Kategoriarkiv: Religion

Når det er nat i Iran

Jeg har skrevet om hende før, min iranske veninde, som jeg for snart mange år siden kom i kontakt med på et af de sociale medier. I gamle dage hed det nok en penneven, men brevenes tid er forbi, så vi har skrevet sammen på nettet, om filosofi, og udvekslet billeder af vores nærmeste omgivelser. Der er smukt der, hvor hun bor, og her, hvor jeg bor. Vi skriver aldrig om politik. Vi taler sammen i en zone, hvor verden ikke er splittet til fragmenter og adskilt af mure, hvor ordene kommer uden frygt, så det ikke er nødvendigt at tale om andet end det, vi begge holder af: filosofi, poesi, litteratur og vores familier.

Læs resten

Er aktiv dødshjælp et svar på samfundets svigt?

Hvad er det for nogle kulturelle påvirkninger og værdier, som bestemmer, hvad barmhjertighed betyder, hvilket ansigt barmhjertigheden skal have i et samfund? Det vil fx sige den barmhjertighed, som skal hjælpe mennesker, når de konfronteres med lidelse og død. Før den sandsynlige vedtagelse af aktiv dødshjælp her i Danmark, er det vigtigt at spørge, om et uværdigt liv nødvendigvis bliver værdigt gennem den selvvalgte død, og ikke mindst: hvad der skal til, for at samfundet kan understøtte menneskers oplevelse af værdighed, på trods af lidelse, afhængighed af andre og dermed tab af autonomi – men uden aktiv dødshjælp? Læs mere i min kronik om aktiv dødshjælp.

Hvorfor virker LGBTQ+ så skræmmende, at det kan begrunde en krig?

SEKSUALITET OG KØN ER BLEVET ET AF DE SENERE ÅRS MEST POLITISEREDE EMNER. Ofte er der tale om letkøbte, populistiske erobringer af den offentlige og politiske dagsorden med spørgsmål, som har meget lidt med politik at gøre, men som vækker moralsk og følelsesmæssig opmærksomhed. LGBTQ+ er således blevet et led i den globale kultur- og værdikamp. Men her stopper det ikke. Seksuelle minoritetsgrupper tages som gidsler i storpolitik af enhver art, ofte med frygtelige konsekvenser for enkelte individer. Da Rusland invaderede Ukraine, var det en del af Putins begrundelse, at den havde til formål at forsvare Ruslands traditionelle værdier mod Vestens LGBTQ+-holdninger, som ville føre til degeneration, ”fordi de er i modstrid med den menneskelige natur”. Da Putin et halvt år senere fejrede annekteringen af fire besatte ukrainske regioner, slog han yderligere fast, at krigen skulle beskytte russiske børn mod ”perversioner” ved at sikre en heteronormativ fremtid for det russiske folk. I Ungarn kan vi aktuelt se, hvordan Orban-regimet nu igen indfører flere og mere omfattende forbud mod LGBTQ+. Og i USA viser en ny undersøgelse, at der stadig er et samlet befolkningsmæssigt flertal for homoseksuelle ægteskaber, men at splittelsen vokser: Den republikanske støtte til homoseksuelle ægteskaber er faldet til sit laveste niveau i et årti.

Hvordan kan det være, at seksualitet og køn stadig kan splitte så meget, som tilfældet er? Hvad er det, som virker så skræmmende ved transseksuelle mennesker, at de skal forbydes og nedkæmpes? Hvorfor virker homoseksualitet stadig som en provokation, der skal bekæmpes, eller i hvert fald være usynlig i det offentlige liv? Vi skriver 2025, hvorfor er det heteroseksuelle monogami stadig det, der betragtes som normen?

Det tematiserede jeg for nogle uger siden i en kronik: ”Fra køn til krig: Hvordan LGBTQ+-rettigheder er blevet et våben i verdenspolitikken,” som kan læses her.

Reaktionerne lod selvfølgelig ikke vente på sig, og beviste med deres kompromisløshed, at ”ja, det hetero-normative monogami er det normale”, ”ja, transseksualitet er unaturligt og unormalt”, og ”nej, det skal der ikke laves om på.” Men jeg vil hellere sige: ”Jo, det skal der laves om på. 

Når autoritære ledere skal vælge angrebspunkter, er intet helligt. Trumps, Putins og Orbans regimer har fundet et fælles interessefelt i deres bestræbelser på at vinde både indre og ydre suveræn magt. Til det formål har de, sammen med mange andre politikere overalt i verden, rammesat køn, seksualitet og LGBTQ+, som nogle af de fjender, der skal bekæmpes, undertrykkes, fjernes – gennem umenneskeliggørelse. Det er vigtigt at være opmærksom på dette. På få øjeblikke kan det nemlig ske, at vi ikke kan få øje på det liv, som disse mennesker har, og som vi alle har til fælles, men som kræver omsorg, beskyttelse og sikkerhed. Evnen til at genkende særlige gruppers liv kan forsvinde, så de ikke gælder som rigtige liv, som vores eget. Det er sket før i historien, kan jeg bare sige. 

Og lige i disse tider sker der mange ting, som vi for få år siden med stor sikkerhed sagde til hinanden, aldrig ville ske igen. Så altså: kik op og se mennesker, nyd alle forskellighederne, som dog altid har det tilfælles, at de/vi alle har behov for sikkerhed for at kunne leve videre. Langt de fleste af alle menneskers livsbetingelser er sociale, og vi skal derfor opretholde dem for og med hinanden; det er også det, man kalder for politik. Og i specielt højstemte øjeblikke for moral, eller endnu bedre: omsorg, empati. 

Fødslen af et håb

Op til treårsdagen for den russiske invasion af Ukraine afslørede Vladimir Putin, at krigen var en del af Guds vilje. Han sagde bl.a.: ”Det var efter Guds vilje, at denne skæbne faldt på vores skuldre for at udføre en så udfordrende, men hæderlig mission at forsvare Rusland.” Men Guds krige bliver altid til menneskets krige. De føres af mennesker, og de rammer mennesker, som måske endda føler sig forladt, af lige netop Gud, på grund af krigenes grusomhed. Læs min kronik på POV International om en ukrainsk kvinde, som fandt håb, ikke i Gud, men i et nyfødt barn:

Jernpressen i det syriske slagehus

Det siges, at i Kina lyder en af de alvorligste forbandelser: “Gid du må komme til at leve i en interessant tid.” Det ellers opbyggelige ønske kan sammenlignes med: “gid fanden måtte tage dig.” Et af nutidens paradokser er, at man kan bo i et roligt land, det kunne være Danmark, og så alligevel konstant opleve, at man lever i meget “interessante” tider. Det skyller konstant ind over os i form af en summende vibration i lommen fra det device, som er blevet formidleren af en slags teknologisk adrenalin; kamphormonet, der udløses, så øjnene klistres til skærmen, og krop og sjæl sættes i alarmberedskab: Ukraine, Gaza, Libanon, Sydkorea, Georgien, og nu altså Syrien med jernpressen, for blot at nævne noget af det, som på det seneste, trods geografiske afstand, har svitset os i kanterne. Verden tier ikke længere stille om de ulykker, mennesker påfører den, eller hinanden. Læs min kronik i dagens udgave af POV International:

Julehjerter og andre hjerter

Omkring 900 gange er hjertet nævnt i Det Gamle Testamente; en del færre gange i Det Nye Testamente. Ofte henviser Bibelen til hjertet for at gøre abstrakte følelser som kærlighed, venskab, næstekærlighed, omsorg, hjælp, fred og barmhjertighed til noget livsnært, til noget legemligt, og dybest set er det vel også det, som vi gerne vil have julen til at repræsentere, og derfor bruges hjertet som “julehjerte”, altså som symbol på, hvilke værdier julen bør repræsentere.
Læs mere i min kronik på POV International:

Mennesker slås, fordi de er ens

Mennesker slås ikke kun, fordi de er forskellige, men fordi de er ens. Vi har altid den samme fjende, nemlig de andre (syndebukken), og glemmer, at for de andre er det os, som er de andre og dermed syndebukken. Heri ligner de to parter hinanden, som f.eks. helt aktuelt i kampene mellem Israel og Hamas. Begge parter ønsker at eksistere, men har gjort sig til hinandens forbandede tvillinger og er blevet fordoblet i gensidig vold.

Læs mere i min kronik om om “Nederdrægtighedens verdenshistorie” på POV International:

Aktiv dødshjælp

Døden er de levendes problem, og der er ikke noget som døden, der kan skærpe opmærksomheden på livets vigtigste spørgsmål. På den måde er det dagsaktuelle spørgsmål om aktiv dødshjælp en enestående mulighed for at tale om et emne, som ellers er ret tabubelagt.
LÆS MERE I MIN KRONIK OM AKTIV DØDSHJÆLP PÅ POV INTERNATIONAL:

Kedsomhedens algoritmer

Kedsomhed er ret spændende. F.eks. er kedsomhed blevet et pædagogisk redskab. Tusindvis af artikler fortæller om, hvor sundt det er for børn at kede sig, fordi det skaber nysgerrige, selvstændige, kreative og lærenemme børn, siger f.eks. en børnepsykolog. Omvendt vurderer en undersøgelse, at voksne ser ud til at blive mere ondskabsfulde af at kede sig. Faktisk tyder det på, at kedsomhed spiller en afgørende rolle i fremkomsten af sadistiske tendenser, både i hjemmet og på arbejdspladsen. Generelt kobles kedsomhed desuden også til afhængighed af f.eks. stoffer, alkohol, tobak, sex, spil, internet m.m. Desuden kan der findes statistisk belæg for en vis sammenhæng mellem kedsomhed og både depression og selvmord. På den ene side kan kedsomhed altså være sundt for børn, på den anden side kan kedsomhed også skabe dyb lidelse! 

Læs resten

Hunde-filosoffen og filosof-kongen

Hvad nu, hvis hunde-filosoffen havde hældt filosof-kongen ned ad brættet for lidt over 2000 år siden? Hunde-filosoffen var Diogenes (født ca. 412 f.Kr.) Filosof-kongen var Platon (født ca. 428 f.Kr.). Platon kaldte Diogenes for en “Sokrates, der var blevet gal”, og befolkningen i Athen gav ham øgenavnet “hunden”, som på græsk betyder “kynisk”. Hvis man forestiller sig den europæiske filosofihistorie som et stafetløb, hvor en fakkel, tændt af Platon i oldtiden, er blevet overført fra generation til generation, så er det en udfordrende tanke, hvad der ville være sket, hvis det havde været Diogenes og ikke Platon, som havde tændt denne flamme. Med andre ord: hvordan kunne en kontrafaktisk filosofihistorie se ud – hvad ville der være sket, hvis der ikke var sket det, som rent faktisk skete?

Læs resten