Usynlig

Peter Johannes Schjødt

Tænk hvis du en morgen vågnede op og var usynlig. Ingen ville lægge mærke til dig på gaden, du kunne bevæge dig ubemærket overalt og smugkigge de steder, som du kun havde drømt om. Det er en af menneskehedens ældgamle drømme, at finde midlet, der kan gøre indehaveren usynlig, på samme måde som usynlighedshatten i den græske mytologi. Eller måske lidt i retning af Harry Potters usynlighedskappe, selv om den mere er beregnet på at gøre ham usynlig for døden. I virkeligheden er dette lidt af et paradoks, for det er ikke så få der har valgt døden, netop fordi de oplevede sig selv som usynlige.

For de gamle romere var usynlighed – det ikke at fremtræde for andre mennesker – nærmest at sammenligne med døden. At være i live var for dem det samme som at være iblandt mennesker. Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt sagde derfor, at vi mennesker fødes ind i et fællesskab, hvor vi udvikler os, bliver os selv og finder vores egen indre personlighedskerne ved at træde frem for andre. Det er den proces, som psykoanalytikeren C.G. Jung kaldte for individuation, og beskrev som det at lukke verden ind. Og så kan det jo ikke nytte noget at gå med usynlighedskappe.

Sagen er bare, at mange mennesker kæmper for ikke at være usynlige. De vil gerne lukke verden ind, men verden er modvillig og tager af forskellige årsager ikke imod invitationen.  Det er de mennesker der oplever at de overses, at andres opmærksomhed er fraværende i en grad så usynlighed er en dækkende betegnelse for den dominerende selvfølelse. Denne usynlighed er ikke nogen eventyrlig oplevelse fremkaldt af en fascinerende usynlighedskappe. Det er tværtimod en af de mest sjælerystende og dødbringende oplevelser et menneske kan komme ud for.

At være usynlig for andre er nemlig det samme som at være grundlæggende i tvivl om sin egen eksistens, sit eget værd, sit eget liv. Som det allerede i 1890 hed i et af psykologiens hovedværker, ”The Principles of Psychology” af William James: Man kan næppe tænke sig hårdere straf end – hvis det var fysisk muligt – at blive sluppet ud i samfundet, og at der så ikke var nogen, der lagde mærke til én.” Selv den mest smertefulde tortur ville være bedre, tilføjede han, og vurderede, at den slags usynliggørelse ville fremkalde en frygtelig magtesløshed, fortvivlelse og vrede.

Vi ønsker at vække en eller anden slags følelse i vores medmennesker. Læg mærke til at jeg siger en eller anden slags følelse. Heri ligger den sande betydning af usynlighed, som værre end fysisk tortur. Den svenske forfatter Hjalmar Söderberg skrev i 1905 romanen ”Doktor Glas”, hvor man kan møde en dyb indsigt i usynlighedens psykologiske konsekvenser: Man begærer at blive elsket, i mangel deraf beundret, i mangel deraf frygtet, i mangel deraf afskyet og foragtet.

Med en usynlighedskappe på skuldrene kunne vi måske fristes til at smugkigge ind i damernes omklædningsrum, men ret hurtigt ville vi i den grad foretrække at blive set, afsløret, måske endda foragtet – hvis vi ikke kunne blive elsket. Vi er afhængige af andres opmærksomhed, for uden den kommer vi let i tvivl om hvem vi er, og mister måske endda os selv; og så er det bedre at være frygtet eller foragtet end at være usynlig. På den måde er der da i det mindste en reaktion på mig – jeg foragtes altså er jeg til i verden.

Der tales voldsomt meget om anerkendelse i dag. Men den grundlæggende form for positiv og kærlig anerkendelse knytter sig til at vide sig set som et unikt menneske, forskellig fra alle andre. Det er det som Hannah Arendt kalder den anden fødsel. En fødsel, hvor man ikke kun er til stede som fysisk væsen, men også som en der handler og træder frem for andre, som et enestående menneske, der tager verden i besiddelse på sin helt egen måde og dermed bidrager positivt til verdens fortsatte beståen.

Derfor har vi brug for livsvidner, der møder os i åbenhed fra vi er spædbørn til vi bliver oldinge. Den måde, som verden ser os på, har nemlig afgørende betydning for, hvordan vi selv ser på verden: Som et sted, hvor vi gøres usynlige og dermed trues af en selvudslettelse, som vi for enhver pris må kæmpe imod, eller som et sted, hvor vi bliver set og invitere ind. Spørgsmålet er hvordan verden bliver vores: Gennem destruktiv kamp for at udgå usynlighed eller gennem synlig invitation til deltagelse?

One thought on “Usynlig

  1. morten e siger:

    we are on the street
    we are inside out
    it’s awfully quiet
    when we scream and shout.

    godt at læse lidt peter når nu vi er blevet usynlige for hinanden.
    vh
    morten e

Skriv et svar til morten e Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: