. Når man arver bøger er det ikke kun spændende at læse i dem, men også at se, hvor den oprindelige ejer har sat streger; hvad den tidligere læser oplevede som specielt vigtigt. Senere har jeg selv købt andre bøger af Sophus Clausssen, hvor jeg også har sat mine egne streger under det, som jeg blev fanget af under læsningen.

Hvis man sammenligner disse streger viser der sig to forskelle: Den ene er, at Sophus Claussen både var en dyster og en lys digter. Og – at stregerne i min fars bog står under de dystre digte, mens jeg også har sat streger ved de mere lyse digte. Beslægtede, men dog så forskellige – det gælder både Claussens digte og min far og mig. I min fars lille bog med Claussens digte er der en tynd blyantstreg ved disse linjer:

Thi jeg anede, at Verden som en grav var dyb og stor,
var en Krypt, hvor Livets Drømme hver og en blev
stedt til jord….

Disse tre linjer må vise noget om min fars oplevelse af verden og af livet. Det er et sted, hvor drømme bliver begravet. Jeg ville ønske, at han havde fortsat med at sætte blyantstreger, for digtet går nemlig videre:

men jeg sejrede over Døden med udødelige Ord.
Og jeg fejrede Livets Fester, men jeg fejrede dem i Ord.

Men min far satte ikke nogen streger under disse to linjer, da han læste Sophus Claussens digt. De streger, som man sætter i bøger under læsningen, afspejler det som man selv kan – ja, spejle sig i. Han havde mange drømme, men tiderne var anderledes den gang og han tænkte måske, som et andet sted, hvor han satte en streg i Sophus Claussens digtsamling:

Jeg drømte, jeg var dømt,
af alle dømt
for en Daad, jeg havde drømt!

Man skulle ikke drømme, det var han ikke vokset op med. Men det gjorde han alligevel, som alle mennesker. Han var bare alt for god til at begrave disse drømme, eller endnu værre, lade andre mennesker drømme på hans vegne. Og så var det, at min far kunne genkende Sophus Claussens ord om drømme, der “blev stedt til jord”.

Men Sophus Claussen var en digter, hvor man kunne finde det dystre side om side med det lyse. Et sted har digteren sagt, at han repræsenterede en “livsanskuelse grundet på elskov.” Når jeg nu sidder og vender sider i de bøger af Sophus Claussen, som jeg selv har købt, så finder jeg mine egne understregninger. Disse streger afspejler et andet blik på verden end det, min far havde. Han satte næsten kun streger under linjer, der fortalte om mørket. Mine understregninger viser, at jeg gennem hele mit voksenliv har kunnet spejle mig i både de mørke og de lyse sider hos Sophus Claussen. Min fars streger markerer steder, hvor digteren taler om døden, tabet, mørket og ensomheden Dé streger har jeg overtaget fra min far, men tilføjet mine egne understregninger af det, som trøster, det som opløfter, det som heler os – nemlig det at være ombølget af andre mennesker.

Flest streger er der således ved Sophus Claussens digt “Jeg er ombølget af dig…” Det er i virkeligheden unødvendige understregninger, for jeg har digtes linjer i hovedet – eller i hjertet:

Jeg er ombølget af dig,
alle mine Veje er omslynget af dig,
hvor jeg ser hen, kun dit eneste
dejlige Blik.

 (…)

Og du er det vidunderligste
Barn, Jorden har skabt.
Og jeg bryder mig ikke om andet
end at være saa nær dig, at
jeg aner
dit Hjærtes fritblussende Pulsslag,
og at se på den Dagklarhed, der udgaar
fra dine Øjnes Nat.

Sophus Claussen kunne skrive om drømme der blev lagt i graven og om det, at være ombølget af de udvalgtes kærlighed. Når han i dag fylder 150 år er der grund til at fejre ham – og grund til at overveje, hvor ens egne understregninger sættes.

Behov?

Skriv en kommentar

Det kan ikke være så mange år siden, for jeg har selv oplevet det: Seriøse politiske diskussioner om nedsat arbejdstid og om arbejdsfrihedens værdi for både menneske og samfund. Ved det netop afviklede valg havde Alternativet nedsat arbejdstid på programmet. For alle andre partier og hele korpset af politiske kommentatorer var det imidlertid lige præcis dét, der gjorde partiet latterligt og diskvalificerede det, som et seriøst politisk parti. Vælgerne fik fortalt, at det ville være stemmespild, at sætte kryds ved Alternativet, fordi partiet ville gøre Danmark til et bedre land ved hjælp af nedsat arbejdstid, og tilmed også have mere økologi, bæredygtighed og empati i samfundet.

Partiets programpunkter om bl.a. nedsat arbejdstid bestod ikke det politiske establishments realitetstjek og blev dømt urealistiske, naive, latterlige, samfundsskadelige og ikke mindst det værste, man kan blive kaldt i den politiske verden, nemlig idealistiske.

Anderledes realistisk forholdt det sig tilsyneladende med Socialdemokratiets kampagne for “Det Danmark du kender” og Venstres “Det skal kunne betale sig at arbejde” eller Liberal Alliances kamp mod topskatten. Målet for disse politiske programmer er økonomisk vækst, alt andet er af underordnet betydning, og mere arbejde er midlet.

På den officielle rangliste er Danmark verdens 7. rigeste land. Men er det eneste realistiske spørgsmål derfor, hvordan vi kan få endnu mere overflod? Måske kunne det også være et realistisk spørgsmål, hvad vi vil bruge overfloden til, og hvordan den kan fordeles?

Under valgkampen så det imidlertid ud til, at den vigtigste politiske værdikamp handlede om, hvordan Danmark kunne gøres endnu rigere, og hvordan endnu flere kunne arbejde endnu mere. Det er en politisk-økonomisk tænkning, som har rødder tilbage til en af liberalismens faderskikkelser, englænderen John Locke (1632-1704), der slog fast, at al værdi er en funktion af arbejde. Og det er måske korrekt ud fra betragtningen, at lange arbejdsdage skaber et stigende privatforbrug, hvilket jo netop er et mantra i den neoliberalistiske model, som imidlertid ikke er en samfundsmodel eller en politisk model, men udelukkende en økonomisk model, hvis eneste succeskriterium er øget økonomisk vækst.

Men der kunne jo også tænkes andre værdibegreber. F.eks. mente den franske filosof Émile Durkheim (1858-1917), at det var for snævert kun at se på værdi som brugsværdi. Helt konkret er det jo nok også de færreste mennesker, som i deres sidste time vil sige: “Altså, hvor ville jeg ønske, at jeg havde tilbragt langt flere timer på mit arbejde”.

Og lad det være slået fast – vi arbejder meget; alt for meget til, at det altid er sundt for livskvaliteten. Derfor sagde lederen af den engelske tænketank New Economics Foundation tidligere på året, at vi skulle stoppe arbejdshysteriet. Faktisk er vi nemlig allerede så velstående og købekraftige, at en af de forretningsmodeller, som vokser hurtigst i England, er containere til indkøbte ting, der ikke er brug for!

Dét stoppede dog ikke latterliggørelsen af Alternativets forslag om en begrænset nedsættelse af arbejdstiden til 30 timer om ugen (jeg arbejder selv kun 30 timer om ugen og køber stadig masser af ting!). Argumenterne imod var mange, for tænk alt det, vi så måtte sige farvel til.

Men måske handler det om, hvilke værdier vi vælger at prioritere. Problemstillingen er ikke ny. Den engelske økonom John Maynard Keynes (1883-1947) mente i sin tid, at lande som f.eks. Danmark ved indgangen til det 21. århundrede ville kunne sætte arbejdstiden ned til 15 timer om ugen, fordi produktiviteten var steget så markant, at vores behov kunne tilfredsstilles uden at vi skulle tilbringe mere tid på arbejdsmarkedet. Keynes fik ret: Produktiviteten voksede eksplosivt. Men – der var noget, som han ikke havde forudset: Vores behov voksede nemlig også, og derfor faldt arbejdstiden ikke. Der måtte tværtimod arbejdes ganske meget mere for at tilfredsstille nye og voksende behov i den rigeste del af verden.

Ingen i det etablerede danske politiske system tør tilsyneladende længere foreslå noget så begrænset som en 30-timers arbejdsuge. Hvorfor? Er vi bange for at skulle prioritere eller bange for at miste anerkendelse? Men er vi ikke også bange for kun at bruge livet på arbejde og dulme det med et forbrug, som skal køres væk i containere? Er vi ikke også bange for at bruge tiden forkert, og måske bruge for lidt tid på alt det andet, der ikke er lønarbejde?

Disse spørgsmål kan tilsyneladende ikke stilles i en politisk sammenhæng i dag. Men så må det enkelte menneske jo gøre som Heraklit, den græske filosof, der sagde: “Jeg har søgt mig selv”. Det spændende er selvfølgelig, hvor man efter sådan en eftersøgning finder sig selv: På arbejdet og jobbet, eller om der også er andre steder, hvor man kan søge og finde sig selv?

Udkant og indkant

Skriv en kommentar

Jeg rejser tit
imellem landet og byen
udkanten og indkanten
stederne som giver os navne
selvforståelse og andreforståelse
tilmed forklaringer
på de store politiske forskelle
som landet nu ligger.

Plovfure og stenbro
Folkeparti og Enhedsliste
fremmedhed, genkendelse
tabere og vindere
naivitet, indsigt
dumme og kloge
ukendte børn
har mange navne.

Skagen og Gedser
Nord og Syd
368 kilometer
Blåvands Huk og Østerkær
Vest og Øst
452 kilometer.

Navne fra sangbogen og Bezzerwizzer
ikke længere end man kan spytte
og det gør man så
imellem udkant og indkant
hvor folk ligner hinanden så meget
at de er enige om en undren
over alle de andre
fra udkanten eller indkanten.

Jeg rejser tit de 80 kilometer
imellem udkant og indkant
og jeg bor temmelig ofte i udkanten
og andre gange i indkanten.

Nær og fjern?
Hjemme, ude, kendt eller fremmed?
60 minutter og endda tid til kaffe på Monarch
med vognmanden fra Slagelse
pendleren fra Stubbekøbing
ham, hende, dem
fra Ølstykke, Præstø, Rantzausgade
Gilbjerggade, Ringsted og skolen i Næstved
fra Kosovo og Albanien
digteren fra Kalundborg
og alle dem som har det så svært eller let
det ene, andet og tredje sted
i områderne langt væk og tætvæk
på landkortet, i tv og vores sind.

Det indre og ydre
af landet som det nu ligger
og giver navne til os og de andre
som vi næsten kan spytte over til
eller i hvert fald pisse på
hvis vi har vinden i ryggen
fordi udkanten og indkanten
ligger så snublende nær
at de kunne navngives efter os selv.

Efter valget

Skriv en kommentar

her
efter valget
løsriver jeg mig
erklærer min urørlighedszone
for republik
og indfører moralsk oplyst enevælde

fordi efter valget
ligger landet
som det ikke skulle ligge
og blæser giftige skyer
ind over min zonegrænse

så vindene
griber mig i struben
når de ærede medlemmer
fjerter fortættede højtryk
og iltfattige lavtryk
ud af alle revner og sprækker

ødelæggende

og efter valget
må vi løsrive os fra landet
som det ligger
oprette nye grænseovergange
imellem alle dem
som vil indføre moralsk oplyst enevælde
og få politik
til at rime på etik

Skabende forskellighed

Skriv en kommentar

I den offentlige debat kan man blive til grin på mange måder. Men en af de mest træfsikre er at hævde følgende: Der bør mere kærlighed ind i politik. Høj latter, høj cigarføring, i bedste fald en mild rysten på hovedet og nogle besindige ord om umulige utopier og naiv humanisme. I værste fald resulterer det i voldsomme vredesudbrud og beskyldninger for urealistisk omgang med kendsgerningerne i den virkelige verden, fordi det anses for langt mere realistisk at appellere til egennyttige interesser, egoisme og selvtilstrækkelighed end til kærlighed.

Det er da også helt indlysende, at i samfundet og på det politiske niveau findes der modstandere og endda fjender, og man kan selvfølgelig ikke elske alle, ikke engang de fleste. Det bør dog lige tilføjes, at den meget udbredte politiske og økonomiske overbevisning, at samfundet består af mennesker, som hver især konsekvent forfølger egne interesser, faktisk meget ofte modbevises, når man bevæger sig opmærksomt rundt i det, der kaldes for den realistiske virkelighed.

Dog – vi ikke skal blande politik og kærlighed direkte sammen. Men politikken kan alligevel tilføres en eftertanke, hvis man undersøger kærligheden lidt nærmere. Midt i et valg, som ikke aftvinger nogen optimisme, kan det nemlig være tiltrængt at dykke lidt ned i den kraft, som politikken er opstået af.

Politik vedrører fællesskabet og viser, hvad dette fællesskab er i stand til, hvad vi kan præstere, når vi som forskellige individer forener os, tænker og beslutter sammen. Det paradoksale svar på dette, politikkens klassiske spørgsmål, lyder i dag: Når vi individer slår os sammen, så er det for at forfølge vores egne individuelle interesser, som er forskellige fra fællesskabets interesser – og endda trues af fællesskabet.

Fra politikkens side er det blevet et helt alment accepteret perspektiv, at det er individernes selvtilstrækkelighed, der skal bygges på. Det er det enkelte menneskes personlige horisont, der skal laves politik ud fra, hvilket naturligvis skaber en besynderlig populistisk blanding af perspektivløshed, middelmådighed og nervøsitet for horisontudvidelse i den politiske offentlighed.

Politik tager afsæt i fællesskabet, hvis vi skal være tro mod politikbegrebets udspring. Men i dag ser det ud som om politikken forsøger at tage udgangspunkt i det enkelte menneske. Der har nærmest udviklet sig en forventning om, at politikken skal have en plan klar for hvert enkelt individ, så dette uantastet af andre kan forfølge sine egne veje.

Hvad kan vi så lære af kærligheden for at udvide politikkens horisont? Jeg mener, at et kig på kærlighedens væsen kan genindføre det nødvendige begreb “skabende forskellighed” i den politiske forståelse af verden. Ofte tror vi nemlig, at kærlighed drejer sig om at møde et andet menneske, som er forskellig fra én selv, for så derefter at skabe et fælles perspektiv på verden. Det er lige omvendt, tror jeg. Et varigt kærlighedsforhold drejer sig om, at finde ud af, hvad to, eller nogle få, er i stand til at gøre, hvis de gør netop forskellen skabende.

Som den franske filosof Alain Badiou skriver, så giver kærligheden et svar på, hvad verden er “når vi erfarer den fra toeren og ikke fra eneren.” Hvad er verden når den undersøges, praktiseres og leves med udgangspunkt i forskellen, og ikke med udgangspunkt i os selv, i vores egen identitet? Kærlighed drejer sig ikke om, at to skal blive til én, men om at gøre forskelligheden, to-heden, til noget skabende, der kalder på nysgerrighed, begær efter at vide mere, kende mere, forsøg på at se ens egen verden, som den samme verden, som ens elskede ser, med hendes eller hans øjne.

Mærkeligt nok er det denne kærlighedens to-hed, som i dag kan lære politikken noget om, hvad det betyder ikke at tage udgangspunkt i enshed, men i forskellighed, at overskride den individuelle egeninteresse for at konstruere verden fra et langt mere decentreret synspunkt.

Selv om kærligheden knytter sig til to, eller i hvert fald til få mennesker, så er der også noget universelt ved den. Kærligheden siger noget om de erfaringer, man kan gøre sig ved at være to og ikke en. Vores forståelse af politikken er i dag blevet så snæver, at vi må genlære denne kærlighedens erfaring i det politiske. Alain Badiou skriver, at erindringen om kærlighedens perspektivudvidelse kan føre os til den erkendelse, “at man kan erfare verden fra forskellens synspunkt.” Dét har politikken glemt i dag og dét har vi glemt i vores forventning til, hvad politikken skal gøre for os.

De sidste par ugers valgkamp har helt entydigt drejet sig om ikke at tænke i fællesskab, ikke at forstå forskelle, ikke at se samfundet som et fælles projekt for forskellige mennesker og grupper. Fra alle sider har man stået i kø for at definere det eneste rigtige perspektiv på samfundets udvikling, primært ved at udfase dem, der er forskellige: De arbejdsløse, bistandsmodtagerne, de fremmede, de fattige, de rige, de unge, de gamle, de vilde, de stille, de syge, de alt for syge, lærerene, akademikerne, de ufaglærte, EU-tilhængerne, EU-modstanderne, svenskerne, lollænderne osv. Det er altså, hvad politik handler om i dag: At definere forskelle, som et problem, at tale til den mest primitive, individuelle frygt for forskelle.

Resultatet er blevet en bunke middelmådige politiske programmer, der ikke evner at inddrage forskellene, som et perspektiv på fremtidens samfund. Og her kan vi lære noget af kærligheden: Skal kærligheden mellem to mennesker bestå, så handler det om at kunne gøre forskellen til et skabende perspektiv. Ret mig, hvis det er forkert, men jeg har ikke set noget politisk program med overskriften “SKABENDE FORSKELLIGHED”. I stedet har de haft fokus på appeller til egoisme, egeninteresse og frygt for forskelle – vi siger nej til…

Er det så virkelig alt hvad vi kan præstere, når det gælder politikkens klassiske målsætning om at tænke og handle sammen – netop med udgangspunkt i forskelligheder?


Den franske filosof Alain Bardiou har nogle meget spændende tanker om dette i bogen “Lovprisning af kærligheden”, Forlaget Philosophia 2015.

Telefon

Skriv en kommentar

Jeg kan huske det telefonnummer, vi havde i mit barndomshjem i landsbyen: Først skulle man bede om centralen, som var navnet på den nærmeste lidt større by, og så var det tre tal. Ude på vejen stod telefonmasterne af træ med ledninger ind til de huse, der havde telefon indlagt, som det hed. Når jeg sad i grøften, nede ved indhegningen, med alle fårene, kunne jeg høre ledningerne mellem masterne synge, og så gættede man på, hvem der nu talte sammen, og hvor mærkeligt det var med ord, som kunne klemmes ind i ledningerne når de blev til stemmer. Og på den tid af året sad svalerne, som noder på ledningerne og gyngede, hvis det blæste.

Senere flyttede vi og fik et nyt nummer, fordi de bemandede telefoncentraler blev nedlagt. Alene nummeret afspejlede, at der skulle mere end mennesker til for at forbinde alle de hustande, der ville tale sammen: 47 62 30. Ville mormor fra København ringe til os skulle hun tilmed dreje 03 foran, fordi vi var langt væk, og vi skulle dreje 01 foran hendes nummer, for København var endnu længere væk..

Telefonen ændrede sig også. Da vi boede i landsbyen skulle der drejes på et håndtag for at kalde centralen op så man kunne blive stillet om. Da vi flyttede fik vi en automatisk telefon med drejeskive og en telefonbog til de nye og lange telefonnumre. Telefonbogen fik vi af mormor, og den var i rødt læder. Fordi det var en gave fra hende skrev vi mormor forrest, selvom hverken mormor eller Gerda begyndte med A. Men hun var den, som vi ringede mest til, og mor glemte altid at dreje 01 først.

I mit barndomshjem havde vi altid en særlig telefonstol. En lænestol, som mine forældre kunne sidde i når de talte, og som stod i et værelse, hvor døren kunne lukkes, for det var fortroligt og personligt, at tale i telefon. Når min far havde talt i telefon kom han ud af værelset, og så fortalte han alligevel næsten alt, hvad der var blevet sagt. Men han synes det var svært, at tale ind i røret, hvis der var nogen omkring ham.

Da vi boede i landsbyen tog jeg aldrig telefonen. Opringningen var jo altid til mine forældre, og det var ikke nødvendigt, at vi børn ringede til hinanden, for at aftale om vi skulle lege. Vi gik bare ud på vejen. Men da jeg blev ældre, fik jeg lov til at tage telefonen. Ikke fordi det var mig, der blev ringet til, men hvis mine forældre ikke var i nærheden, så tog jeg den.

På den måde talte jeg med min mormor fra 01-området et par gange om ugen, og havde i det hele taget en ganske bred kontakt til mange mennesker. Det kunne være min fars kolleger, som ringede, en af min mors utallige søskende eller mine forældres venner. Nogle af dem, der ringede, kendte jeg ikke. Men efterhånden kunne jeg genkende deres stemmer, og efter et par gange slog de lige et par ord af med mig, og kaldte mig Peter og spurgte om det gik godt i skolen. Det gjorde det sjældent, men det var der jo ikke nogen grund til at sige, når det nu var så hyggeligt at sludre lidt, inden jeg hentede den at mine forældre, som de skulle tale med, eller tog imod en besked.

På den måde kom jeg til at kende lidt personligt til mennesker, som jeg i dag ikke ville høre det fjerneste til. Og da jeg blev gift kom jeg til at kende min kones gamle venner og kolleger på stemme-niveau. Da mine piger blev så store, at de kunne bruge husstandens telefon, talte jeg også tit med deres veninder og var involveret i aftaler og beskeder, hvis de ikke selv var i nærheden.

Jeg er kommet til at tænke på det ved at høre min familie tale i mobiltelefon med deres venner og bekendte. For blot nogle få år siden ville jeg have kendt disse venners stemme, have slået et par ord af med dem, måske sludret lidt inden den rette person nåede frem til telefonen og kunne overtage samtalen. Jeg kendte stemmerne fra mine forældres venner, kolleger o.l., og senere stemmerne fra mine børns venner, for ville de i kontakt måtte de ringe hjem til os. Det var før mobiltelefonens totale udbredelse, hvor alle samtaler er individualiserede opkald.

I dag kender jeg langt færre stemmer, for disse stemmer, som ellers har stor betydning for mine forskellige familiemedlemmer, ringer personligt og direkte til dem, de skal tale med. Tidligere ville de kun have haft den modsatte mulighed – nemlig at ringe til os, i vores families hjem, og så tale med den, der tog telefonen, og måske sagde, som min far gjorde: Det er hos familien Schjødt.