Månedsarkiv: november 2014

At være alderssvarende

Skriv en kommentar

Det har taget mig en del tid, at blive 58 år. Men nu nærmer det sig – her, hvor året er ved at sparke støvlerne af, som den svenske digter Thomas Tranströmer skriver.

Tiden er den måde, som mennesket bevæger sig på. I begyndelsen uden at opdage det. Efterhånden hurtigere og til sidst larmer tidens bevægelse, som et eksprestog.

At blive ældre udlægges ofte, som at blive indhentet af alderen. Men den biologiske alder er næsten altid foran bevidstheden.

Måske handler det slet ikke om at blive indhentet af alderen, men om selv at indhente den. Som det hedder om børns udvikling: man må blive alderssvarende.

At være alderssvarende betyder, at være psykisk og mentalt jævnbyrdig med sin alder. At indhente alderen, som voksen og ældre, er vel et forsøg på, at blive alderssvarende.

I tidligere tiders samfund havde man overgangsriter, der hjalp mennesket med at flytte sig psykisk og mentalt, fra livsfase til livsfase.

Der var overgangsriter og indvielsesritualer, fra livmoderen til verden, fra barndommen til puberteten, fra ungdom til voksenalder, fra voksen til alderdom og fra liv til død.

Der var ikke nogen alder, som var mere værd end andre. Hver alder havde sin betydning. Derfor var det vigtigt, at sikre menneskets indvielse til hver ny livsperiode.

Det er mere usikkert om hver alder og livsfase har ens værdi i dag. Ungdommen er alderen. Og det i et omfang så det er officielt anerkendt, at tale om ældrebyrden.

I dag knytter riterne sig mere til det, at udsætte overgangen mellem ungdommen og de ældre livsfaser. Det handler om at fastholde ungdommen.

I stedet for overgangsriter kunne vi tale om afvisningsriter. Et menneske på 58 har et problem, hvis det virker alderssvarende. Det er bedst, at virke yngre end sin alder.

Afvisningsriterne praktiseres mange steder, i mange former for kirker og templer – og ungdommen er blevet den mest efterstræbelsesværdige aldersfase.

Men det er kun børnene, der er unge for evigt. De kan kun være ét sted – nemlig i deres barndom, og samtidig minder de os andre om, at vi ikke kan forblive unge.

Børn lever evigt. Det skrev Bob Dylan om i sangen”Forever Young”. En sang, som hans lille søn inspirerede ham til:

May your hands always be busy
May your feet always be swift
May you have a strong foundation
When the winds of changes shift
May your heart always be joyful
And may your song always be sung
May you stay forever young

Menneskets liv er ofte blevet illustreret som en cirkel. Denne cirkel bør dog tegnes med to åbninger: den, hvor vi smutter ind i livet og den, hvor vi smutter ud igen.

Jeg kender en lille fyr, som for 8 år siden smuttede ind i livet. Når jeg kigger på ham kan jeg se, at barndommen og alderdommen kan noget særligt:

De kan intensivere vores eksistens. Men børnene er bedst til det. For dem eksisterer der ikke andet end barndommen. De er jo lige smuttet ind i livet og kender ikke andet.

For os andre eksisterer der livsfaser, hvor vi måske hellere ville være, i stedet for snart, at skulle til at smutte ud af en åbning i livets cirkel.

Jeg ser på den lille fyr. May you have a strong foundation. For dét vil jeg lære af. Jeg vil lære af dit grundlag: at du kun kan være barn – kun kan være der, hvor du er lige nu.

Så kan jeg også lettere være alderssvarende. For på samme måde som dig er jeg jo aldrig hverken yngre eller ældre end jeg er – NU eller NU…for NU er jeg den jeg er – HER.

Ord

2 svar

Ord er det særlige ved mennesket. Det der gør os til mennesker. Men også det, der kan få os til at virke umenneskelige på andre. Ord kan være opbyggende, og ord kan virke nedbrydende. Nogle ord kan redde vores dag, andre ord kan ødelægge den. Vi kan aldrig være ligeglade med ord, for de har deres egen kraft – de er så at sige en slags handling, selv om de er usynlige. Ord skal derfor omgås med forsigtighed.

Der er forsonlige ord og uforsonlige ord. Der har altid været ord, som man kunne blive latterliggjort for at bruge. Hvilke ord det har været, har skiftet fra årti til årti, og mellem generationerne. Måske er netop dét forklaringen på generationskløften: Nu lyder du som en gammel mand. Men jeg vil gerne sige, at i dag virker det som om, det er dem, der bruger de forsonlige ord, som bliver latterliggjort.

Uforsonlighed er nærmest blevet en moralsk kvalitet. No Mercy. Skam er i stadig mindre grad noget man føler, når etiske værdier krænkes, eller når almindelig menneskelig værdighed uforsonligt trædes under fode. Skammen i dagens samfund opstår, hvis man gribes i at udvise forsonlighed, medlidenhed og barmhjertighed. Uforsonlighed er blevet en helt almindelig og accepteret dyd.

Søg på Google: Nåde kommer ud med ca. 170.000 hits. Hævn med 1.1 million. Barmhjertighed med kun ca. 98.000, selv om det er barmhjertighed, som vores kristne kultur bygger på. Alle børn kender jo historien om den Barmhjertige samaritaner, som også udviste forsonlighed (3.000 hits), og ikke stillede sig an med en konfronterende attitude, selv om ordet konfrontation kommer ud med næsten 700.000 Google-hits.

Men det er jo bare ord. Hvis ord imidlertid blot tages for luftige vinde, der slippes ud af munden og derefter forsvinder op i det blå – så undervurderes ordets betydning. Alene skaber ord ikke virkelighed. Men ordene indgår i virkelighedens skabelse af mening, betydning og forståelse. Der var en gang en popsang, der hed ”Words don’t come easy” – ord kommer ikke let – som viste noget om dét.

Den handlede om en fyr, der ikke kunne finde de rigtige ord til at forklare en pige, at han elskede hende. Han var ung og ledte ikke alene efter ordene, men også efter den erfaring, som ordene skulle udtrykke. Han havde ikke tidligere erfaret den kærlighed, som han nu mærkede, og forsøgte at sætte ord på. Det vi ikke har erfaring med er svært at sætte ord på. Men omvendt dukker f.eks. kærligheden ikke op, bare fordi vi bruger de rigtige ord.

Barmhjertighed opstår ikke, fordi vi bruger ordet. Men vi kan være ret sikker på, at barmhjertigheden tyndes ud, efterhånden som ordet latterliggøres, eller betragtes som et taber-ord i samfundet. Der indfinder sig en voksende foragt for svaghed. De svage og udstødte ophører langsomt men sikkert med at være synlige, når ord som barmhjertighed, medfølelse, og nåde forsvinder ud af sproget.

Så ophører de efterhånden med at være et etisk problem, og så er det ikke længere et moralsk ansvar, at vise barmhjertighed over for disse menneskers skæbne. Der er allerede sket mærkelige ting med vores ord og sprog på dette område. Spørgsmålet om det moralske ansvar er flyttet fra barmhjertighed til i stedet at blive fokuseret på forsvaret for de stærkes rettigheder til at sige, lige hvad der passer dem.

Vi har noget, der hedder Modersmål-Selskabet. Med jævne mellemrum udsender det en liste over hvilke ord, der er på vej ud af det danske sprog – ord, som har en begrænset levetid i ordbøger og lignende. I de seneste år har det været ord som dorsk, langmodig, negerbolle og svanger. Til gengæld kommer der nye ord ind i sproget – og så beklager vi os over de mange fremmedord.

Men tanken om ord, der forsvinder er interessant på mange måder. Dan Turèll beskrev i begyndelsen af 1990’erene, hvordan nogle ord – som ellers var gode gamle og velkendte ord – var ved at blive forvandlet til rene fremmedord. I digtet ”Postkort til Modersmål-Selskabet” skrev han: …Næ, de virkelige fremmedord // i dansk, 1991 // er ord som: // trøst // nåde // fred…Og for egen regning vil jeg gerne tilføje ordet barmhjertighed.

Der holdes regnskab med, hvilke ord der forsvinder ud af ordbøgerne. Det er vanskeligere, at holde regnskab med, hvad det betyder, at de forsvinder. Hvad sker der f.eks., hvis ordet barmhjertighed forsvinder, eller hvis det grundlæggende skifter betydning? Måske bliver det vanskeligere at genkende situationer, der kalder på barmhjertighed – sådan må det jo være, hvis vi hverken kender ord eller betydning.