Politik henter sin betydning og mening fra det, som ikke er politik, men som bliver gjort til genstand for politiske diskussioner og beslutninger. I de kommende måneder skal Folketingets politiske partier diskutere og tage stilling til nogle af de dybeste eksistentielle spørgsmål, nemlig lidelse, menneskelig værdighed og død. Et borgerforslag om at legalisere aktiv dødshjælp i Danmark fik således over de 50.000 underskrifter, som gør det til en sag for Folketinget.

Det er ikke noget nyt, at døden er på den politiske dagsorden. Det har den f.eks. været de gange, hvor dødskriterierne har været til diskussion. Her skulle politikerne beslutte, hvornår en dansker kunne siges at være død, og nu er det altså op til Folketingets politikere at afgøre, om aktiv dødshjælp i fremtiden skal være en rettighedssikret ydelse i det danske sundhedssystem.

Men hvad er det for en slags død, vi taler om i forbindelse med sagen om aktiv dødshjælp? En hypotese i den følgende skal være, at vi blandt mange andre forestillinger om døden også har fået en, som vi kan kalde forestillingen om den nyttige død.

Forståelsen af døden har ændret sig flere gange gennem tiden, som bl.a. den franske historiker Philippe Aries har beskrevet for den vestlige verdens vedkommende. Kirken og religionen er ikke længere et centralt og aktivt fundament for vores kultur og livsværdier. Sammen med videnskabeliggørelsen af mennesket har dette medvirket til, at døden har mistet sin centrale placering i den kulturelle praksis. Mere end nogensinde er døden de levendes problem. Løsrevet fra religiøse forestillinger er døden derfor også blevet en politisk sag, der kan diskuteres, og tilmed ende med en politisk beslutning om, hvornår man er død, som f.eks. i forbindelse med dødskriterierne. 

Videnskaben og den medicinske teknologi har motiveret til det syn på døden – og livet! – at mennesket kan tage døden i sin tjeneste. Ikke kun i den gamle og traditionelle form, hvor vi slår hinanden ihjel for at opnå krigs- og magtpolitiske gevinster, men også i det gode og værdige livs tjeneste, ved at kunne udsætte døden, ved at kunne bruge den til at redde liv gennem donation, og til at sætte en stopper for lidelse gennem aktiv dødshjælp.

Den engelske historiker Arnold Toynbee skrev, at døden er u-amerikansk. Han mente, at i en kultur, der lægger så meget vægt på styrke, skønhed, ungdom, vitalitet og så lidt på visdom og alderens værdighed, har døden ingen plads og må betragtes som en fiasko. I dag gælder dette ikke blot for USA. Men paradokset er imidlertid, at døden faktisk har fået en helt ny plads, som Toynbee ikke forudså: I det moderne, højeffektive og arbejdsbesatte hastighedssamfund er det lidelsen, skrøbeligheden og sårbarheden, som ikke har nogen plads – derfor får døden en ny og menneskeskabt plads, som middel mod lidelse. 

Diskussionen om aktiv dødshjælp handler om menneskelig lidelse og døden som en mulig menneskevalgt grænse for lidelsen. Det forekommer ikke menneskeligt muligt at afvise lidelsens indvirkning på et menneskes hele eksistens. At række ud efter lindring, både i form af omsorg og måske dødshjælp, er dybt menneskeligt forståeligt, når lidelsen rammer. 

Men måske er forestillingen om en statslig sikret ret til at modtage aktiv dødshjælp mest forståelig og rationel på det individuelle plan, men mindre ønskelig og rationel i et samfundsmæssigt perspektiv. En given behandling kan godt være et dybt forståeligt ønske fra det enkelte menneske, men alligevel ikke et samfundsmæssigt acceptabelt valg. 

Jævnligt er det til debat, om en given behandlingsform er for dyr at tilbyde i det danske sundhedssystem. Og jævnligt ender det med en politisk prioritering af, hvilke ydelser, som sundhedssystemet skal yde. Her er det en økonomisk prioritering. Men der må også være tale om etiske prioriteringer mellem de ydelser, som sundhedssystemet kan tilbyde borgerne. Også i forhold til aktiv dødshjælp er det ubekvemme spørgsmål, hvad der er statens opgave at yde? Her er de etiske prioriteringer måske langt vanskeligere at drøfte og vedtage end de økonomiske. Ikke mindst, fordi kerneværdierne omkring et eksistentielt anliggende som f.eks. aktiv dødshjælp er dybt individuelle og subjektive: livskvalitet, et værdigt liv, den gode død, befrielse for lidelse.

I flere af de eksempler, som trækkes frem til fordel for legalisering af aktiv dødshjælp, er det værd at bemærke, at der ikke er tale om døende mennesker. Der kan f.eks. være tale om den ældre kvinde, som TV2 talte med. Hun havde været udsat for et alvorligt fald med tiltagende smerter til følge og sagde: “Jeg gider ikke være her mere, men jeg kan ikke komme væk. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal bære mig ad.” Da kvinden senere døde, ærgrede et familiemedlem sig over, at “hun og familien ikke kunne opfylde mormorens sidste ønske.”

Uanset hvor stor medfølelse og sympati man må have for denne kvinde og hendes familie, er det imidlertid også nødvendigt at overveje konsekvenserne af en evig optimering af statens udbud af ydelser – i dette tilfælde en ydelse for at imødekomme borgerens ønske om at dø på en bestemt måde. Er det udelukkende borgerens krav, som er etisk velbegrundet? Og er lidelse en tilstrækkelig etisk begrundelse for at kunne kræve retten til at få ydet aktiv dødshjælp af samfundets sundhedssystem? Lægeforeningen har erklæret, at aktiv dødshjælp er etisk uacceptabelt, og at foreningen er imod en legalisering af denne praksis i Danmark. Men selvfølgelig findes der ingen sandhedsvidner i denne sag. 

Debatten om aktiv dødshjælp er imidlertid allerede præget af betydelig uklarhed om centrale begreber som lidelse, værdighed, frihed til at bestemme over eget liv og egen død. Derfor er der grund til at håbe på en langvarig debat, hvor positionerne bliver mere og mere afklarede og præget af gensidig empati. Da statsminister Mette Frederiksen åbnede årets Folkemøde på Bornholm, lagde hun imidlertid ikke op til en dialogisk og eftertænksom debat om aktiv dødshjælp.

Med vanlig mangel på forståelse for demokratiske dialogprincipper og evne til refleksiv eftertænksomhed, slog hun blot fast, hvem der havde ret og hvem der havde uret: “Jeg ved godt, at det her er en svær debat. Og jeg ved godt, at det etiske råd er imod. Selv har jeg det helt anderledes, og meget tyder på, at mange af jer har det på samme måde.” Det er et dårligt udgangspunkt for eftertanke over et så vanskeligt emne som aktiv dødshjælp, hvis man, som Mette Frederiksen, lægger ud med at definere positionerne i debatten som os-dem, de rigtige og de forkerte. 

Personligt mener jeg, at tvivlen er en nådegave, også i denne sag. I et samfund med palliativ omsorg, smertelindring og en stærk omsorgskultur omkring livets afslutning, er der i hvert fald en etisk og eksistentiel begrundelse for at diskutere, om døden skal være et institutionelt svar på lidelse. Der åbnes let for en glidebane, fordi oplevelsen af lidelse nødvendigvis må være stærkt subjektiv og præget af det enkelte menneskes samlede livssituation. I lande, som har legaliseret aktiv dødshjælp, er det således heller ikke et ukendt problem, at der meget hurtigt viser sig grænsetilfælde, hvor der må opstå tvivl om en borgers legitime ret til dødshjælp og om rigtigheden af en eventuel afvisning af borgerens ønske om at blive hjulpet til at dø. Med andre ord, hvor går grænsen, og hvem beslutter denne grænse på hvilket grundlag? 

Skal døden blive et sundhedsfagligt instrument, som kan bringes i anvendelse efter borgernes præferencer og ønsker om at realisere livets værdighed og den ønskede død? Selv om tilhængerne af legaliseret dødshjælp konstant bruger begrebet om et værdigt liv, kunne det også hævdes, at lidelse som indikation for aktiv dødshjælp faktisk indsnævrer ideen om, hvad et værdigt liv er? Hvis man ikke er i tvivl om den slags ting, ender debatten om aktiv dødshjælp med, at de to positioner, for og imod, stivner over for hinanden i en blind kynisme uden empati.