Det er altid interessant at få et blik ind i maskinrummet hos verdens mest magtfulde personer. Hvilke tanker gør herskerne sig om netop det, at herske? Det kunne fx være den romerske kejser Marcus Aurelius (121 – 180), som skrev ”Tanker til sig selv”, bl.a. om det, at have magt og skulle udvise moral i anvendelsen af denne magt. Som romersk kejser havde han naturligvis en enorm magt, men gjorde sig kendt for ikke at klamre sig til magten, og altid forsøge at håndtere den med ydmyghed, selvdisciplin og under hensyntagen til fællesskabet. En nutidig og magtfuld leder kunne være Donald Trump, som jo også generøst lader os få indblik i sine tanker om magt og moral.
Læs restenKategoriarkiv: Filosofi
Ansvarlighedens mur: Foragten for de udsatte
I dag tales der ofte med foragt og vrede om de mennesker, som flygter fra livsfarlige krigs- og konfliktzoner. Ofte med en aggressivitet, som man ellers kun oplever i forhold til en direkte fjende. Der, hvor vi burde se lidende mennesker i nød og med behov for hjælp, ser vi i stigende grad truende fjender. På grund af internettet er vi kommet tættere på alverdens konfliktområder og deres menneskelige omkostninger. Hvordan ser vi overhovedet med uden at blive mere berørt? Først og fremmest, fordi den samme udvikling, som har ført os tæt på de menneskelige tragedier, også har ført os væk fra dem. Vi har både fået større muligheder for direkte at bevidne menneskelige tragedier, men også større risiko for at løbe ind i en ansvarlighedens mur. Læs mere i mit essay på POV International:
Er aktiv dødshjælp et svar på samfundets svigt?
Hvad er det for nogle kulturelle påvirkninger og værdier, som bestemmer, hvad barmhjertighed betyder, hvilket ansigt barmhjertigheden skal have i et samfund? Det vil fx sige den barmhjertighed, som skal hjælpe mennesker, når de konfronteres med lidelse og død. Før den sandsynlige vedtagelse af aktiv dødshjælp her i Danmark, er det vigtigt at spørge, om et uværdigt liv nødvendigvis bliver værdigt gennem den selvvalgte død, og ikke mindst: hvad der skal til, for at samfundet kan understøtte menneskers oplevelse af værdighed, på trods af lidelse, afhængighed af andre og dermed tab af autonomi – men uden aktiv dødshjælp? Læs mere i min kronik om aktiv dødshjælp.
Kampen om Europas sjæl
Vi må forstå den ubehagelige kendsgerning, at populister, putinister, trumpister m.m. også forestiller sig selv, som Europas redningsmænd. At forstå dette er også at forstå, at truslen ikke udelukkende kommer fra populismen. Populismen er også en reaktion på Europas liberale og velstående etablissements manglende evne til at forblive tro mod Europas frigørende potentiale. Den eneste måde at besejre populismen på er at vende en nådesløs kritik imod det økonomiske og liberale establishment, som forrådte og fortsat forråder de europæiske velfærdsstater med en ødelæggende, neoliberale drejning. Læs mere i min kronik på POV:
Kapitalismen: “Det’ de riges paradis, men jeg syn’s fan’me det er synd.”
De rigeste mennesker i verden har formuer, som er ubegribelige. Hvis vi blot tager den rigeste håndfuld, så er deres rigdom større end den fattigste halvdel af menneskeheden. Det er næppe overdrevet at sige, at kapitalismen har sejret ad helvede til, siden kommunismen og socialismen blev spillet af banen. Siden har regeringer over alt i verden medvirket til at skabe økonomiske regler, som entydigt favoriserer rigdom frem for arbejde. Som aktivisten og den politiske kommentator Grace Blakeley skriver i bogen “Rovdyrkapitalisme”: “De har sænket skatterne for de rige, skabt smuthuller, som højtlønnede skatterådgivere kan udnytte, og ignoreret de omfattende skattely. De privatiserede offentlige aktiver og deregulerede finansverdenen, hvilket skabte de perfekte betingelser for, at de superrige kunne få endnu mere ud af resten af os.” Læs mere i min kronik på POV International:
Ensomhed breder sig som en pandemi
Vi er på vej ind i en ensomhedspandemi. Men hvad forhindrer et stigende antal mennesker i at finde en dybere tilknytning til andre? Fra begyndelsen fødes vi jo alle lige ind i armene på andre mennesker, og vi har tilmed aldrig kommunikeret mere, end vi gør i dag. Men der har alligevel heller aldrig været mere ensomhed. Det kunne lyde som begyndelsen på to helt forskellige historier, men måske hænger de sammen. At forstå den moderne ensomhed er at træde ind i dette paradoks. Læs min kronik om det moderne menneskes ensomhed:
Fri debat – på demokratiets præmisser eller algoritmernes?
De sociale medier blev født med løfter om åbenhed, samtale og demokratisk deltagelse. Men i dag har de udviklet sig til et uigennemsigtigt regime, der sætter rammerne for den politiske debat – og måske svækker selve demokratiets grundlag. En ny EU-forordning, der får Meta til at lukke for politiske annoncer, skaber debat om, hvad der egentlig truer demokratiet mest: regulering eller de sociale mediers voksende dominans. Læs mere om dette i min kronik på POV International:
Hvorfor virker LGBTQ+ så skræmmende, at det kan begrunde en krig?
SEKSUALITET OG KØN ER BLEVET ET AF DE SENERE ÅRS MEST POLITISEREDE EMNER. Ofte er der tale om letkøbte, populistiske erobringer af den offentlige og politiske dagsorden med spørgsmål, som har meget lidt med politik at gøre, men som vækker moralsk og følelsesmæssig opmærksomhed. LGBTQ+ er således blevet et led i den globale kultur- og værdikamp. Men her stopper det ikke. Seksuelle minoritetsgrupper tages som gidsler i storpolitik af enhver art, ofte med frygtelige konsekvenser for enkelte individer. Da Rusland invaderede Ukraine, var det en del af Putins begrundelse, at den havde til formål at forsvare Ruslands traditionelle værdier mod Vestens LGBTQ+-holdninger, som ville føre til degeneration, ”fordi de er i modstrid med den menneskelige natur”. Da Putin et halvt år senere fejrede annekteringen af fire besatte ukrainske regioner, slog han yderligere fast, at krigen skulle beskytte russiske børn mod ”perversioner” ved at sikre en heteronormativ fremtid for det russiske folk. I Ungarn kan vi aktuelt se, hvordan Orban-regimet nu igen indfører flere og mere omfattende forbud mod LGBTQ+. Og i USA viser en ny undersøgelse, at der stadig er et samlet befolkningsmæssigt flertal for homoseksuelle ægteskaber, men at splittelsen vokser: Den republikanske støtte til homoseksuelle ægteskaber er faldet til sit laveste niveau i et årti.
Hvordan kan det være, at seksualitet og køn stadig kan splitte så meget, som tilfældet er? Hvad er det, som virker så skræmmende ved transseksuelle mennesker, at de skal forbydes og nedkæmpes? Hvorfor virker homoseksualitet stadig som en provokation, der skal bekæmpes, eller i hvert fald være usynlig i det offentlige liv? Vi skriver 2025, hvorfor er det heteroseksuelle monogami stadig det, der betragtes som normen?
Det tematiserede jeg for nogle uger siden i en kronik: ”Fra køn til krig: Hvordan LGBTQ+-rettigheder er blevet et våben i verdenspolitikken,” som kan læses her.
Reaktionerne lod selvfølgelig ikke vente på sig, og beviste med deres kompromisløshed, at ”ja, det hetero-normative monogami er det normale”, ”ja, transseksualitet er unaturligt og unormalt”, og ”nej, det skal der ikke laves om på.” Men jeg vil hellere sige: ”Jo, det skal der laves om på.
Når autoritære ledere skal vælge angrebspunkter, er intet helligt. Trumps, Putins og Orbans regimer har fundet et fælles interessefelt i deres bestræbelser på at vinde både indre og ydre suveræn magt. Til det formål har de, sammen med mange andre politikere overalt i verden, rammesat køn, seksualitet og LGBTQ+, som nogle af de fjender, der skal bekæmpes, undertrykkes, fjernes – gennem umenneskeliggørelse. Det er vigtigt at være opmærksom på dette. På få øjeblikke kan det nemlig ske, at vi ikke kan få øje på det liv, som disse mennesker har, og som vi alle har til fælles, men som kræver omsorg, beskyttelse og sikkerhed. Evnen til at genkende særlige gruppers liv kan forsvinde, så de ikke gælder som rigtige liv, som vores eget. Det er sket før i historien, kan jeg bare sige.
Og lige i disse tider sker der mange ting, som vi for få år siden med stor sikkerhed sagde til hinanden, aldrig ville ske igen. Så altså: kik op og se mennesker, nyd alle forskellighederne, som dog altid har det tilfælles, at de/vi alle har behov for sikkerhed for at kunne leve videre. Langt de fleste af alle menneskers livsbetingelser er sociale, og vi skal derfor opretholde dem for og med hinanden; det er også det, man kalder for politik. Og i specielt højstemte øjeblikke for moral, eller endnu bedre: omsorg, empati.
Vrede uden mål og med
Vrede og raseri. Om det er internationalt, nationalt eller lokalt, så er det de emotionelle drivkræfter, og ikke rationaliteten, som i disse år er ved at omskabe verden. Vi lever i ”Vredens tidsalder”. Nutidens politiske og sociale stemning finder næring i en omsiggribende atmosfære af gensidig frygt og mistænksomhed, hvor enhver oplevelse af forskellighed omdannes til uforsonlighed, fjendskab og vrede. Når nervøsitet, frygt og usikkerhed bliver den dominerende stemning i et samfund, så får vreden licens til at vokse og sprede sig, så legitime politiske konflikter bliver til kamp om overlevelse. Læs mere her:
Fødslen af et håb
Op til treårsdagen for den russiske invasion af Ukraine afslørede Vladimir Putin, at krigen var en del af Guds vilje. Han sagde bl.a.: ”Det var efter Guds vilje, at denne skæbne faldt på vores skuldre for at udføre en så udfordrende, men hæderlig mission at forsvare Rusland.” Men Guds krige bliver altid til menneskets krige. De føres af mennesker, og de rammer mennesker, som måske endda føler sig forladt, af lige netop Gud, på grund af krigenes grusomhed. Læs min kronik på POV International om en ukrainsk kvinde, som fandt håb, ikke i Gud, men i et nyfødt barn:
