Vi har fået internettets muligheder for grænseløs kommunikation; adgang til de sociale medier, hvor alt kan kommunikeres til alle i real-time – nu mangler vi bare noget at kommunikere om. Det virker i hvert fald som om den generelle trang til at kommunikere ofte lammer evnen til at reflektere over, hvad der skal kommunikeres og hvordan. Måske har de sociale medier elimineret en række hindringer for at kunne deltage i det offentlige rums diskussioner, men uden at udvikle eller dyrke de sociale og kommunikative kompetencer.
Iflg. Mark Zuckerberg (Facebooks grundlægger) tilbyder Facebook teknologiske midler til at virkeliggøre nye sociale normer, som kan skabe de mest spændende sociale, politiske og kulturelle forandringer. I det såkaldte “Facebook Manifest” fra februar 2016 skiver Zuckerberg således om det samfund, som Facebook vil skabe: Et globalt samfund, hvor mennesker kommer hinanden nærmere og mødes på tværs af politiske, religiøse, sociale og kulturelle forskelligheder, hvor en omfattende tolerance skaber nye kreative muligheder for at “bygge den verden, som vi alle ønsker.”
Zuckerbergs Facebook-vision minder om den “Digitale Nation”, som i internettets ungdom (1997) blev beskrevet i en berømt artikel af Jon Katz. Her blev der forudset en kraftfuld digital verden, et helt nyt samfund på nettet, som ville udmanøvrere det gamle. Her ville de unge og veluddannede, de velstående, libertære, tolerante og teknologisk dygtige mødes uafhængigt af de traditionelle politiske og sociale organisationer og grænser.
Både hos Facebooks Zuckerberg, og i beskrivelsen af den “Digitale Nation”, er der fokus på “tolerance”, som det fundamentale ved disse virtuelle utopier, fordi borgerne i den virtuelle verden angiveligt ikke vil være bundet af specifikke politiske, religiøse, kulturelle eller sociale værdier eller livsformer. Al kommunikation vil forløbe uden smålige hensyn til de forskelle, som i den “gamle verden” altid har resulteret i konfliktfyldte modsætninger.
I dag må vi imidlertid spørge om den udbredte og entusiastiske anvendelse af teknologien har formået at dække over kendte og grundlæggende politiske, kulturelle, sociale og religiøse forskelle? Tech-giganternes snak om det globale samfund og en fælles verden er lige så tømt for seriøst indhold, som 99% af de beskeder der udveksles på disse medier.
Tværtimod at være blevet det globale mødested for mennesker, som ønsker at opbygge en bedre, mere rummelig og tolerant verden, er de sociale medier, ikke mindst Facebook, i stor udstrækning blevet kampplads for lige præcis de dybe konflikter, som Zuckerberg tilsyneladende helt overser i det såkaldte Facebook Manifest. Zuckerbergs vision forudsætter eksistensen af en slags abstrakt menneskehed uden dybe konflikter af politisk, kulturel og religiøs natur.
Zuckerbergs løsning af problemet med de reelt eksisterende historiske forskelle og modsætninger i den virkelige verden, er algoritmer og filter-bobler, så man undgår at skulle møde nyheder, informationer, modsigelser og “fremmede”, som ikke tiltaler én.
Grundlaget for de sociale mediers uendelige kommunikationsstrømme på tværs af tid og sted er ikke primært forhandlinger mellem mennesker med henblik på at opnå forståelse og fælles indsigt, men ganske enkelt – og simpelt – en støjende ignorance og tilstræbt uvidenhed i forhold til modsatte positioner.
Når vores færden på nettet styres af algoritmer og foregår i den slags beskyttede filterbobler, vil modsætningerne i den virkelige verden naturligvis blive uddybet, fordi man undgår at møde nogen, som mener noget andet, og bliver styret udenom nyheder og informationer, som modsiger ens eget verdensbillede. Modsætningerne, konflikterne og fremmedheden i forhold til hinanden skabes ikke på nettet – men uddybes og fasttømres.
De sociale medie er domineret af lige præcis de modsætninger og konflikter, som også præger den “virkelige” verden, men bliver forstærket i den virtuelle verden, fordi der her ikke eksisterer nogen sociale, etiske og mellemmenneskelige bremseklodser for, hvad der kan siges, menes og gøres.
Facebook er det centrale sted for en offentlig skrige-udveksling, som indeholder højtråbende politiske udsagn, trusler, angreb, misinformation, undergravning af videnskaben, politisk identifikationsdannelse, opråb til drab af både religiøse, politiske og sociale årsager – fortsæt selv listen.
I bogen The Net Delusion skriver Evgeny Morozov, at nettet har medført en helt ny form for politisk aktivisme, som underminerer enhver intelligent politisk samtale – nemlig “slacktivisme”; en sammenskrivning af ordene “slack”, som betyder slap, og aktivisme – altså slap aktivisme. En slags lænestolsaktivisme hjemme foran skærmen, hvor man kan sige alt i et konsekvensfrit vakuum. Nettet og Facebook m.fl. har på ganske kort tid fået reduceret politisk engagement til denne “slacktivisme.”
Den franske filosof Gilles Deleuze skrev i 1985 (uden kendskab til internettet), at det ikke er et problem at få folk til at udtrykke sig, men at tilbyde dem lidt tid og stilhed, hvor de måske kan finde på noget at sige. Den tålmodige lytten til den anden og til sig selv indefra, hvor ens tale skal komponeres, forsvinder i en kultur, som bygger på kravet om deltagelse, selvudtryk, selv-fremstilling, og som kun sjældent arbejder med en afsender og en modtager, men blot med et udtryk, en kommentar, et udbrud – en slacktivisme.
Læs mere:
Gilles Deleuze: Negotiations, 1972-1990. Columbia University Press 1997.
Evgeny Morozov: The Net Delusion – How Not to Liberate The World. Penguin Books Ltd 2012.
Roberto Simanowski: Facebook Society. Columbia University Press 2018.
Denne tekst er et kort uddrag fra introduktionen til forskningsprojektet “Formateringsstress – sociale størrelsesforhold og tribalismens genfødsel”.
Peter Johannes Schjødts blog 