Trump-regimet har ikke overtaget Grønland, og det bliver svært, men på alle tænkelige måder har det i hvert fald overtaget hele den europæiske politiske dagsorden. I dag er en gruppe på 11 amerikanske politikere landet i København for, som en af deltagerne har skrevet, at “sende et klart signal om, at Kongressen stadig står side om side med Danmark og Nato-alliancen.”

Det er tilsyneladende et betryggende møde, hvor det amerikanske hold stiller med både demokratiske og republikanske deltagere, som betoner, at de vil kæmpe for det gode samarbejde med Danmark og Europa. Samtidig indløber der meddelelser om, at en række NATO-allierede sender militært personel til Grønland: Norge, Sverige, Finland, Storbritannien, Holland, Tyskland og Frankrig. Her til morgen kan man læse i de spanske medier, at Spanien også er parat. 

Den franske præsident Emmanuel Macon understregede i går, at “Frankrig og europæerne fortsat skal være til stede, hvor end deres interesser er truet – uden eskalering, men kompromisløst, når det gælder respekt for territorial suverænitet.” Ugen inden have Frankrig, Tyskland, Italien, Polen, Spanien og Storbritannien da også udsendt en fælles støtteerklæringfor Danmark. Politiken citerede en kilde, som sagde, at teksten nok var blevet mere udvandet, ”hvis alle EU’s medlemslande skulle konsulteres.” Men det skulle de altså heller ikke. Målet var at få de store lande på banen for at understrege, at den sag, som Trump var på vej ud i med Grønland, ville få store omkostninger for USA. 

Det kunne umiddelbart ligne en slags samlet europæisk front. Måske har Trump ligefrem styrket det europæiske projekt ved at demonstrere, i hvor høj grad der, på kort tid, har udviklet sig et sammenfald mellem det amerikanske og russiske fjendebillede af Europa, trods forskellige udgangspunkter. Men der er også en anden side, hvor de store europæiske aviser næsten dagligt rejser tvivl om det fremtidige europæiske samarbejde, selv her midt i Grønlands-krisen. 

En overskrift i dagens udgave af Le Monde lyder således: ”Tyskland sætter spørgsmålstegn ved det europæiske projekts fremtid.” En af lederne fra de tyske Grønne citeres for at sige, at hun ofte møder spørgsmålene: ”Hvem vil du bygge dit Europa med? Giorgia Meloni er euroskeptisk; Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet er det også. Emmanuel Macron har mistet magten, og Frankrig kan rykke til den yderste højrefløj i 2027.” I sidste uge skrev Der Spiegel, at ”Das Ende der EU ist kein Tabu mehr”; “EU’s afslutning er ikke længere tabu.” Selv i disse tider med amerikanske militære trusler mod Grønland er det i denne sammenhæng først og fremmest de indre trusler, som anses for at svække EU. Denne trussel hænger naturligvis sammen med den ideologisk krigserklæring fra Trump-regimet mod de europæiske liberale demokratier, som Trump, helt på linje med Putin, mener er degenererede og repræsenterer en europæisk civilisation i forfald. USA vil i fremtiden ”hjælpe de patriotiske europæiske partier,” som der står i den ”Nationale Sikkerhedsstrategi.” Trump-regimets mål vil derfor være, “at hjælpe Europa med at korrigere sin nuværende kurs.” 

Både Putins og Trumps mål er at redde Europa fra forfald. Den Nationale Sikkerhedsstrategi anbefaler, at skabe en “strategisk stabilitet” med Rusland, der ikke længere defineres som en rival på globalt niveau. Helt i forlængelse af dette projekt har den italienske leder Giorgia Meloni, både tilsluttede sig erklæringen om støtte til Danmark i forhold til Grønlands-krisen, og næsten samtidig medvirket i en kampagne til støtte for genvalg af Viktor Orbán, Putins nærmeste allierede i EU. Samme Orbán har iflg. Nyhedsmediet Hungary Today i sidste uge modtaget et brev fra Trump, hvor den amerikanske præsident skriver, at “Dit modige lederskab tjener som et eksempel for resten af ​​verden.” De to mænd har da også en hel til fælles, fx: ønske om at kontrollere medierne, forsøg på politisk styring af domstolene, forsøg på at undertrykke oppositionen, forfølgelse af LGBTQ+, modstand mod globalisering, EU-skepsis, og prioritering af familieværdier. Desuden har Orbán blokeret EU-støtte til Ukraine. Ikke mærkeligt, at Trump afslutter brevet med at ønske Orbán held og lykke ved det kommende valg. 

Europa er blevet et af de vigtigste eksportmarkeder for den amerikanske kulturkrig, ledsaget af større og mere aggressive højre-nationalistiske partier over hele kontinentet. Sammen med truslen om, også at blive et eksportmarked for den russiske militære krigsførelse i slipstrømmen af fire års krig i Ukraine, og uden udsigt til våbenhvile, har det ført til tvivl om, hvad der i fremtiden kan være den bærende idé for EU. 

Med Trump-regimets ideologiske og militære aggressivitet, har Europa-debatten fået en helt afgørende ny dimension: den militære. EU og Europa har fået et militært sikkerhedsproblem, fordi NATO ikke længere er fremtidssikret. På kort tid kan forsvarsorganisationen bryde sammen på initiativ af en uforudsigelig amerikansk leder. Og så har Europa et militært sikkerhedsproblem, som enten kan fortrænges eller samles op, men som under alle omstændigheder grundlæggende vil forandre Europa. 

Måske har Europa og EU nået det, som er blevet kaldt for et machiavellisk øjeblik. Det er defineret ved, at de ophøjede idealer om en perfekt og gnidningsløs fremtid må udveksles med mindre ideelle strategier for at overleve og komme videre fra en farefuld nutid. Det er blevet sagt, at EU så at sige har levet uden for tiden, men nu skal der kæmpe for selv at kunne definere fremtiden.

Selv om pessimismen er udbredt i Tyskland, så har flere taget dette machiavellisk øjeblik alvorligt og tilsidesat ellers næsten helliggjorte ideer om Europa og EU. I flere af de nye ideer er forestillingen om et mindre EU blevet fremført, som en realistisk mulighed. Argumentet er, at Europa i et historisk perspektiv har bevæget sig mest fremad, når det optrådte i mindre format end det aktuelle med 27 lande. 27 lande kan ikke realisere det potentiale, som EU har på det militære område. Hidtil har dette imidlertid heller ikke være nødvendigt, men med risikoen for et NATO-kollaps er det blevet afgørende for den samlede europæiske sikkerhed. Og hvad med den eksisterende enstemmighedsregel i en situation, hvor stærke tilhængere af både Trump- og Putin-regimet sidder i centrum for afgørende sikkerhedsmæssige og ideologiske beslutninger i EU?

Når røgen har lagt sig, vil Europa se anderledes ud end i dag. Sandsynligvis med stærkere regionale fællesskaber, fx mellem de nordiske lande, nye forsvarsfællesskaber og nye samarbejdsformer på tværs af både tematikker, nationer og regioner, men også med større mulighed for at skabe tilslutning fra befolkningerne. Nye former for samarbejde er i hvert fald afgørende, hvis den nuværende mangel på stabilitet skal konfronteres i et positivt fremtidsperspektiv.