En Anden dag vil jeg gøre op med det hele,
vælte regeringen, begynde at træne til maraton,
ændre mit liv, gøre noget helt nyt.

En Anden dag vil jeg indløse de stille drømme
og tilmed de glemte forhåbninger.
Måske i dag, som er en tidligere dags Anden dag.

En Anden dag er en kikkert uden knap til ind-zoomning.
En Anden dag kan kun se dagen i dag på stor afstand.
En Anden dag er ligeså meget løgn som dagen i dag.

En Anden dag var det isbjerg, som Titanic stødte ind i.
En Anden dag rummer afslutningens gåde,
og ingen ved noget om den i dag.

En Anden dag har jeg aldrig set, kun dagen i går og i dag.
En Anden dag er begyndelsen på de historier,
vi fortæller for at bevare roen og håbet.

En Anden dag kan være en utroværdig kræmmer
der fortæller, at andre dage bliver noget helt andet
end dagen i dag.

En Anden dag kan være meditation over døden.
En Anden dag kan overse sekundet, hvor du bliver kysset.
En Anden dag kan efterlade dagen i dag, som en mægtig tørke.

En Anden dag kræver, at dagen i dag sættes i venteposition.
I dag vil jeg holde op med at skåne dagen i dag
ved at udsætte den til en Anden dag.

Langt ude er jeg i familie med filosoffen Søren Kierkegaard. Det var i hvert fald den historie, der gik i min mors hjem. Slægtskabet skulle være således, at Kierkegaards mellemnavn, som var Aabye, over tid blev til Aarup, som er min mors ungpigenavn. Jeg ved ikke om det forholder sig på denne måde uden for familiemytologien, men da jeg ikke har nogen nævneværdig kontakt til resterne af min mors familie, passer dette slægtskab med Søren Kierkegaard mig ganske godt. Den afdøde filosof virker langt mere nærværende for mig end mange af de levende slægtninge. Vi kan kalde ham en bort-nærværende slægtning i mit liv.

De vigtigste personer i min tilværelse er i forvejen ikke nogen, som jeg er blodsbeslægtet med. De tre kvinder i mit liv har aktivt valgt mig til – og omvendt naturligvis – og det samme gælder også de andre vigtige mennesker i min tilværelse. Så hvorfor ikke også lade Søren Kierkegaard være en del af dette valgslægtskab? Som et omsorgsfuldt familiemedlem, har han nemlig spillet en vigtig rolle i min udvikling. Rent faktisk tror jeg, at Kierkegaard ville synes om, at jeg på den måde har valgt at være i familie med ham, for netop det at vælge var for ham noget af det vigtigste, som et menneske kunne gøre. Som en god ældre slægtning har Kierkegaard forsøgt at hjælpe mig på vej – mod mig selv; han vil nemlig have, at jeg skal vælge mig selv.

Men hvad vil det overhovedet sige, at være sig selv? Ofte bliver dette spørgsmål besvaret med henvisning til et menneskes personlige identitet. Hvis man kender sin identitet, kender man vel også sig selv. Men så enkelt var det ikke for Kierkegaard. Sokrates sagde ganske vist, at mennesket skulle stræbe efter at kende sig selv. Men Kierkegaard så ikke det, vi kalder for identiteten, som noget man én gang for alle kan lære at kende. Han skelnede nemlig mellem identitet og fakticitet. Med fakticitet mente han alt det som jeg er på grund af arv og miljø, min natur og mit gemyt, mine relationer, min kultur osv.

Hvordan det enkelte menneske forholder sig til sin fakticitet er det, der kan kaldes for vedkommendes identitet, som altså derfor ikke er en fast størrelse, men under konstant forandring, fordi store dele af ens fakticitet også hele tiden ændrer sig. Fakticiteten er den opgave, som mennesket står over for, sagde Kierkegaard, og identiteten ligger i den måde, som den enkelte vælger at varetage denne opgave på.

Der kan gives et meget indlysende eksempel på, hvordan et menneskes fakticitet og identitet står i forhold til hinanden. Hvis jeg mister en af mine nærmeste på grund af sygdom, så er dette menneskes ulykke også min. Når dette elskede menneske mister livet, mister jeg også noget betydningsfuldt. Min fakticitet ændrer sig i en grad, så det også ændrer min forståelse af mig selv, min identitet. Det afgørende for min identitet er imidlertid, hvordan jeg forholder mig til dette tab af et nært menneske. Vælger jeg at skubbe tabet fra mig eller gør jeg sorgen til et del af mit fremtidige liv, og hvilken plads tildeles den og hvordan lader jeg den virke? Alt efter hvad jeg vælger at gøre ved tabet, ændrer det på forskellig måde min identitet.

Fakticiteten er altså det vi hele tiden kastes ud i og den bliver til en virksom del af min identitet, hvis jeg lader den indgå som noget aktivt i mit liv. Problemet er selvfølgelig, at vi ikke selv helt har kontrol over vores fakticitet – vi kan ikke vælge dens indhold, den er os givet.

Noget i fakticiteten kan ikke være anderledes end det er. Det kan også kaldes for eksistentialerne, som alle mennesker er underlagt: Det er bl.a. de træk ved os, der knytter sig til vores biologiske organisme fra fødsel til død, vores fysiske behov og kroppens krav. Jeg kan ikke ændre ved det, at jeg bliver ældre, at min krop ændres og svækkes, at jeg vil opleve sygdom, lidelse, sårbarhed og afhængighed, at jeg tvinges til at møde livets grænser og en dag må tage afsked med livet. Men der er også en nødvendighed forbundet med det, at et menneskeliv altid finder sted i samliv med andre mennesker, som vi indgår i relationer til. Det betyder, at vi kommer til at opleve sorg, smerte og tab, men også glæde, lykke og kærlighed. Med andre ord, at disse menneskers skæbne bliver viklet sammen med vores på både godt og ondt.

Den nødvendige del af vores fakticitet kan vi ikke ændre. Men jeg kan vælge, hvordan jeg vil forholde mig til disse tilværelsens nødvendigheder: Måske nægter jeg f.eks. at indse og acceptere min egen dødelighed og forsøger at bekæmpe min aldring. Det handler også om, hvordan jeg vælger at møde andre mennesker og hvordan jeg lader dem indgå i min eget liv. Alt dette er med til at skabe min identitet, også selv om jeg ikke grundlæggende kan ændre ved disse nødvendige livsvilkår.

Men min fakticitet består ikke blot af det nødvendige; der er også det mulige, siger Kierkegaard. Det er det, som kan være anderledes. Der er ikke nogen skarp grænse mellem det nødvendige og det mulige i vores fakticitet, og det er ikke mindst i gråzonen mellem det nødvendige og det mulige, at mennesker ofte farer vild. Der er f.eks. meget, der tager sig nødvendigt ud, men som det rent faktisk er inden for mulighedernes rækkevidde at ændre på. Hvor ofte fortæller vi ikke hinanden, at et eller andet er nødvendigt? Men måske er det blot en unødvendig nødvendighed – det vil sige noget, der er mulighed for at ændre på. Omvendt er der også noget, som vi tror eller håber det er muligt at ændre på, men som i virkeligheden er noget af det, som Kierkegaard kalder nødvendigt. Hvor ofte prøver vi f.eks. ikke at flytte alderens grænser, fordi vi ikke vil acceptere livets nødvendige gang, med alt hvad det fører med sig af begrænsninger – men jo også af nye muligheder. Accept af det nødvendige kan således føre til nye muligheder.

Det er en god lille øvelse at undersøge sin fakticitet for at se, hvad man oplever som hhv. nødvendigt (hvad man ikke kan ændre, men dog forholde sig til) og som mulighed (hvad man med større eller mindre besvær kan ændre). Når man gør dette, så laver man ”identitetsarbejde”, det vil sige arbejder på sin identitet, fordi den forløber i forholdet til fakticitetens nødvendigheder og muligheder. På den måde bliver identiteten den opgave for mennesket som Kierkegaard anbefalede, at den skulle være. For Kierkegaard kunne tilværelsen aldrig opfattes som en færdig og afsluttet helhed. Livet er det, der hele tiden sker, og det specifikt menneskelige er, at vi kan vælge større eller mindre dele af vores tilværelse til eller fra; vi kan vælge at forholde os aktivt eller passivt, at lade noget virke på os og fornægte noget andet. Vi kan med andre ord gøre det at være menneske til en valghandling.

På den baggrund er det ikke nogen dårlig slægtning at have, som på tværs af fem menneskealdre hvisker mig i øret når jeg er i tvivl: Vælg dig selv.

Der findes et gammelt fotografi af min mor fra den tid, hvor jeg endnu ikke var sat i verden. Det viser en lille pige på tre år, der lidt betuttet og skeptisk kikker ind i kameraets øje. Kjolen har et fint hæklet mønster og jeg forestiller mig, at hun har været stolt af at have den på til fotografen. Om halsen har hun et lille guldhjerte med en sten i midten. Det fik hun i dåbsgave og jeg har det liggende på mit arbejdsværelse i hendes mors gamle smykkeskrin. Fotografiet er i den gammeldags rød-brune farvetone, som vist i dag kaldes sepia og er blevet så moderne, at man kan indstille kameraet på sin mobiltelefon til at tage billeder i den nuance.

På det tidspunkt var min far, hendes kommende mand, heller ikke født. Først da hun var syv år kom min far til verden i den anden ende af landet. Den lille pige på billedet kan naturligvis ikke være en del af min erindring; jeg vil ikke være i stand til at indvinde den fjerneste erindring om hende. Kun i mit blod ligger der nogle lighedspunkter, som knytter mig til pigen på billedet – jeg havde det samme betuttede udseende, da jeg var tre år gammel.

Da billedet blev taget var jeg ikke savnet, som jeg senere blev, hvis jeg ikke dukkede op når der blev kaldt. Ingen skænkede mig en tanke eller sørgede over mit fravær. Forfatteren Vladimir Nabokov fortæller om en ung mand, der blev ramt af angst og panik, da han for første gang så en hjemmelavet film, der var optaget før hans fødsel. Hele verden var på plads. Huset, der skulle blive hans barndomshjem, haven, som han skulle komme til at lege i, de mennesker, der skulle blive hans forældre, men han – den unge mand – var der simpelthen ikke. Han var ikke bare fraværende, han var ikke-eksisterende, ikke-født, og ingen, end ikke hans mor, savnede ham.

Men selv i en alder af tre år er pigen på fotografiet min mor; min kommende mor, mit livsgrundlag. Her er man tvunget til at arbejde med noget, som aldrig har været der – nemlig en samtidighed mellem den lille pige på billedet og mig. Denne fremmedhed og uigennemtrængelighed til pigen gør, at jeg som en anden arkæolog må grave efter en slags mentale potteskår. Lede blandt gamle fotografier og fortællinger om min mor, fra hvilke man kan bygge betydninger og forståelser op – eller i hvert fald en historie. Men det er og bliver i anelsernes sårbare land, at jeg møder den lille pige.

I Nykøbing, på øen Mors i Limfjorden, blev min mor altså fotograferet som tre-årig i 1922. Først 35 år senere blev jeg født og underkastet tiden, som er en forudsætning for at kunne erindre. I mellemtiden havde hun mødt min far, en majaften i Tivoli, og så var der kun lidt over et år til, at jeg skulle fødes. De mulige kombinatoriske udfald har været uendelige og bestemt ikke talt til fordel for, at netop dé to mennesker skulle mødes: Min mor kom fra en provinsoverklasse, taget ud af Matador, og var datter af en kakkelovnsfabrikant. Min far kom fra et arbejderkvarter på Amager og var søn af en enlig mor, der passede en aviskiosk, fordi hendes mand var død af tuberkulose. Min mor var syv år ældre end min far. Min mor kunne spille klaver og min far kunne fløjte – men hver deres melodier. Min mor var klassisk dannet, min far var usikker på verden uden for hans eget sociale liv.

Hvordan de fandt sammen har jeg ingen anelse om, jeg var der jo ikke. Min mor havde to ældre søskende med som anstandsdamer den aften, hvor mine kommende forældre mødtes i Tivoli, og hvordan min far har formået at nedbryde dette bolværk, står stadig som en gåde for mig.

Det findes af en eller anden grund ikke et eneste billede af min mor mens hun er gravid med mig. Det kom jeg først til at tænke på for kort tid siden. Der er billeder af mine forældre mens de er forlovede og fra tiden omkring deres bryllup. Men så er der et slip, før jeg pludselig dukker op, som om intet var hændt. Det får mig naturligvis til at tro, at der faktisk hændte en hel del i de ni måneder, men jeg ved under alle omstændigheder, at mine forældre elskede mig helt fra begyndelsen.

Faktisk var det et mirakel, at jeg overhovedet dukkede ud af mørket, for menneskelivet er skabt i den forstand, at det bæres af fænomener, som ikke skyldes det enkelte menneske selv. Min undfangelse var afhængig af kærligheden mellem to mennesker, som på det tidspunkt hvor de mødtes havde meget få chancer for overhovedet at komme i nærheden af hinanden, på tværs af de forskellige verdner de kom fra. Jeg kunne altså ligeså godt slet ikke have været her.

Når jeg ser ind i øjnene på den lille pige på fotografiet – min mor – så har jeg stor lyst til et øjeblik at være samtidig med hende og sige: Du skal ikke se så betuttet ud. Du får ting at slås med, men det bliver et godt liv, hvor du vil kunne kalde dig elsket af både din mand og din søn. Så vil jeg sige: Det er dig, der er skyld i mig, at jeg fra at være helt intet, ikke savnet, ikke elsket, ikke kendt i den uendelige tid før du fødte mig, pludselig bliver et menneske, der kan savnes, elskes og genkendes. Du er altså min skaber.

Jeg skylder på den måde min oprindelse en magt, der er forskellig fra mig selv, nemlig pigen på billedet. Det falmede fotografi hænger i en mahogniramme nede i min stue og jeg går forbi det mange gange om dagen. Hver gang rækker den undseelige pige ud efter mig så jeg gribes af den livskraft, der ligger i at føle sig forbundet med fortiden – det kan være gennem erindringen, savnet eller den fornemmelse, som billedet giver mig: Du sad der hos fotografen og var blot tre år gammel. Men med en sikkerhed der er magisk bevægede du dig op gennem tiden, på tværs af landet, sejlede over vandet for at nå frem til det usandsynlige møde med min far – så jeg endelig kunne komme ind i tidens lyssprække.

Da min mor blev fotograferet i den fine hvide kjole kunne hun stadig ikke savne mig, for jeg havde jo aldrig været der. Nu er det hendes tur til at være væk – men på en helt anden måde, for jeg kan savne hende, fordi hun har været her. Og selv om jeg i dag er en voksen mand – så er jeg stadig hendes søn og pigen på fotografiet altså min mor.

Der skal blot et enkelt menneske til for at skabe et livslangt minde. Jeg glemmer dig aldrig, kan du tænke om et menneske, som tiden har taget fra dig. Så længe vi lever bærer vi på tabet og er på den måde hver dag sammen med det mistede menneske. Kærligheden og sorgen hænger uløseligt sammen. På samme måde, som oplevelsen af kærlighed former vores liv, giver oplevelsen af sorg over tabet af et elsket menneske form til resten af vores liv.

Den smertefulde sorg er den kraft, der efter tabet holder os sammen med det menneske, som vi har mistet. Et tegn på, at vi hørte sammen, at vi elskede og betød noget for hinanden, at selv døden ikke kan skille os. Sorgen er tegnet på, at vi elskede, at der var kærlighed. Midt i tabet er sorgen derfor udtryk for, at vi har et sundt sjæleliv for det er sorgens bekræftelse på kærligheden, der giver os mod til at stå midt i det håbløse. Ellers ville der kun være tomheden.

Sorgen er som en skygge af kærligheden, skriver den svenske digter Lars Björklund så fint. Sorgen er et vigtigt led i generobringen af den kærlighed, som du er så bange for at miste, når du står midt i tabet af et elsket menneske. Derfor må du gerne blive i sorgen så længe, som det er nødvendigt for dig, for at kunne genfinde kærligheden i det savn, som du kommer til at leve med i resten af dit liv.

Hvad kan jeg sige til dig, som jeg ser sørge? At jeg vil støtte dig og holde dig oprejst indtil din sorg er gået over i et savn, hvor du kan bære kærligheden videre i mindet og ikke kun i smerten.

Derfor gør det mig urolig, at der i psykiatriske fagkredse er en diskussion i gang om sorg, hvor denne kærlighedens skygge er på vej til at blive gjort til noget sygeligt. Jeg ved naturligvis, at sorg kan sætte sig helt på tværs i livet og gøre det så svært at leve, at hjælp er påkrævet. Men sorg som udtryk for et sundt sjæleliv, som kærlighedens nødvendige skygge, er under angreb fra dele af den medicinske og psykiatriske fagkundskab. Her er der drøftelser i gang om, hvornår den sunde og normale sorg slår over i det, der kaldes sygelig depression.

Selv om vi stadig møder forståelse for, at sorgen ikke må undertrykkes, at den skal leves igennem, så er tålmodigheden ved at blive mindre. Der er skabt tvivl om, hvor lange kærlighedens sorgfulde skygger må være. Sorgen skal leves ud i en kort og intensiv periode, for normalbilledet af et menneskeliv er, at vi skal være velfungerende. Trækker det såkaldte sorgarbejde ud, vil sorgen blive kaldt for sygelig og depressiv og påkalde sig medicinsk behandling.

I USA er den psykiatriske ekspertise i disse måneder midt i en hektisk debat om nye retningslinjer for diagnosticering af psykiske forstyrrelser. Et af hovedpunkterne er netop, hvad der adskiller sorg fra sygelig depression. Denne forskel er defineret kvantitativt og ikke kvalitativt. I dag er det sådan, at fristen er to måneder. Oplever man tabet af et nærstående menneske, så kan man sørge i to måneder før diagnosen ”depression” kommer på tale. Denne periode overvejer man nu at forkorte til to uger, herefter skal der gribes ind med medicinsk behandling.

Sådan er debatten endnu ikke i Europa. Her er der andre kriterier for, hvornår et menneske anses for at kunne diagnosticeres som psykisk syg. Men målet er, at der på globalt plan skal indføres fælles og ens standarder. Derfor er det vigtigt, at vi taler sammen om, hvad sorg er. Dette spørgsmål har nemlig ikke kun sit udspring i psykiatriske overvejelse omkring normalitet og forudsætningerne for at kunne leve et velfungerende liv. Det handler også om, hvad den menneskelige eksistens i det hele taget går ud på, og hvad vi er ved at få den reduceret til.

Netop med sorgen skal vi være så varsomme. Sorgen er det enkelte menneskes. Vi kan ikke sammenligne det ene menneskes sorg med det andet menneskes sorg i et forsøg på at udvikle kategorier for, hvor lang en normal sorgperiode bør være før det er uhensigtsmæssigt i forhold til mulighederne for at leve et såkaldt velfungerende liv.

Når jeg ser på dig og mærker din sorg kan jeg ikke tale i diagnoser eller tælle dage, uger, måneder og år. Jeg må nødvendigvis opleve det som en smuk egenskab, at du sørger over et menneske, som du ikke alene en gang elskede, men stadig elsker. Kærligheden krydser grænser, også den mellem livet og døden. Sorgen er stemt af din kærlighed og handler ikke om noget, som du skal lægge bag dig. Din sorg vender også ansigtet frem mod dit kommende liv, som den tilføjer noget meget vigtigt, nemlig mindet og erindringer om det menneske, som du elskede, men mistede. Du må derfor gå din personlige vej fra tab og sorg til minde og erindring i din egen hastighed.

Tristhed og sorg er ikke fremmedelementer i menneskets eksistens; uhensigtsmæssige følelser, som vi må forsøge at hjælpe mennesker af med. Hvis vi forsøger at hjælpe et menneske af med sorgen forsøger vi ved samme lejlighed også at hjælpe det af med muligheden for at finde en ny kærlighedsforbindelse til det menneske der er mistet.

Undertiden må vi vænne os til ikke at kunne gøre noget – blot sige: Jeg er hos dig, og bliver. Den sørgende er hos den, der er mistet og jeg kan være hos den, der sørger. Det er den trøst, vi kan give os selv og hinanden – en trøst, som er betinget af oplevelsen af et nærvær og en omsorg, der rækker både bagud og fremad i tiden.

Undertiden kan et enkelt menneske udtrykke en sandhed, der gælder for alle mennesker. Den enkelte får så at sige del i noget arketypisk, en slags universel visdom. Det oplevede jeg mellem jul og nytår, hvor jeg på den første store gavebytte-dag krydsede byens torv. Det var pakket med mennesker og derfor kom jeg til at passere meget tæt forbi to tilfældige kvinder, der stod og talte sammen. Lige da jeg gik forbi hørte jeg den ene kvinde sige: “man mærker i hvert fald livet når den slags sker; vi var slet ikke forberedt på, at han kunne dø af det”.

Pludselig var det ikke blot to tilfældige kvinder, der stod og snakkede. De ord, der nåede mig i forbifarten, udtrykte en almengyldig visdom, som pegede ud over den konkrete situation og viste, at kvinden havde nået en dyb og svær indsigt i tilværelsens grundvilkår. Jeg fik lyst til at erklære hende min ubetingede kærlighed, men nøjes altså med i tankerne at takke hende for at sætte dagligdagens ord på en ældgammel visdom.

Det er i mødet med alvoren, at livet får dybde og tyngde. Det var det, som kvinden sagde. En dansk digter har udtrykt det på denne måde: “Nu er livet så tungt, at det er til at bære”. Min kone mener, at det er Poul Borum, der har skrevet sådan, men jeg kan ikke finde stedet, hvor ordene står. Det er også ligegyldigt, for de udtrykker det, som bl.a. filosoffen Friedrich Nietzsche lod Livet selv sige i bogen Således talte Zarathrustra: Se, sagde Livet, “jeg er det, som altid må overvinde sig selv”.

For mig betyder dette, at der i hverdagens sædvanlige orden ligger risikoen for en glemsel, så vi ikke altid får fat i livets dybde og betydning. Kvinden på torvet sagde, at det er i mødet med døden, at vi for alvor mærker livet og bliver mindet om, at vi er i live. Det er i erfaringen af livets endelighed, at alvorens og taknemmelighedens lys kastes over vores eget liv. For at leve må vi overvinde de slag, som livet giver os, men ikke fortrænge eller glemme dem. Som kvinden sagde, så er det jo netop de slag, der får én til at mærke livet – eller som Nietzsche kunne have formuleret det, hvis han havde været på torvet dén dag: Vi må overvinde livet for at vinde livet.

Denne erfaring af livets alvor kommer til alle mennesker, også selv om der hele tiden ledes efter opskrifter, som kan modvirke disse erfaringer af livets dybeste alvor – og teknikker, som kan føre os væk fra dem. Men det enkelte menneskes liv er hele tiden udsat for hændelser, der kan medføre tristhed, sorg og lidelse. Erfaringen af lidelse er en del af livet. Vil vi ikke mærke disse følelser, nægter vi dem en plads i livet, så rammes vi af tilværelsens ulidelige lethed. Paradoksalt nok bliver livet bare ikke lettere at bære af den grund – tværtimod løber det ud mellem fingrene på én. Livet skal have en tyngde før det er til at mærke og gribe fat i, før det er til at bære og før det kan modtages og leves i taknemmelighed.

Det er min erfaring, at der ligger en stor styrke og energi i bevidstheden om vores skrøbelighed, sårbarhed og afmægtighed. Ordene mellem de to kvinder på torvet handlede netop om den fornemmelse af livets alvor, som døden altid supplerer med, og som er livsglædens forudsætning. Og ikke mindst taknemmelighedens forudsætning – taknemmeligheden for lige nu selv at leve og være sammen med sine kæreste.

Det er erfaringen af livets tyngde, der er forudsætningen for den livsopmærksomhed, der gør det muligt, at gribe dagen i dens nærvær.