Kategoriarkiv: Gud

Optimisme som religion

Skriv en kommentar

Alvoren er det råmateriale som religionerne er gjort af. Det er svært at komme i tanke om en religion, som ikke bygger på en eller anden variation over alvorens tema nr. 1, den menneskelige skrøbelighed: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø”. Her er temaet taget fra Johannesevangeliet i vores egen lokale religion, nemlig Kristendommen. Mytologien og al historisk religion har med samme alvor været henvendt på problemet om, hvordan mennesket kan bære sin skrøbelighed og dødelighed. Det er muligt at døden er almindelig for menneskearten, men det enkelte menneske har brug for, at nogen interesserer sig for det, som et enestående, unikt individ. I størstedelen af historien har det være forestillingen om en eller flere guder, der kunne betjene mennesket med denne lægende og trøstende interesse.

Den moderne religionskritik har da også betragtet religion som opium for folket, som Karl Marx formulerede det. Eller med Freud set religion som en konstruktion opbygget af dem, der ikke kunne tåle at se naturens upersonlige kræfter direkte i øjnene, hvorfor de i desperation søgte religionens trøst, når den ultimative alvor meldte sig. Men som i alt andet handler det om at finde en balance i sine vurderinger. Jeg er derfor helt enig når den amerikanske forfatter Marilynne Robinson skriver, at religion indeholder et potentiale der både kan motivere til dyb indsigt og til en helt usædvanlig tilbøjelighed for selvbedrag.

Netop fordi religion altid har haft så stor betydning for menneske, kultur og samfund undersøges det jævnligt, hvordan og hvor meget vi tror på den ene eller den anden religion. For nogle uger siden slog en ny international undersøgelse således fast, at verden samlet set er blevet mindre religiøs i de senere år.

Det skyldes naturligvis at den moderne videnskab vinder stadig mere frem – og lige præcis videnskaben mener at kunne udfase religion, som det rene selvbedrag. Men jeg tror også, at den faldende religiøsitet hænger sammen med religionernes notoriske potentiale for umenneskelighed og stort set alle religioners tilsyneladende indbyggede evne til at være katalysator for vold og destruktion. Religionerne betragtes i stadig mindre grad som noget, der fremmer moral og næstekærlighed. I stedet bliver religion identificeret med forskellige gruppers negative behov for aggressivt at opdele mennesker i dem og os, de rigtige og de forkerte, de onde og de gode. Dette potentiale for nådesløshed og had har religionerne altid haft, men bevidstheden om det er heldigvis blevet større.

Men hvad har så afløst religionen som eksistentielt kompas i forhold til livets alvorligste øjeblikke? Religion har i princippet motiveret mennesket til ønsket om dyb indsigt. Ved at opdage noget værdifuldt i sig selv opdager mennesket noget værdifuldt i alle – her ligger religionernes hemmelighed. Religion bygger på det unikt menneskelige, at vi som det eneste levende væsen, i dyb undren, kan stille spørgsmål om os selv, og søge efter svar, som både kan ændre os selv og vores forhold til andre. Men de to største religioner i vores nærområde, Kristendommen og Islam, har på det nærmeste mistet al legitimitet i de eksistentielle spørgsmål. Kristendommen betragtes i bedste fald som helt ligegyldig, og for Islams vedkommende tegner der sig et billede af en religion med et dybt inhumant og aggressivt menneskesyn.

Den alvor, hvormed religionerne i deres gode øjeblikke betragter mennesket og tilværelsen, er næsten forsvundet fra vores kultur, og det i en grad så der næsten ikke længere er nogen kulturelle redskaber til at forstå og finde mening med den menneskelige skrøbelighed. Dette har resulteret i stærke tendenser til samfundsmæssig og kulturel foragt for både skrøbelighed og svaghed.

I stedet for religionerne har vi fået en ny tro, nemlig optimismen: troen på, at mennesket har alt i sin magt. Gud er så at sige blevet afløst af troen på menneske-guden. Med et stærkt optimistisk syn på alt, hvad mennesket kan og bør, er der imidlertid ikke langt til at betragte skrøbelighed og svaghed som udtryk for det enkelte menneskes personlige utilstrækkelighed.

Mens religionen i sine mest mindeværdige stunder betragter skrøbelighed og sårbarhed som et grundvilkår ved tilværelsen, og derfor også har øje for den gensidige afhængighed, som vi er udleveret til, så har optimismens religion fokus på alt det, som vi har kontrol over. I virkeligheden er dét ikke ret meget, i hvert fald ikke i et eksistentielt perspektiv, men alligevel er der gået selvsving i optimismen: problemer er ikke længere problemer men udfordringer, kritik opleves som negativt og tvivl som udtryk for pessimisme; alt kan lade sig gøre, det er et spørgsmål om at ville det nok.

Jo, vi skal være positive og optimistiske. Jo, vi skal tro på os selv og tage ansvaret i vores liv. Jo, vi skal skabe den tilværelse som vi ønsker os, kæmpe imod begrænsninger, gribe dagen og fortælle positive historier om os selv. Men optimismetyranniet må ikke fjerne blikket fra alvoren ved livet: at vi som skrøbelige og sårbare mennesker er er i verden uden selv at være årsag til det; at åndedrættet ikke er vores egen fortjeneste.

Personligt har jeg svært ved at tro på en skabergud. Men jeg oplever en fattiggørelse af livet i og med, at det alvorlige ikke længere tages alvorligt. Det alvorlige er det, som vi ikke har magt over som mennesker: bl.a. kærligheden, døden, lidelsen, angsten – med andre ord alt det, der sker med os, fordi vi er mennesker. Religionerne kunne vise, at vores liv hviler på et grundlag, som er givet til os – eller som i hvert fald ikke skyldes os selv – og som derfor begrænser vores magt. Jeg får ikke selv mit hjerte til at banke.

På baggrund af denne alvor får optimismen også en langt dybere begrundelse, nemlig den, der knytter sig til den nøgne taknemmelighed.

Øen i verdenshavet

Skriv en kommentar

Min by ligger på et stykke land, der har form som en skildpadde. Tyk på midten med skråninger ned til begge sider, og i forlængelse af skjoldet kigger hovedet ud mod øst. I gamle dage var det en ø, hvor præstens dyr græssede, og helt op i midten af 1800-tallet var øen kun forbundet med fastlandet gennem skildpaddens tynde hale. I dag er landskaberne vokset sammen, og min have ligger der, hvor vandet tidligere slog imod kysten. Men byen har stadig navn efter den tid, hvor den var en ø. Ikke kun en ganske almindelig ø, men en ø i ideernes store verdenshav.

I 1470 skænkede den danske konge nemlig øens kirke til antonittermunkene; en klosterorden, som ellers ikke var særlig udbredt på vores breddegrader. Munkene fik bygget et kloster i tilknytning til kirken og på den måde blev min ø forbundet med en åndelig strømning, som der faktisk stadig kan trækkes veksler på. Ikke rent turistmæssigt, for klostret er for længst væk, men nogle af de ideer, som munkene gennem antonitterordenens forfader var fortrolige med, taler lige ind i vores egen tid.

Antonitterordenen blev stiftet i 1095 i Frankrig. Men inspirationskilden til denne klosterorden rækker helt tilbage til Den Hellige Skt. Antonius, der levede i Ægypten fra ca. år 251 – 356 e.Kr. (jo, han blev over 100 år!). Han blev født ind i en velhavende familie, men afgav efter en religiøs vækkelse alt hvad han ejede, for i stedet at leve et liv som eneboer i ørknen, hvor han både kæmpede med djævelske dæmoner, nåede til dyb indsigt og fik mange tilhængere, som også ønskede at leve et liv i kontemplation, d.v.s. i selvfordybelse. Antonius oprettede ikke selv nogen munkeorden, men han anses alligevel for at være den, der lagde grunden for hele den vestlige verdens klosterbevægelse, som altså bl.a. resulterede i munkenes ankomst her til øen for over 500 år siden.

Når jeg går tur hen over det område, hvor klosterbygningerne i sin tid lå, kan jeg godt ærgre mig over, at de ikke er her længere. Men når man læser, hvordan Antonius anbefalede munkene at leve deres liv, så har klostrene blot været de ydre bygningsværker for en indre tilstand. Og det er i den sammenhæng, at man godt kan blive helt bevæget over at bo et sted, hvor en af idéhistoriens vigtigste åndelige strømninger lagde vejen forbi.

Klosterkulturen i den vestlige verden byggede på en religiøs forestilling om, at menneskets jordiske liv var en slags pilgrimsfærd på vejen mod det sande himmelske hjem. Klostrene var derfor det sted, hvor man forsøgte at leve et jordisk liv så tæt på det himmelske, som overhovedet muligt. Med andre ord, et liv i fred og fordybelse midt i den krævende og ustadige jordiske tilværelse. Men alt dette er efter min mening blot den historiske indpakning. Bag de forskellige historiske perioders specielle forudsætninger, skjuler der sig nemlig en tidløs visdom. Antonius, den gamle inspirationskilde til klostret på min ø, byggede nemlig på en endnu ældre visdom fra oldtidens græske filosoffer, om nødvendigheden af at rette opmærksomhed mod sin egen sjæls skønhed. Denne græske indstilling passede perfekt for Antonius når han læste i Lukasevangeliet: Guds rige kommer ikke så man kan iagttage det – det er midt iblandt os, himmeriget er inden i os selv.

Antonius fortalte derfor dem, der fulgte ham, at de skulle rette opmærksomheden mod sig selv; vende koncentrationen væk fra bekymringerne over alt det, som de kunne miste af jordisk gods og lykke, væk fra de store forestillinger om fremtidige herligheder eller katastrofer, og i stedet leve som om hvert øjeblik både var det første og det sidste. Dette var en øvelse i bevidst nærvær, eller mindfulness, som det kaldes i dag.

I klosterlivet mediterede munkene bl.a. over denne belæring fra Antonius for at opøve evnerne til at blive mere bevidst om livet i nuet, for at opnå større selvindsigt og ikke mindst for at kunne møde det indre himmerige. Men også fordi en stærkere koncentration om livet i nuet gør os mildere stemt over for andre mennesker, mere tilgivende og mere taknemmelige for livet – idet hver dag, som Antonius jo sagde, kunne være den sidste.

Hvad gør man, hvis man ikke kan tro og erfare det religiøse på samme måde, som den gamle Antonius for 2000 år siden og munkene her på øen for 500 år siden, og som er meget langt fra vores forestillinger i dag? I hvert fald må det ikke svække blikket for det væsentlige i deres visdom – det som uanset historisk afstand kan oversættes til vores egen situation. Og hvad har vi mere brug for i dag end evnen til at finde en fast forankring i os selv? Evnen til at være nærværende på trods af alle de rystelser og omskiftelser, som ethvert liv er underkastet, om det så kaldes det indre himmerige, bevidst nærvær, mindfulness eller blot fred og balance.

Det er måske ekkoet fra munkenes tidløse visdom, som jeg hører på min aftentur hen over det område, hvor klosterbygningerne en gang lå. Selv om klostret for længst er væk, ligger to af munkene nemlig stadig under gulvet inde i kirken. Når vejret og sindsstemningen er til det løfter de hovedet når jeg går forbi og hvisker diskret: Vi var som dig – du skal blive som os. Grib derfor dagen og lev som om det var din sidste! 

Spørgsmålets styrke

Skriv en kommentar

Da jeg var barn lå Evigheden i udkanten af den skov, som var landsbyens vestlige grænse ud mod markerne. Det var en lysning mellem træerne og ingen tænkte over, hvor navnet kom fra, men alle vidste, at Evigheden ikke var et sted for slapsvanse; man gik derind på eget ansvar, for det var her landsbyens store drenge holdt til og man kunne let risikere at blive udsat for både buksevand og kløpulver. Men engang har Evigheden været langt mere end det sted, hvor nogle drenge samledes på de sommerdage, som i børnenes tidsregning forekom uendelige.

Tidligere lå Evigheden nemlig for enden af menneskenes tanke om, at de en dag skulle dø. Som barn gik jeg i søndagsskole og lærte om denne Evighed. Hvor den lå var lidt uklart, men det var også ligegyldigt, for vi fik glansbilleder af Gud der samlede alle sjælene fra de døde omkring sig.

I nyere tid har denne Evighed imidlertid ikke været i høj kurs andre steder end i hjerterne på de meget religiøse mennesker. Glansbilleder gør det ikke længere. Fundamentet er ganske enkelt væk for troen på det hinsidige, det evige liv i Guds varetægt og i det hele taget for troen på, at mennesket er andet end blot en avanceret biologisk maskine. Som den engelske fysiker Stephen Hawking har sagt: Hjernen er en computer, som slukkes, når komponenterne går i stykker. Og der findes ingen himmel eller et liv hinsides for ødelagte computere. Det er et eventyr for mennesker, der er bange for mørke. Han ser derfor udelukkende religion og tro som noget der kan dulme nerverne hos mennesker med dødsangst.

Det var tabet af et religiøst og åndeligt grundlag for vores eksistens, der markerede begyndelsen på den nye tid, og som for alvor gjorde mennesket til et problem for sig selv. Mennesket holdt nemlig ikke op med at spørge efter en mening med livet og et overjordisk grundlag for dets eksistens; men det stærke religiøse fundament for svarene på denne spørgen var væk.

Hermed står vi midt i problemet. Hvad gør vi når det søgende menneske søger noget mere end de materielle og videnskabelige forklaringer på eksistensen? Det er nemlig sådan, at de tidligere guddommelige svar på menneskets søgen efter en retning og mening i livet er blevet erstattet af slet og ret intet – eller svaret, at det må du afgøre med dig selv! Der er således sket en afvikling af de magtfulde religiøse forklaringer på hvad mennesket er, hvad der er meningen med livet og hvordan det bør leves og realiseres. Men i stedet for at konkludere, at spørgsmålene i bedste fald er meningsløse, kunne man også sige, at de fortsat åbner nye horisonter for menneskets fortolkning af tilværelsen. Det er den mulighed, som den italienske filosof Gianni Vattimo, mener åbner sig for det moderne menneske. Han formulerer det således: Jeg tror at jeg tror.

Det er naturligvis en langt svagere tro end den, der knyttede sig til tidligere tiders stærke og magtfulde religiøse forklaringer på livet og døden, som imidlertid strider imod enhver form for erfaring hos det moderne menneske, ikke mindst den videnskabelige erfaring, som Stephen Hawking repræsenterer. Den svage tænkning eller tro, som Vattimo taler om, ligger derimod i forlængelse af de erfaringer, som det moderne menneske rent eksistentielt gør sig i livet med usikkerhed, tvivl og mistillid til endegyldige svar, også de videnskabelige.

Behovet for at stille de religiøse spørgsmål er vendt tilbage hos mange mennesker. Men disse spørgsmål kan ikke længere mødes med religionens traditionelle svar, der henviser til hinsidige størrelser som Gud og Evigheden eller de dogmatiske svar, som religionen plejer at levere – dvs. svar, som bygger på evige sandheder og ikke accepterer at omstændighederne ændrer sig. I virkeligheden bygger det moderne menneskes forventninger til de store spørgsmål i livet på en arv, der skyldes Sokrates: Specielt de største spørgsmål i livet lægger ikke op til endegyldige svar, men snarere til en søgen, ofte en indre søgen, der aldrig slutter. Men for Sokrates var det afgørende at spørge, for alene spørgsmålene er begyndelsen til skabelsen af en bredere horisont og langt flere nuancer i tilværelsen. Til gengæld var Sokrates skeptisk over for alt for sikre svar, der lukkede for yderligere spørgsmål og eftersøgning. Den slags svar forsøger nemlig ofte  at styre mennesket i en bestemt retning, som det ikke nødvendigvis selv har valgt.

På den måde kan man sagtens komme på skudhold af de store spørgsmål, også selv om målet bevæger sig. Det at stille selv de største spørgsmål er ikke tegn på naivitet og uvidenhed om det videnskabelige syn på mennesket og universet. Spørgsmålene om lidelsens og dødens mysterium og om livets mening har en symbolsk kraft, der er langt stærkere og dybere end de færdige svar, som mange religioner traditionelt er leveringsdygtige i. Og ikke mindst skaber de en større og rigere menneskelig verden end hvis spørgsmålene alene drejer sig om rentefald, skattelettelser og fradragsmuligheder.

Bastard

Skriv en kommentar

For et par dage siden spurgte en meget kær veninde om jeg troede på en åndelig verden, på noget før livet og efter døden, måske på en sjæl og en mening med menneskelig lidelse? På grund af en livstruende sygdom har hun selv været tvunget til at afsøge tilværelsens grænseområder. Nu ville hun høre om jeg kunne forestille mig en åndelige dimension, selv om jeg har en videnskabelig uddannelse, hvor åndelighed og sjæle intet har at bestille. Så denne blog er skrevet til hende, som jeg kalder Glaspigen, fordi hun med dette tillidsfulde spørgsmål turde vise sin skrøbelighed og skabe et øjeblik af dyb autenticitet; men alle må naturligvis læse med, for hende kan man lære noget af.

Jo – ser du, jeg er født som en bastard selv om jeg er avlet i ægtesengen af mine lovformeligt gifte forældre. Men der er aldrig blevet indgået noget ægteskab mellem de to verdener, som har gjort mig til den jeg er, og som jeg altså er et uægte barn af: På den ene side mine forældres verden af en egensindig religiøs tro og mystik; på den anden side den videnskabelige verden, som jeg er uddannet ind i, og hvor det ikke handler om tro men om viden. Det er to verdener som i princippet er uforenelige og konflikten imellem dem har gennem historien kostet mange mennesker livet.

Man overlever bedst konflikten imellem disse to verdener, hvis man kan affinde sig med at være en bastard, et gadekryds, som aldrig vinder nogen præmie for racerenhed. Og det har jeg ikke noget problem med, for jeg har kendt de to verdener helt fra begyndelsen, fordi de allerede mødtes midt under min fødsel på Frederiksberg fødeklinik.

Som det passer sig for en bastard kom jeg kun med besvær ind i verden. Det var en kompliceret fødsel, hvor både min mor og jeg var ved at gå til. Allerede dengang var videnskaben dog så fremskreden, at den nærmest kunne udrette mirakler, så vi overlevede begge to. Mens lægerne kæmpede for at holde både mor og barn i live var der imidlertid også andre, der kæmpede for os. Det var nogle af mine forældres venner og min fars åndelige mentor, der mødtes for at gå i forbøn for os. Med den begyndelse er det vel ikke så mærkeligt, at jeg blev en bastard, som med uanstændig selvfølgelighed gør vold på grænsen mellem videnskabens og troens verden, men aldrig vinder statsborgerskab i nogen af dem.

Med min fornuft ved jeg at det var den lægevidenskabelige viden, der sikrede min eksistens i denne verden, trods alle fødslens besværligheder. Ved senere lejligheder har den samme videnskab reddet både mit og Glaspigens liv. Men netop når videnskaben har bedrevet den slags mirakler, og reddet os tilbage fra en ellers sikker død, så er det at spørgsmålene om det åndelige og eksistentielle trænger sig på.

Man kan afvise den slags spørgsmål som irrationelle, uvidenskabelige og ren overtro. Men når man er en bastard så handler det om forskellige måder at møde og håndtere det autentiske liv på; ikke om sandt eller falsk. Når man f.eks. bliver meget syg, som Glaspigen har været, så kan videnskaben heldigvis ofte redde ens liv, men spørgsmålene om meningen med lidelsen kan ikke besvares videnskabeligt. Den livsvigtige videnskab må tværtimod afvise den slags eksistentielle spørgsmål. Jeg tror ikke at nogen religion kan erstatte videnskaben, som den store gave til mennesket. Men jeg tror alligevel det er vigtig, at mærke og acceptere den dybe livskraft der ligger i overhovedet at kunne og turde stille de spørgsmål, som Glaspigen stillede om sjælen, det åndelige og om meningen med lidelsen.

Som den engelske filosof Bertrand Russell sagde så hører næsten alle de spørgsmål, der har interesse for eftertænksomme mennesker til dem, som videnskaben ikke kan besvare, og samtidig har religionens og teologiens svar ikke den styrke og overbevisning, som tilfældet var i tidligere tider.

Derfor er der brug for en bastard-filosofi, som holder håbet levende på baggrund af alt det vi videnskabeligt ved og teknisk kan gøre og samtidig tillader seriøs dybdesamtale om alt det uvisse, som vi i almindelighed ikke kan vide noget om, men som ofte er afgørende for om vi føler os hjemme i livet.

Mit møde med Glaspigen på en hyggelig café gav mig det håb, som videnskaben kan udstyre os med og den følelse af dybde, autenticitet og nærhed, som samtalen om alt det uvisse kan vække i mennesker. Hvor er det godt at vi har videnskabens sikre viden, der gjorde at Glaspigen overlevede den alvorlige sygdom og at vi ikke udelukkende skulle forlade os på bønner til den nådige Gud. Og jo, måske kommer vi alligevel et sted fra og skal et sted hen, fordi der er en mening med det hele. Det er i hvert fald bastardens privilegium både at kunne glæde sig over videnskabens fremskridt og den mystik, dybde og alvor, som alene spørgsmålene om det åndelige og uvisse bringer ind i livet.

Kærlighedens bånd

Skriv en kommentar

Da mine to piger i sin tid blev døbt læste præsten op fra Lukasevangeliet, hvor Jesus prædiker: Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Når man i forvejen sidder på en hård kirkebænk, kan disse ord naturligvis virke som endnu en understregning af religionens indbyggede uforsonlighed. Ikke lige det man forventer at høre på en smuk søndag, hvor verdens to dejligste piger skal døbes af den kirke, hvis fremmeste mand ellers havde sagt: Lad de små børn komme til mig.

Det var stærke ord, der blev brugt og ”had” virkede ærlig talt ret forkert anbragt i forbindelse med en dåb. Men det er jo ikke ukendt, at religionen ikke nødvendigvis har sat menneskets kærlighed til mennesket specielt højt. Alligevel har nogle bibeloversættelser forsøgt sig med mindre dramatiske udgaver af citatet, hvilket imidlertid gør vold mod budskabets betydning, som faktisk slet ikke handler om had, men om betingelsen for nyt liv og det enkelte menneskes mulighed for at opleve kærligheden, som vi kender den i dag. Så jeg holder mig til den version af teksten, som med stikflammer står ud fra min mors gamle familiebibel fra 1919.

Den umiddelbare kynisme i udsagnet om at hade er gjort af samme stof som den rå granit i kirkens murværk. I kirkebygningens kølige skygge kunne man derfor udlægge teksten således, at Jesus fordømmer den kærlighed, der alene er mellem mennesker. Budskabet kunne være, at den eneste kærlighed der kan accepteres er den, som er forbeholdt Gud. Men hvis man læser teksten gennem de idéhistoriske briller, så åbnes horisonten langt mere.

For det første drejer det sig om kærlighedsbudskabet: Kærligheden og næstekærligheden gælder ikke udelukkende slægten eller klanen, men også – og måske især – alle de andre, også fjenderne og uvennerne. Dette kan kun efterleves ved i overført betydning at vende ryggen til dem, som du lettest kan elske, nemlig dine egne og dem, der er som dig selv. Det handler slet ikke om at forlade nogen, men om også at åbne sig mod de andre, som man ikke er blodsbeslægtet eller traditionelt forbundet med. En venden sig væk fra slægtens tvang og traditionens påbud om, at du kun må elske dem, der er som dig selv; dem fra din egen klan. Dét var det nye, som kristendommen indvarslede: Blodsbåndet skulle ikke længere være det, der forenede mennesker, det skulle være den rene kærlighed; ikke tvangen, uanset hvilket navn den måtte iklæde sig.

For det andet handler det derfor også om mulighederne for den kærlighed, der i dag er så afgørende for vores liv og selvforståelse, nemlig kærligheden mellem elskende, hvor det er følelsen der forener. Den moderne kærlighed, mellem ”tilfældige” mennesker, der frit vælger hinanden, knytter sig nemlig også til den mentalitetsforandring der blev mulig med kristendommens fremvækst, og som lå skjult i budskabet om at vende slægten og klanen ryggen for selv at knytte sine egne kærlighedsbånd.

Når Jesus prædiker, at vi skal vende forældrene og familien ryggen, så kan det altså i denne sammenhæng være en opfordring til at gå ud og skabe noget nyt, en fremtid der ikke alene er bestemt og betinget af fortiden. Dette handler ikke blot om de elskendes samliv, forelskelse og erotik, det peger imod opbrud og nye begyndelser; om verdens fortsatte beståen når de nye generationer gør verden til deres sted, begynder at handle og forandre og dermed skaber fortsat liv. At indse dette er vel det nærmeste vi kan komme evigt liv.

Intet er så godt for mennesket, som medmennesket

2 svar

Folkekirken er kommet i kamp med både sig selv og med omgivelserne. Grunden er politikernes planer om at lovgive, så homoseksuelle får ret til at blive kirkeligt viet. Det  kan den kristne kirke ikke kan acceptere, hvis den skal forblive tro mod sin egen officielle historie. Ifølge kirken kan min elskede nemlig ikke være hvem som helst; for en mand i hvert fald ikke en mand, for en kvinde ikke en kvinde, ligesom det at ønske sig gift med to kvinder ikke er dobbelt så godt, som at være gift med én.

Det, som religionen mest nidkært har krævet reguleret, har nemlig altid været forholdet mellem mennesker, ikke mindst når kærlighed og seksualitet har været involveret. Kirken nægter ikke at konfirmere en teenager, der har begået vold og solgt hårde stoffer. Den nægter ikke at begrave manden, som blev dømt for pædofili eller drab. Sådan mener jeg heller ikke, at det bør være. Tilgivelse skal være religionens kernekompetence. Men det er da påfaldende, at den ikke kan overkomme at gifte mennesker af samme køn eller en mand med to kvinder, bare for at stille sagens alvor op mod det, at kirken til gengæld ikke at nægter at yde andre kirkelige handlinger til mennesker, som måske er dømt for mord. Altså, kirken vil hellere regulere seksualiteten end alle andre moralske anliggende.

Argumentet er menneskets natur. Det er f.eks. ikke menneskets natur, som den er givet af Gud, at dyrke samkvem med andre af samme køn. Mennesket er født af ånd, og mennesket er ikke Gud, men Guds skabning, og som kirkefaderen Klemens af Alexandria fra slutningen af det 2. århundrede skrev, så skal de kristne dyrke skaberen og ikke skabningen. Det er himlen, som er vores sande fædreland. At være her på Jorden er blot et eksil, som vi må stræbe efter at komme væk fra.

Men er der noget, som kan holde menneskets opmærksomhed væk fra det himmelske, så er det erotikkens nærvær med et andet menneske. Nu er det bare sådan, at Gud ikke så tit lader høre fra sig. Nok har kirken henvendt sig til mennesket, men Gud har fastholdt sin tavshed, og i enhver dansk kirke hænger Kristus på korset, hvorfra han anråbte sin herre: Min Gud, hvorfor har du forladt mig? Ikke så meget spørgsmålet, som den tavshed det blev besvaret med, gjorde selv filosoffen Pascal lammet af rædsel: Det uendelige Rums evige Tavshed fylder mig med Gru, skrev han.

Selv om Adam, som det første menneske, havde selveste Gud ganske tæt på, så bad han alligevel om at få et andet menneske – og så fik han Eva. Resten af historien er velkendt; bare to mennesker kunne få det til at gå galt med gudsforholdet. Selv om den store filosof Spinoza sagde, at intet er gavnligere for mennesket end mennesket, så har religionen altid lagt maksimal magt i at forhindre mennesket i at fortabe sig i mennesket, for så ender det let med at glemme Gud.

Men når kirken forsøger at fastholde sin autoritet i spørgsmålet om det syndefulde ved f.eks. homoseksualitet, så demonterer den ved samme lejlighed sig selv. Selv om en undersøgelse fra 2010 viste, at 64% af danskerne siger, at de tror på Gud, så er det ikke Gud som den traditionelle kirkekristne autoritet, der nødvendigvis tænkes på. Mere er der tale om en slags udefinerlig åndelig kraft, ofte tilsat en opfattelse af mennesket og kærligheden, som det vigtigste, og ikke som religionen siger, Skaberguden som vigtigere end mennesket.

Allerede Kristus sagde: jeg har sagt I er guder (Joh.10,33). Kunne han have ment, at vi er guder i svøb når kærligheden realiseres i en menneskelig relation? I hvert fald har en religion, der ikke påskønner kærlige menneskelige forhold (inklusiv erotiske), ikke nogen stor fremtid i en kultur, hvor langt de fleste erfarer det religiøse på en anden måde end det traditionelle gudsforhold. Lige præcis opfattes det at elske (med?) andre ofte som vejen til den religiøse oplevelse. Om det så er to mænd, der elsker hinanden, to kvinder, en mand og en kvinde, eller hvordan konstellationen nu måtte være – det opleves af færre og færre som afgørende for kærlighedens værdi. Tværtimod: hvor der er kærlighed er der gudsfølelse.

Det store i det små – Sputnik på min himmel

Skriv en kommentar

Det år, hvor jeg blev født, skete der noget på himlen over vores hoveder, som aldrig var sket før. Jeg er nemlig født i Sputniks år: det år, hvor himlen fik en ekstra stjerne, som mennesket selv havde sendt derop. Fra tidernes morgen har astrologerne spejlet sig i stjernerne for at finde et svar på, hvorfor tingene går som de går her på jorden. Universets mørkeste dyb har fået stjernerne til at fremstå med en lysende forklaring på vores eget mørke, og som et kompas for vores færden.

Selv om den lille satellit kun lyste op i nogle minutter, så gjorde dens tur hen over himlen mig alligevel til et ægte barn af den frygt og det håb, som videnskaben altid har spundet mennesket ind i. Ganske vist blev jeg født på en tid, hvor menneskets sans for stjernernes profetiske kraft langtfra var så stærk som tidligere, men alligevel skulle Sputnik få stor indflydelse på mit liv.

Min far havde ikke tillid til, at det menneskeskabte himmellegeme ville resultere i noget positivt. Med den belæste lægmands intuitive klarsyn forudså han, at atombomberne i fremtiden ikke blot ville falde ned fra himlen, men blive styret af usynlige stråler fra alle de kommende sputnikker ude i verdensrummet. Min mor kom fra Jante på øen Mors og havde som overklassepige kun overlevet ved hjælp af en optimistisk tro på egne evner. Hun havde en positiv nysgerrighed og fantasi og frygtede ikke Sputnik, men var mere interesseret i, hvad den ville møde derude i mørket over Jorden.

Stjernetyderen, der kom til at fortolke Sputniks budskab, var en mand, som min far havde mødt to år tidligere. Det var en fremtrædende spiritistisk vejleder, som tog min far med til møder i Spiritistisk Selskab, hvor den åndelige verden havde let spil i forhold til den verden af arbejdsløshed, økonomisk nød og tidlige dødsfald på grund af tuberkulose, som min far var rundet af i hjemmet på Holmbladsgade. Denne mand blev min fars ubestridelige åndelige vejleder, og han tolkede sputnikkens færd hen over himlen som udtryk for, at der var risiko for et endegyldigt Armageddon – et opgør mellem de gode og de onde kræfter i form af en atomkrig.

Konsekvensen af Sputnik på min himmel blev således, at først tog min far sammen med den åndelige vejleder langt ud på landet for at lede efter en passende bolig, og siden fulgte min mor og jeg efter. De to mænds hypotese var nemlig, at fra Sputniks højde var det lettere at få øje på lyset fra storbyer som København. Vi endte derfor i en landsby, hvor der ikke var flere huse end der kunne tælles på én hånd til at lyse op og tiltrække sig sputnikkens opmærksomhed, og eventuelt få den til at dirigere bomber i vores retning. Meningen var også at oprette et åndeligt og spirituelt fællesskab omkring min fars åndelige vejleder. Det blev ikke til noget, men den religiøse udlægning af Sputniks bane på himlen kom alligevel til at få stor betydning for hele min families liv.

Min mor havde ikke noget ønske om at flytte på landet og hun var usikker på hvem den mand var, der havde så stor indflydelse på min far, som hun jo næsten lige havde giftet sig med. Som voksen har jeg tit bebrejdet min far den egoisme og verdensflugt, der fik ham til at glemme min mors behov og drømme, og alt det jordiske, dér hvor min mor og jeg befandt os.

Men det er jo på den måde, religionerne og de åndelige forbilleder ofte har virket. De har sat det enkelte menneskes liv ind i den store sammenhæng: det store i det små. Fra begyndelsen blev mit livsforløb sat ind i den helt store sammenhæng. Mit barndomshjems placering blev bestemt af Sputnik, af Den Kolde Krig og ikke mindst af forestillingen om det Godes kamp mod det Onde. Denne store, monumentale kamp mellem de gode og de onde verdensmagter, om det så var Den Kolde Krig eller Guds kamp mod Djævlen, blev derfor en naturlig del af min forståelse af mig selv i forhold til verden.

Mit lille liv var en del af denne store kamp. Jeg måtte placere mig og vælge det rigtige, for mit begrænsede liv var vævet ind i de store, alvorlige og ubegrænsede sager. Det var både en forbandelse og en gave. Gaven er nu blevet langt større end forbandelsen: I det små er der jo næsten altid noget større – om ikke andet så forsøget på at finde en forklaring, der rækker ud over det, man selv har været i stand til at opleve og opfatte:

Min far; hvor er det let at afvise ham. Men over hans hoved har der jo også været en fødselsstjerne, der virkede ind på hans liv, som der var en Sputnik på himlen det år, hvor jeg blev født, og som medvirkede til at gøre mig til den, som jeg er.

En dag gik forbi

Skriv en kommentar

I økonomisk teori er det er en kendt sag, at et tab her og nu, senere kan vende tilbage som en gevinst. Min personlige økonomi er ikke stærk nok til at eksperimentere med dette tab-og-vind-koncept. Men jeg kom alligevel til at tænke over det, da jeg tidligere på ugen underviste i, hvordan mennesket håndterer sygdom og lidelse. Og her stopper så enhver sammenligning med økonomi, for nu skal det handle om lidelsen, som et af livets dybeste vilkår.

Tidligere i historien kunne mennesket tilskrive det forskellige forklaringer når det blev ramt af sygdom og lidelse. Det kunne f.eks. være mørkets kræfter, gudernes vrede, dæmoner og angreb fra andre mystiske væsner. Medicinmanden, shamanen eller præsteskabet kunne herefter forhandle med de angribende kræfter, de kunne bede, ofre, løskøbe eller den ramte kunne overgive sig til skæbnen. Men lidelsen blev set i en sammenhæng, som gav den en form for mening. Religionen, troen og mytologien gjorde lidelsen til, om ikke en integreret del af tilværelsen, så i hvert fald til noget forklarligt.

Også i dag spørger mennesker, der rammes af alvorlig sygdom og lidelse, efter meningen med, at netop de skal rammes. Hvilket svar er der så til det moderne menneske? Der er ikke nogen grund til naivitet. Lidelse kan tvinge mennesker i knæ. Det kunne den tidligere, og det kan den i dag. Men det er vanskeligere at finde meningen med lidelsen i dag, hvor vi næsten kun kan besvare spørgsmålet om grunden til sygdom og lidelse med en diagnose eller med henvisning til uheldige omstændigheder.

I dag kommer meningen med lidelsen ofte først senere; set i bakspejlet, som det hedder. Men det bliver den ikke mindre betydningsfuld af. Senere kan vi måske se den lidelse, som vi har været igennem, som noget, der fik os til at vågne op til et nyt livssyn, nye prioriteringer og mere nærvær i livet. Men før alt dette kan ske må vi ofte kæmpe med lidelsens meningsløshed. Det er næsten umuligt at opleve mening midt i smerten, angsten og lidelsen. Men derfor er det vigtigt at være opmærksom på, at tabet nu, kan være impulsen til senere gevinst.

Den østrigske psykiater Viktor E. Frankl talte om meningsveje, som han sagde ofte blev brudt, ikke på trods af lidelse, men på grund af lidelse. Har man et gudsforhold kan man midt i lidelsen måske sige: ”Nogen vil mig noget gennem den smerte og lidelse, som jeg her oplever”. For det moderne menneske, uden noget stærkt guds- eller trosforhold, er dette ikke så let. Alligevel mente Frankl, at lidelsen vil os noget vigtigt, eller som vi måske vil sige i dag, at den kan bruges til noget. Lidelse beskytter os nemlig mod apati og psykisk stivhed, og bryder derfor nye veje for os – veje der fører ind i livet på måder, som vi ikke tidligere har været bevidste om. Ikke nødvendigvis lige mens man står midt i den værste lidelse, men senere. Som den tyske digter Rainer Maria Rilke skrev:

En dag, som vi gik fremmede forbi,
beslutter sig for Gave sidenhen.

Frankl vidste hvad han talte om når det drejede sig om lidelse. Som jøde blev han under Anden Verdenskrig sendt i koncentrationslejr. Her så han dagligt, at lidelsen kan indebære, at mennesker opløses eller forvandles. Ikke meget kan i dag sammenlignes med den lidelse, som jøderne oplevede i en koncentrationslejr. Men ingen kan undgå lidelse, og hvis man ikke kan få øje på dens potentiale som omformer, nyskaber af tilværelsen, så knækker man meget let.

Frankl så lidelsen som en impuls til forvandling. På samme måde som smerten er et fysisk signal om at noget er galt, fungerer lidelsen på det psykiske plan: Noget må ske – f.eks. en mere intensiv åbenhed over for livet. I det perspektiv er det rimeligt at se lidelsen som en vogter og beskyttelse mod psykisk dødsstivhed.

Kirken set fra et cafébord

Skriv en kommentar

Det er et godt sted jeg har fundet mig. Et bord i caféen, helt henne ved vinduet, så jeg har udsigt til kirken på den modsatte side af gaden. Og det er jo den måde, de fleste mennesker forholder sig til kirken; udefra, med skeptisk loyalitet, og kaffe på bordet.

På cafébordet ligger tre indbundne bøger, som jeg skal aflevere på biblioteket: Illustreret religionshistorie. Trods titlen, der leder tanken mod tegneseriegenren, er de tre tunge bind ikke specielt illustrerede. De er til gengæld fyldt med viden og fortællinger om, hvor stor en rolle det religiøse har spillet helt op til moderne tid – for samfundene, kulturerne og ikke mindst for menneskets selvforståelse.

Med en espresso i den ene hånd og blikket på de tre bøger, og naturligvis kirken i baggrunden, må jeg indrømme, at det næsten giver mig åndenød at tænke på, hvor stor en rolle religionen har spillet i historien og samtidig opleve, hvor lille en rolle den har i dag.

Kirken ligger der som en klat størknet tid; et mindesmærke over en tid, hvor mennesket, som noget helt indlysende, var religiøst, det vil sige var noget mere end blot sig selv.

Men religionen har ikke svaret til det menneske, der ene og helt alene er sig selv. Religionen kræver, for at være gyldig, at mennesket kan se sig selv i noget andet, noget der er større end det selv. Noget, der er så stort, at det kan give forklaringer på, hvorfor tingene er som de er, hvorfor man selv er som man er, hvad man skal gøre med sine svagheder og styrker, hvorfor og hvordan man skal lide og dø.

Fire-fem kirker ligger der vist her i byen. Nogle af dem bliver nok nedlagt eller sammenlagt når ministeren går i gang med at se på, hvor mange kirker der er brug for i forhold til efterspørgslen. På vejen fra parkeringspladsen til caféen passerede jeg ikke alene to af disse kirker, men også adskillige af deres mentalitetshistoriske afløsere – psykoterapeuterne.

De sårbarhedsskabende træk ved den moderne, individualiserede kultur har kirken og religionen ikke haft noget svar på. I stedet er vi som individer blevet overbelastet af den magt, vi har overtaget fra kirken og religionen: Magten over os selv, hinanden, over verden og det gode og det onde, den ekstreme mulighedsrigdom. Den magt, der før var knyttet til religionen og Gud, er blevet menneskeliggjort – det er nu vores egen personlige magt.

Det er os med denne magt, der sidder i terapeuternes venteværelse: Vi bliver nemlig bange når vi opdager den magt og det ansvar, vi har over vores eget liv. Og vi bliver bange når vi ikke kan få øje på denne magt og i stedet føler os magtesløse.

Det onde

Skriv en kommentar

Min kone er psykoterapeut og i går aftes lå der en bog på hendes skrivebord med titlen: Tilknytningsteori. Den handler om, hvordan nære følelsesmæssige relationer har betydning for udviklingen af et menneskes psykiske liv. Mens kaffevandet kogte kiggede jeg på de første sider i bogen, og allerede i indledningen fik jeg øje på et citat af den svenske forfatter og journalist Nina Björk:

Han er nøgen. Han græder. Han kan ikke vende sig om. Han kan ikke få sine fingre ind i munden. Et spædbarn i min favn. Og i et nu fornægter dette spædbarn vores samfunds allerhelligste idealer. Han er nemlig fuldstændig hjælpeløs. Ikke som en fejltagelse, men som noget helt naturligt. Han er simpelthen afhængig, ikke fordi der er gået noget galt, men fordi det er rigtigt. Det er netop sådan vi er. Det er sådan vi alle har været. Overalt. Til alle tider. Hjælpeløse, afhængige, sårbare, ude af stand til at klare os selv.

Det er sjældent at en dybdepsykologisk indsigt formuleres så poetisk – og så umiddelbart indlysende, og da jeg vågnede i morges gik det op for mig, hvorfor disse ord havde sat sig fast i mig.

Til min kommende bog om døden er jeg ved at skrive et kapitel om Det onde. Nina Björks ord om det sårbare, psykisk og fysisk nøgne barns grænseløse afhængighed af kærlige hænder og øjne, gjorde det vanskeligt at forlige sig med, at det onde, ikke længere skal søges hos Djævlen, men hos mennesket. Som den tyske filosof Rüdiger Safranski skriver i bogen Det onde, er Det onde er en del af dramaet om den menneskelige frihed. Det onde kan kun udspringe af mennesket selv, og ikke forklares med henvisning til en højere, absolut ond instans. Guds død tog Djævlen med i faldet og overlod såvel det gode, som det onde, til mennesket selv.

I og med at det onde ikke længere kan forklares ud fra en størrelse som f.eks. Djævlen er ondskaben havnet i mennesket selv. Og her klinger Nina Björks ord igen: Han er nøgen. Han græder. Han kan ikke vende sig om. Han kan ikke få sine fingre ind i munden. Et spædbarn i min favn. Nej – mennesket kan ikke være en metafor for ondskaben.

Og her er kilden til vores problem med at forstå det onde. Vi er ikke i tvivl om, at der findes onder, at der sker onde ting i verden, men når ondskaben får det omfang, som vi f.eks. så med Anders Behring Breiviks massedrab i Norge, bliver det næsten umuligt at tilskrive et medmenneske denne ondskab.

Er det ikke sådan, at det næsten ville være lettere og mindre smertefuldt at forstå tragedien, hvis der kunne henvises til en metafysisk forklaring om en vred Gud eller en Djævel? Nu er vi henvist til at acceptere kendsgerningen, at ét eneste sølle menneske kan foranledige så stor ondskab, så stor tragedie og smerte for så mange mennesker

Når det menneskelige kommer til udtryk i tragedier som den, vi f.eks. oplevede i Norge, er det nærmest umenneskeligt at skulle forstå. Men Anders Behring Breivik er et menneske. Lige præcis det, at skulle erkende hans handlinger som menneskeligt muligt, truer imidlertid med at sprænge de kategorier, som vi er i stand til at tænke mennesket i.