Sikkert utilsigtet har dannelsen af Inger Støjbergs nye parti fremkaldt et meget klart billede af grundlaget for politik. Partiet Danmarksdemokraterne viste sig allerede på stiftelsesdagen at være en slags politisk laboratorierotte, som kan studeres med henblik på at analysere kernen i politik – ikke kun i det nye parti, men i alle politiske partier. Fordi partiet i skrivende stund blot har eksisteret i 24 timer, er nogle ting tydelige, som hos de ældre partier efterhånden enten er glemt eller blevet tildækket under tykke lag af fernis.

Når vi kikker på Danmarksdemokraterne forstyrres billedet ikke af partiprogram, politisk indhold, parlamentariske strategier eller modeller for organisationsstruktur. Partiet består af stifteren, som ved præsentationen kunne forsikre, at partiprogrammet ville “komme efter valget,” men at omdrejningspunktet var “borgerlig snusfornuft.” Partiets målgruppe er “folk, som er flest.” Ved præsentationen begrundede Støjberg det nye parti med, at diskussionerne på Christiansborg ikke “vedrører mig og mange af os.” I forlængelse heraf malede hun med bred pensel nogle temaer op i form af modsætninger mellem OS og muslimerne, OS og eliten i de københavnske saloner, OS i provinsen og dem i byerne. 

På dette grundlag mente en kommentator at Danmarksdemokraterne allerede må anses for at være en magtfaktor i dansk politik. Efter blot én dag havde partiet da også fået over 40.000 vælgererklæringer. Umiddelbart forekommer det, at denne opbakning har materialiseret sig på et ret spinkelt grundlag, hvis vi med grundlag altså mener politisk substans, program og målsætninger.

Men så enkelt er det bare ikke. Trods partiets spinkle indholdsmæssige grundlag kan man alligevel finde det, som definerer begrebet “politik”, nemlig en indlysende modstilling på flere fronter mellem OS og DEM – en modstilling, som er forudsætningen for at skabe politisk identitet, og som mange andre partier ganske givet vil misunde Støjberg-partiet. 

Politik handler altid om OS og DEM, og om konflikten mellem OS og DEM. Læser man lidt op på den partipolitiske historie vil det vise sig, at netop “de andre” er et konstituerende element i politik – det, som konstituerer muligheden for at vi kan finde en fælles kollektiv identitet som OS forskellig fra DEM. Denne antagonisme bliver tydelig når et nyt parti dukker op på scenen og må være meget skarp på, hvem de er og hvem de ikke er. Ordet “antagonisme” betyder rivalisering, modsætning, modstander, opposition o.l. Partiernes politiske identitet må nødvendigvis være konstitueret gennem eksistensen af samfundsmæssige forskelle – antagonismer – mellem mennesker og grupper, fordi enhver form for identitet er konstitueret som en relation og dermed som en “forskel”; en opfattelse af “noget andet”, noget fra mig/os forskelligt.

Danmarksdemokraterne gør denne politiske identitetsdannelse meget tydelig. Noget program har partiet ikke, men tilsyneladende har det været nok at formulere en række stærke modsætningspar, som kan definere et OS og et DEM, for at få over 40.000 vælgererklæringer på nogle få timer. Under præsentationen af partiet var dette OS da også noget af det, som Støjberg gentagne gange fremhævede.

Forestillinger om ven/fjende er af stor betydning for politisk identitetsdannelse. Derfor har følelser også en stærk betydning i politik. Dybest set består hele Støjbergs projekt af en række stærkt følelsesmæssige udsagn i form af definitionen af OS i modsætning til DEM. Og netop den følelsesmæssige dimension er vigtig, fordi passioner og affekter er vigtige for skabelsen af den identitetsgivende relation OS versus DEM.

Selv om det alligevel ofte forsøges, giver det ikke nogen mening at tale om f.eks. ét folk, hvilket de forskellige politiske partiers betoning af OS og DEM understreger. De indbyggede forskelle, der knytter sig til forståelsen af begreber som “folk”, “borger” og “dansker” er noget af det, som giver plads til politisk initiativ og identitetsdannelse. Samfundet er ikke homogent, det er et plurivers af forskelligheder, og det er disse forskelle, som giver anledning til politik og samfundsengagement. 

Det er imidlertid værd at undre sig lidt over, hvorfor og hvordan de såkaldte “gamle” partier har fået gjort nogle menneskelige og samfundsmæssige modsætninger så hjemløse i politisk sammenhæng, at der kan bygges endnu et nyt parti op omkring dem, uden andet indhold end netop den konfrontatoriske modstilling? 

Måske har de alt for længe ignoreret, at den antagonistiske dimension er iboende alle menneskelige samfund, som den politiske filosof Chantal Mouffe har skrevet en række vigtige bøger om. Den typiske forståelse af vores samfund er, at ganske vist er der forskellige perspektiver og værdier, men grundlæggende har velfærdsdemokratiet skabt et samfund uden dybere konflikter og skel. Denne forestilling bygger på, at uenighederne ikke stikker så dybt, hvilket de i perioder måske heller ikke har gjort, eller – mere sandsynligt – at de i en periode er blevet indfanget og legitimeret som problemer og konfliktstof af de politiske partier. 

Men hvad sker der når en række dybe konfliktområder bliver politisk hjemløse? De forsvinder ikke; de vokser. Når de ikke i tide bliver gjort til en del af den politiske dagsorden – hvormed de kunne være blevet legitimeret og anerkendt, som seriøse problemer – vokser de fra blot at have været forskellige holdninger, værdiforskelle o.l. til at blive opfattet som om nogen stiller spørgsmål ved hele VORES identitet og VORES eksistens uden at nogen tematiserer og legitimerer denne oplevelse politisk. Herfra er der ikke så langt til ikke længere blot at opleve “de andre” som modstandere med andre værdier, men som fjender, hvormed løsningerne også bliver mere og mere radikale og tilspidsede.

På den baggrund bliver der åben bane for politiske identitetsdannelser, som alene bygger på konfrontationen, fjendskabet, forargelsen, fordømmelsen og moraliseringen mellem OS og DEM. Det forekommer som om Støjbergs Danmarksdemokrater er sådan en størrelse. Men hvem åbnede banen for dem? Hvem var det som glemte, at politik bygger på forskelle, på oplevelsen af et OS og et DEM, som må tages alvorligt og gøres til genstand for politik og demokratisk debat, hvis forskellene og modsætningerne ikke skal eskalere til nærmest fjendtlige konflikter.