Op til treårsdagen for den russiske invasion af Ukraine afslørede Vladimir Putin, at krigen var en del af Guds vilje. Han sagde bl.a.: ”Det var efter Guds vilje, at denne skæbne faldt på vores skuldre for at udføre en så udfordrende, men hæderlig mission at forsvare Rusland.” Men Guds krige bliver altid til menneskets krige. De føres af mennesker, og de rammer mennesker, som måske endda føler sig forladt, af lige netop Gud, på grund af krigenes grusomhed. Læs min kronik på POV International om en ukrainsk kvinde, som fandt håb, ikke i Gud, men i et nyfødt barn:
Tag-arkiv: Protest
De unge kigger til højre – langt til højre
Hvordan kan det være, at samfundskritikken i dag næsten udelukkende kommer fra det yderste højre, som helt har overtaget rollen som samfundets kættere fra venstrefløjen? Læs mere i min kronik på POV International:
En politisk kaosteori
Der er langt færre politiske ledere, end der er almindelige mennesker, som frygter, hvad disse politiske ledere kan finde på. Enkeltpersoner, i form af politiske ledere, råder over ”et skræmmende arsenal af midler til at overtale, tvinge og dræbe andre mennesker”. Hvor mange mennesker føler ikke, at verden er blevet farligere på grund af Trump og Putin; enkeltpersoner, som har vilje, magt og redskaber til at påvirke verdenshistoriens gang og næsten alle menneskers daglige oplevelse af håb eller frygt? Men de bliver jo valgt og støttet, så der må være en grobund for “stærke mænd”. Læs mere om i min kronik i POV International:
Jernpressen i det syriske slagehus
Det siges, at i Kina lyder en af de alvorligste forbandelser: “Gid du må komme til at leve i en interessant tid.” Det ellers opbyggelige ønske kan sammenlignes med: “gid fanden måtte tage dig.” Et af nutidens paradokser er, at man kan bo i et roligt land, det kunne være Danmark, og så alligevel konstant opleve, at man lever i meget “interessante” tider. Det skyller konstant ind over os i form af en summende vibration i lommen fra det device, som er blevet formidleren af en slags teknologisk adrenalin; kamphormonet, der udløses, så øjnene klistres til skærmen, og krop og sjæl sættes i alarmberedskab: Ukraine, Gaza, Libanon, Sydkorea, Georgien, og nu altså Syrien med jernpressen, for blot at nævne noget af det, som på det seneste, trods geografiske afstand, har svitset os i kanterne. Verden tier ikke længere stille om de ulykker, mennesker påfører den, eller hinanden. Læs min kronik i dagens udgave af POV International:
Det hjemløse håb om en bedre fremtid
Mængden af dårlige nyheder, med et skræmmende indhold, er blevet så gennemtrængende, at flere og flere simpelthen bliver “nyhedstrætte”, som det er kommet til at hedde. I stedet søger de bevidst mod steder på nettet, hvor der målrettet præsenteres positive og håbefulde nyheder, eller også undgår de helt mediernes nyheder. Men er det den mest håbefulde vej? Læs mere i min kronik på POV International om vores jagt efter håbet:
Om at lytte til eksperter når det gælder covid-19, men ikke når det gælder flygtninge
Sammenlignet med mange andre regeringsledere, kom Mette Frederiksen med en indsigtsfuld og moralsk reaktion på Covid-19. Det skal vi være glade for, fordi det fra begyndelsen betød inddragelse af eksperter, som vidste noget og tog epidemien alvorligt. At Mette Frederiksens håndtering af epidemien har taget sig klog og moralsk ud var imidlertid ikke tilsigtet, men kan ene og alene begrundes med, at der tilfældigvis var stor folkelig opbakning til den strategi, som eksperterne og videnskaben anbefalede – og som derfor blev den danske vej.
Mette Frederiksen er hverken mere indsigtsfuld eller moralsk end andre populistister. Det gik bare op for hende, at videnskaben og eksperternes råd vandt genklang i befolkningen, og da den forpjuskede borgerlige fløj ikke havde andet havde at byde på, så gentog hun med forskellige variationer udsagn af typen: “Vi skal lytte til eksperternes prognoser.” At det blev sådan, var vores store held, for det er ikke et selvstændigt mål for Mette Frederiksen, at regeringen skal bygge på videnskabelig indsigt og god moral.
Først ville statsministeren have os til at lytte til eksperterne og de internationale organisationer. Det var da det handlede om Covid-19 og det fik utilsigtet regeringen til at fremstå som klog og moralsk. Nu vil statsministeren så alligevel ikke have os til at lytte til eksperter og internationale organisationer, selv om det fortsat vil være både indsigtsfuldt og moralsk at gøre det.
Nu er det nemlig Mette Frederiksens vurdering, at der vil være folkelig opbakning til at følge en direkte uklog og umoralsk politik. Så altså – nu skal vi ikke længere lytte til eksperter og internationale organisationer, som på baggrund af deres ekspertviden og særlige indsigt advarer og fraråder, at Danmark begynder at sende syriske flygtninge tilbage til Syrien. Den slags eksperter og viden har regeringen bestemt ikke brug for, selv om statsministeren i forbindelse med Covid-19 bl.a. sagde, at det er svært at gå længere end det, som “mange eksperter finder ansvarligt.”
Men det er det, som regeringen nu er ved. At erklære Syrien som sikkert og derfor begynde at hjemsende de syriske flygtninge svarer til, at statsministeren havde erklæret covid-19 for uskadelig og derfor intet foretaget sig for at afhjælpe konsekvenserne af epidemien. Begge dele er i lige høj grad i strid med, hvad eksperter ved og hvad god moral tilsiger.
I forbindelse med Covid-19 sagde Mette Frederiksen gentagne gange, at regeringen forsøgte at gøre det “med rådgivning fra eksperter.” Igen: Det er det modsatte de gør nu, hvor det gælder livet for syriske flygtninge. Ingen eksperter eller internationale organisationer anbefaler det som en klog og moralsk bæredygtig strategi, at sende syriske flygtninge tilbage til Syrien; det er simpelthen for farligt. Når det drejer sig om Covid-19 vil statsministeren have os til at tro på eksperternes råd. Når det drejer sig om flygtninge vil hun ikke lytte til eksperterne.
Mette Frederiksen havde befolkningens opbakning til at lytte til de medicinske eksperter. Den opbakning satser hun også på, når hun afviser at lytte til eksperterne på flygtningeområdet, og desuden heller ikke vil forholde sig til ekspertanalyser fra egne myndigheder. Det er det, man kalder rendyrket populisme.
Siden Helle Thorning-Schmidt har Socialdemokratiet været helt uden moralsk orienteringsevne. Mette Frederiksen er endnu et symptom på, at partiets talentafdeling ikke længere har meget at byde på. Sammen med de andre borgerlige partier fremstår Socialdemokratiet som et komplet moralsk tomrum, fyldt med politikere, som hverken moralsk eller intellektuelt er i stand til i stand til at forstå dybden og konsekvenserne af deres opgave.
Under Covid-19 var vi heldige. For de syriske flygtninge kan vi kun håbe på heldet, som imidlertid er helt afhængig af, at rigtig mange danskere viser, at de ikke vil acceptere regeringens kyniske populisme, som truer fremtiden, livet og værdigheden for udsatte mennesker, som det rent faktisk står i regeringens magt at hjælpe.

