Hvad nu, hvis hunde-filosoffen havde hældt filosof-kongen ned ad brættet for lidt over 2000 år siden? Hunde-filosoffen var Diogenes (født ca. 412 f.Kr.) Filosof-kongen var Platon (født ca. 428 f.Kr.). Platon kaldte Diogenes for en “Sokrates, der var blevet gal”, og befolkningen i Athen gav ham øgenavnet “hunden”, som på græsk betyder “kynisk”. Hvis man forestiller sig den europæiske filosofihistorie som et stafetløb, hvor en fakkel, tændt af Platon i oldtiden, er blevet overført fra generation til generation, så er det en udfordrende tanke, hvad der ville være sket, hvis det havde været Diogenes og ikke Platon, som havde tændt denne flamme. Med andre ord: hvordan kunne en kontrafaktisk filosofihistorie se ud – hvad ville der være sket, hvis der ikke var sket det, som rent faktisk skete?

Langt de fleste historiebøger om vestlig filosofi begynder med før-sokratikerne – altså de filosoffer, som kom før Sokrates. Men derefter kom ikke mindst Platon og det var med ham, de fleste mener, at den vestlige filosofi tog sin begyndelse. Platon var rig og tilhørte den absolutte overklasse i Athen. Han var en systematisk teoretiker, der grundlagde et akademi, og hans skriftlige dialoger, primært med Sokrates som hovedperson, fylder mere end en halv million ord.

Platon arvede et grundlæggende spørgsmål fra Sokrates: ”Hvordan bør vi leve?” Det er et etisk spørgsmål om, hvordan vi vælger at leve i verden med andre mennesker. Altså et meget praktisk spørgsmål. Imidlertid hævdede Platon, at vi har brug for metafysik for at besvare det. Hans udgangspunkt var ideen om de abstrakte, immaterielle “former”: høje idealer om retfærdigheden, skønheden og det gode, som han mente eksisterede uden for rum og tid, og som det drejede sig om at få indsigt i, hvilket var filosofiens opgave. 

For Platon var den materielle verden og det jordiske, levede menneskeliv, en andenrangs affære. At stræbe f.eks. efter et dydigt liv var kun muligt gennem kontemplativ betragtning af den evige og ulegemlige idéverden; sjælens udødelige ressortområde. Resultatet var den fortættede, indadvendte og frem for alt kropsløse teoretisk filosofi, som er kommet op til os fra Platons akademi i oldtiden.

Den engelske matematiker og filosof Alfred North Whitehead mente, at den sikreste karakteristik af den europæiske filosofiske tradition var at beskrive den som en række fodnoter til Platon. Peter Sloterdijk har beskrevet platonismen som et superego eller overjeg for den europæiske rationalisme.  Han peger på fusionen mellem platonisme og den kristne teologiske doktrin om Gud for at demonstrere, hvordan Platons mesterværker har fungeret som en slags “sædbank” af ideer, fra hvilke utallige senere tænkere og tanker er blevet befrugtet, på tværs af tidsmæssig og kulturel afstand. 

På den anden side var der så Diogenes, en filosoferende bølle uden Platons politiske og økonomiske kapital, en filosofisk gadekunstner kendt for sit verbale vid; en filosofisk aktivist, der afviste Platons diskurs som “spild af tid.” Platon gik engang forbi Diogenes, der stod og vaskede vild salat til at spise, og kommenterede: “Hvis du havde bedt til Dionysos, ville du ikke blive reduceret til at vaske salat.” Diogenes svarede: “Hvis du havde lært at vaske salat, behøvede du ikke at bede til Dionysos.” 

Diogenes sparsomme levevis var legendarisk. Han havde bedt nogen om at finde et hus til ham, da han kom til Athen, men da eftersøgningen trak ud, bosatte han sig i en gammel balje nede ved floden med den begrundelse, at han havde set en mus og indset, at den ikke behøvede nogen af de ejendele, som mænd tyngede sig med. 

I begyndelsen blev Diogenes kaldt for hund, på grund af den uciviliserede og skamløse adfærd, han lagde for dagen, og chokerede Athens borgerskab med; f.eks. sked, pissede og onanerede han offentligt. En dag, hvor han spiste mad på markedspladsen (en alvorlig social krænkelse), samledes en gruppe af Athens borgere omkring ham og råbte Hund! Diogenes svarede: “Det er jer, der er hunde, for det er jer, som stimler sammen og glor, mens jeg spiser min morgenmad.”

Diogenes erklærede senere hunden som den mest dydige af alle skabninger, pga. dens ubekymrede liv og instinkt for at kunne skelne ven fra fjende. Hunde, sagde han, fortrød ikke deres fortid og bekymrede sig ikke om fremtiden, men levede i stedet helt i nuet. Et ideelt forbillede for en filosof, mente han. Da Diogenes blev spurgt, hvorfor han blev kaldt en hund, svarede han: “Jeg nyder dem, der giver mig noget, jeg råber efter dem, der nægter, og jeg sætter tænderne i slyngler.”

I stedet for at fundere over retfærdighedens metafysik inden for murene af et akademi, afslørede Diogenes uretfærdigheden og dens tilsløring og demonstrerede ved eksempler, at livet ikke kun skal undersøges i teorien, men også i praksis gennem livsprøver, der udvider vores opfattelse af, hvad der er muligt eller ønskeligt.

Set i dette lys var Diogenes en performativ filosof. Hans bevidste nedbrydning af de gældende sociale normer var en kritik af Platons lukkede teoretisering. ”Hvis det vigtigste i livet er jagten på dyd,” råbte Diogenes på torvet i Athen, ”hvorfor opfører vi os så ikke som om det er dyden, vi efterstræber?” Mange var parate til at tale om deres filosofi, men Diogenes var villig til at efterleve den – uanset hvad andre syntes om ham.

Diogenes var i sin tid en kendt filosof. Alligevel ligger hans arv ikke i hans skrevne værk, men i farverige anekdoter om hans liv, primært samlet af hans navnebror, Diogenes Laërtius. Men det er et uheld i historien, at den kritiske undersøgelse af samfundet i skarpe vittigheder, performancekunst og radikale livseksperimenter kun i meget begrænset omfang er blevet regnet for filosofi. For Diogenes var moralfilosofi en uundgåelig del af livet, implicit i alt, hvad vi gør, og ikke udelukkende et esoterisk eller teoretisk forskningsemne for akademiernes karrierefilosoffer. Spørgsmålet “Hvordan lever man?” er uundgåeligt, og det må bl.a. besvares gennem vores daglige livspraksis.

Det kontrafaktiske spørgsmål var, hvad der ville være sket, hvis det var hunde-filosoffen og ikke den estimerede filosof-konge, som havde tændt filosofiens fakkel i oldtiden? Måske ligger der antydningen af et svar i den mest berømte historie, der er overleveret om Diogenes. I hvert fald er det hermed sat til diskussion: Det siges, at Diogenes mødte Alexander Den Store i Korinth i 336 f.Kr. Alexander var gået ud for at lede efter den store filosof og fandt ham døsende i solen. Alexander præsenterede sig selv: “Jeg er Alexander, den store konge.” Diogenes svarede: “Jeg er Diogenes, hunden.” Alexander tilbød at give filosoffen alt, hvad han ønskede, hvortil Diogenes svarede “Flyt dig til side, du skygger for sollyset.” Alexander var henrykt over Diogenes’ manglende prætention, og da han gik væk, sagde han til sine ledsagere: “Hvis jeg ikke havde været Alexander, ville jeg gerne have været Diogenes.”