At være autentisk er et højt prioriteret programpunkt i mange menneskers liv, og det støttes entusiastisk af en stærkt voksende industri for spiritualitet og selvudvikling. Intuitivt og sprogligt repræsenterer det autentiske noget godt, dybt og ærligt; det, som inderst inde “virkelig er mig.” En tilfældigt valgt hjemmeside for selvudvikling skriver: “Det modsatte af autenticitet er at være falsk eller uærlig.” Det bliver ligeledes slået fast, at mennesker, som ikke lever autentisk, er i konflikt med sig selv. Det autentiske efterstræbes altså som noget, man kan komme til at opleve hos sig selv, hvilket imidlertid ofte roder mennesker ud i noget ret kompliceret, hvor kravet om autenticitet blot bliver endnu en maske eller rolle, som man påtager sig, af lutter stress over ikke er at være autentisk, men derimod falsk og uærlig. På den måde ender det såkaldte autentiske med at blive noget ret uautentisk.

Undertiden kan man godt opleve en følelse af manglende autenticitet både hos sig selv og hos andre. Ro, stilhed og langsomhed beskrives f.eks. ofte som mere autentisk end høj aktivitet, handling og skabende uro. Men følelsen af manglende autenticitet er jo dermed blot en erkendelse af, at man aktuelt har brug for noget andet end det, man lige nu er midt i. Det er vanskeligt at sige, hvad det modsatte af det uautentiske så er, og hvordan det med sikkerhed kan identificeres og siges, at nu lever man autentisk og ikke længere uautentisk. Som filosoffen Jørgen Dehs har skrevet, så er det nok sådan, at det autentiske primært kan bestemmes som et fravær af diverse følelsesmæssige symptomer på manglende autenticitet, og det kan jo ganske givet være ret subjektivt. 

Den slags tvivl og definitionsvanskeligheder støder man imidlertid sjældent på i den professionelle verden af autenticitetsproducenter. Et enkelt eksempel fra nettet, hvor der tilbydes kurser o.l. i autenticitet, som handler om “dyb selvindsigt, om at smide dine masker, og indrette dit liv efter din inderste sandhed. Også selvom du skubber folk fra dig, eller skuffer din familie.” Det lyder helt bibelsk, som der står i Lukasevangeliet: “Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.”

Hos mange af de selvudviklende og spirituelle autenticitetsakrobater er der en sikkerhed, som forekommer ret uautentisk og meget selvpåtaget, hvor den såkaldte autenticitet mere virker som en subjektiv og behagelig følelse af at være dybere, bedre og mere indsigtsfuld end andre. Et meget brugt udsagn er således: “Jeg er jo sådan en, som er særligt sensitiv og autentisk;” bare så man ved det. Måske er det med autenticitet derfor noget, som kan belyses langt mere tydeligt hos Søren Kierkegaard end hos det selvudnævnte korps af autentiske.

I den fremragende lille bog, Eksistentialisme fra 1964, skriver teologen Johannes Sløk om de eksistentielle konsekvenser af det kierkegaardske begreb uoprindeligheden. Her skriver Sløk, at vi ofte ikke kan finde nogen anden vej til identitet end gennem verden omkring os; gennem tingene, andre mennesker og de ydre forhold i det hele taget, som f.eks. vores uddannelse, arbejde, økonomi osv. I langt de fleste tilfælde er denne ydre identifikation jo også nok til at kunne komme gennem hverdagen. I et eksistentielt perspektiv, og ikke mindst når eksistensen larmer og bringer os i krise, så er dette imidlertid ikke nok. Som Sløk viser, så bliver vanskelighederne tydelige, hvis vi anvender begrebet rolle om denne form for identifikation. Vi kunne også bruge det latinske ord personae, som oprindeligt betød den maske, som skuespillerne i oldtiden havde på for at illustrere den rolle og karakter, som de spillede i et teaterstykke. 

Begrebet rolle har nogle vigtige eksistentielle betydninger i denne sammenhæng. En skuespiller går ind på et teater og spiller rollen, men rollen er ikke lig med mennesket bag rollen eller masken. Rollen har imidlertid sin egen ubønhørlige magt: Den kræver noget af det menneske, som tager rollen/masken på sig. Der følger et manuskript med en given rolle, hvor der står, hvad man skal sige eller gøre, og der er et krav om, at man opfører sig på en bestemt måde, når man går ind i den givne rolle. 

Rollen overtager så at sige ens liv, mens man spiller den, og i manuskriptet til rollen er der beskrevet ting, man skal gøre, men som man ikke ville gøre, når man er sig selv, som det hedder. En given rolle skaber altså forventninger til os. Man kan ikke bare gøre hvad som helst, når man påtager sig en rolle. Det betyder også, at en rolle er karakteriseret ved at indskrænke ens muligheder; der er noget bestemt man skal gøre, mens noget andet er helt udelukket, hvis man ikke skal falde ud af rollen. Og det sidste er faktisk vigtigt, for hvor falder man så hen? Til en anden rolle? Ja, på et teater får man nok en ny rolle. Men i livet…?

De fleste af os kender nok til det, at vi skal indtage roller i forskellige sammenhænge; på jobbet, blandt vennerne, hjemme osv. Johannes Sløk spurgte med Kierkegaard: “Hvad er et menneske?” I dag ville vi nok kalde det for identitetsproblemet og snævre det ind til spørgsmålet om “hvem er jeg?” Men i hvert fald gik Sløk videre og spurgte, om vi er de roller, som vi indgår i, eller om der er noget bag alle de forskellige roller, som vi nødvendigvis må indgå i; om der er noget dybere, noget, som dybest set og helt autentisk er mig? Med andre ord: er roller altid uautentiske?

Skal vi leve i et samfund, et fællesskab, en gruppe, en eller anden form for relation, så er forudsætningen, at vi også må gøre noget, hvor vi på en eller anden måde kan opleve, at vi giver slip på os selv. Den korte formulering kunne lyde, at vi skal gøre noget for andre og sætte os selv til side. Det kan naturligvis også opleves som en rolle, men den er nødvendig for sammenhængskraften i ethvert relationsforhold og fællesskab. Men, naturligvis er det også en rolle. Den rummer alle de betingelser, som skaber en rolle: man skal give afkald på noget, og må gøre noget andet end man ellers ville. Der er både krav og forventninger, og måske føles det nærmest som at skulle følge et manuskript, som periodisk definerer, hvem man er.

Men hvor går man hen, når man træder ud af alle de forskellige roller? Bliver man autentisk? Er rollerne det samme som det uautentiske? Er det at identificere sig som autentisk ikke også blot en rolle? En lille slutreplik fra Kierkegaard: Når han taler om uoprindeligheden, så betyder det ikke, at det oprindelige kan opnås ved slet ikke at indtage nogen rolle, som om der bag alle rollerne skulle ligge noget helt oprindeligt, noget autentisk. 

Det er imidlertid korrekt, at man ikke opnår det oprindelige i Kierkegaards forstand ved at ophobe roller eller ved at udvælge nogle, som virker specielt betydningsfulde og som vil give magt og prestige. Det afgørende er valget. Det intakte selv, er det selv, som har truffet valget af den eller de roller, som det vil tage på sig og gøre til sine. Rollen får aldrig sin gyldighed fra sig selv, men fra det menneske, som vælger den. 

For Kierkegaard er det en (valg)handling at være menneske. Ikke-handling er ikke en mulighed, for så bliver der alligevel valgt for en. Det ikke at handle eller vælge betyder for Kierkegaard, at man lever i usandhed. På den måde er det jo en god idé at gennemgå sin rolleliste – hvilke roller har man selv valgt? Det autentiske betyder altså ikke at søge noget bag alle rollerne. Her støder man nemlig på sit eget selv, og det bliver autentisk – som det kaldes – ved at vælge sig selv; ved bevidst at vælge sin rolle i det samspil med verden, som man ikke kan undgå – det er det, vi kalder tilværelsen, og det er det, som Kierkegaard kalder at vælge sig selv.