Forfatterarkiv: Peter Johannes Schjødt

Hvis krigen kommer

Hvis man ikke vil lære af fortiden, er der kun nutiden tilbage. Og det kan være langt mere pinefuldt at skulle lære af nutiden end af fortiden. Netop erfaringerne fra fortiden kan være instruktive i disse dage, hvor risikoen for krig i Europa har overtaget de gule breaking news fra covid-19 og pandemien.

Den 8. januar 1962, dagen efter min fem-års fødselsdag, præsenterede statsminister Viggo Kampmann en lille pjece med dommedagstitlen “Hvis krigen kommer”. Kort tid efter blev den husstandsomdelt i 1,5 millioner eksemplarer og landede i mine forældres postkasse, langt ude på landet i en vestsjællandsk landsby. Jeg ved ikke hvad mine forældre tænkte, men mange år senere fandt jeg pjecen blandt deres vigtigste efterladte papirer. Det havde været alvorligt, så de havde i hvert fald valgt at gemme anvisningerne på, hvordan man skulle forholde sig, hvis krigen kom. 

Læs resten

Konstruktiv pessimisme

Man kan vælge at være optimist til det sidste; som f.eks. manden, der faldt ud ad vinduet på 20. etage. Da han passerede 8. etage, sagde han: “det går jo stadig meget godt”. I nuet havde han ret, men de fleste vil nok alligevel opfatte det, som en benægtelse af virkeligheden.

Manden, på vej forbi 8. etage, i et fatalt styrt mod jorden, kan være sindbillede på de senere års forgiftede, version af optimismen. Her handler det selvfølgelig om den professionelle politiske optimisme, der hersker trods den ultimative klimakatastrofe, som videnskaben har ganske sikker viden om vil indtræffe, hvis den forgiftede optimisme ikke erstattes af en konstruktiv pessimisme, som tager hensyn til det, vi rent faktisk ved.

Læs resten

Samfundssind eller frygtsind?

Siden 2006 har Danmark kåret årets ord. I 2020 blev det “samfundssind”, selv om det på ingen måde er et nyt ord. I romanen Frydenholm om tiden lige før og under Anden Verdenskrig skrev Hans Scherfig således: “Der blev talt og skrevet om samfundssind, som vi alle skulle vise.” Selve begrebet “samfundssind” trækker altså tråde til besættelsestidens Danmark, hvor statsminister Thorvald Stauning opfordrede til både borgersind og samfundssind. Men det er jo efterhånden så længe siden, at ordet nærmest var blevet glemt, da Mette Frederiksen opfordre til samfundssind i forbindelse med covid-19. Mange troede derfor, at det var noget helt nyt.

Læs resten

Senfølger

Normalt foregår arkæologi på den måde, at man graver i nutidens muldede jord for at afdække fortiden. Men når det drejer sig om politiske og sociale forhold kan det arkæologiske projekt tage sig omvendt ud: ved at fordybe sig i nutiden kan der peges på nogle fremtidige tendenser. Sådan var det f.eks. da den oldgræske historiker Thukydid skrev om pesten, som ramte Athen 430 f.v.t., midt under den Peloponnesiske Krig. Thukydid beskrev pestens hærgen gennem tre år, hvor den spredte ufattelig lidelse og resulterede i enorme tab. Men ikke mindst var han interesseret i, hvilke konsekvenser epidemien ville få for fremtidens sociale og politiske liv.

Læs resten

Adskillelsens utopi

Knytter verdens håb sig til fredelig sameksistens og fællesskab eller til mulighederne for at holde hinanden på sikker afstand? Historien viser, at vi ikke er specielt godt bygget til at leve tæt sammen med nogen, som adskiller sig alt for meget fra os selv, vores meningsfæller eller gruppe. Som den tyske filosof Rüdiger Safranski skriver, så har det, vi kalder for menneskeheden i et historisk perspektiv “hidtil kun eksisteret i form af en dramatisk fjendskabshistorie.” 

Læs resten

En fortælling om engle og samfund

Dette essay kan også findes i en versioneret udgave på internetmagasinet POV International, publiceret d. 19.05.21

Da pigerne var små, tegnede min kone og jeg ofte for dem. Bagefter farvelagde de vores stregtegninger. Min kone tegnede engle, jeg tegnede byer. Min kone er selv en engel i skikkelse af en vidunderlig jordisk kvinde, derfor vil jeg gerne have, at det jordiske skal passe godt til hende og pigerne. Måske prøvede jeg at tegne et lille Utopia, hvor der ikke var så langt til det himmelske, som menneskene gennem tiden jo ofte har kikket efter, når de skulle indrette deres jordiske byer og samfund. 

Læs resten

Om at lytte til eksperter når det gælder covid-19, men ikke når det gælder flygtninge

Sammenlignet med mange andre regeringsledere, kom Mette Frederiksen med en indsigtsfuld og moralsk reaktion på Covid-19. Det skal vi være glade for, fordi det fra begyndelsen betød inddragelse af eksperter, som vidste noget og tog epidemien alvorligt. At Mette Frederiksens håndtering af epidemien har taget sig klog og moralsk ud var imidlertid ikke tilsigtet, men kan ene og alene begrundes med, at der tilfældigvis var stor folkelig opbakning til den strategi, som eksperterne og videnskaben anbefalede – og som derfor blev den danske vej. 

Mette Frederiksen er hverken mere indsigtsfuld eller moralsk end andre populistister. Det gik bare op for hende, at videnskaben og eksperternes råd vandt genklang i befolkningen, og da den forpjuskede borgerlige fløj ikke havde andet havde at byde på, så gentog hun med forskellige variationer udsagn af typen: “Vi skal lytte til eksperternes prognoser.” At det blev sådan, var vores store held, for det er ikke et selvstændigt mål for Mette Frederiksen, at regeringen skal bygge på videnskabelig indsigt og god moral. 

Først ville statsministeren have os til at lytte til eksperterne og de internationale organisationer. Det var da det handlede om Covid-19 og det fik utilsigtet regeringen til at fremstå som klog og moralsk. Nu vil statsministeren så alligevel ikke have os til at lytte til eksperter og internationale organisationer, selv om det fortsat vil være både indsigtsfuldt og moralsk at gøre det. 

Nu er det nemlig Mette Frederiksens vurdering, at der vil være folkelig opbakning til at følge en direkte uklog og umoralsk politik. Så altså – nu skal vi ikke længere lytte til eksperter og internationale organisationer, som på baggrund af deres ekspertviden og særlige indsigt advarer og fraråder, at Danmark begynder at sende syriske flygtninge tilbage til Syrien. Den slags eksperter og viden har regeringen bestemt ikke brug for, selv om statsministeren i forbindelse med Covid-19 bl.a. sagde, at det er svært at gå længere end det, som “mange eksperter finder ansvarligt.” 

Men det er det, som regeringen nu er ved. At erklære Syrien som sikkert og derfor begynde at hjemsende de syriske flygtninge svarer til, at statsministeren havde erklæret covid-19 for uskadelig og derfor intet foretaget sig for at afhjælpe konsekvenserne af epidemien. Begge dele er i lige høj grad i strid med, hvad eksperter ved og hvad god moral tilsiger.

I forbindelse med Covid-19 sagde Mette Frederiksen gentagne gange, at regeringen forsøgte at gøre det “med rådgivning fra eksperter.” Igen: Det er det modsatte de gør nu, hvor det gælder livet for syriske flygtninge. Ingen eksperter eller internationale organisationer anbefaler det som en klog og moralsk bæredygtig strategi, at sende syriske flygtninge tilbage til Syrien; det er simpelthen for farligt. Når det drejer sig om Covid-19 vil statsministeren have os til at tro på eksperternes råd. Når det drejer sig om flygtninge vil hun ikke lytte til eksperterne. 

Mette Frederiksen havde befolkningens opbakning til at lytte til de medicinske eksperter. Den opbakning satser hun også på, når hun afviser at lytte til eksperterne på flygtningeområdet, og desuden heller ikke vil forholde sig til ekspertanalyser fra egne myndigheder. Det er det, man kalder rendyrket populisme. 

Siden Helle Thorning-Schmidt har Socialdemokratiet været helt uden moralsk orienteringsevne. Mette Frederiksen er endnu et symptom på, at partiets talentafdeling ikke længere har meget at byde på. Sammen med de andre borgerlige partier fremstår Socialdemokratiet som et komplet moralsk tomrum, fyldt med politikere, som hverken moralsk eller intellektuelt er i stand til i stand til at forstå dybden og konsekvenserne af deres opgave. 

Under Covid-19 var vi heldige. For de syriske flygtninge kan vi kun håbe på heldet, som imidlertid er helt afhængig af, at rigtig mange danskere viser, at de ikke vil acceptere regeringens kyniske populisme, som truer fremtiden, livet og værdigheden for udsatte mennesker, som det rent faktisk står i regeringens magt at hjælpe. 

Slacktivisme

Vi har fået internettets muligheder for grænseløs kommunikation; adgang til de sociale medier, hvor alt kan kommunikeres til alle i real-time – nu mangler vi bare noget at kommunikere om. Det virker i hvert fald som om den generelle trang til at kommunikere ofte lammer evnen til at reflektere over, hvad der skal kommunikeres og hvordan. Måske har de sociale medier elimineret en række hindringer for at kunne deltage i det offentlige rums diskussioner, men uden at udvikle eller dyrke de sociale og kommunikative kompetencer. 

Iflg. Mark Zuckerberg (Facebooks grundlægger) tilbyder Facebook teknologiske midler til at virkeliggøre nye sociale normer, som kan skabe de mest spændende sociale, politiske og kulturelle forandringer. I det såkaldte “Facebook Manifest” fra februar 2016 skiver Zuckerberg således om det samfund, som Facebook vil skabe: Et globalt samfund, hvor mennesker kommer hinanden nærmere og mødes på tværs af politiske, religiøse, sociale og kulturelle forskelligheder, hvor en omfattende tolerance skaber nye kreative muligheder for at “bygge den verden, som vi alle ønsker.”

Zuckerbergs Facebook-vision minder om den “Digitale Nation”, som i internettets ungdom (1997) blev beskrevet i en berømt artikel af Jon Katz. Her blev der forudset en kraftfuld digital verden, et helt nyt samfund på nettet, som ville udmanøvrere det gamle. Her ville de unge og veluddannede, de velstående, libertære, tolerante og teknologisk dygtige mødes uafhængigt af de traditionelle politiske og sociale organisationer og grænser.

Læs resten

Politisk fattiggørelse

Det er ikke sjældent, at en nyhed i medierne dækker over noget, som er langt vigtigere end selve nyheden. En regnvåd april-morgen viser dette fænomen sig igen. Nyheden er, at en tidligere statsminister og partileder beslutter sig for at starte et nyt parti. Nyheden er imidlertid tankevækkende på en helt anden måde end blot det, at vi får endnu et parti.

I en tid, hvor Danmark sammen med hele det internationale samfund kæmper med at få en voldsom pandemi under kontrol; i en tid præget af social opsplitning overalt på kloden; i en tid, hvor klimaproblemerne om få år vil få den nuværende pandemi til at ligne en søndagsudflugt; i en tid, hvor politikerne må begynde at ligne det, de egentlig skulle være – nemlig dem, som tager det alvorlige alvorligt og går forrest for at finde en vej mod fornyelse … i sådanne tider kunne man forvente politisk begavelse, fremsynethed, mod, forandringsvilje, moral, menneskelighed og politisk modenhed hos de folkevalgte politikere. 

Dagens nyhed om, at Lars Løkke Rasmussen vil søsætte et nyt parti, får imidlertid afsløret en borgerlig politisk bevidsthed i frit moralsk og intellektuelt fald, og det er ikke sundt for det samlede politiske system. 

Med 8 ord får den konservative politiske ordfører i Folketinget Mette Abildgaard demonstreret 8 ting: politisk ubegavethed, politisk tunnelsyn, manglende politiske visioner, politisk umodenhed, politisk a-moral, manglede vilje til politisk lederskab, manglende forståelse for både nutidens og fremtidens store samfundsmæssige udfordringer. 

Men hvad var det så hun sagde, som den første kommentar til annonceringen af det nye parti? Tja bom, bom, hendes analyse lød således:  “Jeg håber dæleme, vi ser en stram udlændingepolitik”.

Sådan lyder en politisk ordfører, fra et parti med statsministerdrømme. Ved ikke at kunne finde på noget mere visionært og fremtidsrettet lægger hun sig helt på linje med alle de øvrige borgerlige politikere, som aktuelt har ét og kun ét politisk programpunkt, nemlig at få rullet de tiltag tilbage, som faktisk har hjulpet til at holde pandemien under kontrol her i Danmark. 

Der er tale om en politisk fattiggørelse og et idé- og visionstab, som ikke kun kommer til at ramme de borgerlige, men hele det politiske system, idet der altid er brug for en seriøs opposition. Dette handler ikke om dannelsen af et nyt parti – det handler om, at partierne tilsyneladende i alt for mange år har forsømt talentudviklingen på grund af en magtfuldkommenhed, som ikke har befordret en grundig eftertanke over, hvad der skal være fremtidens politik.

Digt til marts

Det er ikke let at være marts-måned. Forventningerne er altid store, men i år har de nok været ekstra store, fordi vi gennemlever en epidemi. Men marts kom alligevel; her til morgen var den der, årets første forårsmåned. Derfor er der grund til at hylde marts med et stille haikudigt:

ingen epidemi
kan jo hindre et forår
i at vågne op

til flagpættens spil
i hvirvler gennem skovens
sus af bævreasp

ingen epidemi
kan hindre kovendingen
når marts vækker os

med farvernes kamp
om øjets lyst til lysning
fra jordens livsmod