Tag-arkiv: moral

Hvorfor virker LGBTQ+ så skræmmende, at det kan begrunde en krig?

Skriv en kommentar

SEKSUALITET OG KØN ER BLEVET ET AF DE SENERE ÅRS MEST POLITISEREDE EMNER. Ofte er der tale om letkøbte, populistiske erobringer af den offentlige og politiske dagsorden med spørgsmål, som har meget lidt med politik at gøre, men som vækker moralsk og følelsesmæssig opmærksomhed. LGBTQ+ er således blevet et led i den globale kultur- og værdikamp. Men her stopper det ikke. Seksuelle minoritetsgrupper tages som gidsler i storpolitik af enhver art, ofte med frygtelige konsekvenser for enkelte individer. Da Rusland invaderede Ukraine, var det en del af Putins begrundelse, at den havde til formål at forsvare Ruslands traditionelle værdier mod Vestens LGBTQ+-holdninger, som ville føre til degeneration, ”fordi de er i modstrid med den menneskelige natur”. Da Putin et halvt år senere fejrede annekteringen af fire besatte ukrainske regioner, slog han yderligere fast, at krigen skulle beskytte russiske børn mod ”perversioner” ved at sikre en heteronormativ fremtid for det russiske folk. I Ungarn kan vi aktuelt se, hvordan Orban-regimet nu igen indfører flere og mere omfattende forbud mod LGBTQ+. Og i USA viser en ny undersøgelse, at der stadig er et samlet befolkningsmæssigt flertal for homoseksuelle ægteskaber, men at splittelsen vokser: Den republikanske støtte til homoseksuelle ægteskaber er faldet til sit laveste niveau i et årti.

Hvordan kan det være, at seksualitet og køn stadig kan splitte så meget, som tilfældet er? Hvad er det, som virker så skræmmende ved transseksuelle mennesker, at de skal forbydes og nedkæmpes? Hvorfor virker homoseksualitet stadig som en provokation, der skal bekæmpes, eller i hvert fald være usynlig i det offentlige liv? Vi skriver 2025, hvorfor er det heteroseksuelle monogami stadig det, der betragtes som normen?

Fra køn til krig: Hvordan LGBTQ+-rettigheder er blevet et våben i verdenspolitikken

Det tematiserede jeg for nogle uger siden i en kronik: ”Fra køn til krig: Hvordan LGBTQ+-rettigheder er blevet et våben i verdenspolitikken,” som kan læses her.

Reaktionerne lod selvfølgelig ikke vente på sig, og beviste med deres kompromisløshed, at ”ja, det hetero-normative monogami er det normale”, ”ja, transseksualitet er unaturligt og unormalt”, og ”nej, det skal der ikke laves om på.” Men jeg vil hellere sige: ”Jo, det skal der laves om på. 

Når autoritære ledere skal vælge angrebspunkter, er intet helligt. Trumps, Putins og Orbans regimer har fundet et fælles interessefelt i deres bestræbelser på at vinde både indre og ydre suveræn magt. Til det formål har de, sammen med mange andre politikere overalt i verden, rammesat køn, seksualitet og LGBTQ+, som nogle af de fjender, der skal bekæmpes, undertrykkes, fjernes – gennem umenneskeliggørelse. Det er vigtigt at være opmærksom på dette. På få øjeblikke kan det nemlig ske, at vi ikke kan få øje på det liv, som disse mennesker har, og som vi alle har til fælles, men som kræver omsorg, beskyttelse og sikkerhed. Evnen til at genkende særlige gruppers liv kan forsvinde, så de ikke gælder som rigtige liv, som vores eget. Det er sket før i historien, kan jeg bare sige. 

Og lige i disse tider sker der mange ting, som vi for få år siden med stor sikkerhed sagde til hinanden, aldrig ville ske igen. Så altså: kik op og se mennesker, nyd alle forskellighederne, som dog altid har det tilfælles, at de/vi alle har behov for sikkerhed for at kunne leve videre. Langt de fleste af alle menneskers livsbetingelser er sociale, og vi skal derfor opretholde dem for og med hinanden; det er også det, man kalder for politik. Og i specielt højstemte øjeblikke for moral, eller endnu bedre: omsorg, empati. 

Fødslen af et håb

Skriv en kommentar

Op til treårsdagen for den russiske invasion af Ukraine afslørede Vladimir Putin, at krigen var en del af Guds vilje. Han sagde bl.a.: ”Det var efter Guds vilje, at denne skæbne faldt på vores skuldre for at udføre en så udfordrende, men hæderlig mission at forsvare Rusland.” Men Guds krige bliver altid til menneskets krige. De føres af mennesker, og de rammer mennesker, som måske endda føler sig forladt, af lige netop Gud, på grund af krigenes grusomhed. Læs min kronik på POV International om en ukrainsk kvinde, som fandt håb, ikke i Gud, men i et nyfødt barn:

Miraklet, der frelser verden

Jernpressen i det syriske slagehus

Skriv en kommentar

Det siges, at i Kina lyder en af de alvorligste forbandelser: “Gid du må komme til at leve i en interessant tid.” Det ellers opbyggelige ønske kan sammenlignes med: “gid fanden måtte tage dig.” Et af nutidens paradokser er, at man kan bo i et roligt land, det kunne være Danmark, og så alligevel konstant opleve, at man lever i meget “interessante” tider. Det skyller konstant ind over os i form af en summende vibration i lommen fra det device, som er blevet formidleren af en slags teknologisk adrenalin; kamphormonet, der udløses, så øjnene klistres til skærmen, og krop og sjæl sættes i alarmberedskab: Ukraine, Gaza, Libanon, Sydkorea, Georgien, og nu altså Syrien med jernpressen, for blot at nævne noget af det, som på det seneste, trods geografiske afstand, har svitset os i kanterne. Verden tier ikke længere stille om de ulykker, mennesker påfører den, eller hinanden. Læs min kronik i dagens udgave af POV International:

Lad den syriske jernpresse ramme alle menneskers hjerter

Om at lytte til eksperter når det gælder covid-19, men ikke når det gælder flygtninge

Skriv en kommentar

Sammenlignet med mange andre regeringsledere, kom Mette Frederiksen med en indsigtsfuld og moralsk reaktion på Covid-19. Det skal vi være glade for, fordi det fra begyndelsen betød inddragelse af eksperter, som vidste noget og tog epidemien alvorligt. At Mette Frederiksens håndtering af epidemien har taget sig klog og moralsk ud var imidlertid ikke tilsigtet, men kan ene og alene begrundes med, at der tilfældigvis var stor folkelig opbakning til den strategi, som eksperterne og videnskaben anbefalede – og som derfor blev den danske vej. 

Mette Frederiksen er hverken mere indsigtsfuld eller moralsk end andre populistister. Det gik bare op for hende, at videnskaben og eksperternes råd vandt genklang i befolkningen, og da den forpjuskede borgerlige fløj ikke havde andet havde at byde på, så gentog hun med forskellige variationer udsagn af typen: “Vi skal lytte til eksperternes prognoser.” At det blev sådan, var vores store held, for det er ikke et selvstændigt mål for Mette Frederiksen, at regeringen skal bygge på videnskabelig indsigt og god moral. 

Først ville statsministeren have os til at lytte til eksperterne og de internationale organisationer. Det var da det handlede om Covid-19 og det fik utilsigtet regeringen til at fremstå som klog og moralsk. Nu vil statsministeren så alligevel ikke have os til at lytte til eksperter og internationale organisationer, selv om det fortsat vil være både indsigtsfuldt og moralsk at gøre det. 

Nu er det nemlig Mette Frederiksens vurdering, at der vil være folkelig opbakning til at følge en direkte uklog og umoralsk politik. Så altså – nu skal vi ikke længere lytte til eksperter og internationale organisationer, som på baggrund af deres ekspertviden og særlige indsigt advarer og fraråder, at Danmark begynder at sende syriske flygtninge tilbage til Syrien. Den slags eksperter og viden har regeringen bestemt ikke brug for, selv om statsministeren i forbindelse med Covid-19 bl.a. sagde, at det er svært at gå længere end det, som “mange eksperter finder ansvarligt.” 

Men det er det, som regeringen nu er ved. At erklære Syrien som sikkert og derfor begynde at hjemsende de syriske flygtninge svarer til, at statsministeren havde erklæret covid-19 for uskadelig og derfor intet foretaget sig for at afhjælpe konsekvenserne af epidemien. Begge dele er i lige høj grad i strid med, hvad eksperter ved og hvad god moral tilsiger.

I forbindelse med Covid-19 sagde Mette Frederiksen gentagne gange, at regeringen forsøgte at gøre det “med rådgivning fra eksperter.” Igen: Det er det modsatte de gør nu, hvor det gælder livet for syriske flygtninge. Ingen eksperter eller internationale organisationer anbefaler det som en klog og moralsk bæredygtig strategi, at sende syriske flygtninge tilbage til Syrien; det er simpelthen for farligt. Når det drejer sig om Covid-19 vil statsministeren have os til at tro på eksperternes råd. Når det drejer sig om flygtninge vil hun ikke lytte til eksperterne. 

Mette Frederiksen havde befolkningens opbakning til at lytte til de medicinske eksperter. Den opbakning satser hun også på, når hun afviser at lytte til eksperterne på flygtningeområdet, og desuden heller ikke vil forholde sig til ekspertanalyser fra egne myndigheder. Det er det, man kalder rendyrket populisme. 

Siden Helle Thorning-Schmidt har Socialdemokratiet været helt uden moralsk orienteringsevne. Mette Frederiksen er endnu et symptom på, at partiets talentafdeling ikke længere har meget at byde på. Sammen med de andre borgerlige partier fremstår Socialdemokratiet som et komplet moralsk tomrum, fyldt med politikere, som hverken moralsk eller intellektuelt er i stand til i stand til at forstå dybden og konsekvenserne af deres opgave. 

Under Covid-19 var vi heldige. For de syriske flygtninge kan vi kun håbe på heldet, som imidlertid er helt afhængig af, at rigtig mange danskere viser, at de ikke vil acceptere regeringens kyniske populisme, som truer fremtiden, livet og værdigheden for udsatte mennesker, som det rent faktisk står i regeringens magt at hjælpe.