Kategoriarkiv: Kultur

Livet i skyggen

Skriv en kommentar

Når vi siger om en person, at han er ”en tur i skyggen”, kan det betyde, at han sidder i fængsel. Sådan kan man også bruge begrebet skyggen i mere psykologisk betydning. At leve i skyggen kan i den sammenhæng være at leve afskåret fra væsentlige sider af tilværelsen, afsondret fra vigtige personlige udfoldelsesmuligheder, faktisk som at være i et psykisk fængsel. Forskellen er blot, at skyggen i dette tilfælde ikke kastes på én fra de høje fængselsmurer, men derimod kommer indefra – fra ens psykiske ubevidste.

Skyggen er et kendt tema i litteraturen. Tænk f.eks. på dr. Jekyll og mr. Hyde. Den pæne og regelrette dr. Jekyll, der bliver oversvømmet af mr. Hyde, massemorderen fra det ubevidste. Nu er det sjældent så dramatisk. Men grundlæggeren af dybdepsykologien, den schweiziske psykoanalytiker Carl Gustav Jung, viste hvordan skyggen er et af de vigtigste psykologiske fænomener, hvis vi vil finde nøglen til det, der i dag kaldes selvudvikling.

De fleste kender ordet bevidstgørelse. Men hvad er det der skal gøres bevidst? Jungs svar var, at det er skyggen, der skal hentes frem i bevidstheden. Og hvorfor? Fordi der er bundet enorme mængder af psykisk energi i at opretholde modsætningen mellem vores bevidste selvforståelse og den ubevidste skyggeside, som vi ikke kan acceptere hos os selv. I skyggen lever nemlig de egenskaber, som vi af forskellige årsager ikke mener kan eller bør accepteres af os selv og vores omgivelser. Bl.a. de egenskaber vi tidligt i livet blev afvist for; det kan være vrede, forskellige former for seksualitet, aggression, dovenskab, usikkerhed, såkaldt dumhed, klodsethed osv.

Hvad der ikke kan accepteres, skifter naturligvis fra menneske til menneske og fra den ene historiske periode til den anden. I dag er der en meget stærk tendens til det jeg vil kalde foragt for svaghed. Der er no mercy, du skal kunne klare det hele, være stærk og i kontrol med dit liv, tage uddannelse, have arbejde og karriere, være smuk og tiltrækkende og frem for alt må du ikke vise svaghed.

I min selvbevidsthed er jeg den stærke, der kan klare tingene. Jeg påtager mig ansvar og nye opgaver, er på forkant med det hele. Den sårbare del er den der har lyst til hurtigere at give op, føler at grænser bliver overskredet, at kræfterne ikke slår til, som har behov for at vende sig væk, finde andre værdier – som i virkeligheden helst vil sende en sygemelding til arbejdet.

Jeg kender den stærke side, den er i min (selv)bevidsthed, men den sårbare side kender jeg ikke, og den passer heller ikke til mit selvbillede og den forestilling som jeg mener andre har om mig, og som jeg måske endda tror de anerkender og elsker mig for. I den situation vil jeg være optaget af alt det jeg kan, skal og bør. Jeg vil have fokus på mine kræfter for ikke at mærke min sårbarhed. Og samtidig vil jeg ikke bryde mig om dem i mine omgivelser, som tydeligt viser deres svaghed og begrænsning, som melder sig syg, opgiver karrieren og flytter i kolonihavehus.

To ting sker: Når den del af mig, der er sårbar, forbliver i skyggen og dermed i det ubevidste, overskrider jeg mine egne grænser, ignorerer den sårbarhed der kalder på aflastning, hjælp og trøst, fordi jeg ikke kan blive ved med at klare det.

Det andet der sker er, at den del af mig, den sårbare del, som ligger nede i det ubevidstes skygge, vil blive overført på andre mennesker. Når jeg møder sårbarhed hos andre, vil jeg derfor vende mig væk, måske foragte dem, og forveksle deres sårbarhed med svaghed og dårlige karakteregenskaber. Det er derfor ofte sådan, at når vi forholder os til andre er det i virkeligheden os selv – vores egen skygge – vi forholder os til og bliver irriteret på, selv om vi retter irritationen ud mod en anden, der således kommer til at repræsentere vores egen skygge. Et eksempel: Når jeg forholder mig negativt til et andet menneskes aggressive adfærd kan det være min egen ubevidste aggression, jeg forholder mig negativt til, for jeg er jo den flinke fyr, der ikke drømmer om at være aggressiv.

Det man kalder bevidstgørelse er at få integreret skyggen. Både at kunne være venlig og føle sig aggressiv, stærk og sårbar, at kunne holde sig selv ud både når man er god og mindre god, tjekket og pinlig, når man har succes og fiasko, når man har overskud og er ved at brænde ud. Ikke at kunne klare dette betyder nemlig at låse den ene halvdel af sig selv inde i fængslets skygge. I princippet mister man så halvdelen af sit liv til skyggen og måske dermed også muligheden for at finde nye måder at udfolde sig på.

Intet er så godt for mennesket, som medmennesket

2 svar

Folkekirken er kommet i kamp med både sig selv og med omgivelserne. Grunden er politikernes planer om at lovgive, så homoseksuelle får ret til at blive kirkeligt viet. Det  kan den kristne kirke ikke kan acceptere, hvis den skal forblive tro mod sin egen officielle historie. Ifølge kirken kan min elskede nemlig ikke være hvem som helst; for en mand i hvert fald ikke en mand, for en kvinde ikke en kvinde, ligesom det at ønske sig gift med to kvinder ikke er dobbelt så godt, som at være gift med én.

Det, som religionen mest nidkært har krævet reguleret, har nemlig altid været forholdet mellem mennesker, ikke mindst når kærlighed og seksualitet har været involveret. Kirken nægter ikke at konfirmere en teenager, der har begået vold og solgt hårde stoffer. Den nægter ikke at begrave manden, som blev dømt for pædofili eller drab. Sådan mener jeg heller ikke, at det bør være. Tilgivelse skal være religionens kernekompetence. Men det er da påfaldende, at den ikke kan overkomme at gifte mennesker af samme køn eller en mand med to kvinder, bare for at stille sagens alvor op mod det, at kirken til gengæld ikke at nægter at yde andre kirkelige handlinger til mennesker, som måske er dømt for mord. Altså, kirken vil hellere regulere seksualiteten end alle andre moralske anliggende.

Argumentet er menneskets natur. Det er f.eks. ikke menneskets natur, som den er givet af Gud, at dyrke samkvem med andre af samme køn. Mennesket er født af ånd, og mennesket er ikke Gud, men Guds skabning, og som kirkefaderen Klemens af Alexandria fra slutningen af det 2. århundrede skrev, så skal de kristne dyrke skaberen og ikke skabningen. Det er himlen, som er vores sande fædreland. At være her på Jorden er blot et eksil, som vi må stræbe efter at komme væk fra.

Men er der noget, som kan holde menneskets opmærksomhed væk fra det himmelske, så er det erotikkens nærvær med et andet menneske. Nu er det bare sådan, at Gud ikke så tit lader høre fra sig. Nok har kirken henvendt sig til mennesket, men Gud har fastholdt sin tavshed, og i enhver dansk kirke hænger Kristus på korset, hvorfra han anråbte sin herre: Min Gud, hvorfor har du forladt mig? Ikke så meget spørgsmålet, som den tavshed det blev besvaret med, gjorde selv filosoffen Pascal lammet af rædsel: Det uendelige Rums evige Tavshed fylder mig med Gru, skrev han.

Selv om Adam, som det første menneske, havde selveste Gud ganske tæt på, så bad han alligevel om at få et andet menneske – og så fik han Eva. Resten af historien er velkendt; bare to mennesker kunne få det til at gå galt med gudsforholdet. Selv om den store filosof Spinoza sagde, at intet er gavnligere for mennesket end mennesket, så har religionen altid lagt maksimal magt i at forhindre mennesket i at fortabe sig i mennesket, for så ender det let med at glemme Gud.

Men når kirken forsøger at fastholde sin autoritet i spørgsmålet om det syndefulde ved f.eks. homoseksualitet, så demonterer den ved samme lejlighed sig selv. Selv om en undersøgelse fra 2010 viste, at 64% af danskerne siger, at de tror på Gud, så er det ikke Gud som den traditionelle kirkekristne autoritet, der nødvendigvis tænkes på. Mere er der tale om en slags udefinerlig åndelig kraft, ofte tilsat en opfattelse af mennesket og kærligheden, som det vigtigste, og ikke som religionen siger, Skaberguden som vigtigere end mennesket.

Allerede Kristus sagde: jeg har sagt I er guder (Joh.10,33). Kunne han have ment, at vi er guder i svøb når kærligheden realiseres i en menneskelig relation? I hvert fald har en religion, der ikke påskønner kærlige menneskelige forhold (inklusiv erotiske), ikke nogen stor fremtid i en kultur, hvor langt de fleste erfarer det religiøse på en anden måde end det traditionelle gudsforhold. Lige præcis opfattes det at elske (med?) andre ofte som vejen til den religiøse oplevelse. Om det så er to mænd, der elsker hinanden, to kvinder, en mand og en kvinde, eller hvordan konstellationen nu måtte være – det opleves af færre og færre som afgørende for kærlighedens værdi. Tværtimod: hvor der er kærlighed er der gudsfølelse.

Det store i det små – Sputnik på min himmel

Skriv en kommentar

Det år, hvor jeg blev født, skete der noget på himlen over vores hoveder, som aldrig var sket før. Jeg er nemlig født i Sputniks år: det år, hvor himlen fik en ekstra stjerne, som mennesket selv havde sendt derop. Fra tidernes morgen har astrologerne spejlet sig i stjernerne for at finde et svar på, hvorfor tingene går som de går her på jorden. Universets mørkeste dyb har fået stjernerne til at fremstå med en lysende forklaring på vores eget mørke, og som et kompas for vores færden.

Selv om den lille satellit kun lyste op i nogle minutter, så gjorde dens tur hen over himlen mig alligevel til et ægte barn af den frygt og det håb, som videnskaben altid har spundet mennesket ind i. Ganske vist blev jeg født på en tid, hvor menneskets sans for stjernernes profetiske kraft langtfra var så stærk som tidligere, men alligevel skulle Sputnik få stor indflydelse på mit liv.

Min far havde ikke tillid til, at det menneskeskabte himmellegeme ville resultere i noget positivt. Med den belæste lægmands intuitive klarsyn forudså han, at atombomberne i fremtiden ikke blot ville falde ned fra himlen, men blive styret af usynlige stråler fra alle de kommende sputnikker ude i verdensrummet. Min mor kom fra Jante på øen Mors og havde som overklassepige kun overlevet ved hjælp af en optimistisk tro på egne evner. Hun havde en positiv nysgerrighed og fantasi og frygtede ikke Sputnik, men var mere interesseret i, hvad den ville møde derude i mørket over Jorden.

Stjernetyderen, der kom til at fortolke Sputniks budskab, var en mand, som min far havde mødt to år tidligere. Det var en fremtrædende spiritistisk vejleder, som tog min far med til møder i Spiritistisk Selskab, hvor den åndelige verden havde let spil i forhold til den verden af arbejdsløshed, økonomisk nød og tidlige dødsfald på grund af tuberkulose, som min far var rundet af i hjemmet på Holmbladsgade. Denne mand blev min fars ubestridelige åndelige vejleder, og han tolkede sputnikkens færd hen over himlen som udtryk for, at der var risiko for et endegyldigt Armageddon – et opgør mellem de gode og de onde kræfter i form af en atomkrig.

Konsekvensen af Sputnik på min himmel blev således, at først tog min far sammen med den åndelige vejleder langt ud på landet for at lede efter en passende bolig, og siden fulgte min mor og jeg efter. De to mænds hypotese var nemlig, at fra Sputniks højde var det lettere at få øje på lyset fra storbyer som København. Vi endte derfor i en landsby, hvor der ikke var flere huse end der kunne tælles på én hånd til at lyse op og tiltrække sig sputnikkens opmærksomhed, og eventuelt få den til at dirigere bomber i vores retning. Meningen var også at oprette et åndeligt og spirituelt fællesskab omkring min fars åndelige vejleder. Det blev ikke til noget, men den religiøse udlægning af Sputniks bane på himlen kom alligevel til at få stor betydning for hele min families liv.

Min mor havde ikke noget ønske om at flytte på landet og hun var usikker på hvem den mand var, der havde så stor indflydelse på min far, som hun jo næsten lige havde giftet sig med. Som voksen har jeg tit bebrejdet min far den egoisme og verdensflugt, der fik ham til at glemme min mors behov og drømme, og alt det jordiske, dér hvor min mor og jeg befandt os.

Men det er jo på den måde, religionerne og de åndelige forbilleder ofte har virket. De har sat det enkelte menneskes liv ind i den store sammenhæng: det store i det små. Fra begyndelsen blev mit livsforløb sat ind i den helt store sammenhæng. Mit barndomshjems placering blev bestemt af Sputnik, af Den Kolde Krig og ikke mindst af forestillingen om det Godes kamp mod det Onde. Denne store, monumentale kamp mellem de gode og de onde verdensmagter, om det så var Den Kolde Krig eller Guds kamp mod Djævlen, blev derfor en naturlig del af min forståelse af mig selv i forhold til verden.

Mit lille liv var en del af denne store kamp. Jeg måtte placere mig og vælge det rigtige, for mit begrænsede liv var vævet ind i de store, alvorlige og ubegrænsede sager. Det var både en forbandelse og en gave. Gaven er nu blevet langt større end forbandelsen: I det små er der jo næsten altid noget større – om ikke andet så forsøget på at finde en forklaring, der rækker ud over det, man selv har været i stand til at opleve og opfatte:

Min far; hvor er det let at afvise ham. Men over hans hoved har der jo også været en fødselsstjerne, der virkede ind på hans liv, som der var en Sputnik på himlen det år, hvor jeg blev født, og som medvirkede til at gøre mig til den, som jeg er.

Vredens dage

Skriv en kommentar

Det virker som om, at vreden er blevet det moderne menneskes foretrukne udtryksform. I de politiske debatter, i trafikken, på arbejdspladserne, på gader og stræder, på internettet. Der er no mercy; alle steder er der mennesker med så meget opdæmmet vrede, at de virkelig må være bange for, at der kan ske dem noget alvorligt. Men er der blevet mere at være vred over, eller er vi blevet lettere at gøre vrede?

Inden for nogle psykologiske teorier arbejdes der med begrebet grundfølelser. Det kan være glæde, sorg, seksualitet eller vrede. Det giver naturligvis ikke nogen mening, at rangordne disse følelser og sige, at den ene er vigtigere end den anden. Men vrede regnes alligevel for, at være en af de vigtigste, fordi den både er en nødvendig kraftkilde for det enkelte menneske og samtidig også kan være yderst destruktiv.

Vrede er nødvendig når vi som individer f.eks. skal sætte grænser, eller omvendt skal række ud i verden efter muligheder for udfoldelse og behovstilfredsstillelse. Men vrede er også en svær følelse for mange, fordi den sættes i forbindelse med konflikt, aggression, overskridelse og risikoen for udstødelse af det gode selskab. I mange familier er vrede nærmest en forbudt følelse, fordi den opleves som en trussel mod eksisterende magtbalancer, ubevidste rollefordelinger, og i stor udstrækning betragtes som en ukærlig og negativ følelse, der skal bekæmpes og erstattes af postive og varme følelser.

Men sådan er det ikke nødvendigvis altid med vrede. Mennesker, der ikke får mulighed for at vise vrede, fordi de ubevidst tvinges til at undertrykke den, vil gang på gang opleve, at deres grænser overskrides, hvilket kan skabe en opdæmmet vrede, som vendes mod dem selv. Man bliver altså vred på sig selv, fordi man lader andre overskride ens grænser.

Vrede er således en livsvigtig følelse for menneskets udvikling. Men den kan også bruges til noget andet. Først og fremmest er vreden god at gemme sig bag. Hvis vi siger, at følelser ofte viser sig i par, så kan vi spørge, hvilken anden følelse, der kan gemme sig bag vreden? Her er det vigtigt at være opmærksom på, at vreden jo netop kan være tegn på, at et menneske føler sit eksistensrum i fare, måske truet udefra. Men når så mange i dag tilsyneladende let bliver meget vrede, hænger det ikke nødvendigvis sammen med, at de ydre trusler mod vores eksistens er blevet flere og alvorligere.

Det moderne menneske er blevet stærkt individualiseret. Det betyder, at vi i bund og grund er afhængige af og selv. Det gør os imidlertid også skrøbelige og skaber følelsen af udsathed i forhold til omgivelserne, der let kommer til at virke truende. Og så er det, at vreden vokser frem, for den skal jo beskytte os, netop når vi oplever noget truende. Det kan ske i køen på motorvejen, i den politiske debat, på jobbet, når vi bliver udfordret af omstillinger eller bare når vi møder fremmede mennesker på gaden. I den indre Helman-provins er vi så alene og og føler os så sårbare og udsatte, at vreden ofte må beskytte os.

Bag al vreden gemmer der sig altså ofte bange og sårbare mennesker, der er ved at knække; mennesker, som af den ene eller anden grund er bange for at blive løbet over ende, fordi deres indre verden er så skrøbelig, at den ikke er et sikkert fundament for psykisk overlevelse. Det er altså deres eksistensrum, de kæmper for med al vreden.

I gamle dage var dette eksistensrum fysisk defineret. Det kunne f.eks. være et livsvigtigt jagterritorium. I dag er det et indre rum, ofte i form af selvfølelsen, der trues – tit ved den blotte tilstedeværelse af andre mennesker. Derfor er så mange forhold blevet til rene magtkampe. Men kan vi et øjeblik få øje på det bange menneske bag vreden, så er meget nået på vejen mod anerkendelse, både af hinandens, men ikke mindst af vores egen, indre sårbarhed. Det kunne godt tænkes, at give mere plads til nåden frem for vreden.

En dag gik forbi

Skriv en kommentar

I økonomisk teori er det er en kendt sag, at et tab her og nu, senere kan vende tilbage som en gevinst. Min personlige økonomi er ikke stærk nok til at eksperimentere med dette tab-og-vind-koncept. Men jeg kom alligevel til at tænke over det, da jeg tidligere på ugen underviste i, hvordan mennesket håndterer sygdom og lidelse. Og her stopper så enhver sammenligning med økonomi, for nu skal det handle om lidelsen, som et af livets dybeste vilkår.

Tidligere i historien kunne mennesket tilskrive det forskellige forklaringer når det blev ramt af sygdom og lidelse. Det kunne f.eks. være mørkets kræfter, gudernes vrede, dæmoner og angreb fra andre mystiske væsner. Medicinmanden, shamanen eller præsteskabet kunne herefter forhandle med de angribende kræfter, de kunne bede, ofre, løskøbe eller den ramte kunne overgive sig til skæbnen. Men lidelsen blev set i en sammenhæng, som gav den en form for mening. Religionen, troen og mytologien gjorde lidelsen til, om ikke en integreret del af tilværelsen, så i hvert fald til noget forklarligt.

Også i dag spørger mennesker, der rammes af alvorlig sygdom og lidelse, efter meningen med, at netop de skal rammes. Hvilket svar er der så til det moderne menneske? Der er ikke nogen grund til naivitet. Lidelse kan tvinge mennesker i knæ. Det kunne den tidligere, og det kan den i dag. Men det er vanskeligere at finde meningen med lidelsen i dag, hvor vi næsten kun kan besvare spørgsmålet om grunden til sygdom og lidelse med en diagnose eller med henvisning til uheldige omstændigheder.

I dag kommer meningen med lidelsen ofte først senere; set i bakspejlet, som det hedder. Men det bliver den ikke mindre betydningsfuld af. Senere kan vi måske se den lidelse, som vi har været igennem, som noget, der fik os til at vågne op til et nyt livssyn, nye prioriteringer og mere nærvær i livet. Men før alt dette kan ske må vi ofte kæmpe med lidelsens meningsløshed. Det er næsten umuligt at opleve mening midt i smerten, angsten og lidelsen. Men derfor er det vigtigt at være opmærksom på, at tabet nu, kan være impulsen til senere gevinst.

Den østrigske psykiater Viktor E. Frankl talte om meningsveje, som han sagde ofte blev brudt, ikke på trods af lidelse, men på grund af lidelse. Har man et gudsforhold kan man midt i lidelsen måske sige: ”Nogen vil mig noget gennem den smerte og lidelse, som jeg her oplever”. For det moderne menneske, uden noget stærkt guds- eller trosforhold, er dette ikke så let. Alligevel mente Frankl, at lidelsen vil os noget vigtigt, eller som vi måske vil sige i dag, at den kan bruges til noget. Lidelse beskytter os nemlig mod apati og psykisk stivhed, og bryder derfor nye veje for os – veje der fører ind i livet på måder, som vi ikke tidligere har været bevidste om. Ikke nødvendigvis lige mens man står midt i den værste lidelse, men senere. Som den tyske digter Rainer Maria Rilke skrev:

En dag, som vi gik fremmede forbi,
beslutter sig for Gave sidenhen.

Frankl vidste hvad han talte om når det drejede sig om lidelse. Som jøde blev han under Anden Verdenskrig sendt i koncentrationslejr. Her så han dagligt, at lidelsen kan indebære, at mennesker opløses eller forvandles. Ikke meget kan i dag sammenlignes med den lidelse, som jøderne oplevede i en koncentrationslejr. Men ingen kan undgå lidelse, og hvis man ikke kan få øje på dens potentiale som omformer, nyskaber af tilværelsen, så knækker man meget let.

Frankl så lidelsen som en impuls til forvandling. På samme måde som smerten er et fysisk signal om at noget er galt, fungerer lidelsen på det psykiske plan: Noget må ske – f.eks. en mere intensiv åbenhed over for livet. I det perspektiv er det rimeligt at se lidelsen som en vogter og beskyttelse mod psykisk dødsstivhed.

Tid til livet

Skriv en kommentar

Hvad betyder det når et menneske siger: Bare jeg havde mere tid? Nu er det jo vanskeligt rent faktisk at få mere tid, og jeg tror heller ikke, at det er det, der menes. Bag ønsket om mere tid gemmer der sig en grundlæggende tvivl, nemlig spørgsmålet: Bruger jeg den tid, som jeg har, på det rigtige? Problemet er ikke nødvendigvis at have travlt, og føle at tiden går. Men der opstår problemer, hvis man pludselig kommer i tvivl om det nu også er det rigtige, man har så travlt med.

For få år siden blev der lavet en undersøgelse af børnefamiliernes tidsforbrug. På den ene side viste det sig, at det var disse familier, der brugte mest tid på at arbejde. På den anden side udtrykte de samme familier, at der var en kløft mellem det liv, som de levede, og det liv, som de godt kunne tænke sig at leve. De følte sig fanget mellem frygten for ikke at kunne hænge på når toget kørte med arbejde, karriere, øgede forbrugsmuligheder o.l. og frygten for ikke at få tid til livet i bredere forstand.

Og det er jo ikke kun børnefamilierne. I alle hjørner af samfundet støder vi på mennesker med stress, nedslidte og udbrændte medarbejdere; man behøver bare at kigge sig om. Mennesker knækker dagligt og psykologerne taler om, at vi er blevet paniske udrettere. Man skal nå det hele. Uro og rastløshed er blevet nøglebegreber i en psykologisk samtidsdiagnose, for livet har fået form af et projekt, der skal bygges, udvikles, vedligeholdes, og hvor stilstand, pause og langsomhed er et problem.

De gamle græske guder straffede nu og da mennesket på den mest grusomme måde: Guderne fandt ud af, hvad menneskene ønskede sig mest af alt; og så opfyldte de disse ønsker alt for fuldkomment. Måske er vi i dag ved at opleve den fulde ironi i denne form for straf. Vi ønskede os masser af velstand og arbejde, som kunne give os råd til nye forbrugsmuligheder, nye oplevelser osv.  Det har vi så fået, uanset finanskriser o.l. Dog til en vis pris på de indre linjer.

Som Milan Kundera viser i den smukke bog ”Langsomheden”, så sker der noget med os når vi bliver stadig mere stakåndede for at nå det hele: Glemslen vinder over erindringen. Hvorfor var det, at vi ønskede os alt dette? Ikke at det var eller er et forkert ønske. Personligt kunne jeg ikke tænke mig at leve i noget andet samfund end vores. Der er ikke nogen grund til fattigdoms- eller bonderomantik. Men det er dog en overvejelse værd, hvad det er for en livsdrøm, der ligger bag den måde, som vi har indrettet os på. Er det fortsat den rigtige måde, vi prioriterer på, hvis vi vil holde fast i denne drøm?

Evnen og viljen til disse overvejelser ser heldigvis ud til at vokse. Der er ved at blive vakt en ny livsinteresse hos mange, som har fundet ud af, at tid ikke bare er noget man koger æg efter, som Piet Hein sagde. Tiden er det sted, hvor man lever sit liv. Livet er ikke et andet sted. Derfor kan vi også se en stræben efter virkelig at overveje, hvad det er, tiden fyldes med; om det er vigtigt nok for det liv, som man ønsker at leve.

Som sagt mener jeg ikke at der er noget galt i at have travlt, hvis man føler at det er det rigtige, man har travlt med. Hvis travlheden er fremmedgjort, er det imidlertid et problem. For så er der også tale om en fremmedgjorthed i forhold til det liv, som man dybest set ønsker sig. Så ender det med alt for meget tempo og alt for meget tomhed.

Den moderne sårbarhed

Skriv en kommentar

Hvor meget belastning kan mennesket tåle før det knækker? Det ser ud som om vi er ved at foretage eksperimentet i disse år. Om vi vil det eller ej, så er krisen ved at være det normale; den helt almindelige menneskelig spilittethed mellem at skulle og kunne klare udfordringerne. Enhver samfundsform og kultur op gennem historien har udstyret mennesket med nogle psykiske dispositioner. De menneskelige konsekvenser af det samfund, som vi beboer i dag, er tilsyneladende psykiske dispositioner for lavt selvværd, identitetsproblemer, oplevelsen af personlig utilstrækkelighed. ulykkelighed, meningstab, angst og skyldfølelse.

I den sidste times tid har jeg siddet på gulvet i mit arbejdsværelse for at ryde op i alle arkivkasserne. På en af dem står der: den moderne sårbarhed. Når jeg kigger artiklerne og rapporterne igennem ser der ud til at være to tråde at følge.

Den ene tråd: Dokumentationen for at stadig flere mennesker i Danmark får antidepressiv medicin. Det skønnes at dreje sig om ca. 425.000 mennesker. Det højeste tal nogensinde. Tilmed viser en undersøgelse, at hver 4. kvinde oplever så lavt selvværd, at hun overvejer at søge hjælp, sygemelde sig eller helt lægge livet om. For mændenes vedkommende gælder det, at flere end tidligere søger hjælp hos en psykoterapeut på grund af problemer med selvværdet og med overhovedet at mærke sig selv.

Den anden tråd: Spørgsmålet om, hvad der egentlig er problemet? At det giver så mange psykiske problemer, at leve i Danmark i 2000-tallet? Eller, at så mange er blevet nogle svæklinge og ikke kan klare det, som de både skal og bør?

Inden for psykologien er det kendt, hvordan et menneskes livshistoriske dispositioner kan føre til både psykologisk og social sårbarhed. Men det er næppe alene nederlagserfaringer og psykiske belastninger tidligt i livshistorien, der har bragt så mange mennesker på antidepressiv medicin og ind i psykoterapeuternes venteværelser.

Det letter svar er derfor, at vi er blevet for blødsødne, at velfærdsstaten har gjort os bløde som smør, så vi ikke længere kan klare tingene uden at få den hjælpende hånd, som pillerne og terapien kan give. Jeg tror ikke udelukkende, at det hænger sådan sammen. Uden at forfalde til letkøbte udsagn om, at det er samfundets skyld, må vi genetablere interessen for forbindelsen mellem det enkelt menneske og samfundet, som længe har været ude af syne.

Hænger den tilsyneladende forøgede psykiske sårbarhed sammen med noget der kendetegner det moderne samfund? Sættes der betingelser for menneskene, som i stigende grad fremprovokerer eksistentielle kriser, meningstab, svækket selvværd, identitetsproblemer og rodløshed? Eller som gør det vanskeligt for det enkelte menneske at håndtere disse problemer?

Måske er behandling i form af antidepressiv medicin ikke svaret, men det skal ikke fjerne fokus fra, at stadig flere mennesker tilsyneladende oplever, at der lige bag hverdagskonventionernes almindelighed, truer et kaos, som rykker ved deres følelse af grundlæggende tryghed i verden. Det relevante spørgsmål er derfor, hvad det er for nogle kulturelle og samfundsmæssige vilkår der har skabt denne moderne såbarhed hos mennesket?

Kirken set fra et cafébord

Skriv en kommentar

Det er et godt sted jeg har fundet mig. Et bord i caféen, helt henne ved vinduet, så jeg har udsigt til kirken på den modsatte side af gaden. Og det er jo den måde, de fleste mennesker forholder sig til kirken; udefra, med skeptisk loyalitet, og kaffe på bordet.

På cafébordet ligger tre indbundne bøger, som jeg skal aflevere på biblioteket: Illustreret religionshistorie. Trods titlen, der leder tanken mod tegneseriegenren, er de tre tunge bind ikke specielt illustrerede. De er til gengæld fyldt med viden og fortællinger om, hvor stor en rolle det religiøse har spillet helt op til moderne tid – for samfundene, kulturerne og ikke mindst for menneskets selvforståelse.

Med en espresso i den ene hånd og blikket på de tre bøger, og naturligvis kirken i baggrunden, må jeg indrømme, at det næsten giver mig åndenød at tænke på, hvor stor en rolle religionen har spillet i historien og samtidig opleve, hvor lille en rolle den har i dag.

Kirken ligger der som en klat størknet tid; et mindesmærke over en tid, hvor mennesket, som noget helt indlysende, var religiøst, det vil sige var noget mere end blot sig selv.

Men religionen har ikke svaret til det menneske, der ene og helt alene er sig selv. Religionen kræver, for at være gyldig, at mennesket kan se sig selv i noget andet, noget der er større end det selv. Noget, der er så stort, at det kan give forklaringer på, hvorfor tingene er som de er, hvorfor man selv er som man er, hvad man skal gøre med sine svagheder og styrker, hvorfor og hvordan man skal lide og dø.

Fire-fem kirker ligger der vist her i byen. Nogle af dem bliver nok nedlagt eller sammenlagt når ministeren går i gang med at se på, hvor mange kirker der er brug for i forhold til efterspørgslen. På vejen fra parkeringspladsen til caféen passerede jeg ikke alene to af disse kirker, men også adskillige af deres mentalitetshistoriske afløsere – psykoterapeuterne.

De sårbarhedsskabende træk ved den moderne, individualiserede kultur har kirken og religionen ikke haft noget svar på. I stedet er vi som individer blevet overbelastet af den magt, vi har overtaget fra kirken og religionen: Magten over os selv, hinanden, over verden og det gode og det onde, den ekstreme mulighedsrigdom. Den magt, der før var knyttet til religionen og Gud, er blevet menneskeliggjort – det er nu vores egen personlige magt.

Det er os med denne magt, der sidder i terapeuternes venteværelse: Vi bliver nemlig bange når vi opdager den magt og det ansvar, vi har over vores eget liv. Og vi bliver bange når vi ikke kan få øje på denne magt og i stedet føler os magtesløse.