I dag har håbet flyttet sig væk fra det politiske niveau for at lejre sig i den mindst tænkelige skala, nemlig i det enkelte menneskes personlige og individuelle følelsesliv. Men hvem kan undre sig over, at mennesket begynder at orientere sig mod sine personlige hæmorider, eller ser sig selv i forlængelse af den terapeutiske kulturs dogmer om egenomsorg, selvkærlighed, personlig udvikling, livskvalitet, jeg-optagethed m.m.?
Læs mere i min kronik i POV International: