Da krigen kom til Ukraine, kom frygten til os. Siden Anden Verdenskrig har vi ellers næsten vundet hævd og brugsret til forestillingen om, at vi lever på et fredeligt sted, selv om verden har været fyldt med krige, også med dansk deltagelse, dog heldigvis langt væk. Men via bagvejen i Ukraine er krigen kommet ind i vores hverdagssprog og daglige forestillinger, som noget, der ikke udelukkende kan beskrives og betragtes på afstand. 

Et af de ord, som efter den russiske invasion i Ukraine har fået en renæssance, er “beskyttelsesrum”. Det kan imidlertid vise sig, at forestillingen om beskyttelsesrum bliver lige så illusorisk, som forestillingen om en evig fred i luften over Danmark. Det vender vi tilbage til. Først vil jeg fortælle om, hvordan de skæbnetunge beskyttelsesrum i tiden efter Anden Verdenskrig næsten blev overgroet af naturen eller overtaget af børnene, inden de nu altså skal vækkes til live igen. 

Det første beskyttelsesrum jeg kan huske, kunne jeg kikke ned på fra min mormors lejlighed på Frederiksberg. Beskyttelsesrummet lå som en bule, i udkanten af et stykke ubebygget jord, som børnene fra de nærmeste kvarterer havde omdannet til legeplads. På toppen var der noget, som lignede en firkantet betonklods, der havde presset sig op nede fra undergrunden. Min far forklarede mig, at det var et beskyttelsesrum, og at man kunne overleve nede under jorden ved at trække vejret gennem de rør, som også stak op fra den tilgroede bule. 

Hver sommer, når vi besøgte min mormor, satte vi os op på toppen af det lille bjerg, som min far kaldte for beskyttelsesrummet. Jeg følte, at det udsendte en stemning af tryghed og hygge, så jeg var helt ked af, at vi ikke havde beskyttelsesrum ude på landet, hvor vi ellers boede. Desuden var det inde hos min mormor i byen, at jeg følte mig mest beskyttet mod det, som kunne gøre mig mest urolig, nemlig andre børn. Det kunne jo være fordi hun havde et beskyttelsesrum så tæt på. 

Når vi gik tur i København, var der mange af den slags beskyttelsesrum rundt omkring i parker, baggårde og gravet ned i gadernes midterrabatter. Da jeg mange år senere kom til at beskæftige mig med freds- og konfliktforskning indså jeg selvfølgelig, hvor håbløst det var med beskyttelsesrum, hvis der skulle komme en ny krig, som sandsynligvis ville blive en atomkrig.

Vi havde set, hvad der var sket med Hiroshima og Nagasaki. Her kunne man ikke tale om udbombning, men om udslettelse, mest tydeligt symboliseret gennem fotografiet af det ukendte menneske, som bombens ufattelige varmegrader forvandlede til en skygge, efterladt på den trappe, hvor personen sad, da bomben faldt. Her ville de små buler i landets parker ikke hjælpe stort mere end en blød hat på hovedet. Intet beskyttelsesrum kan beskytte mennesket imod atomvåben.

Derfor er det ikke missilerne, som dybest set er menneskets sande fjende længere, men mennesket selv. Og mennesket er der nærmest ikke nogen anden beskyttelse imod end forsøget på at udvikle en gensidig etik, næstekærlighed, omsorg, empati og indlevelsesevne – altså det, som vi kan kalde for menneskelighed. Men at praktisere dette – det sande menneskelige – er paradoksalt nok næsten lige så svært, som ikke at starte krige eller blive fristet til at smide bomber. 

Der er faktisk noget, som i denne sammenhæng er langt lettere end at vise gensidig forståelse og praktisere etik; det er at tænke sig om. Og omtanke skulle egentlig være nok til ikke at begynde en atomkrig. 

Menneskets etiske kapacitet når ofte kun ud til de nærmeste. Den største omsorg og den stærkeste medfølelse knytter sig lettest til de nærmeste, til ens egen stamme, og falder ofte for fristelsen til at tænke i kategorier, som venner og fjender, de gode og de onde, dem og os – med andre ord alt det, som ofte motiverer til krig og fristelsen til at smide bomber – etisk gode bomber naturligvis, mod de onde. Men i atomalderens krige er der ikke plads til at kategorisere de gode og de onde. Her må der tænkes ud fra, at alle er i samme båd. I skyggen af truslen om en atomkrig overlever de gode og de onde kun sammen. Det er omtanken, den kolde, velovervejede fornuft, som vi skal forlade os på; ikke beskyttelsesrum og ikke forestillingen om, at mennesket pr. definition handler etisk. Tanken og fornuften kan overskride etikkens eksklusivitet og begrænsede rækkevidde, og det er det vi har brug for når der føres krig i atombombens skygge.