Sådan cirka midt i det hele sidder navlen. Alle pattedyr har en, men den er vist mest synlig hos mennesket, hvor navlen både kan være en lille fordybning eller boble lidt ud – alt efter om den er en innies eller en outies, som det hedder. Navler er individuelle og kan se helt forskellige ud. Men på samme måde, som næsten alle andre dele af menneskekroppen, har navlen en symbolsk betydning. Navlen er nemlig den kropsliggjorte erindring om det vigtigste tidspunkt i ethvert menneskes liv.

Hvis det stadig var muligt at tale om mennesket i mytologiens sprog, så ville det være let at forstå: kig på din navle og du stirrer lige ind i det kødelige monument over det utænkelige. Navlen minder os om det, der ikke kan huskes af noget menneske, men som vi alligevel bruger hele livet på at genskabe i en eller anden form: Navlen er arret efter ur-separationen, den grundlæggende adskillelse, hvor den ellers givne enhed og forbindelse med vores moderkosmos blev klippet over.

I myternes verden siges der meget om navlen. Bl.a. findes der forestillingsbilleder, hvor navlen både er symbolet på forbindelsen mellem det lille barn og moderen, og på forbindelsen mellem menneske, verden og kosmos. Navlen trækker usynlige tråde til det, der bekymrer mennesket mest – nemlig, hvordan vi kan træde ind i nærværende forbindelser med andre mennesker, måske med den eneste ene, hvordan vi kommer til at opleve os selv, som en del af det hele, hvordan vi erstatter det, vi mistede, da navnestrengen blev klippet over?

Navlestrengen var en sammenknytning imellem os og livmoderens trygge hule. En viden, som vi ganske vist ikke kan erfare eller genkalde i vores bevidsthed, for dengang var vi ikke et subjekt, vi var så at sige et før-subjekt indfældet i noget, der heller ikke var vores omgivelser eller stod for os som et objekt – der var hverken subjekt eller objekt; vi var enhed, eller kort og godt: vi var.

For at mennesket kan blive et selv – sig selv – før det kan blive et selvstændigt væsen og opleve sig som et subjekt, må navlestrengen klippes over. Navlen er arret efter denne overklipning, denne definitive afskæring, som vi har glemt alt om, men som sendte os i eksil fra idealtilstanden og derfor alligevel bliver ved med at være en drivkraft i vores bestræbelser på at finde tæthed, intimitet og livgivende fylde gennem nærhed med andre mennesker og med verden omkring os.

Platon tematiserer dette brud i dialogen Symposion, hvor han lader Aristofanes fortælle om, hvordan mennesker oprindeligt var enkønnede og kugleformede helheder, og desuden guderne jævnbyrdige. Netop derfor var selv overguden Zeus bange for disse kugleformede helheder og endte med at hugge dem midt over. Men – da de nu ikke længere var hele skete der det, at de forskellige halvdele begyndte at løbe omkring for at finde hinanden; de ledte efter den halvdel, som de var blevet afskåret fra. Idealtilstanden ophørte således da Zeus huggede helhederne over og dermed skabte halvheder. Samtidig opstod imidlertid Eros, som ifølge Aristofanes er det halverede menneskes stræben efter den helhed, som det mistede ved overhugningen. Eros er derfor ikke udelukkende noget seksuelt, men et udslag af menneskets oplevelse af sig selv som halvt, som afkoblet fra noget betydningsfuldt andet – og ikke mindst er Eros drivkraften for den menneskelige søgen efter dette betydningsfulde andet.

Hos Aristofanes er denne myte billedet på noget alment menneskeligt, som paradoksalt nok alligevel ikke ligger inden for vores menneskelige erfaring. Vi var der jo ikke selv, for det skete før vi blev et selv. Et selv blev vi først efter den overklippede navlestreng. Men navlen er vores bevis, selv om der også er en anden indikator, nemlig den melankoli, som hos alle mennesker kan vokse ud af det uerindrede, ud af den dunkle anelse, der næsten ikke kan formuleres, men som alligevel ofte udsiges i forskellige variationer over temaet: jeg føler, at der mangler noget i mit liv, at jeg lever på ydersiden af verden, i omkredsen af andre mennesker, ikke inde i et intimt fælleskab men i en slags følelsesmæssigt tomrum, hvor der mangler fylde, nærvær, tryghed og sikkerhed.

Denne melankoli kender de fleste mennesker. Men hvad er det, der savnes og stræbes imod? Dét kan næsten kun formuleres i kunstens og mytens sprog, som f.eks. hos Platon, hvor det er den afhuggede halvdel, mennesket stræber efter at genfinde. Sådan kan det naturligvis kun siges i den før-psykologiske tradition, men selv i den moderne psykologiske kultur kan der ikke peges på noget specifikt, noget bestemt. Det er jo ikke et bestemt andet menneske, der tænkes på, ikke noget bestemt fællesskab, en bestemt mening med det hele. Det forbliver ganske upræcist: det er det, der skal give os følelsen af intimt tilhør, helhed og livsfylde – noget andet end os selv uden dog at være noget bestemt.

I den mytiske og religiøse tradition har dette ”andet” haft navne som f.eks. skytsengel, daimon, dual, eller optrådt i skikkelse af andre åndelige væsener, moderskikkelser, hjælpeånder fra de afdøde osv. Og hos Platon altså, som den afhuggede del, der mangler for at mennesket kan føle sig som et helt væsen. I dag er det ikke helt usædvanligt at tale om sjælevenner, som opfylder den funktion, at være en særlig anden, som man møder en speciel og nærværende forståelse fra. Talismaner og amuletter blev brugt tidligere og bruges stadig, som symbol på en form for beskyttelse af det enkelte menneske. Det kan være billeder, figurer eller symboler, som indgiver følelsen af, at noget andet står ved siden af én, at man har forbindelse til noget stærkere og mere magtfuldt. Men det forklarer alligevel ikke helt, hvad det er vi søger – blot at det er noget andet end os selv. Noget som på en eller anden måde ville gøre os godt, give os følelsen af mere sammenhæng og helhed i livet, lade os mærke den intime samhørigheds dybe tryghed.

Det er ikke noget subjektivt, ikke noget i os selv. Det er heller ikke noget objektivt, ikke noget, som vi kan udpege i omgivelserne. Det er det, som den tyske kulturfilosof Thomas Macho har kaldt et nobjekt. Det er det intime et-eller-andet, som ikke kan ses, men alligevel indgiver os anelsen om en mere komplet eksistens med dybere resonans og nærhedsfølelse. Hvor har vi dog den anelse og længsel fra?

Kig ned, for navlen er svaret. Fra navlen var vi forbundet med et helt kosmos, hvor der ikke var forskel på os og verden. Her var vi ikke et subjekt, her var der ikke noget objektivt andet end os. Vi var i en opslugende tilstand af nobjektivitet; en tilstand af forskelsløshed, enhed, oceanisk medhed. Det var før navlestrengen blev klippet – og fra det øjeblik blev vi langsomt men uomgængeligt sat på sporet af os selv, af forskellen og afstanden fra de andre.

I myten, som fortælles hos Platon, blev menneskene hakket over, men samtidig kom Eros til verden for at give de forskelle halvdele mulighed for at stræbe efter fornyet helhed. Så altså – i det øjeblik, vi kysser den elskede, måske på navlen, kan vi være på vej til at skabe en lille boble, hvor fodfæstet mistes og vi glider sammen til noget, der hverken er et subjekt eller et objekt – men et oceanisk nobjekt med forbindelse til den følelse, som navlen på det tidligste tidspunkt i vores liv forbandt os med.