En af dagens overskrifter i Ekstra Bladet lyder: “Voldsom uro i verden.” Lige siden Covid-19 ramte os, har den slags overskrifter været hverdagskost. I forbindelse med pandemien kunne vi høre de ledende politikere sige, at samfundet, ja, hele verden, aldrig mere ville blive som før. På mange måder har det været korrekt, og udsagnet kunne gentages efter Ruslands invasion af Ukraine. Og igen, da Trump erklærede, at han egentlig var ret meget på Putins side, og europæerne dermed ret meget alene i forhold til den russiske trussel, og da han satte sig i bevægelse for at få Grønland ind under USA, eller da han ville have Canada inkluderet i USA, som stat nr. 51, eller da han fik sit eget paramilitære korps i form af ICE, som nu skal gå fra dør til dør for at finde mennesker, der kan deporteres. Eller lige nu, hvor Iran brænder, og de frygteligste billeder af menneskelig lidelse slipper ud, på trods af præstestyrets nedlukning af nettet. 

”Verden er ikke den samme;” vi er bare ikke i stand til at konkretisere: “den samme som hvad?” Som før Covid-19, som før Ruslands angreb på Ukraine, eller som før Trump? Eller måske, som før det hele lige pludselig gik galt, nærmest på én gang? Eller måske mere præcist: som før vi fik det hele lige i ansigtet, i samme sekund det skete. Fx da Renee Nicole Good onsdag i sidste uge blev skudt tre gange i hovedet af en ICE-agent, mens hun sad i sin bil på en gade i Minneapolis? Hun blev skudt, og døde, mens drabsmandens kamera optog det, mens mindst fire eller fem andre mobiltelefoner optog det, og via nettet sendte det til min adresse i Præstø, op på mit arbejdsværelse, ind på min telefon, hvor jeg lige havde siddet og kikket på det seneste billede af mit barnebarn. 

Jeg mener, det skal ud, statsforbrydelser af den slags, som Trump-regimet begår, skal ud i det offentlige rum, Ruslands krigsforbrydelser i Ukraine skal ud, og tragedien i Iran skal ud, så det hele kan ses. Intet af dette, og meget andet, må kunne skjules eller foregå i undertrykkelsens mørke. Alt, hvad vi ved om magtens brutalitet og menneskelige nederdrægtighed, skal ud. På den måde er internettet, mobiltelefonerne og de sociale medier imidlertid både potentielt frigørende og totalt lammende, og rejser derfor masser af dilemmaer. For det enkelte individ er der nemlig ikke langt fra det at bevidne menneskelig brutalitet, til det, at blive emotionelt og moralsk oversvømmet, og derfor søge ind i en følelsesmæssig beskyttelse eller lammelse.

Det giver ikke nogen mening at diskutere, om verden er blevet værre og mere ond end tidligere. For det enkelte menneske er verden blevet større i den forstand, at vi ikke kan undgå at vide mere, se flere drab, opleve flere uhyrlige nederdrægtigheder, mærke de indre rystelser fra den “voldsomme uro i verden,” som Ekstra Bladet annoncerer med i deres livedækning. Verden er ikke mere den samme, af mange årsager, men meget mærkbart, fordi kommunikationsteknologien har åbnet det enkelte menneskes hjerte for verdens udvikling her, der, alle steder, på én gang. Og reaktionerne begynder at snige sig ind i det private, ind i vores hverdagsliv og daglige relationer, måske endda ind i vores intime forhold til familie, venner, og dem, vi dagligt lever sammen med.

Det er ikke mærkeligt, at vi bedst kan begynde undersøgelsen af dette fænomen ved at kikke på USA. Tilbage i 2020 viste en amerikansk undersøgelse, at “Vælgerne siger, at dem på den anden side ikke forstår dem.” Kun 2% af både Joe Bidens og Donald Trumps vælgere mente, at dem, som stemte på den modsatte kandidat, virkelig forstod dem. Så er der langt til samtale på tværs af de politiske positioner. Året efter viste en anden undersøgelse, at selv om politiske uenigheder altid har være et tema for næsten enhver familiesammenkomst, så havde meget få vælgere på begge sider overhovedet noget ønske om en fremtidig, fælles enhed, hen over den politiske skillelinje mellem demokrater og republikanere. Det drejede sig om 13% af Bidens vælgere og 5% af Trumps. 

Tendensen er tydelig: “Selv inden for intakte familier mærkes den splittende indflydelse fra politik tydeligt. En tredjedel af voksne amerikanere rapporterer, at de har følt sig utilpasse ved en familiesammenkomst i det seneste år, på grund af en slægtninges politiske synspunkter. Tilsvarende udtrykker en tredjedel bekymring for, at politiske uenigheder kan kaste en skygge over fremtidige familiebegivenheder.”

En svensk undersøgelse fra Indikator Opinion (2025) er gået skridtet videre, for at se, hvordan den daglige udvikling i den store verden indvirker på den lille, intime verden. Her blev der spurgt: hvor vigtigt er det at have sammenfaldende politiske synspunkter med den partner, som man er i et romantisk forhold til? Kvinder og mænd opfatter tilsyneladende ikke dette problem ens. 54% af de adspurgte kvinder oplever det som ret vigtigt eller meget vigtigt, at der er overensstemmelse mellem parterne i et forhold. Det samme gælder for blot 37% af mændene. Korrigeret for alder, er der stadig en betydelig forskel. Gå selv undersøgelsen nærmere igennem, mens du tænker på din elskede.

Hamas, palæstinenserne eller Israel? Er det Vestens egen skyld, at Putin måtte gå ind i Ukraine? Eller er Putin en trussel mod hele Europa? Er vi forpligtet til at hjælpe mennesker, som er på flugt, eller er det netop disse flygtninge, som truer Danmarks eksistens? Og hvad med Trump, Grønland, EU, menneskerettighederne, Mette Frederiksen, Covid-19-vacciner, klimaforandringerne osv.? Det er ikke kun politiske spørgsmål, men i stigende grad eksistentielle anliggender, hvor svaret er med til at definere, hvem man er som menneske, og hvem man har lyst til at være sammen med.

De fleste har et dybt behov for at holde med nogen; man kan ikke holde med alle, eller se alt fra alle sider. Stillingtagen er med til at give ens selvopfattelse og identitet et fundament i virkeligheden, og vise, hvem man er. Det, som har gjort verden anderledes, er bl.a., at vi konstant bliver præsenteret for den slags dybt personlige og eksistentielle “hvem-er-du-med-situationer.” Global politik er blevet en central ramme for vores samliv – ikke kun globalt, men også lokalt, i familien og hjemme i samtalekøkkenet.