Folkekirken er kommet i kamp med både sig selv og med omgivelserne. Grunden er politikernes planer om at lovgive, så homoseksuelle får ret til at blive kirkeligt viet. Det  kan den kristne kirke ikke kan acceptere, hvis den skal forblive tro mod sin egen officielle historie. Ifølge kirken kan min elskede nemlig ikke være hvem som helst; for en mand i hvert fald ikke en mand, for en kvinde ikke en kvinde, ligesom det at ønske sig gift med to kvinder ikke er dobbelt så godt, som at være gift med én.

Det, som religionen mest nidkært har krævet reguleret, har nemlig altid været forholdet mellem mennesker, ikke mindst når kærlighed og seksualitet har været involveret. Kirken nægter ikke at konfirmere en teenager, der har begået vold og solgt hårde stoffer. Den nægter ikke at begrave manden, som blev dømt for pædofili eller drab. Sådan mener jeg heller ikke, at det bør være. Tilgivelse skal være religionens kernekompetence. Men det er da påfaldende, at den ikke kan overkomme at gifte mennesker af samme køn eller en mand med to kvinder, bare for at stille sagens alvor op mod det, at kirken til gengæld ikke at nægter at yde andre kirkelige handlinger til mennesker, som måske er dømt for mord. Altså, kirken vil hellere regulere seksualiteten end alle andre moralske anliggende.

Argumentet er menneskets natur. Det er f.eks. ikke menneskets natur, som den er givet af Gud, at dyrke samkvem med andre af samme køn. Mennesket er født af ånd, og mennesket er ikke Gud, men Guds skabning, og som kirkefaderen Klemens af Alexandria fra slutningen af det 2. århundrede skrev, så skal de kristne dyrke skaberen og ikke skabningen. Det er himlen, som er vores sande fædreland. At være her på Jorden er blot et eksil, som vi må stræbe efter at komme væk fra.

Men er der noget, som kan holde menneskets opmærksomhed væk fra det himmelske, så er det erotikkens nærvær med et andet menneske. Nu er det bare sådan, at Gud ikke så tit lader høre fra sig. Nok har kirken henvendt sig til mennesket, men Gud har fastholdt sin tavshed, og i enhver dansk kirke hænger Kristus på korset, hvorfra han anråbte sin herre: Min Gud, hvorfor har du forladt mig? Ikke så meget spørgsmålet, som den tavshed det blev besvaret med, gjorde selv filosoffen Pascal lammet af rædsel: Det uendelige Rums evige Tavshed fylder mig med Gru, skrev han.

Selv om Adam, som det første menneske, havde selveste Gud ganske tæt på, så bad han alligevel om at få et andet menneske – og så fik han Eva. Resten af historien er velkendt; bare to mennesker kunne få det til at gå galt med gudsforholdet. Selv om den store filosof Spinoza sagde, at intet er gavnligere for mennesket end mennesket, så har religionen altid lagt maksimal magt i at forhindre mennesket i at fortabe sig i mennesket, for så ender det let med at glemme Gud.

Men når kirken forsøger at fastholde sin autoritet i spørgsmålet om det syndefulde ved f.eks. homoseksualitet, så demonterer den ved samme lejlighed sig selv. Selv om en undersøgelse fra 2010 viste, at 64% af danskerne siger, at de tror på Gud, så er det ikke Gud som den traditionelle kirkekristne autoritet, der nødvendigvis tænkes på. Mere er der tale om en slags udefinerlig åndelig kraft, ofte tilsat en opfattelse af mennesket og kærligheden, som det vigtigste, og ikke som religionen siger, Skaberguden som vigtigere end mennesket.

Allerede Kristus sagde: jeg har sagt I er guder (Joh.10,33). Kunne han have ment, at vi er guder i svøb når kærligheden realiseres i en menneskelig relation? I hvert fald har en religion, der ikke påskønner kærlige menneskelige forhold (inklusiv erotiske), ikke nogen stor fremtid i en kultur, hvor langt de fleste erfarer det religiøse på en anden måde end det traditionelle gudsforhold. Lige præcis opfattes det at elske (med?) andre ofte som vejen til den religiøse oplevelse. Om det så er to mænd, der elsker hinanden, to kvinder, en mand og en kvinde, eller hvordan konstellationen nu måtte være – det opleves af færre og færre som afgørende for kærlighedens værdi. Tværtimod: hvor der er kærlighed er der gudsfølelse.

2 thoughts on “Intet er så godt for mennesket, som medmennesket

  1. Kære Peter Johannes.
    Hvor er det dog en fonøjelse at læse både dette og andre af dine indlæg om tro, religion og filosofi. Det er SÅ nødvendigt at øge kvaliteten i diskussionen om gudstro – også for at få nuancer på det troende menneske. i MIN gudsopfattelse bliver rammerne for debat og tvivl slet ikke udfyldt. Og det er – i det folkekirkelige Danmark ikke mindst – de kristnes egen skyld. Vores egen skyld, bør jeg nok sige i den personlige sandheds tjeneste. Får jeg fornemmer, at det ikke er en gudstro, der iværksætter din lyst til at “blogge” dette emne.
    Så der er uenighed fra min side i nogle af dine vinklinger. F.eks. den fuldautomatiske analogi mellem at være kristen og religiøs. At være kristen (sagt af en luthersk kristen med erklæret tilhørsforhold til den grundtvigske cirkel 🙂 er for mig et livssyn og et tilvalg. At være religiøs er en etikette. Og jeg bryder mig personligt ikke om at få den på mig, – selv om jeg er glad og aktiv bruger af den danske folkekirke. Eller sagt lidt polemisk – og noget absurd: Hvis nu en videnskabelig undersøgelse skulle domumentere, at den kristne, yderste højrefløj havde ret. At “ordet” – biblens ord – skulle være absolut fra bogstav til bogstav. Eller at halvdelen af vores bibel – jødedommen var det sande svar. Eller Islam, som vi ser den i den absurde lovreligiøsitet, hvor individets fratages tvivl og det frie valg og mine døtre skal tildækkes for at beskytte dem mod den faretruende sexualitet, som jeg selv synes er en af Guds gaver. – Så ville jeg givetvis (forhåbentlig) være – om ikke ateist – i hvert fald ikke troende.
    Derfor har jeg lidt svært ved at hidse mig op over den nuværende diskussion om vielser af bøsser og lesbiske. Frigørelses- og ligestillingsdebatten er både ok og nødvendig. Og jeg orker næsten ikke at skulle erklære mig. men nu gør jeg det i sagens tjeneste – og fordi jeg i den grad tror på “apostlen” Peter Johannes’ (Ja, der er også for lidt humor i gudstroen.. 🙂 sidste ord i dette epistel: “…hvor der er kærlighed er der gudsfølelse. Så, JA fra undertegnede: selvfølgelig skal bøsser og lesbiske kunne vies med ord, der er fælles for både heteroer og homoer. Men derfor er der da ikke noget eksitentielt katastrofalt i at være uenige i betimeligheder og ritualer. Der eksiterer ikke religiøsitet uden dogmatik – og dogmatik kan diskuteres (De, der påstår det modsatte kender i hvert fald meget lidt til kirkens historie). Så den underforståede holdning i den nuværende debat, at det her kan sprænge både folkekirke og kristendom bygger i virkeligheden ikke på frygt for, at det sker. – Oftest virker det nærmest som ønsketænkning fra den kirkelige højrefløj – og så “den nye ateistiske bevægelse”, der undertiden er så videnskabeligt rasende, at den nærmest virker religiøs. Der har jeg ikke det fjerneste imod etiketten “religiøs”.
    Så nej. Min tro “..vogter ikke nidkært over forholdet mellem mennesker..”. Det er jo ikke mennesket, jeg tror på i religiøs forstand. Og da slet ikke folkekirken. Det er Vorherre – og den fantastiske historie om hans søn, der kom med et løfte om, at vi er elsket trods vores selv-dyrkelse og vores til mange modbydelige gerninger. Budskabet om tilgivelse til forbrydere og svagpissere. Troen, håbet og kærligheden. Men størst af alt er kærligheden.
    Jeg er totalt afslappet overfor, om “nogle” oplever det som hokuspokus eller “religiøsitet” og ser en afgrund mellem naturvidenskabelighed og tro.
    Jeg har det 100 pct. som Ebbe Reich Kløvedal, da han meget, meget tæt på sin egen død blev spurgt, om hans forestilling om himmeriget og “himlen”. – (I frit citat, fordi jeg ikke husker kilden) “..Jeg aner det ikke, Det er jo noget jeg TROR…..
    Jeg ved af egen oplevelse, at det kan være forbundet med megen sødme og kærlighed at bære rundt på så stor en tvivl.

  2. Kære Jesper
    Tak for din kommentar. Du har ret, det er ikke en gudstro, der får mig til at skrive. Det er en tvivlen, som jo angiveligt også skulle være en nådesgave. Tvivlen, der lader nåde gå for ret – du kender den jo selv, kan jeg se af det du skriver.
    “Menneske først, kristen så”, for at citere en stor landsmand. Det kunne være mit udgangspunkt, hvis det dog bare kunne gælde al religion.

Skriv et svar til Peter Schjødt Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: