Når man truer med at invadere et land, er det en god idé at kunne huske navnet på det pågældende land. Det skabte i sagens natur lidt turbulens på Island, da Trump i går nævnte landet fire gange, og sandsynligvis forvekslede det med Grønland. I løbet af præsidentens rablende strøm af ord og tanker, ved onsdagens tale under World Economic Forum i Davos, fik han tilmed beskyldt Island for at have ansvaret for et fald på de amerikanske aktiemarkeder. Desuden bebrejdede han NATO for ikke at være der for USA i forhold til Island. Som det Islandske medie RÚV lakonisk bemærker, er det ”uklart, hvad Trump mente.”
Læs restenKategoriarkiv: Økonomi
Nej, Donnie, du må ikke få Grønland
Den amerikanske økonom, Paul Krugman, beskrev i går Donald Trumps reaktion på modstanden mod det vanvittige krav om at “få” Grønland, som “et frustrationsbrøl fra en gal diktator, der lige har indset, at han ikke kan sende marinesoldaterne ind”.
Læs restenKampen om Europas sjæl
Vi må forstå den ubehagelige kendsgerning, at populister, putinister, trumpister m.m. også forestiller sig selv, som Europas redningsmænd. At forstå dette er også at forstå, at truslen ikke udelukkende kommer fra populismen. Populismen er også en reaktion på Europas liberale og velstående etablissements manglende evne til at forblive tro mod Europas frigørende potentiale. Den eneste måde at besejre populismen på er at vende en nådesløs kritik imod det økonomiske og liberale establishment, som forrådte og fortsat forråder de europæiske velfærdsstater med en ødelæggende, neoliberale drejning. Læs mere i min kronik på POV:
Kapitalismen: “Det’ de riges paradis, men jeg syn’s fan’me det er synd.”
De rigeste mennesker i verden har formuer, som er ubegribelige. Hvis vi blot tager den rigeste håndfuld, så er deres rigdom større end den fattigste halvdel af menneskeheden. Det er næppe overdrevet at sige, at kapitalismen har sejret ad helvede til, siden kommunismen og socialismen blev spillet af banen. Siden har regeringer over alt i verden medvirket til at skabe økonomiske regler, som entydigt favoriserer rigdom frem for arbejde. Som aktivisten og den politiske kommentator Grace Blakeley skriver i bogen “Rovdyrkapitalisme”: “De har sænket skatterne for de rige, skabt smuthuller, som højtlønnede skatterådgivere kan udnytte, og ignoreret de omfattende skattely. De privatiserede offentlige aktiver og deregulerede finansverdenen, hvilket skabte de perfekte betingelser for, at de superrige kunne få endnu mere ud af resten af os.” Læs mere i min kronik på POV International:
Ensomhed breder sig som en pandemi
Vi er på vej ind i en ensomhedspandemi. Men hvad forhindrer et stigende antal mennesker i at finde en dybere tilknytning til andre? Fra begyndelsen fødes vi jo alle lige ind i armene på andre mennesker, og vi har tilmed aldrig kommunikeret mere, end vi gør i dag. Men der har alligevel heller aldrig været mere ensomhed. Det kunne lyde som begyndelsen på to helt forskellige historier, men måske hænger de sammen. At forstå den moderne ensomhed er at træde ind i dette paradoks. Læs min kronik om det moderne menneskes ensomhed:
Fri debat – på demokratiets præmisser eller algoritmernes?
De sociale medier blev født med løfter om åbenhed, samtale og demokratisk deltagelse. Men i dag har de udviklet sig til et uigennemsigtigt regime, der sætter rammerne for den politiske debat – og måske svækker selve demokratiets grundlag. En ny EU-forordning, der får Meta til at lukke for politiske annoncer, skaber debat om, hvad der egentlig truer demokratiet mest: regulering eller de sociale mediers voksende dominans. Læs mere om dette i min kronik på POV International:
Hvad er velfærdsstatens mål?
Hvor mange af de trivselsproblemer, som vi møder i dag, skyldes ikke den materielle velstandsproduktion? Nedslidning, stress, ensomhed og psykisk sårbarhed i bred forstand. Ofte bliver begrebet ”diagnosekultur” arrogant brugt, uden hensyn til at neo-liberalismen og konkurrencestaten har skabt vedvarende forudsætninger for menneskelig nedslidning og lidelse. Det er entydigt det enkelte menneskes økonomiske præstationsevne, som efterspørges og belønnes. Læs mere på POV International, hvor min kronik stiller spørgsmålet om velfærden er ved at slå over i ufærd?
Vi har en fattigdomsgrænse, men vi mangler en rigdomsgrænse!
Fattigdom er efterhånden blevet anerkendt som et moralsk, samfundsmæssigt og politisk problem. Politikerne skændes derfor ofte om, hvor lidt en familie kan overleve for, men hvorfor adresserer de aldrig den anden ende af ulighedsskalaen: Hvor meget akkumuleret rigdom er for meget for et menneske? Hvornår skal der sættes en stopklods ind? Ulighed er afstanden mellem top og bund. Hvis ulighed skal bekæmpes, må der således ikke alene være en såkaldt fattigdomsgrænse, men også en rigdomsgrænse, en slags øvre grænse for rigdom. Læs mere i min kronik på POV International:
