På dette tidspunkt for et år siden blev mit barnebarn født. Næsten på samme tid fødte min ukrainske venindes søster også et barn. Vi var begge to begejstrede, og glædede os sammen over de nyfødte, på den sociale platform, hvor vi havde mødt hinanden i et fagligt netværk. Efter nogle dage blev der længere mellem mulighederne for at udveksle historier om de to fantastiske babyer. Sophia, som min veninde hedder, måtte flygte, fordi Rusland havde indledt en krig mod hendes land, og Kyiv blev et usikkert sted at være for hende og familien med den lille nyfødte.
Demokratiet er det eneste politiske system som frivilligt åbner dørene for sine fjender, giver dem rettigheder og beskyttelse, stiller en platform til deres rådighed og endda muligheden for til at blive valgt ind i de demokratiske institutioner.
Den franske filosof Jean-Francois Revel skrev i 1983, at demokratiet måske kun bliver en episode i historien, fordi det lukker øjnene for de trusler, som opstår på grund af dets tolerante åbenhed. I bogen, Hvordan demokratierne går til grunde, argumenterede han for at datidens kommunisme ikke kun var en ydre fjende, i form af Sovjetunionen, men først og fremmest en indre fjende for demokratierne: “Demokratiets indre fjende har let spil, da den udnytter den ret til opposition, der er en integrerende del af selve demokratiet.” En paradoksal styreform, kaldte Revel demokratiet, fordi det åbner døren for sine fjender.
Samfundstjeneste er en straf, som man kan idømmes, for at have begået kriminalitet. Ifølge straffeloven kan en ubetinget fængselsstraf i visse tilfælde ændres til mindst 30 og højest 300 timers ulønnet tjeneste for det danske samfund.
Mens fængselsstraf isolerer de dømte fra samfundet, skal samfundstjeneste ideelt integrere dem i samfundet. I forbindelse med samfundstjeneste som straf argumenteres der for, at det skal og kan lære de dømte noget om vores fælles samfund, så de ikke begår kriminalitet i fremtiden. En repræsentant fra Kriminalforsorgens samfundstjenesterejseholdhar således sagt, at “Samfundstjeneste fungerer godt og bidrager til samfundet.” Og en, som har prøvet det, siger, “Man ændrer ikke holdning, fordi man får at vide, at noget er forkert. Samfundstjenesten har derimod givet mig noget andet.”
Her skal det imidlertid ikke handle om de forskellige straffeformer, vi har til rådighed. Men fra det strafferetslige begreb om samfundstjeneste kan der godt tænkes lidt videre: kunne det at gøre samfundet en tjeneste være en pligt for alle og ikke kun en straf for kriminelle? Den eftertanke dukkede tilsyneladende op i hovedet på Lars Løkke under den seneste valgkamp, men druknede i de mere medievenlige politiske ligegyldigheder.
Mine Facebook-venner har i gennemsnit omkring 300 venner hver på den sociale platform. Et vigtigt forbehold er naturligvis, at det næppe er venner i traditionel forstand. I en formel ordbogsdefinition af begrebet “ven” hedder det bl.a., at det er en ”person som man kender godt og har et gensidigt tillidsfuldt og fortroligt forhold til.” I forhold til langt de fleste Facebook-venner giver denne definition ikke nogen mening. Heller ikke ordet ”bekendt” er dækkende, fordi det er en ”person som man kender og omgås en gang imellem.”
Indholdstunge begreber som ”ven”, ”bekendt”, ”fællesskab”, o.l. er kun i meget begrænset omfang formateret til de sociale platforme. I online-livet mister disse ord deres oprindelige betydning, fordi det vigtigste er blevet at få maksimeret antallet af forbindelser.
Dem der mener, at politik og menneskerettigheder ikke burde blandes sammen med VM i fodbold, svarer til dem der mener, at vi skal nyde det dejlige vejr, som klimaforandringerne resulterer i, uden at spolere nydelsen med deprimerende politisk snak om klodens overlevelse.
Den professionelle sportsverden har for længst mistet sin uskyld. Qatar ville naturligvis ikke have VM i fodbold, bare fordi det er hyggeligt med lidt bold, men fordi det har enorm politisk betydning. Alene som sport kan professionel fodbold ikke længere anerkendes; det handler om milliarder af kroner, om investeringer, om reklameværdier, brands, betting, gambling – og ikke mindst om politik, politisk legitimitet og magt.
Moderaternes folketingsgruppe kommer til at bestå af rigtige mennesker fra det rigtige liv, sagde Lars Løkke på valgnatten. Man bliver naturligvis interesseret i, hvad et “rigtigt” menneske fra det “rigtige” liv er, når der nu er valgt 16 af slagsen ind i Folketinget. Omvendt kan man naturligvis godt blive lidt bekymret over de 163 andre på tinge, som ikke er rigtige mennesker fra det rigtige liv. Det er sgu lidt uhyggeligt.
Man bliver dog beroliget ved at kaste et blik på Moderaternes hjemmeside. Her viser det sig nemlig, at “de rigtige mennesker fra det rigtige liv” er dem, som op igennem næsten hele den politiske historie er blevet betragtet som de rigtige, altså dem fra samfundets øverste indkomstgrupper. En hurtig gennemgang af Moderaternes 50 kandidater til valget viser således en klar overvægt af ledere, selvstændige, direktører, chefer, læger, konsulenter o.l. suppleret af en gymnasieelev, en børnehavevikar og et par viceværter. Altså “rigtige mennesker fra det rigtige liv” – helt efter den borgerlige håndbog når den fortolkes af en mand som Lars Løkke. Og helt efter samme bog hentede Moderaterne da også hovedparten af stemmerne fra ikke mindst Nordsjællands Storkreds og kredse som Gentoftekredsen. Steder, hvor man kan genkende de rigtige mennesker, når man ser dem på Moderaternes valgplakater.
Og Lars Løkke selv – manden bag denne skrapsindige politiske analyse af rigtige og mindre rigtige mennesker? Manden, som på valgnatten erklærede sejr, men i dag er sur over, at de Nordatlantiske mandater skal tælles med? Han må jo være det “over-rigtige rigtige menneske fra det over-rigtige rigtige liv” – rigtigheden personificeret i magtdyrets forklædning.
Hvad mon han selv mente med udsagnet om Moderaternes “rigtige mennesker”? Hvis man tager ja-hatten på, så har han måske ment, at de rigtige mennesker fra det rigtige liv er dem, som ikke har en lang politisk karriere bag sig som professionel levebrødspolitiker. Og på den måde er langt de fleste af Moderaternes kandidater da også ganske korrekt næsten helt jomfruelige. Dog … med Lars Løkke som en påfaldende undtagelse, hvis CV IKKE omfatter andet end magtfulde politiske poster. Et CV, som ikke ligner de “rigtige menneskers” tilværelse i “det rigtige liv”, som Løkke ellers identificerede sig selv og sit parti med på valgnatten.
Så hov – det ser faktisk ud til at Lars Løkke selv, hverken er et rigtigt menneske eller lever et rigtigt liv. Men den slags domme hører vist hjemme i den professionelle politiske virkelighed, hvor livet uden for magtens korridorer kan være så svært at forstå, at det virker helt forkert og beboet af helt forkerte mennesker. Men det plejer jo heldigvis at være de forkerte menneskers problem.
Peter Johannes Schjødts blog 