Engang var jorden flad. Hvad ellers? Hvis den var rund, hvordan skulle dem med hovedet nedad så holde fast? Med tæerne måske? Jorden blev i sin tid opfattet som flad, fordi der ganske enkelt ikke var tilgængelig viden, som kunne begrunde at den var rund. På samme måde var der ikke tilgængelig viden, som kunne vise noget andet dengang, hvor det dominerende verdensbillede havde Jorden i centrum for universet. Eller når man skulle beregne Jordens alder. Helt op til 1700-tallet blev dette spørgsmål besvaret med henvisning til Bibelen, som efter nogles mening viste, at Gud havde skabt Jorden ca. 4.000 år tidligere. Videnskaben kunne dog alligevel være ret præcis i dateringen. F.eks. mente den danske professor Vilhelm Lange (1624-1682), at Jorden var blevet skabt mandag d. 30. april 4042 f.Kr. I dag er videnskaben i stand til at beregne Jordens alder til 6.6 milliarder år – og den blev til ud af en urtåge i universet, ikke ved Guds hjælp.

På den måde kan man selvfølgelig sige, at sandheden op gennem historien har vist sig yderst relativ. Stort set hver dag, siden den videnskabelige revolution i 1600- 1700-tallet, har videnskaben afsløret nye sandheder til afløsning af sandheder, som man ellers havde anset for faste og uangribelige gennem århundreder. Måske har det været – og er stadig – som Platon skrev for ca. 2.500 år siden: Vi er som mennesker, der ser ting i en drøm og tror at kende dem til bunds – og så vågner op for at finde ud af, at vi alligevel intet ved.

Det er da også blevet en integreret del af det moderne menneskes selvforståelse, at nok ved vi utallige ting, men sandhedernes tid er forbi. I takt med, at vi er blevet et videnssamfund, er vi paradoksalt nok også blevet et samfund uden forestillinger om, at denne viden overhovedet kan bruges til at etablere et regime, hvor sandheden råder.

Netop forestillingen om at alt er relativt er imidlertid også blevet en ny form for regeletik: I videnssamfundet ved vi nu så meget, at vi også ved, at alt må betragtes som relativt. Det er en etisk grundregel, som man også ofte støder på når talen falder på de dybeste spørgsmål, som f.eks.: Hvad er det gode liv? Hvad er menneskelig værdighed? Hvad er omsorg? Hvad er det gode samfund? Hvilke etiske standarder bør vi holde os til? Så snart den slags spørgsmål rækkes hen over disken, så – ja, så sker der faktisk intet. For sagen er den, bliver man belært om, at det, der er det gode liv for dig, jo nok ikke er det for mig. Du kan ikke sige, hvad der er godt og korrekt for mig – eller omvendt. Vi skal altså lade hinanden være. Med andre ord, de spørgsmål, som tidligere affødte kæmpemæssige diskussioner havner i dag ofte i den tankemæssige blender, hvor hovedopgaven ikke ses som at nå ind til sagens kerne, men at hitte ud af, hvordan vi kan undgå at udfordre hinanden og ikke mindst os selv på de dybeste og mest eksistentielle spørgsmål. Det nærmeste vi kan komme en “sandhed” i denne sammenhæng er ofte dette diktum, som så til gengæld også anses for uangribeligt: På det etiske og moralske område, har ingen mere ret end andre!

Det kan faktisk være ganske vanskeligt at påstå noget andet – vores kultur rummer nærmest ikke muligheden for at sige noget andet, med mindre man er religiøs fundamentalist og fanatiker. Men netop fordi moralens og etikkens relativitet i sin alvorligste konsekvens lukker for samtale er det nødvendigt med tankens yderste anstrengelse.

Når vi nu ikke kan andet end at fastholde den etiske og moralske videns relativitet, så stilles vi overfor den store udfordring, at modstå de alt for lette svar på de alvorligste spørgsmål. Selv om man kan gå med til, at den etiske og moralske sandhed skabes regionalt i dialog mellem mennesker, så er det vigtigt at holde hovedet koldt i spørgsmålet om denne dialogs indhold og kvalitet. Ikke alle argumenter – heller ikke de etiske og moralske – er lige gyldige. Der skal ligge undersøgelser og begrundelser til grund for et udsagn om de etiske valg. Det er ikke nogen begrundelse, at det ene valg kan være lige så gyldigt og legitimt som det andet, blot fordi etik og moral er noget subjektiv og relativt.

Den noble holdning, at i etik og moral er der ikke noget som er mere korrekt end andet, betyder mærkeligt nok ofte, at vi har mere respekt for andres etik og moral end for vores egen – som jo blot er, at alle skal have lov til at mene, hvad de vil. Relativismen på dette område får os tit til helt at opgive at tænke over vores egne sandheder, fordi den etiske og moralske sandhed er blevet indskrænket til frihedens hyldest – friheden til helt ukvalificeret at kunne mene og sige hvad som helst. Men alt er ikke relativt. Det giver stadig god mening at hævde nogle etiske og moralske standpunkter, som mere sande og gyldige end andre. Det gode og troværdige argument er stadig ikke blevet relativt. I dialogen er der gyldighedskrav, som ikke kan fraviges uden at dialogen mister troværdighed. Etisk argumentation handler f.eks. også om argumenternes logik, deres begrundelse og om hvordan der foretages konklusioner med henblik på senere at kunne handle på baggrund af argumenterne.

Vi lever i et samfund, hvor meninger og følelser tit forveksles med argumenter. Vi kan mene og føle stort set alt mellem himmel og jord. Men det ser sort ud for samfundets etisk habitus, hvis de etiske drøftelser i for stor udstrækning bliver påvirket af følelsesfulde meninger.

Når det gælder etiske afgørelser, som har betydning for hvordan vores fælles liv i samfundet skal håndteres – ja, så skal der andet og mere til end meninger og følelser. Så handler det om argumenter og knivskarpe undersøgelser som virkelig viser, at vi tager det alvorlige alvorligt – for i de alvorlige ting handler det ikke kun om at have meninger og følelser. Det handler om at kaste forstandens, teoriernes og historiens klare lys på de forhold, der får mennesker til at mene og føle om de oplever det fælles samfundsmæssige liv som godt eller ondt.

2 thoughts on “Alt er ikke relativt

  1. Du har fuldstændig ret.

    Meninger, følelser, tro og fantasier har vi alle lov til have lige så mange af, som vi vil. Det står mennesker frit for. Men når det kammer over, og man begynder at sidestille meninger, tro, følelser og fantasier med videnskabelige sandheder – så får vi et underligt ”værdiløst”, grænseløst og meningsløst samfund – hvor alt ”flyder” og alt er til fals.

    Der er ikke forskel på godt og ondt. Der er ikke noget, der hedder rigtigt og forkert. Det er alt sammen den samme ”grød”. Og så kan det godt være, at mennesker har deres meningers og følelsers frihed – men selv den frihed mister sin betydning – når ikke der er en form for fælles konkret samfundsmæssig substans at relatere sine meninger og følelser til.

    Venlig hilsen Ulla…

    1. Tak for din kommentar – det er helt korrekt, og forstemmende, at friheden på den måde er blevet taget som “sandhedsvidne” for, at vi ikke behøver en dyb og kvalificeret debat om det vigtigste af alt: Hvordan vi vil sætte rammerne for det fælles liv i samfundet.
      Peter

Skriv et svar til Peter Schjødt Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: