I sidste uge fik jeg tilfældigvis foræret lidt tid. I et par dage kunne jeg forholde mig i ro og sidde stille i stolen. Men så opdagede jeg, at der bag verdens tumultariske støj gemmer sig en larmende tavshed, som ikke høres med mindre man netop giver sig tid, og direkte retter opmærksomheden mod den. Jeg tror det er den tavshed, som den israelske forfatter David Grossman kalder for ligegyldighedens tavshed over for andres smerte.
For et par uger siden hørte jeg Grossman tale ved litteraturfestivalen ”Verdenslitteratur på Møn”. Midt i de smukke og idylliske omgivelser på Fanefjord Skovpavillon spurgte han: ”Hvem giver sig i dag oprigtigt hen til andres lidelse for at sympatisere med den?”
Ligegyldigheden er den tavshed der kan høres, hvis man er opmærksom nok. Det er måske et paradoks at sige, at man kan høre tavsheden. En form for opmærksom lytten er da også nødvendig, hvis man skal høre ligegyldighedens tavshed, fordi den meget let forsvinder i flygtighedens baggrundsstøj. Som David Grossman sagde i Kristeligt Dagblad, så er der nemlig en tendens til at omforme alt til underholdning og vittigheder: ”Når du tænder for fjernsynet, ved du aldrig i de første 20 sekunder, om det er et seriøst nyhedsmagasin, et standup-show eller en dokumentarudsendelse, du er ved at se.” Opmærksomheden over for det vigtige sløres, distraheres – og så er det, at ligegyldighedens tavshed indfinder sig.
Vi får masser af daglige glimt af andre menneskers helvede. Det er den slags voyeurisme, som medierne i stor udstrækning bygger på. I sekunder ser vi det, og glemmer det, og derefter er der kun ligegyldighedens tavshed tilbage, fordi der skal være plads til flere glimtvise oplevelser. Vi skulle helst ikke hænge for meget fast i det samme; krigen om vores opmærksomhed tillader ikke fordybelsens tidsmæssige hængedynd.
Jeg har altid en tvangstanke på mig, i lommen eller i min taske. Tvangstanken er ofte en bog, som skal tvinge mig til at fastholde noget vigtigt, øge min opmærksomhed og gøre den lidt mere stillestående end det ellers er ønskværdigt, hvis man skal følge med udviklingen. Lige for tiden er det to digtsamlinger, som tvinger min opmærksomhed i en bestemt retning:
hvorfor er vi alle sammen
så stille
vi er da ikke døde
endnu
Disse tretten små ord er fra Henrik S. Holcks digtsamling ”Vi må være som alt”. Smal og med skarpe kanter, som et af de lommetørklæder min mor strøg til min far, kan den ligge i lommen og sætte eftertanker i gang – ikke mindst når det senere i samme digt lyder:
der skal så lidt til
og det er ubærligt
synet er vort skriftested
Hvorfor bliver vi så stille når vi præsenteres for blikket ind i andres lidelse? Måske af den årsag, som en anden af mine aktuelle tvangstanke-bøger skriver om:
På et tidspunkt
blev solen kold
og gavmildheden forlod jorden.
(…)
Ingen tænkte længere på kærlighed
Ingen tænkte længere på at kæmpe for noget,
og ingen
tænkte længere over noget som helst
Sådan skrev den unge kvindelige iranske digter Forugh Farrokhzad i digtet ”Jordiske vers” fra 1963. Både Henrik S. Holcks digt og Forugh Farrokhzads efterladte ord (hun døde i 1966, kun 32 år gammel) er skrevet i en anden sammenhæng end den, jeg her bruger dem i. Men lige nu er de blandt de tvangstanker, som jeg frivilligt har valgt at gå rundt med, fordi de dels stiller spørgsmålet: hvorfor er vi alle sammen så stille? – og dels antyder et svar: ingen tænker længere på kærlighed.
Forughs digt om kærlighed har en særlig betydning, som nærmest er forsvundet fra sproget. Kærlighed handler ikke kun om kærlighed mellem to, tre eller fire mennesker, eller mellem de ganske nære. For Forugh har kærligheden en poetisk betydning i bredere forstand, som også gør den til noget politisk betydningsfuldt. Når hun skriver: ”ingen tænkte længere på kærlighed” er det ikke blot udtryk for en følelsesmæssig melankoli. Det er også en beskrivelse af den del af samtiden som har glemt, at rette kærlighed mod de lidende, de forfulgte, ofrene for tvang, undertrykkelse, terror og al anden vold.
Hvorfor er vi så stille når stuen hver aften fyldes med andre menneskers lidelse? Vi er da ikke døde endnu. Nej – men der er sket noget med vores opmærksomhed. Uden opmærksomhed svækkes den sansning, som giver næring til medfølelse, empati, sympati og kærlighed.
I nutiden er der en økonomisk betinget kamp om vores opmærksomhed. Opmærksomheden er derfor hele tiden på vej et andet sted hen; ofte er den nærmest et helt andet sted end vores krop. Opmærksomheden er så at sige på flugt fra os. Umiddelbart kan det måske opleves som en rigdom i muligheder for det enkelte menneske, at opmærksomheden ikke er bundet til noget, men er i fri bevægelighed. Men selv om opmærksomhed er en individuel egenskab er det også tydeligt, at spørgsmålet om opmærksomhed er ved at blive et kollektivt problem.
Den amerikanske filosof Matthew B. Crawford understreger, at vores opmærksomhed også er rettet mod en fælles og delt verden. Der er et moralsk imperativ knyttet til det, at have opmærksomheden rettet mod den delte verden, og ikke kun at have den lukket inde i ens eget hoved.
Forfatteren Iris Murdoch skrev, at for at være et godt menneske, må man først og fremmest vide visse ting om ens omgivelser, ikke mindst naturligvis om eksistensen af andre mennesker, deres behov og fordringer.
Som mennesker har vi kun begrænsede opmærksomheds-ressourcer. Et indlysende eksempel på dette er at tale med et menneske, som sideløbende med vores samtale tjekker sin SMS. Jo – vi kan tale, men ikke sam-tale, for uanset hvor begrænset uopmærksomheden er ved at tjekke SMS, så påvirker det evnen til opmærksomt nærvær, indlevelse, medlevelse, lytning og forståelse. På den måde er vores opmærksomhed altså ikke kun en privat, indre sag for os selv, men et fælles anliggende, der påvirker andre. Når vi lever i distraktionens tidsalder bliver det nærliggende, at tale om en opmærksomhedens etik. Et opmærksomt blik, en opmærksom opmærksomhed eller en uforstyrret, ikke-distraheret opmærksomhed på andre mennesker.
Når David Grossman spørger, hvem der i dag giver sig oprigtigt hen til andres lidelse, for at sympatisere med den, så handler det også om, hvor godt, hvor længe og hvor dybt vi kan fastholde opmærksomheden mod lidelsen i en opmærksomhedsøkonomi, hvor der hele tiden er noget, nogen – og ofte os selv, der bringer opmærksomheden ud på distraktionens afveje.
Forugh Farrokhzad skrev om solen, der på et tidspunkt blev kold, hvormed gavmildheden forlod verden. Hvis vi et øjeblik siger, at solen er vores opmærksomheds lys, som kan rettes mod et andet menneske, så kan gavmildheden være den kærlighed i bred forstand, som Forugh også talte om. For kærlighed, oplevelsen af kærlighed, medfølelse, sympati, med-lidelse, knytter sig til opmærksomheden
At give sig hen til andres lidelse er også at give dem opmærksomhed. Ikke kun voyeurismens blik, men opmærksomheden, der trækker det andet menneske ind i ens eget liv. Opmærksomhed mod den anden fører mig væk fra mig selv, i retning af noget, der er fremmed for mig – men også noget, som min bevidsthed ikke kan beskrive som uvirkeligt eller ukorrekt. Opmærksomhed, når et andet menneske lider, fører til erkendelsen af lidelsens virkelighed for dette andet menneske. Opmærksomhed er den egenskab, der forbinder os med verden, og knytter os til andre mennesker.
Peter Johannes Schjødts blog 