Fødslen af et håb

Skriv en kommentar

Op til treårsdagen for den russiske invasion af Ukraine afslørede Vladimir Putin, at krigen var en del af Guds vilje. Han sagde bl.a.: ”Det var efter Guds vilje, at denne skæbne faldt på vores skuldre for at udføre en så udfordrende, men hæderlig mission at forsvare Rusland.” Men Guds krige bliver altid til menneskets krige. De føres af mennesker, og de rammer mennesker, som måske endda føler sig forladt, af lige netop Gud, på grund af krigenes grusomhed. Læs min kronik på POV International om en ukrainsk kvinde, som fandt håb, ikke i Gud, men i et nyfødt barn:

Miraklet, der frelser verden

De unge kigger til højre – langt til højre

Skriv en kommentar

Hvordan kan det være, at samfundskritikken i dag næsten udelukkende kommer fra det yderste højre, som helt har overtaget rollen som samfundets kættere fra venstrefløjen? Læs mere i min kronik på POV International:

Moderne samfundskritik kommer fra det yderste højre

En politisk kaosteori

Skriv en kommentar

Der er langt færre politiske ledere, end der er almindelige mennesker, som frygter, hvad disse politiske ledere kan finde på. Enkeltpersoner, i form af politiske ledere, råder over ”et skræmmende arsenal af midler til at overtale, tvinge og dræbe andre mennesker”. Hvor mange mennesker føler ikke, at verden er blevet farligere på grund af Trump og Putin; enkeltpersoner, som har vilje, magt og redskaber til at påvirke verdenshistoriens gang og næsten alle menneskers daglige oplevelse af håb eller frygt? Men de bliver jo valgt og støttet, så der må være en grobund for “stærke mænd”. Læs mere om i min kronik i POV International:

Skaber Trump historie, eller har historien skabt Trump? Om politik, kaosteori og sommerfugle-effekter

Jernpressen i det syriske slagehus

Skriv en kommentar

Det siges, at i Kina lyder en af de alvorligste forbandelser: “Gid du må komme til at leve i en interessant tid.” Det ellers opbyggelige ønske kan sammenlignes med: “gid fanden måtte tage dig.” Et af nutidens paradokser er, at man kan bo i et roligt land, det kunne være Danmark, og så alligevel konstant opleve, at man lever i meget “interessante” tider. Det skyller konstant ind over os i form af en summende vibration i lommen fra det device, som er blevet formidleren af en slags teknologisk adrenalin; kamphormonet, der udløses, så øjnene klistres til skærmen, og krop og sjæl sættes i alarmberedskab: Ukraine, Gaza, Libanon, Sydkorea, Georgien, og nu altså Syrien med jernpressen, for blot at nævne noget af det, som på det seneste, trods geografiske afstand, har svitset os i kanterne. Verden tier ikke længere stille om de ulykker, mennesker påfører den, eller hinanden. Læs min kronik i dagens udgave af POV International:

Lad den syriske jernpresse ramme alle menneskers hjerter

USA efter valget: Frygt din næste, som din næste frygter dig!

Skriv en kommentar

Situationen i USA kan måske bedst beskrives gennem myten om Babelstårnet, som handler om, hvordan mulighederne for enighed og enhed mistes, fordi Herren steg ned og forvirrede menneskenes sprog, ”så de ikke forstår hinanden”. Fra den ene side lyder det i dag, både i USA og mange andre steder i verden: ”Det er jer, vi frygter”. Fra den anden side lyder svaret: ”Nej, nej – det er os, som frygter jer.” Læs mere i denne uges kronik om reaktionerne efter det amerikanske valg:

Trump er USA’s symptom: Når politisk fjendskab truer med at opløse fællesskabet

Aktiv dødshjælp: det forkerte svar på det rigtige spørgsmål

Skriv en kommentar

Spørgsmålet om aktiv dødshjælp drejer sig naturligvis om døden, men også først og fremmest om livet. Hvad gør livet værd at leve, og hvad kan gøre det så meningsløst, at døden er at foretrække, og hvorfor kan den selvvalgte død i nogle tilfælde gøre livet værdigt. Det er et problem, at spørgsmålet om værdighed omkring livets afslutning blevet reduceret til et spørgsmål om legalisering af aktiv dødshjælp. Det er naturligvis en medievenlig måde at tale om døden på. Her behøver vi ikke at stille spørgsmål til døden, her kan vi, som moderne mennesker, stille spørgsmål til os selv: ”Vil jeg lide, hvad nu hvis jeg bliver en grøntsag, hvis jeg kommer til at føle mig som en belastning, eller hvis jeg en dag ikke længere kan leve det liv, som jeg ønsker?
Læs mere i min kronik på POV International:

Aktiv dødshjælp handler om livet, ikke om døden

Hvad er velfærdsstatens mål?

Skriv en kommentar

Hvor mange af de trivselsproblemer, som vi møder i dag, skyldes ikke den materielle velstandsproduktion? Nedslidning, stress, ensomhed og psykisk sårbarhed i bred forstand. Ofte bliver begrebet ”diagnosekultur” arrogant brugt, uden hensyn til at neo-liberalismen og konkurrencestaten har skabt vedvarende forudsætninger for menneskelig nedslidning og lidelse. Det er entydigt det enkelte menneskes økonomiske præstationsevne, som efterspørges og belønnes. Læs mere på POV International, hvor min kronik stiller spørgsmålet om velfærden er ved at slå over i ufærd?

Fra velfærd til ufærd?

Det hjemløse håb om en bedre fremtid

Skriv en kommentar

Mængden af dårlige nyheder, med et skræmmende indhold, er blevet så gennemtrængende, at flere og flere simpelthen bliver “nyhedstrætte”, som det er kommet til at hedde. I stedet søger de bevidst mod steder på nettet, hvor der målrettet præsenteres positive og håbefulde nyheder, eller også undgår de helt mediernes nyheder. Men er det den mest håbefulde vej? Læs mere i min kronik på POV International om vores jagt efter håbet:

På jagt efter håbet

Slægt skal følge slægters gang

Skriv en kommentar

Mit barnebarn har forløst tiden, så min egen personlige tid er blevet fortyndet til den langt mere flydende, men betydningsfulde tid, den kæde af menneske-tider, hvor ”slægt skal følge slægters gang”, som der synges i Ingemanns salme ”Dejlig er Jorden!” fra 1850. Her digtede han også, at ”Tider skal komme, tider skal henrulle”, og den jublende glæde ved at gå på legepladsen med mit barnebarn mærkes netop, fordi vi er led i samme kæde. Læs mere om betydningen af slægternes gang og nødvendigheden af den såkaldte generationskløft. Se min kronik på POV International:

Er vi fanget i en generationsfælde?

Vi har en fattigdomsgrænse, men vi mangler en rigdomsgrænse!

Skriv en kommentar

Fattigdom er efterhånden blevet anerkendt som et moralsk, samfundsmæssigt og politisk problem. Politikerne skændes derfor ofte om, hvor lidt en familie kan overleve for, men hvorfor adresserer de aldrig den anden ende af ulighedsskalaen: Hvor meget akkumuleret rigdom er for meget for et menneske? Hvornår skal der sættes en stopklods ind? Ulighed er afstanden mellem top og bund. Hvis ulighed skal bekæmpes, må der således ikke alene være en såkaldt fattigdomsgrænse, men også en rigdomsgrænse, en slags øvre grænse for rigdom. Læs mere i min kronik på POV International:

Kapitalisterne er gået i profitfælden