Det er altid interessant at få et blik ind i maskinrummet hos verdens mest magtfulde personer. Hvilke tanker gør herskerne sig om netop det, at herske? Det kunne fx være den romerske kejser Marcus Aurelius (121 – 180), som skrev ”Tanker til sig selv”, bl.a. om det, at have magt og skulle udvise moral i anvendelsen af denne magt. Som romersk kejser havde han naturligvis en enorm magt, men gjorde sig kendt for ikke at klamre sig til magten, og altid forsøge at håndtere den med ydmyghed, selvdisciplin og under hensyntagen til fællesskabet. En nutidig og magtfuld leder kunne være Donald Trump, som jo også generøst lader os få indblik i sine tanker om magt og moral.

Torsdag i denne uge offentliggjorde The New York Times således et interview med den amerikanske præsident, hvor der bl.a. blev spurgt til grænser for magtens udfoldelse. Netop det havde Marcus Aurelius også forholdt sig til, og havde understreget nødvendigheden af selvbegrænsning og ydmyghed i forvaltningen af ens magt. 

Donald Trump havde en helt anden vision. Om eventuelle begrænsninger for udøvelsen af sin magt, sagde Trump: ”Der er kun én ting … min egen moral.” Med andre ord, det eneste, som evt. kan stoppe ham, er hans egen moral: ”Jeg har ikke brug for international lov.” Desuden mente Trump, at det jo også altid ville være et spørgsmål om, hvordan man definerer den slags love. Hvordan de burde defineres, var Trump ikke i tvivl om. Han ville ikke acceptere fælles internationale normer, aftaler og alliancer. Det skal udelukkende være national styrke og militær magt, som bestemmer den nye verdensorden, som Trump ønsker sig. Eksempler, som faldt Trump ind, var bl.a. Grønland, som nok skulle blive amerikansk, på ”den blide eller hårde måde,” som han tilføjede i fredags. USA vil dominere andre lande, ”om de kan lide det eller ej.” Kun Trumps egen moral vil være grænsen for, hvad der kommer til at ske i verden

Alt tyder på, at det også er den form for orden, som Trump tilstræber internt i USA. Siden han tiltrådte sin anden embedsperiode, har præsidenten militariseret det amerikanske samfund ved at sende bevæbnede og maskerede ICI-agenter ind i byerne. Som Minnesotas justitsminister torsdag i denne uge sagde til The New York Times: det opleves, “som om vi bliver oversvømmet af en fjendtlig paramilitær gruppe, der mishandler, fornærmer og terroriserer vores naboer.” Konsensus, samarbejde, fælles løsninger, er ikke på Trump-regimets program. Alle, som ikke er enige og følger trop, risikerer hævnaktioner, fordi Trump-regimet har defineret enhver anden politisk organisation end Trumps MAGA-bevægelse som modstander. Fx  beskrives Det Demokratiske Parti som en “indenlandsk ekstremistisk organisation.”

I disse tider er der naturligvis mange, som prøver at analysere det, som i amerikanske medier bliver kaldt for Trump-doktrinen: ”Budskabet er tydeligt – vær bange.” Eksperter, som beskæftiger sig med international politik, leder efter en slags ”statsræson” i det, som Trump foretager sig. Det vil sige en strategi, hvor den højeste prioritering ikke er borgerne og deres rettigheder, men statens interesser. Statsræson betyder derfor også, at moral, love o.l. bliver underordnet det, der defineres som statens interesser. I sagens natur må det enkelte menneskes rettigheder også underordnes statens magtpolitik, som jo går ud på at beskytte nationen for enhver pris. På den baggrund er det muligt at definere både indre og ydre fjender, som skal bekæmpes, og måske endda udslettes.

Der kan være elementer i dette, som umiddelbart kunne indpasses i Trumps strategi.  Demokraterne udråbes til ekstremister, modstandere mod ICI kaldes for terrorister, demokratiske stater (de blå stater) bekæmpes og forsøges udsultet osv. Selv analyser, som bygger på den indbyggede kynisme i statsræson, holder imidlertid kun i begrænset omfang, når det gælder Trump. Præsidenten ser USA, som sin ejendom, Han vil have Venezuelas olie, han vil have Grønland, han mener, at kvinders pussy er hans ejendom osv. Det farlige er, at mens statsræson kan gennemskues, så er det umuligt at gennemskue Trumps verdenssyn, fordi det ganske enkelt er en forlængelse af hans personlige psykologi, behov og ego, som det ikke på nogen måde er muligt for ham at sætte i anden række. 

Statsræson handler ikke om at skaffe sig fjender, selvom konsekvenserne kan være meget kyniske, voldelige og undertrykkende. Men Trump-doktrinen bygger på, at der ikke er forskel på Trumps personlige psykologi og hans oplevelse af verden. Han refererer ikke til den amerikanske stat, det amerikanske samfund og nation, eller blot til andre menneskers personlige og kropslige integritet.  Han refererer til sig selv. Det er hele hans identitet, som derfor er i spil, når han fx kræver at få Grønland, når han vil have ICI til at rydde op i sumpen i de demokratisk-styrede stater og byer osv.

Men heldigvis gælder det fortsat: en ting er, hvordan Trump-regimet forsøger at styre gennem magt, trusler om vold og spredning af frygt. Noget andet er, hvordan den amerikanske befolkning stiller sig til Trumps forestilling om, at samfundets politiske moral skal bygge på den konstante mulighed for fysisk magtanvendelse. Efter det frygtelige drab på en kvinde i Minneapolis, har store demonstrationer og protester spredt sig over hele USA, og på det politiske niveau har demokraterne i den amerikanske Kongres længe forsøgt at begrænse Trumps muligheder for at intervenere i Venezuela, Grønland og andre steder i verden. I denne uge har flere republikanske politikere endelig tilsluttet sig den demokratiske modstand. 

Også i denne uge viste en undersøgelse, at ”mens amerikanere på tværs af det politiske spektrum ønsker, at USA skal være en global moralsk leder, er der færre, der tror, ​​at landet har den titel i dag.” 61% svarer, at USA skulle fremstå som en moralsk leder, mens kun 39% mener, at USA rent faktisk optræder som sådan en leder i dag. Modstanden mod Trump vokser, men det vil Trumps modstand mod at blive modsagt og mødt af kritik også gøre. Konfrontationsmulighederne er mange, og i hvert fald er det sikkert, at det ikke bliver Trump, som forsøger at finde afbalancerede udveje. Men modstanden mod Trump-doktrinen vokser.