Kategoriarkiv: Filosofi

Hvis krigen kommer

Hvis man ikke vil lære af fortiden, er der kun nutiden tilbage. Og det kan være langt mere pinefuldt at skulle lære af nutiden end af fortiden. Netop erfaringerne fra fortiden kan være instruktive i disse dage, hvor risikoen for krig i Europa har overtaget de gule breaking news fra covid-19 og pandemien.

Den 8. januar 1962, dagen efter min fem-års fødselsdag, præsenterede statsminister Viggo Kampmann en lille pjece med dommedagstitlen “Hvis krigen kommer”. Kort tid efter blev den husstandsomdelt i 1,5 millioner eksemplarer og landede i mine forældres postkasse, langt ude på landet i en vestsjællandsk landsby. Jeg ved ikke hvad mine forældre tænkte, men mange år senere fandt jeg pjecen blandt deres vigtigste efterladte papirer. Det havde været alvorligt, så de havde i hvert fald valgt at gemme anvisningerne på, hvordan man skulle forholde sig, hvis krigen kom. 

Læs resten

Konstruktiv pessimisme

Man kan vælge at være optimist til det sidste; som f.eks. manden, der faldt ud ad vinduet på 20. etage. Da han passerede 8. etage, sagde han: “det går jo stadig meget godt”. I nuet havde han ret, men de fleste vil nok alligevel opfatte det, som en benægtelse af virkeligheden.

Manden, på vej forbi 8. etage, i et fatalt styrt mod jorden, kan være sindbillede på de senere års forgiftede, version af optimismen. Her handler det selvfølgelig om den professionelle politiske optimisme, der hersker trods den ultimative klimakatastrofe, som videnskaben har ganske sikker viden om vil indtræffe, hvis den forgiftede optimisme ikke erstattes af en konstruktiv pessimisme, som tager hensyn til det, vi rent faktisk ved.

Læs resten

Samfundssind eller frygtsind?

Siden 2006 har Danmark kåret årets ord. I 2020 blev det “samfundssind”, selv om det på ingen måde er et nyt ord. I romanen Frydenholm om tiden lige før og under Anden Verdenskrig skrev Hans Scherfig således: “Der blev talt og skrevet om samfundssind, som vi alle skulle vise.” Selve begrebet “samfundssind” trækker altså tråde til besættelsestidens Danmark, hvor statsminister Thorvald Stauning opfordrede til både borgersind og samfundssind. Men det er jo efterhånden så længe siden, at ordet nærmest var blevet glemt, da Mette Frederiksen opfordre til samfundssind i forbindelse med covid-19. Mange troede derfor, at det var noget helt nyt.

Læs resten

Senfølger

Normalt foregår arkæologi på den måde, at man graver i nutidens muldede jord for at afdække fortiden. Men når det drejer sig om politiske og sociale forhold kan det arkæologiske projekt tage sig omvendt ud: ved at fordybe sig i nutiden kan der peges på nogle fremtidige tendenser. Sådan var det f.eks. da den oldgræske historiker Thukydid skrev om pesten, som ramte Athen 430 f.v.t., midt under den Peloponnesiske Krig. Thukydid beskrev pestens hærgen gennem tre år, hvor den spredte ufattelig lidelse og resulterede i enorme tab. Men ikke mindst var han interesseret i, hvilke konsekvenser epidemien ville få for fremtidens sociale og politiske liv.

Læs resten

Adskillelsens utopi

Knytter verdens håb sig til fredelig sameksistens og fællesskab eller til mulighederne for at holde hinanden på sikker afstand? Historien viser, at vi ikke er specielt godt bygget til at leve tæt sammen med nogen, som adskiller sig alt for meget fra os selv, vores meningsfæller eller gruppe. Som den tyske filosof Rüdiger Safranski skriver, så har det, vi kalder for menneskeheden i et historisk perspektiv “hidtil kun eksisteret i form af en dramatisk fjendskabshistorie.” 

Læs resten

En fortælling om engle og samfund

Dette essay kan også findes i en versioneret udgave på internetmagasinet POV International, publiceret d. 19.05.21

Da pigerne var små, tegnede min kone og jeg ofte for dem. Bagefter farvelagde de vores stregtegninger. Min kone tegnede engle, jeg tegnede byer. Min kone er selv en engel i skikkelse af en vidunderlig jordisk kvinde, derfor vil jeg gerne have, at det jordiske skal passe godt til hende og pigerne. Måske prøvede jeg at tegne et lille Utopia, hvor der ikke var så langt til det himmelske, som menneskene gennem tiden jo ofte har kikket efter, når de skulle indrette deres jordiske byer og samfund. 

Læs resten

Slacktivisme

Vi har fået internettets muligheder for grænseløs kommunikation; adgang til de sociale medier, hvor alt kan kommunikeres til alle i real-time – nu mangler vi bare noget at kommunikere om. Det virker i hvert fald som om den generelle trang til at kommunikere ofte lammer evnen til at reflektere over, hvad der skal kommunikeres og hvordan. Måske har de sociale medier elimineret en række hindringer for at kunne deltage i det offentlige rums diskussioner, men uden at udvikle eller dyrke de sociale og kommunikative kompetencer. 

Iflg. Mark Zuckerberg (Facebooks grundlægger) tilbyder Facebook teknologiske midler til at virkeliggøre nye sociale normer, som kan skabe de mest spændende sociale, politiske og kulturelle forandringer. I det såkaldte “Facebook Manifest” fra februar 2016 skiver Zuckerberg således om det samfund, som Facebook vil skabe: Et globalt samfund, hvor mennesker kommer hinanden nærmere og mødes på tværs af politiske, religiøse, sociale og kulturelle forskelligheder, hvor en omfattende tolerance skaber nye kreative muligheder for at “bygge den verden, som vi alle ønsker.”

Zuckerbergs Facebook-vision minder om den “Digitale Nation”, som i internettets ungdom (1997) blev beskrevet i en berømt artikel af Jon Katz. Her blev der forudset en kraftfuld digital verden, et helt nyt samfund på nettet, som ville udmanøvrere det gamle. Her ville de unge og veluddannede, de velstående, libertære, tolerante og teknologisk dygtige mødes uafhængigt af de traditionelle politiske og sociale organisationer og grænser.

Læs resten

Politisk fattiggørelse

Det er ikke sjældent, at en nyhed i medierne dækker over noget, som er langt vigtigere end selve nyheden. En regnvåd april-morgen viser dette fænomen sig igen. Nyheden er, at en tidligere statsminister og partileder beslutter sig for at starte et nyt parti. Nyheden er imidlertid tankevækkende på en helt anden måde end blot det, at vi får endnu et parti.

I en tid, hvor Danmark sammen med hele det internationale samfund kæmper med at få en voldsom pandemi under kontrol; i en tid præget af social opsplitning overalt på kloden; i en tid, hvor klimaproblemerne om få år vil få den nuværende pandemi til at ligne en søndagsudflugt; i en tid, hvor politikerne må begynde at ligne det, de egentlig skulle være – nemlig dem, som tager det alvorlige alvorligt og går forrest for at finde en vej mod fornyelse … i sådanne tider kunne man forvente politisk begavelse, fremsynethed, mod, forandringsvilje, moral, menneskelighed og politisk modenhed hos de folkevalgte politikere. 

Dagens nyhed om, at Lars Løkke Rasmussen vil søsætte et nyt parti, får imidlertid afsløret en borgerlig politisk bevidsthed i frit moralsk og intellektuelt fald, og det er ikke sundt for det samlede politiske system. 

Med 8 ord får den konservative politiske ordfører i Folketinget Mette Abildgaard demonstreret 8 ting: politisk ubegavethed, politisk tunnelsyn, manglende politiske visioner, politisk umodenhed, politisk a-moral, manglede vilje til politisk lederskab, manglende forståelse for både nutidens og fremtidens store samfundsmæssige udfordringer. 

Men hvad var det så hun sagde, som den første kommentar til annonceringen af det nye parti? Tja bom, bom, hendes analyse lød således:  “Jeg håber dæleme, vi ser en stram udlændingepolitik”.

Sådan lyder en politisk ordfører, fra et parti med statsministerdrømme. Ved ikke at kunne finde på noget mere visionært og fremtidsrettet lægger hun sig helt på linje med alle de øvrige borgerlige politikere, som aktuelt har ét og kun ét politisk programpunkt, nemlig at få rullet de tiltag tilbage, som faktisk har hjulpet til at holde pandemien under kontrol her i Danmark. 

Der er tale om en politisk fattiggørelse og et idé- og visionstab, som ikke kun kommer til at ramme de borgerlige, men hele det politiske system, idet der altid er brug for en seriøs opposition. Dette handler ikke om dannelsen af et nyt parti – det handler om, at partierne tilsyneladende i alt for mange år har forsømt talentudviklingen på grund af en magtfuldkommenhed, som ikke har befordret en grundig eftertanke over, hvad der skal være fremtidens politik.

Start en Venligheds-pandemi

Før du læser videre, så glæd dig lige over verdens venligste kor, Mount Sion Choir ved en optræden i 2019. Selv om der nu er Covid-19 pandemi, så er den glæde de spreder stadig tilgængelig i verden, som del af venligheds-pandemien. Længere nede kan du læse mere om dette fantastiske kor.

Jeg ved alt for godt, at alle som læser denne tekst, på en eller anden måde er påvirket af, at leve under en pandemi. Det ønsker jeg ikke at glemme og derfor vil jeg vise, hvordan mennesker trods alt stadig står op for hinanden for at hjælpe, give mod, håb og omsorg, selv om disse fortællinger ofte ikke når frem til mediernes overskrifter. Da det handler om menneskets eksistensvilkår mener jeg, at dette også hører hjemme på en filosofisk blog. 

Det er som om vores liv er blevet hacket af Covid-19, en virus, som rammer både vores fysiske, psykiske og sociale styresystem. Sådan har det altid været med pandemier. De skaber sygdom, frygt, lidelse, ensomhed, vrede, mistillid og manglende tro på fremtiden. Pandemier rammer os, hvor vi er mest sårbare, nemlig på vores relation til andre mennesker. Under en pandemi er det nemlig andre mennesker, som på grund af smittefaren er den trussel, vi skal holde os fra. Men samtidig er andre mennesker også vores primære livskilde. Det er fra andre mennesker vores livsglæde, livsmod og håb flyder. Vi lever ikke på trods af andre mennesker, men på grund af andre mennesker, og når denne relation til bliver ramt, inficeres vi både fysisk, psykisk og socialt. 

Når vi er frygtsomme, som vi er under en pandemi, udvikles der let konflikter, hvor det egentlige behov er tryghed og samvær. Medierne konkurrerer om at forstærke den slags konflikter. Men alle steder er der alligevel mennesker, som forsøger at finde nye veje. Mennesker, som ikke kan afholde sig fra at vise medfølelse, trøste, opmuntre og hjælpe hinanden på alle mulige måder, selv om verden for en tid er ude af sync.

Det giver en mærkelig følelse af lindring at skabe fjendebilleder. Men det giver en langt mere holdbar lindring at opleve venlige mennesker, som hjælper hinanden. Det er som om noget i ens hjerte flyder lettere, som om man får trøst bare ved at se, hvad mennesker kan gøre for hinanden.

Vi må prøve at skabe en venligheds-pandemi, og det er ikke så vanskeligt, for den skyder op alle steder, men når kun sjældent frem til mediernes overskrifter, fordi raseri, vrede og konflikt sælger langt bedre. Venligheds-epidemien ser imidlertid ud til at være smitsom. Og i modsætning til Covid-19 pandemien er det vigtigt med smittespredning af venligheds-pandemien, for denne smitte er rent faktisk sund. Det siger Catherine Barrett, som er en af initiativtagerne til en fremvoksende amerikansk bevægelse, som vil skabe mere venlighed: 

Venlige handlinger er smitsomme. Der er en myte om, at vi ikke skal tale om venligheds-handlinger … og at folk blæser i deres egen trompet, hvis de taler om dem. Vi siger til folk, at når de deler deres venlige handlinger hjælper de til at skabe ændringer. De tilskynder folk til at gøre det samme.

Desuden viser det sig, at venlighed og venlige handlinger er sundt for én selv. Der spreder sig en speciel og næsten magisk stemning i supermarkedet når nogen handler venligt over for mennesker, de ikke kender, eller når vi selv modtager hjælp eller støtte fra et fremmed menneske. Det at modtage venlighed og kærlighed fra et menneske man ikke kender, kan være en meget stærk oplevelse af håb, trøst og barmhjertighed. Det er den sande samaritanske handling. Det er heldigvis let at finde mennesker, som er smittet af venligheds-pandemien, for det er en pandemi, som spreder sig alle steder i verden. Her er et par eksempler, som har gjort indtryk på mig: 

I Irland – i byen Waterford – finder vi ungdomskoret Mount Sion Choir. De har ikke nogen speciel musikuddannelse, men masser af talent, og så har de et mål med deres sang og musik, nemlig at skabe og sprede glæde, livsmod og håb. Før pandemien har de bl.a. sunget på byens hospital for at heale patienternes og personalets angst og stress. De har deltaget i velgørenhed bl.a. ved arrangementer for Downs Syndrom (se den mest rørende version af “Shallow”), og støtter også under pandemien aktivt kampen mod cancer. Jeg tror de er verdens mest venlige kor. De har både et stort musikalsk talent og ikke mindst en usædvanlig evne til at vise medfølelse, empati og livsglæde gennem musikken og deres menneskelige egenskaber. Med andre ord, de spreder venligheds-pandemien i en svær tid og symptomerne, når man bliver ramt af venlighedssmitten, er håb og optimisme. 

Alle steder i verden er blevet ramt af venligheds-pandemien. Her er 6 eksempler fra forskellige lande, som resulterer i håb og optimisme hos alle involverede. Og i en canadisk by taler de om at “giv et smil – få et smil”. Selv om nyhederne dagligt fortæller om konflikter og store modsætninger i USA, så er der også bl.a. dette eksempel på venligheds-pandemiens udbredelse i hverdagens USA, hvor unge mennesker hjælper medborgere under Covid-19 pandemien.

Symbolsk giver det en mening at slutte med koret fra Waterford, der viser den magt som musik, venlighed og empati har i forhold til medmennesker. Det var før vi blev ramt af Covid-19, men det var næsten profetisk da de unge mennesker sang Stand by Me:

Tillid i coronaens tid

Det er de færreste sygdomme, der har så mange politiske komplikationer, som tilfældet er med corona. Og sådan må det naturligvis være med en pandemi, som kun kan bekæmpes socialt, gennem en politisk koordineret indsats til mobilisering af alle borgere. 

I hovedtræk er der to svar på en pandemi. Det ene er farmaceutisk i form af medicin og vaccine. På denne front er vi langt bedre stillet i dag end ved tidligere pandemier. Men historisk set har medicin ikke været den drivende kraft i bekæmpelsen af de store infektionssygdomme. 

Det har den anden strategi imidlertid været, som er socio-økonomiske forbedringer sammen med udviklingen af offentlige sundhedsforanstaltninger. Her er det tale om både individuelle og kollektive indsatser. De individuelle omfatter god hygiejne, masker, selvisolation, social afstand, andre hilseformer end håndtryk o.l. 

De kollektive forholdsregler betyder nedlukning af samfundet i forskellig grad. Det kan være dele af bl.a. sundhedssystemet, erhvervslivet, skolerne og uddannelsesinstitutionerne. Hjemmearbejde bliver normen, der kommer forbud mod større forsamlinger, lukning af grænser og forbud mod rejser, krav om testning, kontaktopsporing, bliv-hjemme-påbud – altså det, som vi i forskelligt omfang ser bragt i anvendelse i dagens Danmark og mange andre steder.

Det er politiske initiativer som påvirker alle og uomgængeligt vil virke som en byrde for mange, og derfor også fremkalder modstand. Ikke alle bliver ramt af sygdommen, men alle bliver påvirket når samfundet skal bekæmpe en pandemi. Derfor er konfliktpotentialet naturligvis enormt. Den politiske dimension står centralt i bekæmpelsen af pandemien, fordi det mikroskopiske virus tvinger os til at overveje politiske spørgsmål om forholdet mellem den enkelte og fællesskabet og dermed også om forholdet mellem ret og pligt, ansvar, tillid og frihed. 

Læs resten