Jeg har skrevet om hende før, min iranske veninde, som jeg for snart mange år siden kom i kontakt med på et af de sociale medier. I gamle dage hed det nok en penneven, men brevenes tid er forbi, så vi har skrevet sammen på nettet, om filosofi, og udvekslet billeder af vores nærmeste omgivelser. Der er smukt der, hvor hun bor, og her, hvor jeg bor. Vi skriver aldrig om politik. Vi taler sammen i en zone, hvor verden ikke er splittet til fragmenter og adskilt af mure, hvor ordene kommer uden frygt, så det ikke er nødvendigt at tale om andet end det, vi begge holder af: filosofi, poesi, litteratur og vores familier.

Jeg kender hendes stemme. Hun har sendt flere talebeskeder; hun taler roligt og trygt, fordi hun jo ved, at jeg ved, at vi er sammen i vores tillidszone. Men nu er det netop politik, som har fordrevet hende fra den zone, og jeg kan ikke komme i kontakt med hende. Jeg ville ellers have fortalt hende om et digt af den indiske digter Rabindranath Tagore fra 1912: “Der, hvor Sindet er uden Frygt og Hovedet holdes højt; Der, hvor den rette Kundskab er fri; Der, hvor Verden ikke er sønderbrudt…”. Hun vil kunne lide digtet, og jeg fortæller hende om det, så snart vores netværk igen knyttes sammen.

Ved flere lejligheder har nettet været lukket i Iran, og det er det altså igen. Graden af præstestyrets frygt for befolkningen kan måles på, hvor meget internetadgang der er. Og nu er den grafiske linje helt flad, som viser hvor nettet er oppe eller nede, i den løbende opdatering fra NetBlocks. Som mange politiske ledere, Trump i USA, Putin i Rusland m.fl., er det befolkningen, som det iranske præsteskab frygter mest af alt. Selv om det lige nu er umuligt at komme i kontakt med min iranske veninde, så kommer der dog frygtelige meddelelser ud om, hvad det er, som den iranske befolkning lige i øjeblikket kæmper med. 

Via menneskeretsorganisationen HRAI kan vi følge udviklingen, som i de seneste 14 dage kun er gået i retning af det stadig mere dramatiske. I flere og flere iranske byer er befolkningen gået på gaden. I den seneste tid har kvinder demonstreret mod det religiøse krav om tildækning, og en strøm af billeder viser kvinder på gaderne uden tørklæde, ofte dansende eller syngende. Under de iranske demonstrationer i 2022 var det netop hijab-beklædningen, som stod i centrum for protesterne. 

Den eksilerede iranske poet og litteraturforsker, Fatemeh Shams, sagde i går (10.01.26) til det amerikanske magasin The New Yorker, at det aktuelle oprør imidlertid repræsenterer en afgørende og anderledes udvikling i forhold til tidligere: økonomisk kan befolkningen, på de mest basale områder, ganske enkelt ikke kan få pengene til at slå til: ”Jeg mener ikke kun arbejderklassen eller de lavere klasser. Selv størstedelen af ​​middelklassen, som stadig var i stand til at dække leveomkostningerne indtil sidste år, er næsten fuldstændig lammede i øjeblikket,” sagde Fatemeh Shams. Hun vurderer, at det er det alvorligste oprør i Iran siden 1979, hvor det islamiske præsteskab væltede monarkiet: ”Jeg synes, det er en eksplosion.”

Den måde, som de iranske ledere har reageret på, forekommer at bevise Fatemeh Shams vurdering. I begyndelsen forsøgte lederne at imødekomme protesterne, og talte om befolkningens ”legitime krav”, fordi landet havde økonomiske vanskeligheder. Der blev endnu ikke talt om ”oprør.” Meget ændrede sig imidlertid i fredags (09.01.26), hvor landets politiske ledere begyndte at tale om demonstranterne, som amerikanske og israelske “terroristagenter.” Dette skulle i løbet af timer vise sig at være et forvarsel om præsteskabets forsøg på, med alle midler, at nedkæmpe demonstrationerne. Dette har allerede resulteret i hundredvis af døde. Torsdag aften og nat åbnede myndighederne ild mod demonstranterne, og en læge fra Teheran blev citeret for, at der på byens hospitaler er registreret mindst 217 dødsfald på grund af skader fra skud. Andre kilder reporterer om færre. Andre igen om flere. 

Det afgørende for de kommende dage er imidlertid, at dødstalende begynder at indløbe, samtidig med, at det iranske regime udsender advarsler og trusler om, at “Den Islamiske Republik ikke vil give efter for vandaler,” og at demonstranter vil blive betragtet som fjender af Gud, og derfor står til dødsstraf. Befolkningen advares: “Hvis … en kugle rammer dig, så klag ikke.” 

Samtidig holder befolkningen (og resten af verden) vejret, mens der kæmpes i gaderne om Irans fremtid mod et brutalt præsteskab, hvis eneste svar, som altid, er: mere vold, flere henrettelser, mere undertrykkelse, mere lukkethed – og hvis det ikke hjælper, så endnu mere af det samme. Desuden er det åbne spørgsmål på samme tid: hvad med det amerikanske Trump-regime, og hvad med Israel?

I går nat skrev Trump på sit personlige sociale netværk Truth: “Iran ser på FRIHED, måske som aldrig før. USA er klar til at hjælpe!!!” Samtidig forlyder det, at der arbejdes på planer om et muligt amerikansk angreb på Iran. Og så er der naturligvis truslen om et israelsk angreb. Efter Trumps udsagn om amerikansk indgriben svarede Irans ledelse, at der omgående vil blive gengældt mod både USA og Israel. Med andre ord: mens den hårdt prøvede iranske befolkning kæmper for deres frihed og fremtid, er der udsigt til optrapning til en global konflikt. 

Jeg tjekker alt fra vejret i Iran til alle mulige og umulige kilder til viden om, hvordan det går i landet, og i det område, hvor min veninde befinder sig. Det er, som om det hele tiden er nat i Iran, så længe der ikke er nogen bevægelse i den graf, som registrerer, om der er mulighed for internetforbindelse. Det er, som når man sidder og kikker på et hjertekardiogram, hvor grafen viser arytmier og mulige sygdomme i hjertet hos et menneske, man holder af. Her er kardiogrammet den bevægelse, som registreres på overvågningsskærmen, når der er, eller ikke er, forbindelse til min veninde i Iran.