Guds veje er uransagelige. Sådan sagde min gamle mormor, når der skete noget, som slet ikke gav nogen mening – som virkede uretfærdigt i en grad, så hun måtte antage, at kun Gud kunne forklare det. I den seneste uge har jeg tænkt meget over dette hver morgen på vej til arbejde. Selv om det stadig er mørkt når jeg kører kan jeg ikke undgå at se det: I vejkanten, lige uden for min by, ligger der blomster og afskedsbreve, hvor en ung kvinde og hendes søn blev dræbt ved en trafikulykke for kort tid siden. To familier fik deres liv smadret af savn og sorg – her leder man efter forklaringer, hvor der ingen forklaringer er, og jeg har lyst til at stige ud af bilen og råbe op mod himlen: Hallo Gud, hvor var du?

Her kommer mit håb og min daglige tro på menneskets egen magt over livet til kort. Blomsterne, brevene og børnetegningerne i vejkanten viser, at livet kan bringe os i en situation, hvor det ikke er til at bære – uanset hvor stor magt og indflydelse vi har i det daglige og uanset hvor meget vi håber på noget helt andet. Og så er det, at jeg får lyst til at skælde ud på Gud, ikke mindst fordi hans svar er så arrogant: Enten larmende tavshed eller som i Esajas Bog 55: For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer.

Men Gud, dette er ikke noget svar til de ulykkelige. Desværre er jeg ikke i en situation, hvor jeg alligevel kan bede dig om at tage ansvaret for det, der skete for den unge mor og hendes barn, for jeg ved jo, at tavshed og tilbageholdenhed har været det mest karakteristiske for dig til alle tider. Selv om jeg har lyst til at gribe hårdt fat i dig og sige, at jeg ikke slipper dig igen før du har hjulpet de stakkels efterladte, så ved jeg jo godt, at du hverken vil svare eller handle.

Hvad er derfor snart det bedste, jeg kan sige om dig Gud? Måske det, at mange af dem, der har skrevet om dig, taler meget om kærlighed. Men tro mig Gud – dem, der fik smadret deres liv og fremtid den dag ude på landevejen – spurgte man dem, så ville de ikke kunne forstå, at det er kærligheden, som kaldes dit store budskab. Gud, er det derfor ikke sådan, at skal vi erfare den kærlighed, der tales så meget om af dine tilhængere, så må vi vende os et helt andet sted hen end til dig? Så må vi vende os til noget så ugudeligt, som mennesket?

Du siger det jo selv Gud: Dine planer kan vi ikke kende og vores veje er ikke dine veje. Men så kunne det jo være, at vores veje skulle skilles, for på den måde er du ikke nødvendigvis den bedste ledsager på turen gennem livet. Når jeg ser den kærlighed, som blomsterne, de smukke, dybt medfølende ord og børnetegningerne i vejkanten er udtryk for – ja Gud, så frydes jeg mere over medmenneskets kærlige omsorg end over din helt aktuelle guddommelige handlekompetence.

Gud, du hævder, at have skabt mennesket. Nu ved jeg snart ikke med din troværdighed, men skal vi alligevel et øjeblik lade dig have æren for det, så er det i hvert fald godt, at du lykkedes med det. For hvor er vi mennesker dog udleveret til hinanden, når du nu ikke har lyst til at dele dine planer med os. Hvor er vi overladt til hinandens medmenneskelige omsorg, medfølelse, hjælp og kærlighed. Hvor er det godt, at vi mennesker har hinanden, selv om vi kun formår så lidt når ulykken rammer så ubarmhjertigt, som den ramte de stakkels mennesker ude på landevejen, som jeg kører forbi om morgenen.

Vi mennesker kan ikke læge sår, som du satte din søn til da han gik her på jorden. Ej heller kan vi vække døde til live, som han også fik i sin magt at kunne. Men én ting arvede vi alligevel fra ham: Medfølelsen, som kommer fra erkendelsen af vores egen sårbarhed.

Der, hvor livet ikke er til at bære, som det ikke er for de efterladte og for alle andre, der kommer ud i dyb sorg, angst og lidelse – der kan medfølelsen ikke læge, men lindre. Medmenneskelig omsorg, nærhed, kærlighed, trøst – selv midt i det utrøstelige – det er det der giver mod når der ellers ikke er nogen løsninger. Gennem den medmenneskelige berøring kan vi give hinanden mod til at se livet i øjnene – selv når det er brudt sammen. På den måde er vi udleveret til vores menneskelige sårbarhed og afhængige af hinandens medfølende omsorgsfuldhed.

Derfor, Gud – og her kunne du lære noget: Det, som det handler om når man har med mennesker at gøre, det er kærligt nærvær – dét kan være livgivende, også når livet ellers er ved at falde fra hinanden.

4 thoughts on “Hallo Gud?

  1. Jens Lauritsen siger:

    Hej Peter
    Jeg forsøger igen. Jeg blev lidt pikeret af din måde at anklage Gud på. Ikke at jeg er kristen og heller ikke at man behøver at forsvare Gud. Hvad Gud er og hvor forskellig han er fra mennesker er beskrevet af mennesker. Gud er i den sammenhæng i en helt anden liga. Kan vi placere ham der, kan vi som mennesker påberåbe at al verdens ulykker er Guds vilje. Vældig smart, især for magthavere. Omvendt kan man så sige at der skete noget da Jesus kom på banen. Han skulle forbinde den dømmende og fjerne Gud med mennesker. Give os håb om tilgivelse, selv om vi ikke fortjente det. Jesu budskab var tro, håb og kærlighed, og størst af alt kærlighed. Kærlighed der ikke søger sit eget og elsker betingelsesløst. Med den kærlighed følger medfølelsen, og det er denne vinkel du også “bekender” dig til. Den er betingelsen for det vi forstår ved det menneskelige. Alt dette måske under forudsætning af at der findes noget guddommeligt.
    Lad være med at skælde Gud ud. Han er defineret af mennesker. Men kærlighedsbudskabet kan vi da bruge til noget.
    Det er svært at undgå at føle medfølelse når vi oplever trafikdrab.Det er også svært ikke at blive oprørt over hvor meningsløst det er. Det er nemlig meningsløst. Tænk hvis der var en mening!!

    Det her blev måske en smule selvhøjtideligt. Det var det ikke i første forsøg. Jeg kan godt lide din blog og læse hvordan du harcelerer over farisærer og andre kumpaner og over de gode og vanskelige sider af livet.Men det er spild af god energi at diskutere med en Gud der er af en anden verden
    Venlige hilsener
    Jens

  2. Kære Jens.
    Tak for din kommentar, som jeg er glad for. Jeg forstår på sin vis godt din indstilling til, at et skænderi med Gud er en problematisk sag. At du ligefrem føler dig pikeret over mine anklager mod Gud, er mindre indlysende for mig – men det har nok noget med ord og temperament at gøre. At skælde ud på Gud handler i min verden dog slet ikke specielt meget om Gud, men om at henlede opmærksomheden på det forhold, at vi mennesker er udleveret til hinanden. Gud kan vi ikke, og skal vi ikke stole på i denne sammenhæng. Dertil er han viklet alt for meget ind i de jordiske magtforhold, som næsten aldrig bygger på medfølelse, men på magtbegær o.l., som du også selv antyder. Det vi imdlertid kan gøre at at pege på medmennesket og sige – her er kærlighedens mulighed; her er medfølelsens kødlige og direkte mulighed. Det er gennem erkendelsen af, at Gud har glemt os, gennem oplevelsen af vores nøgenhed, sårbarhed og skrøbelighed, at vi kan give og modtage den medmenneskelige kærlighed. Det var i virkeligheden bare det, som mit lille skænderi med Gud handlede om.

  3. Jens Lauritsen siger:

    Hej Peter
    Undskyld jeg ikke skriver før. Jeg troede ikke du havde fået skrevet. Jeg er ikke så vant til dette medie.
    Pikeret er også et dårligt valgt ord. Jeg fortrød det også da jeg havde sendt min kommentar. Jeg er enig med dig i at vi er overladt til hinanden på godt og ondt. Hvis vi kan få lidt hjælp fra kristendommens kærlighedsbudskab, er det kun godt. Det jeg måske blev provokeret lidt af, er, at tror man på Gud, giver man ham ikke skylden for, en for os tilsyneladende, meningsløshed. Tror man ikke på ham er det er der jo ingen grund til at skælde ham ud. Men hvor skal man så henvende sig med sin frustration? Det kan jeg ikke svare på.
    Jeg går ud fra når du siger, at Gud er viklet for meget ind i jordisk magtbegær er det noget der foregår i menneskers hoveder som et middel til at få og beholde magt/rigdom osv. Ikke som en del af hans egen plan.
    Tror vi på ham kan man nemt føle sig forladt. Tror vi ikke på ham lurer tomheden, hvis ikke vi finder glæden i kærligheden til medmennesket.
    Jeg tvivler på jeg tror!
    Kh. Jens

  4. Christine Conradsen siger:

    Kæreste Peter!

    Jeg har med stor taknemmelighed læst dine indlæg. Det var helt tilfældigt, at jeg stødte på din blog – og dog….helt tilfældigt er det måske ikke, for i min uro og søgen efter at finde mening i mørket, ledte jeg efter Finn Thorbjørn Hansens” At stå i det åbne”, og midt i denne søgen stødte jeg på et af dine indlæg. Det har grebet om sig, og jeg har mange gange takket dig for, at du med dine stæke sproglige og menneskelige egenskaber, har sat ord på bl.a. min længsel, vrede, en søgen men ikke mindst en følelse af forladthed og samtidig en tilstedeværelse af Gud.
    Hallo Gud? Hvor er du og din kærlighed? spørger jeg mange gange hver eneste dag, og paradoksalt nok beder jeg til samme Gud i øjeblikket efter. Hvor er du? Vis dig for mig!! Og midt i disse anstrengelser aner og mærker jeg alligevel roen og troen brede sig i min krop, selvom jeg ikke har fundet endeligt bevis for min Guds eksistens.
    Da jeg læste netop dette indlæg, oplevede jeg en stor taknemmelighed. En taknemmelig overfor Gud og en taknemmelighed overfor den smerte og sårbarhed, som har bragt mig til grænser i min erkendelse, hvor jeg ikke har været før. Kærligt og bevidst nærvær i relation til mine nærmeste bringer mig videre og hjælper mig i min søgen.
    Gud har ikke glemt hverken mig eller andre, men vi skal finde kærligheden selv – den får vi ikke foræret. Vi kan ikke klandre Gud for fravær af kærlighed, idet kærlighed udtrykker sig i mødet mellem mennesker – ergo har vi alene ansvaret. Kærligheden kommer, når vi rækker ud, gør os umage, møder os selv og den anden betingelsesløst, med venlighed og uærbødighed og ikke mindst med medfølelse.
    Kære gamle ven – tak for dine mange indlæg. De har i sig selv været en venskabelig håndsrækning i mødet med mig selv og min Gud.

    De kærligste hilsner fra din gamle kollega

    Christine

Skriv et svar til Christine Conradsen Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: