En dag blev jeg født. Det kunne jeg slet ikke lade være med. Ligeså lidt, som jeg selv havde valgt at blive født, kunne jeg have valgt ikke at komme til verden. Måske en naiv tanke – men tænkt lidt nærmere igennem åbner den alligevel for et uforklarligt og dog livsbekræftende mysterium.

Digteren Inger Christensen skriver i den smukke lille bog ”Hemmelighedstilstande”:

Naturen har sin nødvendighed, sin retning, sin tvang.
Blomsten kan ikke pludselig standse op og beslutte sig
til ikke at blomstre.
Barnet kan ikke tvivle på sin fødsel og vælge at blive boende
i sin lune moder.

Det var en januar og midt på eftermiddagen. Jeg anede intet om det. Først langt senere har jeg gennem andre erobret den del af mit liv, der knytter sig til min fødsel og de første år derefter. Et andet menneske fødte mig, fordi hun havde været sammen med et andet menneske. På den måde kom jeg til verden, uden at ville, uden at vide – faktisk uden mig selv, alene på grund af noget helt andet end mig selv.

Maleri af Marianne Overbye Nielsen (2012)

Maleri af Marianne Overbye Nielsen (2012)

Måske var der en værens-længsel i mig. I hvert fald var jeg i begyndelsen ikke andet end blot og bar væren. Jeg var ikke selv årsag til min fødsel – det var jo de to andre menneske – og jeg blev desuden også født ind i en verden, som havde været der, lang tid før min fødsel – en verden, som jeg heller ikke selv havde haft nogen indflydelse på, og sådan har det været for alle. Barnets opgave bliver at finde sig selv i den verden, som det fødes ind i.

I begyndelsen er barnet så at sige udleveret til verden. For mig er billedet af dette udleverede barn etikkens dybeste symbol. Den etiske fordring giver sig selv gennem det sårbare i et andet menneskes udleverethed – en sårbarhed, der har sit urbillede i det lille barns udleverethed, dets afhængighed af andre. Det lille barn kan ikke selv gøre noget for at overleve de første år, det kan ikke selv erobre verden – det er udleveret til andres kærlighed og barmhjertighed.

Her gør barnet også de første ubevidste erfaringer af den komplekse menneskelige virkelighed: Afhængigheden af ydre begivenheder og tildragelser, som er uden for det enkelte menneskes egen kontrol. I alt det vigtigste er vi som mennesker udleveret til hinanden: fødslen, kærligheden, venskabet, lidelsen, omsorgen. Allerede i og fra fødslen udleveres vi til andre menneskers barmhjertighed og modtagende kærlighed.

Når vi i dag så selvsikkert taler om det uafhængige menneske, som det stærkeste menneske – det menneske, der ikke er afhængig af andre – så tror jeg, at vi har glemt fødslens metaetik. For at et menneske i løbet af tilværelsen kan finde sig selv i livet er den grundlæggende forudsætning, at spædbarnets sårbarhed helt fra begyndelsen bliver mødt af andre menneskers barmhjertige kærlighed.

Det virker som om vi i dag bygger den ideelle selvforståelse op omkring en usårlighedens og selvtilstrækkelighedens etik. Det resulterer meget ofte i en kynisme, som ikke har meget at gøre med den mildhed, der efter min mening må knytte sig til at gennemtænke den menneskelige sårbarhed, udsathed og afhængighed, som vi kan spejle i det lille barns fuldstændige udleverethed.

Med det lille barns væren-i-verden som eksempel, kan vi trække mange etiske indsigter. Bl.a. den, at forudsætningen for liv ikke blot er sædceller og æg, men også erkendelsen af, at vi altid lever i et afhængighedsforhold. Barnets liv udspringer af moderen, men dets fortsatte liv afhænger af, om det fødes ind i et fællesskab, hvor der tages vare på dets udleverethed og afhængighed af omsorg. Senere, hvor mennesket naturligvis kan tage vare på sit eget liv, kommer det til at handle om kvaliteten af dette liv. Også her er det af afgørende betydning, at vi som individ bliver mødt af andre mennesker med barmhjertighed, omsorg og kærlighed.

Mildhedens etik tager udgangspunkt i billedet af det lille barn, udleveret til andre menneskers omsorg og varetægt. Her er det så tydeligt, at barnets fortsatte liv afhænger af andre mennesker. Senere, når vi selv kan holde os i live, afhænger vores liv dog stadig af den måde, vi mødes af andre. Om vores liv lykkes eller ej – afhænger ikke kun af os selv, men af os selv i mødet med andre.

Den danske filosof Peter Kemp har skrevet, at sådan som man betragter mennesket, sådan behandler man det. Hvis man betragter mennesket som sårbart, skrøbeligt og uerstatteligt (sådan som man i virkeligheden betragter sig selv), så vil man også behandle andre med den mildhed, som vi mærker ved at se på det lille barn.

I begyndelsen var det lille barn – så fik vi øje på barnet og så kom mildheden; hvad ellers? Derfor: Husk barnet, som alle var i begyndelsen.

One thought on “Mildhedens etik

  1. Ja – vi er “kun” mennesker 🙂

    Venlig hilsen Ulla…

Skriv et svar til Ulla Thorup Nielsen Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: