Dem der mener, at politik og menneskerettigheder ikke burde blandes sammen med VM i fodbold, svarer til dem der mener, at vi skal nyde det dejlige vejr, som klimaforandringerne resulterer i, uden at spolere nydelsen med deprimerende politisk snak om klodens overlevelse.
Den professionelle sportsverden har for længst mistet sin uskyld. Qatar ville naturligvis ikke have VM i fodbold, bare fordi det er hyggeligt med lidt bold, men fordi det har enorm politisk betydning. Alene som sport kan professionel fodbold ikke længere anerkendes; det handler om milliarder af kroner, om investeringer, om reklameværdier, brands, betting, gambling – og ikke mindst om politik, politisk legitimitet og magt.
Læs interview til Magasinet Amen, december 22: “Soundbokse i byens parker, muzak i supermarkedet, metrobyggeri, råben og skrigen i skolegården – vi lever i en larmende verden. Men måske er det slet ikke larmen, der er problemet. Mød filosof Peter Johannes Schjødt til en snak om den stilhed, der gennem historien har skræmt mennesket fra vid og sans – og måske stadig gør det…” Klik her og læs mere
Mens Øresundstoget stille duvede ind på stationen i Lund kunne jeg ikke undgå at høre et par løsrevne ord fra en telefonsamtale bag mig: “Jeg har snart behov for noget kvalitetstid hjemme i sofaen sammen med min telefon og instagram.” Dette behov var opstået på grund af stress i hverdag, kunne jeg forstå, inden stemmen forsvandt i det almindelige mylder på perronen.
Stress er efterhånden ved at blive anerkendt som en lidelse, der er tæt forbundet med vores nuværende livsform. Måske skal man også til at anerkende den kur mod stress, som vedkommende forestillede sig – altså behovet for kvalitetstid i sofaen med telefon og Instagram – som en lidelse i sig selv.
Moderaternes folketingsgruppe kommer til at bestå af rigtige mennesker fra det rigtige liv, sagde Lars Løkke på valgnatten. Man bliver naturligvis interesseret i, hvad et “rigtigt” menneske fra det “rigtige” liv er, når der nu er valgt 16 af slagsen ind i Folketinget. Omvendt kan man naturligvis godt blive lidt bekymret over de 163 andre på tinge, som ikke er rigtige mennesker fra det rigtige liv. Det er sgu lidt uhyggeligt.
Man bliver dog beroliget ved at kaste et blik på Moderaternes hjemmeside. Her viser det sig nemlig, at “de rigtige mennesker fra det rigtige liv” er dem, som op igennem næsten hele den politiske historie er blevet betragtet som de rigtige, altså dem fra samfundets øverste indkomstgrupper. En hurtig gennemgang af Moderaternes 50 kandidater til valget viser således en klar overvægt af ledere, selvstændige, direktører, chefer, læger, konsulenter o.l. suppleret af en gymnasieelev, en børnehavevikar og et par viceværter. Altså “rigtige mennesker fra det rigtige liv” – helt efter den borgerlige håndbog når den fortolkes af en mand som Lars Løkke. Og helt efter samme bog hentede Moderaterne da også hovedparten af stemmerne fra ikke mindst Nordsjællands Storkreds og kredse som Gentoftekredsen. Steder, hvor man kan genkende de rigtige mennesker, når man ser dem på Moderaternes valgplakater.
Og Lars Løkke selv – manden bag denne skrapsindige politiske analyse af rigtige og mindre rigtige mennesker? Manden, som på valgnatten erklærede sejr, men i dag er sur over, at de Nordatlantiske mandater skal tælles med? Han må jo være det “over-rigtige rigtige menneske fra det over-rigtige rigtige liv” – rigtigheden personificeret i magtdyrets forklædning.
Hvad mon han selv mente med udsagnet om Moderaternes “rigtige mennesker”? Hvis man tager ja-hatten på, så har han måske ment, at de rigtige mennesker fra det rigtige liv er dem, som ikke har en lang politisk karriere bag sig som professionel levebrødspolitiker. Og på den måde er langt de fleste af Moderaternes kandidater da også ganske korrekt næsten helt jomfruelige. Dog … med Lars Løkke som en påfaldende undtagelse, hvis CV IKKE omfatter andet end magtfulde politiske poster. Et CV, som ikke ligner de “rigtige menneskers” tilværelse i “det rigtige liv”, som Løkke ellers identificerede sig selv og sit parti med på valgnatten.
Så hov – det ser faktisk ud til at Lars Løkke selv, hverken er et rigtigt menneske eller lever et rigtigt liv. Men den slags domme hører vist hjemme i den professionelle politiske virkelighed, hvor livet uden for magtens korridorer kan være så svært at forstå, at det virker helt forkert og beboet af helt forkerte mennesker. Men det plejer jo heldigvis at være de forkerte menneskers problem.
USA er ved at blive splittet i to dele, en liberal og en konservativ, som bevæger sig i hver sin retning. Det var overskriften i lørdagens udgave af The New York Times. “Amerika er ved at vokse fra hinanden, muligvis for altid,” lød en anden amerikansk overskrift fra samme uge, hvor tidsskriftet Atlantic bragte et interview med Michael Podhorzer fra det progressive analyseinstitut InfluenceWatch. Her blev der måske ikke ligefrem advaret om en kommende amerikansk borgerkrig, men i hvert fald understreget, at det republikanske parti rummer en fundamental antidemokratisk bevægelse, som målrettet går efter at virkeliggøre en autoritær politik, med eller uden et flertals tilslutning.
Sikkert utilsigtet har dannelsen af Inger Støjbergs nye parti fremkaldt et meget klart billede af grundlaget for politik. Partiet Danmarksdemokraterne viste sig allerede på stiftelsesdagen at være en slags politisk laboratorierotte, som kan studeres med henblik på at analysere kernen i politik – ikke kun i det nye parti, men i alle politiske partier. Fordi partiet i skrivende stund blot har eksisteret i 24 timer, er nogle ting tydelige, som hos de ældre partier efterhånden enten er glemt eller blevet tildækket under tykke lag af fernis.
Da krigen kom til Ukraine, kom frygten til os. Siden Anden Verdenskrig har vi ellers næsten vundet hævd og brugsret til forestillingen om, at vi lever på et fredeligt sted, selv om verden har været fyldt med krige, også med dansk deltagelse, dog heldigvis langt væk. Men via bagvejen i Ukraine er krigen kommet ind i vores hverdagssprog og daglige forestillinger, som noget, der ikke udelukkende kan beskrives og betragtes på afstand.
Tilbage i 2020 blev der fejret et bizart jubilæum: I 75 år havde mennesket afholdt sig fra at benytte muligheden for total selvdestruktion gennem en atomkrig. Måske havde der ikke ligefrem været fred, men ikke siden august 1945, hvor amerikanerne detonerede to atombomber over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki, havde der været anvendt atomvåben.
Som om krig ikke altid er en forbrydelse mod mennesker findes der faktisk et begreb som krigsforbryder, og derfor også nogle regler for krigsførelse. På den ene side ud fra den realistiske vurdering, at den menneskelige historie i stor udstrækning også er krigenes historie, uanset hvilken epoke vi slår ned på. På den anden side, fordi vi netop af den grund må forsøge at beskytte mennesker mod menneskets krige, for krigene vil tilsyneladende følge mennesket til alle tider.
2000-tallet er blot 22 år gammelt, men føles allerede, som om det har været en lang række af jordskælv. Hvor mange gange på de blot 22 år er det ikke blevet sagt, at verden har ændret sig og ikke mere vil blive den samme? Måske kan vi stadig ikke tillade os at kalde vores århundrede for et ekstremernes århundrede, som den engelske historiker Eric Hobsbawn kaldte 1900-tallet. Men der er allerede bevægelser i undergrunden, som kunne pege i den retning. Læs mere på Point of View International.
Peter Johannes Schjødts blog 