I dag skal de dansk/grønlandske forhandlere mødes med repræsentanter for Trump-regimet. Emnet er Grønland. På forhånd er det umuligt at sige noget om udfaldet, selv om hele den danske ekspertise er kørt i stilling, og gør, hvad den kan, for at sige noget; ikke for meget, men heller ikke for lidt, og derfor i virkeligheden, nærmest ikke noget. Og det er nok en klog strategi. For sandsynligvis vil det heller ikke efter mødet være umuligt at sige, hvad der skete, og ikke mindst, hvad der efterfølgende kommer til at ske. Noget af det mest karakteristiske ved Trump-regimet er nemlig, at det omskriver virkeligheden, nærmest mens den sker.

Op til det dansk-amerikanske møde i USA har næsten hele den danske medieverden demonstreret en sjælden journalistisk selvhøjtidelighed ved konsekvent at kalde nyhedsopslag for “analyser.” Det kunne være forskellige meninger om, hvorvidt det er godt eller skidt, at vicepræsident J.D. Vances pludselig viser sig, at skulle deltage i mødet. Nogen siger, at det er en fordel for Danmark og Grønland, andre mener, at det er et problem. Og måske, siger nogen, kommer Trump selv ind til mødet, og hvad så? Vil han, eller vil han ikke, snuppe Grønland? Med magt, trusler eller dollars? Billedet skifter konstant, og er derfor ikke tilgængeligt for analyse i traditionel forstand. Det konstante pres for at vide mere, og hele tiden forudse, hvad der vil ske, reducerer analysen til at være øjebliksbilleder i konstant bevægelse. På den måde er det ikke let at være analyserende journalist, men det er ganske givet meget arbejdskrævende.

Den amerikanske kulturskribent Jia Tolentino skrev, fem måneder efter Trumps anden indsættelse: “Jeg har på det seneste følt en foruroligende form for uigennemsigtighed (…) som om virkeligheden er ved at blive ulæselig, som om sproget er et kar med huller i bunden, og som om meningen sivede ud over hele gulvet.” Det var i maj sidste år. Otte måneder senere er det blevet en realistisk mulighed, at Danmark på den ene eller anden måde skal kæmpe med USA om Grønland, og vel faktisk allerede gør det.

”Måske, eller måske ikke.” Dette er næsten alle såkaldte USA-analyser kerne, og nok den eneste, der aktuelt kan formuleres: “måske, måske ikke.” En analyse kræver principielt nogle præmisser, som i hvert fald over en vis periode ligger relativt fast. Ellers kan der reelt set ikke konkluderes andet end: “måske, måske ikke.” 

Det, som de journalistiske analyser i virkeligheden analyserer, er lige netop, hvad der er sket, efter at sproget, gennemskueligheden, en vis rationalitet, troværdighed og sandhed i det, der siges, er sivet ud som vand fra et kar “med huller i bunden,” som Jia Tolentino skriver. Det er disse betingelser, som er grundlaget for dagens dansk/grønlandske-amerikanske møde i Washington. Mediernes analyser er ikke først og fremmest analyser af, hvad der vil eller kan ske. De er faktisk selv eksempler på den nye situation, hvor intet kan siges om de amerikanske forudsætninger, bevæggrunde, mål og midler. Og slet ikke om, hvad Trump-regimet vil gøre efterfølgende, fordi det med stor sandsynlighed vil ændre sig minut for minut efter mødet.

De forvirrende analyser i medierne er blevet en central del af den måde, som Trump-regimet materialiserer sig på i den globale virkelighed, og i det enkelte menneskes dagligdag. Det groteske er, hvordan ikke alene det amerikanske samfund, men også resten af verden, på få måneder er blevet presset ind i en virkelighed, hvor det seriøst er muligt at diskutere, om det, vi oplever, faktisk er det, vi tror, det er. Det fik vi et tragisk eksempel på i sidste uge, hvor en kvinde blev dræbt af en ICE-agent på åben gade. Meget kort tid efter, de tre skud faldt, var Trump ude med påstanden om, at kvinden “voldeligt, forsætligt og ondskabsfuldt kørte over ICE-betjenten, som tilsyneladende har skudt hende i selvforsvar.” Videooptagelser modbeviser Trumps påstand, som imidlertid fastholdes af regimet, hvor kvinden senere også beskyldes for at være terrorist. Modfortællinger, selv om de er dokumenterede, accepteres ikke. Trump-regimet er postmodernismen på speed: sandheden er en fortælling. 

Når Lars Lykke og Vivian Motzfeldt skal mødes med den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, og udenrigsminister Marco Rubio, er det ikke nødvendigvis den samme sproglige og faktabaserede virkelighed, som de to parter kommer fra, og befinder sig i, under forhandlingerne. Helt som de journalistiske analyser demonstrerer, kan den danske delegation faktisk ikke vide, hvad de amerikanske præmisser er, hvornår de under mødet ændrer sig, og hvordan de vil se ud efter mødet, når Trump skal udlægge teksten. Det var den slags mangel på orden i præmisserne, som i Ludvig Holbergs komedie Erasmus Montanus forvandlede morlille til en sten. 

I et historisk perspektiv er det ikke noget ny, at den politiske verden bruger omskrivninger af virkeligheden. Tidligere kunne det imidlertid være vanskeligt for offentligheden og medierne at afsløre, hvornår det skete. I dag antages det, at der er over syv milliarder smartphones i verden. Det er med andre ord blevet svært at skjule noget. Mordet på kvinden i USA blev således dokumenteret fra adskillige vinkler, vi kunne tilmed høre hendes sidste ord. Smartphones har ændret mulighederne for at tilgå information og dokumentation, og ikke mindst hastigheden, hvormed man på sekunder kan dele denne billede-dokumentation med resten af kloden. 

Sandheden, afsløringen og kritikken af magthaverne har på den måde fået bedre vilkår. Den skræmmende opdagelse er imidlertid, at løgnen, manipulationen og irrationaliteten tilsyneladende er en indbygget del af disse muligheder. Fake-nyheder, falske billeder af rigtige mennesker, rigtige billeder af falske mennesker, nysprog, misbrug af kommunikationsteknologien og af alle de lettilgængelige manipulationsmuligheder gør verden sløret, undergraver tilliden og øger den gensidige mistænksomhed. 

Når den dansk-grønlandske delegation i dag mødes med amerikanerne, går de ind i et politisk teater, hvor spillet er designet til at chokere og dermed lamme modparten. I løbet af mødet kan redskaberne til at opnå dette mål ændre sig, ja, selve det amerikanske mål med mødet kan ændre sig. Hvad det vil ende med, kan vi nok ikke engang med sikkerhed vide efter mødet. For offentligheden, og ikke mindst medierne, kræver det en stor opmærksomhed på, at netop denne uklarhed og usikkerhed er et led i Trump-regimets nye militarisering af de menneskelige muligheder for at erkende, dømme, kritisere og handle