Kategoriarkiv: Religion

Det er normalt at være død – men først skal vi fødes

Skriv en kommentar

Det er beregnet, at ca. 99 milliarder mennesker er døde i den periode, hvor arten har befolket kloden. Det får den nuværende befolkningseksplosion på 7 milliarder til at tage sig ud som et højtråbende mindretal, uden sans for det skæbnefællesskab vi har med de 99 milliarder døde.

Men selv 99 milliarder døde har ikke gjort døden til et trivielt fænomen. Nok til en forudsigelig kendsgerning, men ikke til en velintegreret del af vores selvforståelse. Liv og død opstår samtidigt men det, der er naturligt for arten, er det ikke nødvendigvis også for individet. Det er ikke mærkeligt, at Platon derfor gjorde netop døden til filosofiens juvel: Filosofi er forberedelse til døden, sagde han. Når vi skal filosofere over et emne som døden, må første skridt nemlig være, at vi tager problemet på os, som en personlig erfaring.

Det er naturligvis ikke noget nyt, at døden henvender sig til mennesket gennem angsten og at man derfor ikke bare lige forholder sig til sin egen død. Allerede en græsk filosof, der var næsten samtidig med Platon, forsøgte at mane denne angst i jorden. Det var Epikur der beroligende sagde, at når jeg er her, er døden her ikke, og når døden er her, er jeg her ikke. Derfor skulle der ikke være nogen grund til at frygte døden, lige så lidt som man frygter den tid, der forløb inden man kom til verden.

Men så enkel er den eksistentielle matematik ikke. Døden er her i høj grad mens jeg er her, og lige bestemt det ikke at være til, at ”blive til intet”, kan i sig selv inspirere til ganske meget angst.

Dødsangsten er jo netop en reaktion på tanken om vores endelighed, og denne tanke er noget der sker i dette liv, mens vi eksisterer. Døden er ganske vist en hændelse i min fremtid og det er muligt at Epikur har ret i, at der intet er efter døden, og derfor heller ikke noget at frygte, men det er i dag, her og nu, at jeg erfarer min dødelighed. Som Nobert Elias slog fast, så er døden altså i høj grad de levendes problem, og filosoffen Martin Heidegger beskrev direkte menneskets bevidsthed om egen død, som det, der har afgørende indflydelse på vores liv.

Fordi døden netop gør sin stærke indflydelse gældende mens vi stadig er i live har filosofferne overvejet, hvordan vi kan lade døden oplyse vores liv i stedet for at begrænse det. Her kan vi måske alligevel bruge noget af det, som gamle Epikur sagde om grunden til ikke af være bange for døden: Vi skal ikke være bange for intetheden efter vores død; vi er jo heller ikke bange for den intethed, der var før vores fødsel – de to store intetheder, der indrammer vores liv. Mens de fleste filosoffer har valgt at se på menneskelivet i dødens optik, kunne vi jo i stedet prøve at se fødslen som det afgørende og bestemmende ved menneskelivet. Det er korrekt, at vi alle skal dø, at vi skal slutte os til de 99 milliarder, der allerede er gået den vej. Men 99 milliarder døde betyder også, at der har været 99 milliarder fødsler. Der er 100% sikkerhed for at vi skal dø, men hvad var sandsynligheden for at vi skulle fødes?

Vores eksistens er ikke kun karakteriseret af vores mortalitet (dødelighed), men også af vores natalitet (fødsel). En af de få kvinder i filosofihistorien, Hannah Arendt, mener således, at det er nataliteten og ikke mortaliten, der er det vigtigste i beskrivelsen af mennesket; at vi er født er vigtigere end at vi skal dø.

Det er den natale karakter ved os (at vi fødes), der fører til fornyelse af verden. Fødslens filosofi knytter sig til erfaringen af et liv, der har sin begyndelse før noget, som vi overhovedet kan kalde vores erfaring; i vores mors, hendes mors, og hendes mors blod og slim, i fødslens smerte, i den familie, slægt og verden, der gennem fødsel på fødsel byggede sig selv op og til sidst blev rammen for vores fødsel.

Vi fødes ind i en verden, der allerede er gammel, som vi ikke har haft indflydelse på, men som vi skal tilegne os gennem vores handlingsevne. Det er med fødslen af nye mennesker, at der konstant skabes nye begyndelser, og den fulde erfaring af dette er lige så vigtig som erfaringen af vores dødelighed. Hannah Arendt minder os om, at selv om vi skal dø, er vi ikke født med henblik på at dø, men med henblik på at begynde noget nyt.

Intet er så godt for mennesket, som medmennesket

2 svar

Folkekirken er kommet i kamp med både sig selv og med omgivelserne. Grunden er politikernes planer om at lovgive, så homoseksuelle får ret til at blive kirkeligt viet. Det  kan den kristne kirke ikke kan acceptere, hvis den skal forblive tro mod sin egen officielle historie. Ifølge kirken kan min elskede nemlig ikke være hvem som helst; for en mand i hvert fald ikke en mand, for en kvinde ikke en kvinde, ligesom det at ønske sig gift med to kvinder ikke er dobbelt så godt, som at være gift med én.

Det, som religionen mest nidkært har krævet reguleret, har nemlig altid været forholdet mellem mennesker, ikke mindst når kærlighed og seksualitet har været involveret. Kirken nægter ikke at konfirmere en teenager, der har begået vold og solgt hårde stoffer. Den nægter ikke at begrave manden, som blev dømt for pædofili eller drab. Sådan mener jeg heller ikke, at det bør være. Tilgivelse skal være religionens kernekompetence. Men det er da påfaldende, at den ikke kan overkomme at gifte mennesker af samme køn eller en mand med to kvinder, bare for at stille sagens alvor op mod det, at kirken til gengæld ikke at nægter at yde andre kirkelige handlinger til mennesker, som måske er dømt for mord. Altså, kirken vil hellere regulere seksualiteten end alle andre moralske anliggende.

Argumentet er menneskets natur. Det er f.eks. ikke menneskets natur, som den er givet af Gud, at dyrke samkvem med andre af samme køn. Mennesket er født af ånd, og mennesket er ikke Gud, men Guds skabning, og som kirkefaderen Klemens af Alexandria fra slutningen af det 2. århundrede skrev, så skal de kristne dyrke skaberen og ikke skabningen. Det er himlen, som er vores sande fædreland. At være her på Jorden er blot et eksil, som vi må stræbe efter at komme væk fra.

Men er der noget, som kan holde menneskets opmærksomhed væk fra det himmelske, så er det erotikkens nærvær med et andet menneske. Nu er det bare sådan, at Gud ikke så tit lader høre fra sig. Nok har kirken henvendt sig til mennesket, men Gud har fastholdt sin tavshed, og i enhver dansk kirke hænger Kristus på korset, hvorfra han anråbte sin herre: Min Gud, hvorfor har du forladt mig? Ikke så meget spørgsmålet, som den tavshed det blev besvaret med, gjorde selv filosoffen Pascal lammet af rædsel: Det uendelige Rums evige Tavshed fylder mig med Gru, skrev han.

Selv om Adam, som det første menneske, havde selveste Gud ganske tæt på, så bad han alligevel om at få et andet menneske – og så fik han Eva. Resten af historien er velkendt; bare to mennesker kunne få det til at gå galt med gudsforholdet. Selv om den store filosof Spinoza sagde, at intet er gavnligere for mennesket end mennesket, så har religionen altid lagt maksimal magt i at forhindre mennesket i at fortabe sig i mennesket, for så ender det let med at glemme Gud.

Men når kirken forsøger at fastholde sin autoritet i spørgsmålet om det syndefulde ved f.eks. homoseksualitet, så demonterer den ved samme lejlighed sig selv. Selv om en undersøgelse fra 2010 viste, at 64% af danskerne siger, at de tror på Gud, så er det ikke Gud som den traditionelle kirkekristne autoritet, der nødvendigvis tænkes på. Mere er der tale om en slags udefinerlig åndelig kraft, ofte tilsat en opfattelse af mennesket og kærligheden, som det vigtigste, og ikke som religionen siger, Skaberguden som vigtigere end mennesket.

Allerede Kristus sagde: jeg har sagt I er guder (Joh.10,33). Kunne han have ment, at vi er guder i svøb når kærligheden realiseres i en menneskelig relation? I hvert fald har en religion, der ikke påskønner kærlige menneskelige forhold (inklusiv erotiske), ikke nogen stor fremtid i en kultur, hvor langt de fleste erfarer det religiøse på en anden måde end det traditionelle gudsforhold. Lige præcis opfattes det at elske (med?) andre ofte som vejen til den religiøse oplevelse. Om det så er to mænd, der elsker hinanden, to kvinder, en mand og en kvinde, eller hvordan konstellationen nu måtte være – det opleves af færre og færre som afgørende for kærlighedens værdi. Tværtimod: hvor der er kærlighed er der gudsfølelse.

Det store i det små – Sputnik på min himmel

Skriv en kommentar

Det år, hvor jeg blev født, skete der noget på himlen over vores hoveder, som aldrig var sket før. Jeg er nemlig født i Sputniks år: det år, hvor himlen fik en ekstra stjerne, som mennesket selv havde sendt derop. Fra tidernes morgen har astrologerne spejlet sig i stjernerne for at finde et svar på, hvorfor tingene går som de går her på jorden. Universets mørkeste dyb har fået stjernerne til at fremstå med en lysende forklaring på vores eget mørke, og som et kompas for vores færden.

Selv om den lille satellit kun lyste op i nogle minutter, så gjorde dens tur hen over himlen mig alligevel til et ægte barn af den frygt og det håb, som videnskaben altid har spundet mennesket ind i. Ganske vist blev jeg født på en tid, hvor menneskets sans for stjernernes profetiske kraft langtfra var så stærk som tidligere, men alligevel skulle Sputnik få stor indflydelse på mit liv.

Min far havde ikke tillid til, at det menneskeskabte himmellegeme ville resultere i noget positivt. Med den belæste lægmands intuitive klarsyn forudså han, at atombomberne i fremtiden ikke blot ville falde ned fra himlen, men blive styret af usynlige stråler fra alle de kommende sputnikker ude i verdensrummet. Min mor kom fra Jante på øen Mors og havde som overklassepige kun overlevet ved hjælp af en optimistisk tro på egne evner. Hun havde en positiv nysgerrighed og fantasi og frygtede ikke Sputnik, men var mere interesseret i, hvad den ville møde derude i mørket over Jorden.

Stjernetyderen, der kom til at fortolke Sputniks budskab, var en mand, som min far havde mødt to år tidligere. Det var en fremtrædende spiritistisk vejleder, som tog min far med til møder i Spiritistisk Selskab, hvor den åndelige verden havde let spil i forhold til den verden af arbejdsløshed, økonomisk nød og tidlige dødsfald på grund af tuberkulose, som min far var rundet af i hjemmet på Holmbladsgade. Denne mand blev min fars ubestridelige åndelige vejleder, og han tolkede sputnikkens færd hen over himlen som udtryk for, at der var risiko for et endegyldigt Armageddon – et opgør mellem de gode og de onde kræfter i form af en atomkrig.

Konsekvensen af Sputnik på min himmel blev således, at først tog min far sammen med den åndelige vejleder langt ud på landet for at lede efter en passende bolig, og siden fulgte min mor og jeg efter. De to mænds hypotese var nemlig, at fra Sputniks højde var det lettere at få øje på lyset fra storbyer som København. Vi endte derfor i en landsby, hvor der ikke var flere huse end der kunne tælles på én hånd til at lyse op og tiltrække sig sputnikkens opmærksomhed, og eventuelt få den til at dirigere bomber i vores retning. Meningen var også at oprette et åndeligt og spirituelt fællesskab omkring min fars åndelige vejleder. Det blev ikke til noget, men den religiøse udlægning af Sputniks bane på himlen kom alligevel til at få stor betydning for hele min families liv.

Min mor havde ikke noget ønske om at flytte på landet og hun var usikker på hvem den mand var, der havde så stor indflydelse på min far, som hun jo næsten lige havde giftet sig med. Som voksen har jeg tit bebrejdet min far den egoisme og verdensflugt, der fik ham til at glemme min mors behov og drømme, og alt det jordiske, dér hvor min mor og jeg befandt os.

Men det er jo på den måde, religionerne og de åndelige forbilleder ofte har virket. De har sat det enkelte menneskes liv ind i den store sammenhæng: det store i det små. Fra begyndelsen blev mit livsforløb sat ind i den helt store sammenhæng. Mit barndomshjems placering blev bestemt af Sputnik, af Den Kolde Krig og ikke mindst af forestillingen om det Godes kamp mod det Onde. Denne store, monumentale kamp mellem de gode og de onde verdensmagter, om det så var Den Kolde Krig eller Guds kamp mod Djævlen, blev derfor en naturlig del af min forståelse af mig selv i forhold til verden.

Mit lille liv var en del af denne store kamp. Jeg måtte placere mig og vælge det rigtige, for mit begrænsede liv var vævet ind i de store, alvorlige og ubegrænsede sager. Det var både en forbandelse og en gave. Gaven er nu blevet langt større end forbandelsen: I det små er der jo næsten altid noget større – om ikke andet så forsøget på at finde en forklaring, der rækker ud over det, man selv har været i stand til at opleve og opfatte:

Min far; hvor er det let at afvise ham. Men over hans hoved har der jo også været en fødselsstjerne, der virkede ind på hans liv, som der var en Sputnik på himlen det år, hvor jeg blev født, og som medvirkede til at gøre mig til den, som jeg er.

En dag gik forbi

Skriv en kommentar

I økonomisk teori er det er en kendt sag, at et tab her og nu, senere kan vende tilbage som en gevinst. Min personlige økonomi er ikke stærk nok til at eksperimentere med dette tab-og-vind-koncept. Men jeg kom alligevel til at tænke over det, da jeg tidligere på ugen underviste i, hvordan mennesket håndterer sygdom og lidelse. Og her stopper så enhver sammenligning med økonomi, for nu skal det handle om lidelsen, som et af livets dybeste vilkår.

Tidligere i historien kunne mennesket tilskrive det forskellige forklaringer når det blev ramt af sygdom og lidelse. Det kunne f.eks. være mørkets kræfter, gudernes vrede, dæmoner og angreb fra andre mystiske væsner. Medicinmanden, shamanen eller præsteskabet kunne herefter forhandle med de angribende kræfter, de kunne bede, ofre, løskøbe eller den ramte kunne overgive sig til skæbnen. Men lidelsen blev set i en sammenhæng, som gav den en form for mening. Religionen, troen og mytologien gjorde lidelsen til, om ikke en integreret del af tilværelsen, så i hvert fald til noget forklarligt.

Også i dag spørger mennesker, der rammes af alvorlig sygdom og lidelse, efter meningen med, at netop de skal rammes. Hvilket svar er der så til det moderne menneske? Der er ikke nogen grund til naivitet. Lidelse kan tvinge mennesker i knæ. Det kunne den tidligere, og det kan den i dag. Men det er vanskeligere at finde meningen med lidelsen i dag, hvor vi næsten kun kan besvare spørgsmålet om grunden til sygdom og lidelse med en diagnose eller med henvisning til uheldige omstændigheder.

I dag kommer meningen med lidelsen ofte først senere; set i bakspejlet, som det hedder. Men det bliver den ikke mindre betydningsfuld af. Senere kan vi måske se den lidelse, som vi har været igennem, som noget, der fik os til at vågne op til et nyt livssyn, nye prioriteringer og mere nærvær i livet. Men før alt dette kan ske må vi ofte kæmpe med lidelsens meningsløshed. Det er næsten umuligt at opleve mening midt i smerten, angsten og lidelsen. Men derfor er det vigtigt at være opmærksom på, at tabet nu, kan være impulsen til senere gevinst.

Den østrigske psykiater Viktor E. Frankl talte om meningsveje, som han sagde ofte blev brudt, ikke på trods af lidelse, men på grund af lidelse. Har man et gudsforhold kan man midt i lidelsen måske sige: ”Nogen vil mig noget gennem den smerte og lidelse, som jeg her oplever”. For det moderne menneske, uden noget stærkt guds- eller trosforhold, er dette ikke så let. Alligevel mente Frankl, at lidelsen vil os noget vigtigt, eller som vi måske vil sige i dag, at den kan bruges til noget. Lidelse beskytter os nemlig mod apati og psykisk stivhed, og bryder derfor nye veje for os – veje der fører ind i livet på måder, som vi ikke tidligere har været bevidste om. Ikke nødvendigvis lige mens man står midt i den værste lidelse, men senere. Som den tyske digter Rainer Maria Rilke skrev:

En dag, som vi gik fremmede forbi,
beslutter sig for Gave sidenhen.

Frankl vidste hvad han talte om når det drejede sig om lidelse. Som jøde blev han under Anden Verdenskrig sendt i koncentrationslejr. Her så han dagligt, at lidelsen kan indebære, at mennesker opløses eller forvandles. Ikke meget kan i dag sammenlignes med den lidelse, som jøderne oplevede i en koncentrationslejr. Men ingen kan undgå lidelse, og hvis man ikke kan få øje på dens potentiale som omformer, nyskaber af tilværelsen, så knækker man meget let.

Frankl så lidelsen som en impuls til forvandling. På samme måde som smerten er et fysisk signal om at noget er galt, fungerer lidelsen på det psykiske plan: Noget må ske – f.eks. en mere intensiv åbenhed over for livet. I det perspektiv er det rimeligt at se lidelsen som en vogter og beskyttelse mod psykisk dødsstivhed.

Kirken set fra et cafébord

Skriv en kommentar

Det er et godt sted jeg har fundet mig. Et bord i caféen, helt henne ved vinduet, så jeg har udsigt til kirken på den modsatte side af gaden. Og det er jo den måde, de fleste mennesker forholder sig til kirken; udefra, med skeptisk loyalitet, og kaffe på bordet.

På cafébordet ligger tre indbundne bøger, som jeg skal aflevere på biblioteket: Illustreret religionshistorie. Trods titlen, der leder tanken mod tegneseriegenren, er de tre tunge bind ikke specielt illustrerede. De er til gengæld fyldt med viden og fortællinger om, hvor stor en rolle det religiøse har spillet helt op til moderne tid – for samfundene, kulturerne og ikke mindst for menneskets selvforståelse.

Med en espresso i den ene hånd og blikket på de tre bøger, og naturligvis kirken i baggrunden, må jeg indrømme, at det næsten giver mig åndenød at tænke på, hvor stor en rolle religionen har spillet i historien og samtidig opleve, hvor lille en rolle den har i dag.

Kirken ligger der som en klat størknet tid; et mindesmærke over en tid, hvor mennesket, som noget helt indlysende, var religiøst, det vil sige var noget mere end blot sig selv.

Men religionen har ikke svaret til det menneske, der ene og helt alene er sig selv. Religionen kræver, for at være gyldig, at mennesket kan se sig selv i noget andet, noget der er større end det selv. Noget, der er så stort, at det kan give forklaringer på, hvorfor tingene er som de er, hvorfor man selv er som man er, hvad man skal gøre med sine svagheder og styrker, hvorfor og hvordan man skal lide og dø.

Fire-fem kirker ligger der vist her i byen. Nogle af dem bliver nok nedlagt eller sammenlagt når ministeren går i gang med at se på, hvor mange kirker der er brug for i forhold til efterspørgslen. På vejen fra parkeringspladsen til caféen passerede jeg ikke alene to af disse kirker, men også adskillige af deres mentalitetshistoriske afløsere – psykoterapeuterne.

De sårbarhedsskabende træk ved den moderne, individualiserede kultur har kirken og religionen ikke haft noget svar på. I stedet er vi som individer blevet overbelastet af den magt, vi har overtaget fra kirken og religionen: Magten over os selv, hinanden, over verden og det gode og det onde, den ekstreme mulighedsrigdom. Den magt, der før var knyttet til religionen og Gud, er blevet menneskeliggjort – det er nu vores egen personlige magt.

Det er os med denne magt, der sidder i terapeuternes venteværelse: Vi bliver nemlig bange når vi opdager den magt og det ansvar, vi har over vores eget liv. Og vi bliver bange når vi ikke kan få øje på denne magt og i stedet føler os magtesløse.

Det onde

Skriv en kommentar

Min kone er psykoterapeut og i går aftes lå der en bog på hendes skrivebord med titlen: Tilknytningsteori. Den handler om, hvordan nære følelsesmæssige relationer har betydning for udviklingen af et menneskes psykiske liv. Mens kaffevandet kogte kiggede jeg på de første sider i bogen, og allerede i indledningen fik jeg øje på et citat af den svenske forfatter og journalist Nina Björk:

Han er nøgen. Han græder. Han kan ikke vende sig om. Han kan ikke få sine fingre ind i munden. Et spædbarn i min favn. Og i et nu fornægter dette spædbarn vores samfunds allerhelligste idealer. Han er nemlig fuldstændig hjælpeløs. Ikke som en fejltagelse, men som noget helt naturligt. Han er simpelthen afhængig, ikke fordi der er gået noget galt, men fordi det er rigtigt. Det er netop sådan vi er. Det er sådan vi alle har været. Overalt. Til alle tider. Hjælpeløse, afhængige, sårbare, ude af stand til at klare os selv.

Det er sjældent at en dybdepsykologisk indsigt formuleres så poetisk – og så umiddelbart indlysende, og da jeg vågnede i morges gik det op for mig, hvorfor disse ord havde sat sig fast i mig.

Til min kommende bog om døden er jeg ved at skrive et kapitel om Det onde. Nina Björks ord om det sårbare, psykisk og fysisk nøgne barns grænseløse afhængighed af kærlige hænder og øjne, gjorde det vanskeligt at forlige sig med, at det onde, ikke længere skal søges hos Djævlen, men hos mennesket. Som den tyske filosof Rüdiger Safranski skriver i bogen Det onde, er Det onde er en del af dramaet om den menneskelige frihed. Det onde kan kun udspringe af mennesket selv, og ikke forklares med henvisning til en højere, absolut ond instans. Guds død tog Djævlen med i faldet og overlod såvel det gode, som det onde, til mennesket selv.

I og med at det onde ikke længere kan forklares ud fra en størrelse som f.eks. Djævlen er ondskaben havnet i mennesket selv. Og her klinger Nina Björks ord igen: Han er nøgen. Han græder. Han kan ikke vende sig om. Han kan ikke få sine fingre ind i munden. Et spædbarn i min favn. Nej – mennesket kan ikke være en metafor for ondskaben.

Og her er kilden til vores problem med at forstå det onde. Vi er ikke i tvivl om, at der findes onder, at der sker onde ting i verden, men når ondskaben får det omfang, som vi f.eks. så med Anders Behring Breiviks massedrab i Norge, bliver det næsten umuligt at tilskrive et medmenneske denne ondskab.

Er det ikke sådan, at det næsten ville være lettere og mindre smertefuldt at forstå tragedien, hvis der kunne henvises til en metafysisk forklaring om en vred Gud eller en Djævel? Nu er vi henvist til at acceptere kendsgerningen, at ét eneste sølle menneske kan foranledige så stor ondskab, så stor tragedie og smerte for så mange mennesker

Når det menneskelige kommer til udtryk i tragedier som den, vi f.eks. oplevede i Norge, er det nærmest umenneskeligt at skulle forstå. Men Anders Behring Breivik er et menneske. Lige præcis det, at skulle erkende hans handlinger som menneskeligt muligt, truer imidlertid med at sprænge de kategorier, som vi er i stand til at tænke mennesket i.