Hvis man lyver i hverdagens liv, mellem venner og familie, kan det få store konsekvenser i de personlige relationer. Hvis man lyver i politik, bliver man hurtigt tilgivet, får i værste fald måske en såkaldt “næse”, men mister sjældent anseelse eller job – eller også bliver man præsident. Læs min kronik på POV International om Løgn og Politik:
Hidtil har Danmark klaret sig uden om de værste højrefløjs-excesser og står i dag som en af de få undtagelser i Europa, hvor højrefløjspartier med populistiske og autoritære tendenser ikke har formået at vinde fodfæste. Men hvad er det lige, vi kan lære af lande, der har været knapt så heldige? Hvad er det, som har fået lov til at udvikle sig i lande som fx Frankrig, hvor der tales om det kommende valg som et skæbnevalg, fordi forudsætningerne for det liberale demokrati kan komme i spil i kampen for at etablere et troværdigt alternativ til den voksende højrefløj? Læs mere i min kronik i POV International om demokratiets tilbagetog:
Diskussionerne op til det kommende europaparlamentsvalg kunne være en anledning til at tematisere dilemmaet, at det store flertal gerne vil leve i et demokrati, men på den anden side er meget utilfredse med den måde, som de aktuelle demokratier fungerer på. Læs mere i min kronik på POV International
Der opstår flere og flere gråzoner i samfundet, som det kan være sårbarhedsskabende at nærme sig. Zoner, hvor mennesker kan blive udsat for skadelige belastninger med langvarige konsekvenser. Måske er samfundet blevet strukturelt fjendtligt over for nogle af menneskets mest grundlæggende eksistentielle behov. Der skal et nyt realitetsprincip til, som tematisere de forskellige former for mistrivsel, som en uundgåelig del af det samfund, der har udviklet sig i slipstrømmen af konkurrencestaten. Hvad er senfølgerne af den udbredte mistrivsel, af øget psykisk sårbarhed ? Her taler vi ikke kun om senfølgerne for det enkelte menneske, men også for samfundet på længere sigt. Læs mere i min kronik om konkurrencestatens senfølger:
Selvfølgelig er vi stadig i verden, men det er ikke længere helt præcist, hvad det betyder at være i verden når denne verden bliver mere og mere digitaliseret. Og ikke mindst hvad venter der os, når både vores individuelle og samfundsmæssige verden bliver reformateret af den digitale anti-verden? “Hvor er vi, når vi er i verden?”
Læs min kronik i POV International om mødet med den digitale anti-verden:
Det store spørgsmål i disse år er, hvad den demokratiske styreform skal stille op, hvis der omkring et valgt viser sig et flertal for at undvære demokratiet. Hvis der er demokratisk flertal for det, skal demokratiet så blot tillade afmonteringen af sig selv i håbet om, at den politiske proces senere vil kunne genindføre det? Eller bør demokratiet forsvare sig selv ved hjælp af udemokratiske midler? Læs mere i min kronik på POV International:
Mens regeringen vil have danskerne til at komme op i gear og arbejde noget mere, vil hver femte dansker ned i tid. Når befolkningen vil noget andet end politikerne, er det ikke altid værst for befolkningen. Det er politikerne, som er på valg, ikke befolkningen. Færre og færre vil acceptere blot at skulle indlære sig, hvordan stress håndteres. Derfor vil der komme en modbevægelse med masser af nye initiativer i kampen om tiden. Læs mere i min kronik om vejen til langsomheden:
Den seneste undersøgelse af danskernes sundhed viser, at frygten for ikke at være god nok er udbredt, ikke mindst blandt unge. Kravet om succes, perfektion, skønhed og anerkendelse er blevet til en udbredt og skrækindjagende følelse af utilstrækkelighed, hvor svaret på det eksistentielle spørgsmål “Hvem er jeg?” lyder: “Jeg er en, som ikke er god nok.” Læs mere her:
Hvordan kan et meget lille mindretal, måske blot en enkelt person, tyrannisere friheden for et meget stort flertal? Hvad er det, som disse autoritære strømninger antages at kunne give mennesker, som støtter op bag dem? Hvad er der sket, siden autoritære folkelige bevægelser ledsaget af “stærke mænd af rette støbning” dukker op netop nu og vinder folkelig opbakning, ikke kun i fjerne lande uden stærke demokratiske traditioner, men også her i Europa, i vores umiddelbare nærområder, og blandt vores nærmest alliancepartnere? Læs mere i min kronik på POV International:
Det eneste, man kan være sikker på er, at kommer der krig, så bliver det ikke de ansvarlige politiske ledere, som kommer til at betale den højeste pris – det gør deres civilbefolkninger. Siden Anden Verdenskrig er der udgivet adskillige officielle pjecer for at vejlede befolkningen om, hvad man skal gøre, hvis der bliver krig. Det skyldes naturligvis, at de største omkostninger og tab i en krig bæres af den civile befolkning. Tab af civile liv er ofte lang større end blandt de militære styrker, og i hvert fald mange, mange gange større end blandt dem, som har magt til både at begynde og afslutte en krig. Læs mere i min kronik på POV International:
Peter Johannes Schjødts blog 