Som om krig ikke altid er en forbrydelse mod mennesker findes der faktisk et begreb som krigsforbryder, og derfor også nogle regler for krigsførelse. På den ene side ud fra den realistiske vurdering, at den menneskelige historie i stor udstrækning også er krigenes historie, uanset hvilken epoke vi slår ned på. På den anden side, fordi vi netop af den grund må forsøge at beskytte mennesker mod menneskets krige, for krigene vil tilsyneladende følge mennesket til alle tider.

I Genève-konventionerne og en række andre humanitære folkeretstraktater findes hundredevis af bestemmelser, som skal beskytte civile under en krig. Kort men præcist sammenfatter Røde Kors disse “regler for krig”:

“Konfliktens parter skal skelne mellem civilbefolkningen og kombattanter og skåne civile og deres ejendele. Hverken civilbefolkningen eller enkelte civile må udsættes for direkte angreb. Angreb må alene rettes mod militære mål, og kun når militær nødvendighed foreskriver det. Krigens parter har en forpligtelse til at evakuere syge og sårede fra slagmarken og sørge for, at de får den nødvendige lægehjælp. Sundhedspersonale, hospitaler og ambulancer skal beskyttes og må ikke udsættes for angreb.”

Putin og den russiske hær har overtrådt alle disse regler under angrebskrigen mod Ukraine. En krigsforbryder er en, som skyder på gravide kvinder og mødre, bomber civile boligområder, bevidst går efter at ramme civile, sygehuse og mennesker på flugt. En krigsforbryder ødelægger mennesker, som ikke deltager i krigen; børn, gamle, syge, sårede, gravide, mennesker på flugt.

Hvad er en krigsforbryder, som skal huskes og retsforfølges af det internationale samfund, når krigen er slut? Det er en som Putin, uden tvivl, han er i selskab med de værste, og har været det i mange år. Men der er også det tilsyneladende altid åbne spørgsmål: Hvad med dem, som skød på de syge, gravide, civile, på børnene og de flygtende? Er de blot Putins krigskvæg, der gør som de får besked på, som ikke tør andet, som blot følger en ordre? Eller er de ansvarlige mennesker, som må stå til regnskab? “Jeg kunne ikke gøre andet.” “Det var en ordre.” “Jeg frygtede for mit eget liv.” “Det var ikke min beslutning.”

Det er sådan ondskabens banalitet kan beskrives: “Jeg var med til at bombe sygehuset, hvor der var børn og gravide kvinder, men jeg kunne ikke andet.” Er det forklaring og undskyldning nok, eller er det en krigsforbryder der taler? Er den eneste chance for mennesket ikke, altid at kalde det for en krigsforbrydelse?