Sidste år blev ytringsfriheden kapitaliseret og prissat til omkring 300 milliarder danske kroner. Det skete da den amerikanske oligark Elon Musk fremkom med et købstilbud på det sociale medie Twitter. Kort tid efter var det ikke længere blot et købstilbud, men en kendsgerning, at verdens rigeste menneske havde gjort Twitter til sin personlige ejendom. Tidligere var kapitalister optaget af at købe store fabrikker, stålværker og adgang til kul- og olieressourcer. I dag køber de adgang til at bestemme over metaværdier som ytringsfrihed, politiske debat, offentlig meningsudveksling, vores fælles økonomi, samfund og demokrati. 

Allerede i 2013 købte Amazon-grundlæggeren Jeff Bezos avisen The Washington Post. I 2018 købte milliardæren Patrick Soon The Los Angeles Times og The San Diego Union-Tribune. Samtidig har enken efter Steve Jobs (medstifteren af Apple) foretaget sin egne medieinvestering i det amerikanske magasin The Atlantic. Og ikke mindst er de store sociale platforme i hænderne på oligarker som Mark Zuckerberg (bl.a. Facebook, Instagram og WhatsApp) og Elon Musk (Twitter). 

Elon Musk købte Twitter for at “befri” ytringsfriheden og dermed redde “civilisationens fremtid,” som han sagde ved en TED conference, hvor Musk også kaldte erhvervelsen af Twitter for “intet mindre end et vendepunkt for civilisationen.” Disse ædle motiver fik dog ikke lov til at stå uimodsagt. Elon Musks køb af Twitter blev en global begivenhed, som rystede både medier, politikere og demokrati-forkæmpere.

Hvis vi på den ene side tager aviserne The Washington Post, The Los Angeles Times og magasinet The Atlantic, så har de redaktioner med en høj grad af uafhængighed, opbygget gennem årtiers tradition for stærk redaktionel styring og målrettethed. Det kan man naturligvis vælge at betragte som et problem for ytringsfriheden, fordi alle ikke uden videre kan komme til at skrive alt. På aviserne og deres platforme er der således en redaktionel linje og ansvarshavende redaktører.

På den anden side er der Twitter og andre såkaldte sociale medier, hvor enhver kan logge på og skrive stort set hvad de vil og på hvilken måde de vil. Her er der ikke nogen redaktionel linje eller noget redaktionelt ansvar, og det kan man så vælge at kalde for ytringsfrihed, hvilket netop er det, som Elon Musk og andre af de amerikanske oligarker gør. 

Det er udsigten til optrapning af en ødelæggende kulturkrig omkring forholdet mellem ytringsfrihed, ansvar og sociale medier, som f.eks. Twitter, der har fremkaldt oplevelsen af, at Elon Musks entré på scenen bør være et Wake Up Call for både medierne, kapitalismen og demokratiet.

Den amerikanske forfatter Charles Arthur kalder de politiske og samfundsmæssige effekter af de sociale medier for social opvarmning. og opstiller i bogen Social Warming følgende tankeeksperiment: Hvad nu hvis vi et øjeblik forestiller os, at f.eks. Facebook, Google, YouTube og Twitter ikke eksisterede og nogen foreslog at oprette dem med henblik på at give et par af verdens rigeste mennesker privat kontrol over styringen af den globale kommunikation, politiske diskussion og deling af viden?

I bagklogskabens lys er det let at stille dette retoriske spørgsmål. I begyndelsen tænkte ingen naturligvis på, at det kunne gå så galt, at de såkaldte sociale platforme skulle få afgørende betydning for det globale politiske og sociale klima, og endda over tid resultere i en social opvarmning, ligesom den industrielle udvikling har resulteret i en fysisk klimaopvarmning. Begge slags opvarmninger er resultatet af bivirkninger, som ikke var forudset og som derfor ikke i tide kaldte på regulering, styring og begrænsning. Den økonomiske vækst og industrialiseringen skulle give mennesket velfærd og rigdom, de elektroniske kommunikationsplatforme skulle “give mennesker magten til at dele og gøre verden mere åben og forbundet,” for at bruge Facebook-stifteren, Mark Zuckerbergs ord. Selv om det vel ikke helt skal glemmes, at Zuckerberg skabte grundlaget for Facebook-platformen for sammen med vennerne, at kunne opstille ranglister over Harvard Universitys unge kvindelige studerende.

Medier er nødvendige i en verden hvor det vi kalder for samfund, er samlinger af forskellige livsformer, som ligger langt fra hinanden både geografisk og socialt. Store og små samfund er blevet ekstremt komplekse med administrative og organisatoriske apparater, som skal overvinde både de geografiske og sociale afstande mellem borgerne i det pågældende samfund og mellem det politiske niveau og borgernes hverdagsliv. 

Den tyske filosof Peter Sloterdijk har sagt, at samfund kan kaldes moderne i kraft af både deres størrelse og deres interne differentiering. Det vil sige når en nation eller et samfund ikke længere blot udgøres af et meget afgrænset rum eller område, med stærke fælles træk borgerne imellem. I de moderne samfund har geografisk og social distance afløst de tættere mellemmenneskelige sammenslutninger. Medier er i en eller anden form derfor nødvendige for at skabe en grad af sammenhæng på tværs af den moderne verdens store afstande. Som Sloterdijk siger, så er det i høj grad massemedierne, som derfor skaber de moderne nationer. 

Medier har i de seneste godt 200 år bl.a. omfattet den daglige presse; i små 100 år radio og i godt 70 år TV. I de sidste par årtier har internettet imidlertid været det centrale medie, som dog har vist sig at skabe større splittelse end fællesskab og mere fejlinformation end brugbar information. Hvad sker der når det er internettets sociale medier, som er drivkraften i fortællingen om hvad det vil sige at være menneske i verden og borger i et samfund? 

Resultatet er blevet den omtalte sociale opvarmning, karakteriseret af Facebooks facilitering af chikane, planlægning af og opmuntring til vold og terror, politiske forbrydelser og systemforandringer gennem angreb på landes demokratiske forfatninger; Twitters facilitering af konspirationsteorier, dyrkelse af løgne og undergravning af regeringers muligheder for at hjælpe befolkningerne under en pandemi, og helt aktuelt som platform for opmuntring til folkedrab; YouTubes facilitering af indhold til radikalisering og voldsudøvelse, opmuntring af udsatte mennesker til at begå selvmord og voldsparate til at begå mord, som platform for distribution af kanaler der skaber risiko for overgreb på børn, kvinder og alle, som kan lægges for had af den ene eller anden årsag. 

Dette er i stor udstrækning hvad, de sociale medier byder ind med til udviklingen af det, som Facebook-oligarken Mark Zuckerberg kalder for en styrkelse af demokratiet, den offentlige debat og befolkningens indflydelsesmuligheder. De sociale medier skulle gøre os mere sociale, demokratiske og fællesskabsorienterede; de er på få år blevet komplet asociale med enorme negative konsekvenser for både demokratiets og fællesskabets udviklingsmuligheder. Det vil imidlertid være naivt udelukkende at bebrejde internettets forskellige platforme for den sociale opvarmning af den offentlige og demokratiske atmosfære.

For det første har de etablerede politiske systemer på det nærmeste opgivet at udvikle et demokratisk projekt, som kunne regulere de sociale medier og bringe dem under demokratisk kontrol. I stedet ser vi nu udviklingen af en dybt asocial overvågningskapitalisme, som den amerikanske filosof Shoshana Zuboff har analyseret og kalder for den største trussel mod demokratiet og de borgerlige frihedsrettigheder. Teknologierne bag de sociale medier er ikke længere noget, som vi har, det er noget, som har os. 

For det andet har mange af de “gamle medier” medvirket til at forstærke den anti-intellektualisme, som flyder fra de sociale mediers platforme. Kun langsomt er der så småt ved at komme et svar på, hvad man skal stille op med de sociale mediers helt centrale trussel mod den demokratiske og offentlige debat: at sandheden er forstøvet i et omfang, så brugerne af de sociale medier så at sige skaber deres egne sande og rigtige nyheder, tilpasset egne ønsker, behov, interesser og sandhedskriterier. Nedbrydningen af både den faktuelle og moralske grænse mellem løgn og sandhed er således blevet vores største problem i kølvandet på de sociale mediers dominans.  

For det tredje er der os selv, brugerne af de sociale medier. Friheden til ikke at beskæftige sig med forskellen mellem “jeg synes” og “jeg ved”, mellem emotionelt styrede “synsninger” og intellektuelt funderet viden, er blevet selve definitionen på personlig frihed. De sociale medier er den generator, som hele tiden truer med at udløse dele af den selvtilstrækkelighed, dovenskab og dumhed, som vi alle er udstyret med. Hvis jeg mener eller synes noget, så har dette samme status som eksperternes viden. Hermed svækkes den demokratiske offentlighed. Evnen til at deltage i de demokratiske processer bliver reduceret til det at kunne råbe højt, komme med trusler, latterliggørelser – og generelt til ikke at tage hensyn til andre, men hurtigt selv at føle sig krænket. Viden er ikke længere noget, som man skal tilegne sig og tænke over, det er noget, som man skal synes og føle stemmer med ens personlige følelsesliv og aktuelle præferencer. Sandhed er synsning. 

En række af demokratiets centrale forudsætninger er på vej til at blive underløbet af de sociale medier, godt understøttet af alle os andre. Grundlæggende er der ved at ske det samme med den politiske og sociale atmosfære, som der allerede er sket med den klimatiske atmosfære: den bliver overopvarmet som en bivirkning vi ikke i tide så komme. Når vi endelig erkender disse bivirkningers indflydelse på vores verden – så er ødelæggelsen allerede blevet en del af den helt normale hverdag.