Et suk fra mange menneskers hverdag: ”Jeg orker ikke at høre mere om Trump, USA og Grønland, om krigen i Ukraine, om Gazas dræbte børn, om Iran, klimakatastrofer, død og elendighed, You name it.” Men hvad er det, man ikke orker? Orker man ikke at høre om alle de frygtelige ting, som sker rundt omkring i verden, eller orker man ikke smerten og den indre rystelse over, at de rent faktisk sker? Der er en ret betydelig forskel.

Det er et besværligt spørgsmål, for med de sociale mediers gennemtrængningskraft kan det være svært at få en pause fra verden. Og det har alle brug for. Bag dette helt normale behov for periodisk tilbagetrækning ligger der måske en uddybning af spørgsmålet om, hvad det er, man ikke orker? Den amerikanske forfatter Ian Kumamoto skrev i sidste uge, at det måske i virkeligheden drejer sig om ”den urolige følelse af ikke længere at vide, hvad vores kulturs kerneværdier er, og at skulle leve i hyper-årvågenhed…” 

Det udmattende kan være, konstant at skulle orientere sig moralsk i dybt eksistentielle spørgsmål: hvad er værst, Hamas’ angreb på uskyldige israelere, eller Israels hærgen i Gaza med drab på uskyldige palæstinensiske børn og udsultning af tusindvis af ikke-kombattanter? Eller, som jeg hørte forleden dag: Er det Irans præstestyre, som lige nu er i gang med at dræbe tusindvis af borgere, eller er tragedien i virkeligheden iværksat af CIA og Israel? Og i disse dage støder man også på diskussionen om, hvad der egentlig sker på de brutale optagelser fra sidste uge, hvor en amerikansk ICE-agent, med tre skud, dræbte den 37-årige Renee Nicole Good? Optagelserne tolkes vidt forskelligt: Kvinden var ubevæbnet, sad i sin bil, angreb ikke, hendes sidste ord til drabsmanden var: ”Jeg er ikke vred på dig.” Ud fra den samme optagelse har Trump-regimet og MAGA-bevægelsen kolporteret historien om, at hun var terrorist og så farlig, at ICE-agenten måtte kæmpe for sit liv og skyde hende tre gange, inden han kaldte hende for ”bitch.” Eller hvad med Ukraine? Blev landet brutalt invaderet af Rusland, eller er det Rusland, som er ofret, og bare forsvarer sig mod de aggressive kræfter fra Vesten? Og så er der jo alle dem, som flygter fra de mest udsatte og nådesløse steder i verden: Er de ofre, eller er de kulturelle bødler, som kommer for at ødelægge vores samfund? 

Det perverse er, at der diskuteres ret og rimeligt i drab, ødelæggelse, udslettelse og fordrivelse af mennesker. På denne baggrund taler Ian Kumamoto om en ”moralsk dissonans,” som lige i disse tider forekommer mere udbredt end ellers. Selv om alle stort set har samme viden, er det blevet mere og mere umuligt at orientere sig i de moralske vurderinger. Det er ikke et problem med uenighed om politik, samfund, økonomi o.l. Det ville være forfærdeligt, hvis alle mente det samme, og tilmed en trussel mod demokratiet. Problemet forekommer at være en grundlæggende uenighed om menneskelige værdier og rettigheder. 

I stigende grad stilles spørgsmålet: hvem er livet værd, og hvem er det ikke nødvendigvis, og kan derfor heller ikke kræve beskyttelse, hverken moralsk eller retsligt? Herfra er der kort vej til et ”ven-fjende-perspektiv,” som ofte gør svaret alt for let. Sådan har det måske også været tidligere, men forskellen er, at vi i dag præsenteres for disse spørgsmål, når vi åbner vores telefon. Og dét udmatter mennesker, helt til den grænse, hvor de siger: ”jeg orker ikke mere, hvad skal det nytte?”

Da jeg for mange år siden begyndte at læse filosofi ved Københavns Universitet, var Peter Kemp en af mine første undervisere, og han tog på en meget direkte måde disse spørgsmål op. Gennem sit engagement i verden omkring sig viste han, at filosofi, for ham, var en bestemt måde at være i verden på. Han definerede filosofi som kritisk refleksion over de ting, som vi ellers tager for givet. Kemp betonede konstant engagementets betydning for menneskets selvforståelse. Verden er ikke blot et andet ord for det sted, hvor de andre er. Det er betegnelsen for det sted, hvor vi selv er, sammen med de andre. Engagementet i verden og i andre menneskers liv skaber den selvforståelse, som vi kun kan få ved at engagere os i de givne vilkår omkring os – både de nære og de fjerne, de eksistentielle og de samfundsmæssige. 

At leve efter dette princip er enormt vanskeligt i dag, fordi vi konstant konfronteres med de mest betydningsfulde spørgsmål om det menneskeligelige liv i verden: hvem holder jeg med, hvilke mennesker bør efter min mening leve, anerkendes, have frihed, og rettigheder – og hvem bør ikke? Disse spørgsmål har internettet gjort til baggrundsstråling for vores helt almindelige og daglige liv. 

Det er ikke mærkeligt, at der ofte råbes: ”Stop verden, jeg vil af,  eller i det mindste vil jeg ikke høre mere om globale ulykker og menneskelige tragedier.” Men som filosoffen Donna Haraway skriver, så må vi blive i besværet: ”Opgaven er at blive kapable sammen med hinanden i alle vores uensartede måder at respondere på.” Jeg tror det er den eneste måde at gøre verden forståelig og meningsfuld, at vi engagerer os i besværet med de andre; og den eneste vej til at finde ud af, hvem vi selv er.