Når Donald Trump står op om morgenen, ved han så, hvilke beslutninger han skal træffe i løbet af arbejdsdagen? Næppe. Omgivelserne tillægger ham en rationalitet, som ikke eksisterer. Det betyder imidlertid også, at omgivelsernes reaktioner på hans handlinger er lige så vigtige, som det, han siger eller gør. Det, vi oplever i disse turbulente dage, er i høj grad Europas forsøg på at finde ud af, hvordan man skal reagere rationelt i forhold til en dybt irrationel person. Hele spektret er blevet gennemgået i de europæiske regeringskontorer; fra smigrende eftersnak til gengældelse med samme mønt. 

Den franske præsident, Emmanuel Macron, skulle have skrevet i en sms-korrespondance med Trump: ”Jeg forstår ikke, hvad du har gang i med Grønland.” Herefter foreslår Macron en række traditionelle diplomatiske tiltag: Vi kan spise middag sammen, og arrangere et møde mellem G7-landende på torsdag, hvor Trump alligevel er i Europa. I den anden ende af spektret for mulige reaktioner på Trump har vi den amerikanske guvernør, Garvin Newsom, som i dag siger, at det ”er på høje tid, at Europa vågner op og stopper med at forsøge sig med smiger over for den amerikanske præsident, Donald Trump.” Og Newsom tilføjer: ”Det er på tide at tage sig sammen. Det er på tide at blive seriøs og stoppe med at være medskyldig.”

På få dage, blot for at tage de seneste begivenheder, har Trump undergravet og destabiliseret de internationale organisationer, som både USA og Europa har bygget sikkerheden op omkring siden 2. Verdenskrig. Han har imidlertid også destabiliseret hele det amerikanske politiske establishment, og det europæiske med. Det vil derfor være naivt at benægte situationens farlighed. Med en amerikansk præsident, som siger, at Europa står over for en ”civilisationsudslettelse,” og at USA vil støtte modstand på kontinentet mod “Europas nuværende kurs,” er det indlysende, at Europa ikke længere kan betragte USA som en ven eller allieret, men må behandle, i hvert fald Trump-regimet, som en fjende. 

Dette chok har imidlertid været varslet i god tid. I 2018 sagde Trump således, lige inden et møde med Putin, at Den Europæiske Union er en af ​​hans største “fjender.” Ikke fordi Trumps nuværende handlinger af den grund bliver mere rationelle, men den situation, vi står i nu, kan i hvert fald ikke kaldes for helt overraskende. Fra europæisk side har der gennem årene været en god del fortrængning, som i dag medvirker til at skabe den aktuelle stemning af panik her på kontinentet. 

Den slovenske filosof, Slavoj Žižek, har ved flere lejligheder citeret et gammelt maoistisk motto: “Der er stor uorden under himlen, så situationen er fremragende!” Det, han mener, er, at Europa ikke må blive fanget i en fælde, hvor der ”sker en kortslutning mellem virkeligheden og dens skjulte potentialer.” Den aktuelle virkelighed rummer, efter denne formel, større muligheder end blot det, at finde tilbage til den gamle orden. Det giver således ikke nogen mening, hvis det europæiske redningsforøg kommer til at pege bagud, altså som slags en redning af alt det, der var, eller antages, at have været i det atlantiske forhold mellem USA og Europa. 

Det europæiske perspektiv ligger ikke i en tilbagevenden, eller en genetablering, men i at overveje, hvilke europæiske værdier og institutioner, der skal bevares i forandringsprocessen, og hvilke, der måske endda har bidraget til at skabe de aktuelle problemer, og som derfor må opgives. Efter Trump, og efter det imploderede amerikanske politiske system, skal USA til at tænke langs de samme baner: hvad skal bevares, og hvad skal slippes? 

Umiddelbart tror jeg, og i disse tider må det forblive en tro, at Europa står bedre rustet til denne proces end USA. Den italienske professor i europæisk politik, Alberto Alemanno, har skrevet, at de europæiske politikere i mange år har undgået et helt centralt spørgsmål: ”Er EU blot en koordineringsmekanisme, eller er det et politisk fællesskab med en fælles skæbne?” Her i det lidt kølige Nordeuropa vil vi nok ikke bruge ordet ”skæbne”, men pointen er, at spørgsmålet faktisk næsten er blevet besvaret: ”Uanset om europæerne anerkender det eller ej, er Europa et politisk fællesskab.” Det viste sig fx, da Rusland angreb Ukraine og begyndte en fuldskala krig midt i Europa. Det har også allerede vist sig efter Trumps økonomiske og kulturelle krig mod Europa, og ikke mindst efter hans trusler om militært angreb på en alliancepartner. Efter Ruslands angreb på Ukraine, er NATO blevet styrket gennem nye europæiske medlemmer. Efter Trumps aggressioner, bliver EU igen diskuteret som en mulighed i England og Norge, viser den offentlige debat allerede.

Det vigtige er imidlertid, at Europa ikke begår den fejl, som historisk set er en klassisk europæisk selvovervurdering: at tro, at Europa kan være en universel model for alle andre i resten af verden. Det er en gennemprøvet fejl, og fejlen er aldrig blevet mindre ved at blive gentaget igen og igen. Europa har i et historisk perspektiv både prædiket de bedste, humanistiske og demokratiske værdier – og systematisk krænket dem, specielt i mødet med den omkringliggende verden. Europa må finde sig i at være en provins for andre, ligesom Europa har betragtet de fleste andre dele af verden som provinser i forhold til Europa.