Den amerikanske økonom, Paul Krugman, beskrev i går Donald Trumps reaktion på modstanden mod det vanvittige krav om at “få” Grønland, som “et frustrationsbrøl fra en gal diktator, der lige har indset, at han ikke kan sende marinesoldaterne ind”.

Det drejer sig naturligvis om straffen til de europæiske lande, som modsætter sig Trump-regimets overtagelse af Grønland: 10% told på alle varer fra disse lande, med en stigning til 25% fra d. 1. juni. Som Trump skrev på Truth, så ville denne straf stå ved magt, “indtil en aftale om fuldstændigt og totalkøb af Grønland er indgået.” Historien melder dog fortsat ikke noget om, hvor Trump tænker, at pengene til købet af Grønland skal komme fra. 

Der er mange ting, som fortsat er uklare efter Trumps virkelighedsfjerne eskalering af kampen mod stort set alt og alle, eller som det er blevet beskrevet, “Trump mod resten af verden”: 

Ved Trump, at han ikke blot kan pålægge udvalgte EU-lande denne straffetold? Handelskrig med ét EU-land betyder handelskrig med hele EU?

Det er fortsat et åbent spørgsmål, om Trumps mange toldkrige overhovedet er lovlige i forfatningsmæssig sammenhæng. Han hævder, at de er begrundet i en økonomisk “nødsituation,” hvilket det lige nu er op til den amerikanske Højesteret at afgøre. Andre, men lavere, retsinstanser har vurderet, at præsidenten ikke har beføjelser til at indføre de aktuelle toldsatser. Desuden er præsidentens hovedargument for toldsatserne jo slet ikke økonomiske, men begrundet i forsøget på at true sig til besiddelse af en alliancepartners landområde.

Den amerikanske historiker Heather Cox Richardson skriver på Facebook, at det ikke må overses, hvor meget Trumps argumentation for en amerikansk overtagelse af Grønland minder om Putins argumentation for, at Ukraine skal være russisk. Trump siger, at kun USA kan beskytte Grønland, og Putin siger, at kun Rusland kan beskytte Ukraine. Men, som Richardson understreger, så er Grønland jo medlem af NATO, verdens stærkeste forsvarsalliance, 

I en større sammenhæng må Trumps forsøg på at overtage Grønland også tænkes sammen med hans forsøg på at overtage USA. Spørgsmålet er, i hvor stor udstrækning han forsøger at tage Grønland, EU, NATO, Venezuela m.m., som gidsler i kampen for endegyldigt at overtage magten i USA. 

Richardson skriver således, at Trumps “trussel om at sprænge NATO-alliancen i luften” også kan virke som en slags glemselspille på fx den kendsgerning, at det amerikanske Justitsministerium “har frigivet mindre end 1% af Epstein-filerne, på trods af at loven, Epstein Files Transparency Act, som Kongressen har vedtaget, kræver frigivelse af disse filer i deres helhed senest den 19. december.”

Desuden er der de omfattende protester mod den brutale militarisering af samfundet gennem ICE’s voldsomme hærgen i de amerikanske byer; der er militariseringen af Justitsministeriet, som i stigende grad bruges til at forfølge Trumps politiske modstandere; der er Trump-regimets utallige angreb på den frie presse osv. Og hvad med midtvejsvalget senere på året? Trump har ved flere lejligheder flirtet med tanken om, at aflyse valget. 

Opremsningen kunne fortsætte, og jo flere angreb på det amerikanske demokrati, Trump-regimet sætter ind, jo større er risikoen for, at truslen mod den nationale sikkerhed bliver brugt som begrundelse. Ind i dette billede passer også Trumps militarisering af relationen til USA’s Alliancepartnere i NATO. Det er klart, at den dominerende vinkel i Europa er konsekvenserne for europæisk økonomi og sikkerhed. Trump ser ud til at foretrække fjendskaber fremfor alliancer, bl.a. fordi fjendskaber og magtkampe eksternt kan sprede røgslør internt for den tilsyneladende målrettede proces, hvor Trump-regimet vil forvandle USA til et autoritært og måske totalitært regime.

Det kræver, at Europa begynder at tænke i nye konstellationer, hvor USA i fremtiden får en langt mindre dominerende betydning for europæisk handel, økonomi og sikkerhed. Der er mange vanskelige valg, som Europa skal træffe nu. Ægteskabet med USA varede i 80 år, og byggede på fælles forsvarsforpligtelser, fælles værdier i forhold til demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincippet. Hvordan disse forpligtelser og principper undervejs har haft det, og fungeret, er naturligvis ikke udelukkende en positiv historie, men som et minimum har der været enighed om at opretholde alliancerelationen. Grundlaget var det, som er blevet kaldt den “regelbaserede internationale orden,” som byggede på nogle gensidige forpligtelser og en opgavefordeling i forhold til at kunne forsvare demokratierne mod de autoritære magter. 

Med USA’s erklærede ideologiske krig mod de tidligere alliancepartnere i NATO, er spørgsmålet åbenlyst: Hvad er det for en verden, vi nu bevæger os imod? Der er en tilbøjelighed til at se europæerne både som de meste udsatte og skrøbelige i denne sammenhæng. Situationen er naturligvis ret uforudsigelig og farlig, men det skal ikke glemmes, at meget af Trumps lyn og torden er knyttet til, at hans eget regime ikke nødvendigvis er den sikre vinder i denne konflikt.